Jeg vil aldrig kigge på et rulle toiletpapir eller en kop kaffe på samme måde igen. Efter godt 20 timer på rumstationen Talos 1, er jeg blevet dybt paranoid overfor tilsyneladende helt almindelige hverdagsobjekter. Især hvis der er to af dem, og den ene står lidt på skrå! Prey har i den grad haft kløerne i mig, så læs lige med engang, så du kan forstå, hvorfor jeg er skrækslagen for en tur på toilettet eller til kaffemaskinen.

Dishonored har været MEGET let på tråden

Forestil dig at Dishonored-serien har været en tur på Crazy Dazy i Aalborg (eksisterer det stadigvæk?) en lille-torsdag aften. Det stikker helt af og dagen efter vågner Dishonored-serien op i en seng, hvor du finder Bioshock, Deus Ex, Half-Life, Alien Isolation og System Shock. Ikke det værste pixelerede gang-bang, man kunne forestille sig, da de alle er nogle yderst fine spil. Ni måneder senere dukker Prey så op.

Men hvem er faren? Er det Bioshock, da stemningen er yderst trykkende og du mærker følelsen af, at spilverdenen er et grundigt realiseret sted, som kunne eksistere i virkeligheden? Er det Deus Ex og den heftige modificering af mennesker og den evindelige stræben efter det guddommelige? Er det Half-Life med besatte forskere og små facehugger-lignende gespenster? Måske er det Alien: Isolation og al dets horror baseret på nærmest uovervindelige rumvæsner og en følelse af, at du konstant er jaget vildt i rummet. Det kunne selvfølgelig også være System Shock, spillet der både havde rumzombier og en stor rumstation, der forsøgte at dræbe dig.

Et helt andet spørgsmål er, om det rent faktisk tager ni måneder fra undfangelse til fødsel af et videospil? Og er det overhovedet muligt at flere af spillene er faderen? Jeg aner det ikke, men sagen er i hvert fald den, at Prey er et barn af alle de nævnte spil.

Du kan spille som man eller kvinde. Det virker dog ikke til at have nogen som helst indvirkning på spillet.

Dit verdensbillede bliver knust

Du vågner op i en lækker lejlighed, hvor du kan undersøge alle mulige småting, læse lidt bøger, kigge på lidt mails og nyde udsigten over en stor by, hvor solen lige er stået op. Så tager du afsted på arbejde, og det er din første dag! Du hilser på viceværten ude på gangen, inden du bliver hentet i en helikopter, og det hele er nyt og spændende. Din bror tager imod dig og sender dig videre til en række af tests. Det hele virker meget tilforladeligt, lige indtil en kaffekop bliver til et sort lille tentakkelmonster, der resolut sprænger i hovedet på den ledende forsker.

Du vågner op i en lækker lejlighed, hvor du kan undersøge alle mulige småting, læse lidt bøger, kigge på lidt mails og nyde udsigten over en stor by, hvor solen lige er stået op. Så tager du afsted på arbejde, og det er din første dag! Du hilser på viceværten … der ligger død med et ansigt forvredet smerte og en eller anden form for mutation … øh ok. Kort tid efter smadrer du bogstavelig talt dit billede af virkeligheden, og herfra bliver det hele bare mere og mere underligt.

Talos-1 var åbenbart et meget chilleren sted ind du startede spillet. Den idyl har du nu ødelagt. Tak!

Uden at spolere mere, end du selv opdager i de første ti minutter med Prey, befinder du dig kort sagt på rumstationen Talos 1, hvor der bliver eksperimenteret med DNA fra rumvæsner. Dette DNA giver mennesker uanede kræfter så som telekinese, transformation, teleportation og endda fremmaning af rumvæsner og telepatisk styring af roboter. Det giver SELV-FUCKING-FØLGELIG også uanede problemer. Som det altid, altid, altid gør, når man pil-rode-rager med DNA fra rumvæsner. ALTID! For det første er det nok ikke så smart at spule DNA fra den anden side af universet ind i dine øjeæbler (ja, det skal den vej, og ja, det er enormt klamt). For det andet, så er rumvæsnerne sjovt nok ikke vilde med at være laboratoriedyr.

