Arriving in ‘nam

Spillet og spillets historie roterer rundt om en person Sergent Martin Lionsdale, hvis liv man følger igennem hans dagbog. Han skriver om sine oplevelser i Vietnam, sit savn til sin forlovede tilbage i U.S.A. og om sine følelser som for det meste omhandler sin frygt for den næste mission. Denne form for dagbogsføring er set før i spil som Operation Flashpoint hvor det var ikke bare var bedre gennemtænkt men også bedre udført. For min skyld kunne dagbogen sagtens have gået fløjten og have ladet et par videoer hvor man får ordrer udleveret gå i stedet. Det ville have været mere spændende og ville have opbygget historien på en mere interessant måde. Man siger at et billede siger mere en tusind ord, og dette burde have været implementeret i spillet.

Efter ordreudstedelsen bliver man sat ud på slagmarken, for det meste ledsaget af ens overordnede lieutenant Whitemore (sjovt navn, for han er sort) og hans tropper som dog for det meste vil ”dække ens flanker” selv om man aldrig hverken ser eller hører mere til dem efter de er gået. Hele spillet foregår i et typisk 3D miljø hvor man kan flytte kameraet som man vil eller det var i hvert fald hensigten.

Det forba&%”¤$ kamera!!!

Kamerastyringen er mildest talt meget irriterende. Aldrig har jeg oplevet værre form for styring. Hvordan kan man forvente at man under en ildkamp lige skal kunne fixe kameraet hen hvor fjenden kan ses og ens egne tropper skal dirigeres og ledes, når kameraet ikke vil derhen hvor man selv vil og man har mistet halvdelen af sine mænd før man har fået kameraet i stilling?

Dette problem må nok tilskrives som værende et af de største problemer i Platoon. Det er hamrende ærgerligt at de ikke havde tænkt fem minutter længere over denne del af spillet også havde lavet det på en mere fornuftig måde. Jeg måtte personligt lukke ned for spillet hvert tyvende minut for ikke at smadre min dyrtindkøbte skærm og måtte i stedet afreagere på IRC.

Styring

Styringen af tropperne går for det meste glat uden de store problemer men en af de helt store ting som er en fejl af proportiooner og som aldrig (efter min mening) må forekomme i et strategispil er at ens ”riflemen” som er soldater (”Grunts” som de kaldes i spillet) udstyret med M16 geværer, altid er grupperet ind i grupper af fem. Det er absolut umuligt at få dem ud af denne gruppe og det fjerner en stor del af strategielementet. Man kan nu, ved denne metode, ikke længere lade en almindelig soldat gå i forvejen og opdage eventuelle farer før disse vil udradere hele gruppen. Nu er man nødsaget til at lade ens dyrebare ingeniør eller anden dyrebar troppepersonel gå i forvejen af to årsager. De udsætter ikke hele gruppen for fare og de kan opdage denne fare lang tid før og man kan derefter indsætte sine styrker efter behov.

Generelt må man sige at styringen er langsom og tropperne er lang tid om at opfatte hvad der rent faktisk foregår omkring dem og reagere derefter. Mange gange mister man så mange mænd i starten af banen at man bliver nødsaget til at starte forfra på grund af at tropperne i spillet nægter at skyde på fjenderne med mindre de har fået en ordre af spilleren. Dette er et kæmpe irritationsmoment og burde og kunne have været løst på en langt bedre måde.

7 KOMMENTARER

  1. Gad vide om ikke udviklerne sidder med en dårlig smag i munden.
    De kan vel godt se at det er noget lort de har lavet!

    Der skulle sidde en komité og godkende alle spil, set fra et grafik /- lydmæssigt perspektiv…

    Men det ville nok skabe et ramaskrig af dimensioner.