Denne anmeldelse har været et godt stykke tid undervejs. Ikke fordi det er svært at finde på pæne ting at sige om Persona 5, men fordi det er noget nær umuligt at løsrive sig. Tag med tilbage til High School, og lev det liv som teenagere drømmer om.

De voksne driller

Når man er teenager, er man overbevist om at man har afluret verden. Burgere og biografture prioriteres over lektier, de voksne er sure og egoistiske og bare tanken om alenetid med det modsatte køn fungerer som prævention i sig selv. Med alle disse udfordringer i hverdagen, er der dog stadig tid til at tænke på de mennesker som forvolder andre lidelse, og omfavne ”nogen burde gøre noget”-mentaliteten.

I Persona 5 indtager du rollen som en af disse unge personer. Efter et ufordelagtigt møde med en særdeles magtfuld herre, sendes du til en ny skole med mulighed for at starte på en frisk. Der skal mødes nye venner, passes lektier og udraderes onde hensigter hos de mest nederdrægtige voksne i Tokyo. Dette gøres ved at drage på eventyr i skurkenes underbevidsthed, hvor monstrøse vagter patruljerer og simple puzzles blokerer vejen fremad.

Det er ikke nemt både at være teenager og se cool ud

Hvis du lige måttet hæve øjenbrynene over den sidste sætning, så forstår jeg det godt. Persona 5 præsenterer sine præmisser på et pseudovidenskabeligt plan, og det kræver en meget livlig fantasi at være helt med på legen. Til trods for en af de mest farverige verdener nogensinde, er det mærkværdigt dystre emner der tages op. Perverterede sexfantasier, korruption og narkosmugling er blot nogle af de udfordringer, som det spraglede helteensemble støder på.

Alle utilstedeligheder forstås implicit eller metaforisk, og intet bliver nogensinde så udpenslet at der trædes over i “NSFW”-territorie. Dette medvirker til at Persona 5 konstant pirrer nysgerrigheden. Man ønsker virkelig at se de ondsindede hverdagsbedragere ty til tårer, når de efter gennemført mission beder resten af verden om tilgivelse for deres synder.

 

Det er netop minderne fra ens egne teenageår, som gør Persona 5 til en af de bedst-formidlede oplevelser i spilhistorien nogensinde. Følelsen af at være en magtesløs teenager der blot må se til, mens storpralende alderspræsidenter mobber og tryner sig igennem hverdagen, forløses så snart man får fri fra skole, og trækker i sit hemmelige Phantom Thief-kluns.

Bag paladsets facade

Som nævnt i forrige sektion, så skal mørke sind infiltreres og overbevisninger ændres. Det handler altså om at finde ud af, hvad der får ellers storslåede mennesker til pludselig at ændre retning i livet, og følge umoralske og suspekte værdier. Dette gøres via den app, som spillets hovedperson overraskende finder på sin telefon en dag. Ved at nævne specifikke ord, åbner app’en for en anden verden, som er en billedlig repræsentation af målets underbevidste og undertrykte længsler, altså et palace.

Når en sådan mission starter, har du et låst antal dage til at gennemføre den, og det tager adskillige dage at nå fra den ene ende af dette palace til den anden. Dette fungerer via spillets egen kalender, som skrider frem hver gang man foretager en handling. Udforskningen af et palace, skal altså balanceres mellem skolegang, venskaber, lægebesøg, vasketøj, fritidsjob og mere til.

Nu sidder du sikkert og fordømmer tanken om et tidspres, men efter min opfattelse var der rigeligt med tid til at nå at passe samtlige pligter, og formå at få de mørke kræfter ned med nakken; det haster altså ikke mere end det jager. Da mange hændelser sker afhængigt af den dato man er nået til, giver det altså fin mening at lægge denne umiddelbare deadline for strabadserne. Du skal i hvert fald ikke bruge nedtællingen, som et argument for ikke at samle Persona 5 op.

Snak med din Pokémon

Hver af spillets helte besidder en indre Persona, som kommer til udtryk via værtens rene hjerte. Hver Persona har nogle magiske evner, som ganske kyndigt kan bruges i kamp. Der er de sædvanlige element-magier, buffs og debuffs, fysiske angreb og andre blandede godter. Kamp handler da om at finde sine modstanderes svagheder, og tvinge dem i en slags knock out-tilstand, før de kan nå at reagere.