Skæppeskøn stemning

Opbygningen af Prey minder enormt meget om Bioshock og især det originale System Shock, der jo gjorde det hele først. Du befinder dig på en gigantisk rumstation, hvor du langsomt får adgang til flere og flere sektioner, som historien skrider frem. Historien fortælles via en masse lydoptagelser, som du finder spredt rundt på Talos 1, og videobeskeder, fortalt via Looking Glass-skærmene (slet skjult hint til den sagnomspundne spiludvikler Looking Glass Technologies/Studios, der lavede både System Shock og Thief).

Der bliver smidt et par åbenlyse twists i starten af spillet, og så kører historien ellers derudad i forudsigelig stil. Troede jeg. Faktisk fortsætter spillet med at overraske, og slutningen havde jeg i hvert fald ikke gennemskuet. Det er dejligt, at blive overrumplet, og Prey er bestemt et af de mere interessante bekendtskaber, og jeg vil anbefale alle at spille hele vejen igennem. Også selvom det til tider er skræmmende!

FPSRPGHORROR

Skåret ind til benet er Prey en First Person Shooter, selvom du sjældent skyder med pistoler og geværer. Der er massevis af rollespilselementer forstået således, at din karakter kan udvikle sig i flere forskellige retninger, alt efter hvilke evner, du gerne vil benytte dig af. Og de har faktisk enormt store konsekvenser for, hvordan spilverdenen reagerer på dig. Noget som meget få spil har formået at gøre.

Du starter med en simpel svensknøgle, som kan benyttes til at smaske i fjæset – eller hvad der ville være et fjæs – på alle de rumvæsner, som måtte krydse din vej. Dette er langt hen ad vejen det mest effektive redskab til at dræbe, da både din pistol og shotgun er umådeligt ineffektive og nærmest ingen skade gør. I hvert fald inden de bliver opgraderet via spillets crafting-system. De impotente skydevåben kan lede til en del frustratoioner, da der ikke er megen ammunition, og fjenderne bliver ret så talrige senere i spillet.

Skumle rumvæsner venter overalt på Talos-1

Men spiller du Prey som en helt almindelige shooter, spiller du nok også lidt forkert (kan man overhovedet spille forkert?). Der er nemlig et utal af andre redskaber og senere hen kræfter, der gør spillet noget lettere og langt sjovere. Det mest brugbare redskab er limpistolen, der sender gigantiske klumper af superlim afsted. Det kan enten bruges til at lime fjenderne fast for et kort stund, eller til at bygge permanenter trapper, således alle vægge og mure kan skaleres. En gennemført genialt koncept.

Jeg fandt faktisk også en farverig armbryst. Fedt, nu skal jeg snige og headshotte fjenderne, tænkte jeg. Men ak, jeg fandt hurtigt ud af, at den ikke kunne skade fjenderne. Det er nemlig en legetøjs-armbryst med skumgummi-pile. Som IKKE kan bruges imod fjenderne. Men den kan til gengæld skydes afsted imod knapper og computerskærme, som dine arme ikke kan nå. Så er der en knap til at åbne en dør, du ellers ikke kan nå, måske bag en sikkerhedsrude, kan du ofte pløkke en pil afsted igennem en lille åbning, og den vej få åbnet døren. Det er vitterligt en grinagtig ide, og jeg elsker den!

Mere end blot toiletpapir

Jeg fik aldrig gennemført Alien Isolation. Det var simpelthen for stressende! Jeg troede bestemt ikke, at Prey ville være lige så. Men ak, endnu engang var jeg fanget på en rumstation med en flok rumvæsner, som kunne angribe ud af den blå luft. Prey har nemlig leveret en fjende, som jeg aldrig har set før. De små ”mimics”, der kan forvandle sig til objekter så som kaffekopper, toiletpapir, stole, lamper og ja, endda våben, ammunition og andre ting, som du løber hen for at samle op. I stedet springer den lille lort lige op i dit ansigt og svirper dig igen og igen med sorte tentakler.

På grund af mimics er du KONSTANT stresset! Er den lampe mon et rumvæsen? Var den kaffekop der lige før? Den stol der, den står lidt på skrå … SÅ ER DEN SGU NOK ET RUMVÆSEN! Resultatet var, at jeg konstant løb rundt med min svensknøgle og slog til alle objekter i nærheden. For udenforstående må det have set total retarderet ud.

Mimics møder du mange af. Satans til små krapyl!

Mimics er et genialt designvalg, og et valg, der ændrer hele din opfattelse af spilverdenen og din tilgang til denne. Du får heldigvis adgang til redskaber i løbet af spillet, der går det nemmere at aflure disse mimics. Men så snart du glemmer dem, sidder der en på lur, klar til at fare lige op i dit ansigt.

Senere hen i spillet får du selv mulighed for at leje toiletpapir. Eller en tom kaffekopm en turret eller noget helt fjerde. Nu er det din tur til at snige dig ind på fjenderne og springe lige op i deres ansigter og blæse dem væk med shotgun’en. Du har også mulighed for at låse op for en lang række af andre kræfter, du kan bruge på din vej igennem Talos 1, hvis du da vælger at blive mere og mere proppet med DNA fra rumvæsnerne.

Disse kræfter er meget er effektive! Men tager du for mange af dem, vil rumstationen langsomt begynde at vende sig imod dig, da du bliver scannet som et rumvæsen. Og når først stationens mange turrets opfatter dig som en fjende, bliver spillet en hel del mere udfordrende. Rumvæsnerne vil endda også sende et meget voldsomt væsen efter dig, da de føler sig truet af dig. Et kæmpe stort monster, der langsomt jagter dig. Det er så afsindigt stressende, når ”The Nightmare” kommer efter dig. Så kan du kun vælge at gemme dig eller flygte. Du kan også tage kampen op, men den er ekstremt dødelig!

Det er en ret finurlig måde at designe spillet på. Få de her super effektive og meget sjove kræfter, men så skal du også være klar til et langt større udfordring. Jeg skal helt klart anbefale at tage alle de kræfter, som du kan. For det er netop dem, som gør spillet meget mere spændende!

Prey mister balancen

Spillet kan dog til tider virke lidt ubalanceret. Som jeg skrev tidligere kan mange af fjenderne dræbe dig med et enkelt slag. Og når fjenden kan tage op til seks skud med en shotgun, og ammunition er meget sparsom, så virker det ofte til, at spilbalancen er skæv. Det bliver desværre værre i slutningen af spillet, hvor der bliver smidt mange fjender afsted efter dig på en gang. Og har du spenderet al din ammunition og dit ”psi-power” til dine kræfter, så sidder du fast. Jeg piver sjældent over, at et spil er svært. Men når det bliver svært fordi våben virke alt for svage og ineffektive, så er det bare ikke så sjovt. Så vær klar på en udfordring, selv på ”Normal”.

Ofte er det lig med den visse død, at være så tæt på et af rumstationens større fjender.

Heldigvis er der rig mulighed for at ”crafte” både ammunition og psi-power, så du forhåbentlig ikke løber tør. Men selvom jeg samlede alt ind og altid følte, at jeg havde en masse på lager, var der flere gange, hvor jeg blev total udtømt for ammunition, health, psi power og andre livsvigtige ting. Måske spillede jeg blot ”forkert”, men Prey virker flere steder lidt for ubalanceret. I stedet for at lave nogle sjove scenarier med et par udfordrende fjender, smider spillet bare massevis af fjender afsted hen imod slutningen. Det er en skam, da det sjældent er den sjoveste løsning, når et spil skal være udfordrende.

Hvorfor hedder det overhovedet Prey?

Dette segment er bare en rant over navnet. Spring videre, hvis du vil læse noget sammenhængende og relevant for selve spillet. Nu er du advaret.

Hvorfor hedder dette spil Prey? Hvorfor? Det originale Prey blev annonceret tilbage 1995 og udkom ELLEVE år senere i 2006. Her spillede du som indianer-Tommy, hvor du skulle redde din bedstefar og resten af jorden fra en flok sultne rumvæsner, der havde en fin teleporterings-teknologi. Et ganske godt spil, der dog slet ikke levede op til den lange leveringstid. Prey 2 blev annonceret i 2011, hvor vi kunne se en meget åben spilverden, hvor vi skulle indtage rollen som dusørjæger i rummet. Spillet så helt igennem fantastisk ud, og alle var meget positivt overraskede over traileren. Men spillet blev droppet senere hen på året, og Prey 2 virkede dødt. Og det er det så sandelig også.