Laver du et “all out”-angreb, belønnes du med et sprødt billede af en af de spilbare figurer

Får du alle fjender ned på samme tid, åbnes der for flere muligheder: Du kan udløse et ”all out”-angreb som udrydder fjenderne helt, du kan spørge om et item, eller du kan snakke med dem. Sidstnævnte er særdeles vigtig, da du på denne måde kan rekruttere den overkomne skabning til dit Persona-sortiment, og derved bruge dens evner i fremtidige kampe – man kan med rette kalde det en mere diplomatisk tilgang til at fange Pokémons.

Det er et 100% turbaseret og ikke mindst afsindigt lækkert kampsystem. Var du bare en smule skuffet over f.eks. Final Fantasy XV’s action-orienterede stil, vil du altså føle dig helt hjemme i Persona 5’s mekanikker. Tænk mere i retning af Final Fantasy X, hvor alle figurer har deres unikke styrker og svagheder, og kombiner det med et komplekst samtalesystem, hvor figurerne reagerer troværdigt på dine ordvalg. Krydr desuden oplevelsen med overdrevne og overkarikerede visualiteter, og du har en særdeles lækker indpakning til dine eksplosive eskapader.

Hvis du vælger dine ord med omhu, kan du bruge snemandens evner i kamp

Jeg er også nødt til at nævne bosskampene, og det kan kun gøres med et ord: geniale! Ikke kun er disse instanser kreative i både gameplay og visuel udfoldelse, men også hamrende udfordrende og umådeligt svære at overkomme i første forsøg. Da bosskampene fungerer som afslutning på hvert palace, underbygger historiens fremskriden disse møder og gør hver af dem til sit eget klimaks. Jeg har ikke i sinde at spoile nogle af disse kampe – de skal bare opleves!

Fri fra skole

Når du og dine medsammensvorne ikke er ude på at konvertere skurkes moralske kompas, er der som sagt en hverdag der skal passes. Alt hvad man foretager sig tjener et formål. Bruger du tid som forsøgskanin hos den lokale læge, vil du få styrket dine guts. Tager du på restaurant med en ven, kan du yderligere cementere jeres forhold. Styrketræner du på dit værelse, optjener du flere hit points.

Det er altså svært at kaste sig over en aktivitet, og føle at den ikke har bidraget til noget som helst. Alle disse evner skal bruges i den virkelig verden, da de fører til yderligere samtaleemner, mere effektiv crafting og lignende. Dertil bliver dagene mellem palace-missionerne også fyldt ud med underholdende sideaktiviterer, hvor du lærer mere om spillets øvrige figurer.

En af spillets bedste facetter er udforskningen af bi-figurerne

Disse øjeblikke er blandt spillets stærkeste, da det viser den omtanke der ligger bag næsten hver eneste person i spillet. Selv de mindste bi-roller har drømme om fremtiden, og det er i mødet med disse Persona 5 virkelig formår at suge spilleren ind i sit univers. Det er umuligt ikke at overgive sig til den godhjertede café-ejer med byens bedste karrygryde, den opsøgende journalist der bare gerne vil have et scoop eller skolelæreren der bijobber som … ups, der var jeg tæt på at spoile.

Skarp smag – cremet konsistens

Når alt det ovenstående er sagt, kan Persona 5 også prale af en af de mest stilsikre visuelle udtryk nogensinde. Det er ikke fordi grafikken i sig selv er fantastisk, spillet er trods alt også udkommet på PlayStation 3. Det er spillets æstetiske udtryk, som kæler for og kræser om spilleren, og sørger for at der altid er noget interessant at kigge på. Uanset om du er midt i en af førnævnte bosskampe, om du møver dig igennem en overfyldt metrostation, eller sågar bladrer igennem menuerne, så er der grafisk guf mellem samtlige hjørner af skærmen.

Muligvis det mest blærede visuelle udtryk på markedet

Det er simpelthen en fornøjelse at se et så gennemført design, der bestræber sig på at være intuitivt og overskueligt, mens det kaster om sig med pralværdige effekter, der efterlader spilleren i den velkendte og vidunderlige tilstand, der finder sted tre sekunder før man taber pusten.

Soundtracket er ligeledes mageløst, og der går ikke mange timer før man sidder og nynner med på melodierne, og endda har dem siddende i bevidstheden når man prøver at sove. Det er dog ikke kun en positiv ting, da du kommer til at høre de mange numre om og om igen. Der savnes altså her noget alsidighed i udvalget af numrene, eller eventuelt at hvert nummer var længere, og derfor kunne afveksle på egen hånd.

Spillet afbrydes i ny og næ af cut scenes som fører historien videre

Du skal være indstillet på den solide manga-stil i alt hvad Persona 5 kaster efter dig. Hvis du i forvejen har svært ved at sympatisere med dette, gør de corny og tåkrummende udbrud fra stemmeskuespillerne det ikke nemmere at bevare fatningen. Der er som sådan ikke noget i vejen med stemmeskuespillet, som ofte er udført ganske glimrende, men manuskriptet er så gennemgående japansk, at det til tider abstraherer fra den seriøse tone, der ofte forsøges formidlet.

Konklusion

Jeg kunne snakke i dagevis om min begejstring for Persona 5, men jeg vil hellere have at du, kære læser, får lyst til at snakke med. Det er et spil hvis figurer inviterer dig ind i varmen, hvis gameplay holder på interessen, og hvis historie lader dig glemme nattesøvnen. Den usædvanligt tjekkede visuelle stil er et rent chokoladedyppet cherry on top.

Når først præmisserne er købt, har du et godt stykke over 100 timer foran dig, og endnu mere hvis du er tilhænger af new game+. Der er så meget at se, så mange at snakke med og så mange sideaktiviteter at kaste sig over, at en ekstra gennemspilning er et must.

Nej, det er ikke en kat … eller er det?!

Det gentagende soundtrack opvejes af den generelt høje kvalitet af numrene, og kan derfor på ingen måde trække ned. Dertil må det være en smagssag om den japanske stil i både manuskript og tegnestil er til at leve med. For undertegnede rammer det lige i hjertet.

Persona 5 er den ven fra skoletiden, der dukker uanmeldt op en tømmermandsramt søndag morgen, og medbringer burgermenu, fjollede actionfilm og telefonnummeret til en køn kvinde i stuepigeuniform.

6 KOMMENTARER

  1. Uh, jeg er glad for min ps4 pro nu. Satme mange fede titler til den i øjeblikket. Persona 5 er indkøbt – men skal lige igennem Horizon Zero Dawn først

  2. #1: Ja, det sidste halve år har været utrolig stærkt for PS4. Se bare The Last Guardian, Nioh, Horizon Zero Dawn, Nier Automata … Det er helt vildt

  3. Det spil drypper i så meget stil, at det er helt fjollet. Det er næsten grotekst overdesignet, men ser super fedt ud.

    Og så kan jeg godt lide, at de holder fast i visse makabre tiltag, som lidt forsvandt fra 4’eren.
    I Persona 3 hidkalder du en Perona ved at skyde dig selv i hovedet, I Persona 5 kan du fuse nye Personaer ved at smide gamle Personaer i guillotinen.

    Lille spoiler:
    Nu har jeg endnu ikke gennemført første palace (jeg er tæt på), men GUD hvor jeg hader, at alle i skolen hvisker løs om, at man er kriminel, og uh hvor farligt, og de håber man bliver smidt ud. Kom nu ffs – man redder en kvinde fra at blive kidnappet og voldtaget, hvor overfaldsmanden så kommer en smule til skade. Hvad fejler alle folk på skolen? ARGH!
    Skide passehatte – må I altid træde i vandpytter på badeværelset, når i lige har taget nye sokker på før skole.

    Pissefedt spil!!!

    Jeg kunne dog godt tænke mig lidt bedre heads-ups i starten af spillet til, hvad der tager tid af din dag. Havde jeg vidst, at det tager alt din fritid efter skole at vaske tøj, havde jeg sgu ikke gjort det frem for at bruge tid på en ny confidant.

  4. #4 – Kan godt følge betragtningen om at det er lidt usagt hvilke aktiviteter der fremskynder tiden, men jeg synes egentlig også det er fedt at finde ud af på egen hånd. Spillet forklarer generelt ret godt hvordan ting fungerer.

    Glæd dig til bosskampen i første Palace – Jeg skraldgrinede så snart bossen viste sig