For Prey anno 2017 har absolut intet med Prey 2 at gøre. Det har faktisk heller ikke noget med det originale Prey at gøre. Det virker til, at Bethesda købte navnet og satte Dishonored-udvikleren Arkan Studios til at ”lave noget med rumvæsner”. Det irriterer mig faktisk, at de bruger det navn. Og der er ikke engang et tal eller undertitel på skidtet. Så fremover, når vi snakker om Prey-spillet, skal vi til at snakke årstal. Var det 2006 eller 2017? Spillede du som indianer eller som kineser? Tåbeligt! Men de tænker jo nok, at navnet Prey har en forretningsmæssig værdi. Jeg har mine tvivl og jeg finder titlen åndssvag. Rant slut.

DYNAMISK MUSIK ER BARE DET FEDESTE (NOT!)

Gør dig selv den tjeneste at skru ned for musikken. Desværre. For musikken er leveret af manden bag sidste års bedste soundtrack, nemlig manden bag DOOM. Denne gang er stilen dog lidt anderledes, og desværre implementeret virkelig uheldigt. For det første er musikken så ekstrem øredøvende høj, at den overskygger alle andre lyde. Især når der er fare på færde eller kampen er godt i gang. Musikken tilpasser sig spillet, så er der en skjult mimic i nærheden BRAGER musikken pludselig afsted ud af ingenting. Også inden mimic’en afslører sig selv.

Velsignet stilhed i et af spillets sekvenser på ydersiden af Talos-1. Her møder du ikke mange rumvæsner.

Det er en elendig implementering af dynamisk musik, da den afslører at en fjende er nær. Hver gang. Jeg skruede musikken ned på 10%, og her var den på lydniveau med spillets andre lyde. Den afslørede dog stadigvæk alle mimics. Derfor endte jeg med at slå den helt fra efter et par timer. Og det er virkelig en skam, da musikken faktisk var ret fed! Men stemningen blev langt mere realistisk og trykkende uden musik, da man nu kunne høre lydende fra rumstationen og de mange væsner, der konstant bevæger sig rundt.

Funktionelt design

Når noget har et ”funktionelt design” er det typisk fordi, at det fungerer godt rent praktisk, men at det nok ikke er specielt lækkert at se på. Sådan er Prey. Grafikken og designet fungerer. Talos 1 virker som et realistisk sted, og det hele er troværdigt. Men det er hverken flot eller specielt interessant at se på.

Stilen er 100% Dishonored i rummet. Alt fra mennesker til menuer til design af interiør er en moderne udgav af Arkane Studios’ stil fra de to Dishonored-spil. Men hvor Dishonored-serien gav en følelse af, at udviklerne havde smidt masser af kærlighed i designet, virker Prey bare lidt koldt, klinisk og kedeligt.

Rumvæsnerne er nærmest alle sammen en sort masse af fangearme tilsat en masse ”blur”. Det er et interessant design … hvis ikke det blev brugt hele vejen igennem spillet. Her savnede jeg mere fantasi. Det er rumvæsner, de kan se ud på 1000-vis af måder. Mest af alt savner jeg sjæl i designet. Jeg fandt det for kedeligt og uinspirerende.

Det funktionelle strækker sig heldigvis til den tekniske side, der ser ud til at fungere glimrende. Udviklernes sidste spil, Dishonored 2, var noget af en skamskudt høne, da den hostede og spruttede sig ind på PC’en. Det var elendigt optimeret. Dishonored 2 kørte dog på en udgave af ID’s grafikmortor, hvor Prey kører på Cryteks teknologi, hvilket fungerer langt bedre. På mit testsetup, som netop er blevet tunet en hel del op (Nvidia 1080ti, i7 7700K, 32GB DDR4 ram) kørte jeg i 4K alt på ultra med mellem 80 til 90 FPS, hvilket er rigtig fint. Jeg kan dog også læse mig til i andre reivews, via NeoGAF og reddit, at spillet generelt performer fint og langt, langt bedre end Dishonored 2.

Jeg havde desværre to crashes til desktoppen på de 20 timer, hvilket altid er belastende. Derudover havde jeg ingen problemer.

Mængden af indstillingsmuligheder er ikke imponerende, og HVOR ER MIN FOV SLIDER? hField of View er virker skammeligt lavt, især når du skal forsøge at ramme en mimic, der springer rundt i et virvar af fangearme. Det er utåleligt, at de ikke har FOV slider fra starten af! Det kan dog fixes via lidt leg med en config fil, men det burde da simpelthen ikke være nødvendigt i det herrens år 2017. Puha Bethesda, Puhaaaaa!

Var det ikke for rumvæsnerne, dræberrobotterne og de mange forvredne lig, var Talos-1 et meget lækkert sted.

Konklusion

Jeg havde ingen forventninger til Prey. Havde jeg ikke fået review-tjansen, havde jeg ikke brugt tid på spillet, da intet af marketingsmateralet sagde mig noget. Men jeg blev positivt overrasket! Det er som Dishonored i rummet tilsat elementer fra Deus Ex, Bioshock, Half-Life og System Shock … og overraskende meget fra Alien Isolation.

Langt hen ad vejen fungerer spillet fremragende. En sublim stemning, der til tider er regulær horror. Bare vent til du møder det poltergejst-agtige rumvæsen. Fy føj! Du får også en interessant historie fyldt med twists og overraskelser, samt en god slutning, som jeg håber mange af jer når frem til.

Gameplayet er fyldt med muligheder og sjove kræfter, og evnen til at ”morphe” sig om til forskellige objekter er super god, godt implementeret og langt mere interessant end det første Prey-spils teleportering.

Der er lidt problemer med balancen i spillet, især til sidst, hvor der bare bliver smidt mange fjender afsted for at gøre spillet mere udfordrende. Det er ikke specielt sjovt. Det er heldigvis ikke et gennemgående problem, bare så længe du ikke forventer at spille Prey som en almindelig shooter.

Musikken implementeret ganske dårligt. Den er alt for høj og den afslører alle fjenderne. Slå den fra og spillet bliver meget bedre. Og selvom den grafiske side ikke imponerer, og blot er funktionel/kedelig, kører spillet overraskende godt. Jeg fik dog to crashes til skrivebordet!

Savner du et nyt FPS med RPG-elementer og en tyk stemning, er du fan af spil som Dishonored, BioShock, System Shock, Alien Isolation, Deus Ex eller Half-Life, kan jeg ikke forestille mig, at går du ikke galt i byen med Prey.

Jeg ville dog ønske, at spillet lige fik 10% mere fra Arkane. Lidt bedre balancering, lidt mere kærlighed til designet, lidt mere inspiration. Spillet mangler ærlig talt lidt sjæl, da det kan virke en smule intetsigende. Hvilket måske er unfair at skrive, da spillet virkelig er enormt underholdende. Men fik vi lige det sidste, dette ubeskrivelige, svært-at-definere-lækkerhed, det lille ekstra nøk, der gør gode spil til klassikere, kunne vi sidde med et af årets bedste spil. I stedet har vi ”bare” et super solidt spil.

12 KOMMENTARER

  1. Jeg er slet ikke tæt på at overveje om jeg skal investere i Prey; intet ved det får min puls bare lidt i vejret. Mit Facebook-feed har til gengæld også været klistret til med næsten alt marketingmaterialet, så jeg føler mig allerede mæt.

    God fornøjelse til dem der tager turen til Talos 1

  2. Jeg vil give dennis ret i mod enden bliver det RIGTIG svært. som sagt ingen våben eller psi og du er fucked dog kan man kaste ting efter fjenden :D. så det bare med at finde den nærmeste stol og tyrer efter en mimic

  3. #1 Hehe, det er selvfølgeig en ide. Det er dog mest lyddesignet og de mange jump scares, der får mig

    #2 Havde det 100% på samme måde. Der er et eller andet ved spillets trailers, der bare slet ikke fanger mig. Spillet har dog overrasket yderst positivt.

    #3 Yes! Jeg blev glad for, at jeg havde opgraderet min styrke 100%, så jeg kunne kaste rundt med sofaer og andre meget tunge ting

  4. Det lugter lidt af et spil, der vil have stor glæde af en patch eller to for musikken og balancen (som du begge kommenterer på).

    Gameplay mæssigt er vi for mig i den helt rigtige boldgade, det er alle super gode titler du stiller Prey parallelt med

  5. #5 Helt enig. Musik og balance kunne godt blive langt bedre med en patch. Selve gameplayet burde tiltale alle fans af bioshcok, deus ex og lignende!

  6. Det sjovt. Jeg er slet ikke løbet ind i problemet med for lidt ammunition, men jeg er “kun” 16 timer inde i spillet, og spiller “kun” på normal. Kan være jeg ikke er nået til problemet endnu…?

  7. Jeg grinte en smule over indledningen af IGN’s anmeldelse af Prey. Anmelderen har hørt spændende ting om slutningen, men er aldrig nået dertil pga. bugs