Tilbage i 2009 dukkede et spil op, som burde have skræmt spillere væk, grundet sin ubarmhjertige sværhedsgrad. Spillet hed Demon’s Souls, og det blev spadestikket til den, noget vage, genrebetegnelse souls like, der dækker over relativt simple RPG-elementer, med et udfordrende gameplay der kan tvinge selv de mest tålmodige spillere ned på grædende knæ.

Nioh er seneste skud på denne nyklassiske genre, begået af japanske Team Ninja, hvis bagkatalog tæller den krævende action-serie Ninja Gaiden samt beat ’em up-konkurrenten Dead or Alive.

William Adams er præcist så drabelig, som du gør ham til

Hvis du er blandt dem, hvis nerver ikke holder til at æde skamfulde nederlag i håne-svøb når du gamer, så kan du allerede godt nu forvente, at Nioh ikke er for dig. Er du til gengæld en af dem der endnu ikke har fået taget hul på genren, kan Nioh til gengæld være et godt sted at starte.

Der kommer til at være en del sammenligninger med Dark Souls og Bloodborne i denne anmeldelse, men det er bestemt også retfærdiggjort, da der er adskillige ligheder mellem disse titler.

An Englishman in Japan

Geralt of Ri … Undskyld, jeg mener naturligvis William Adams, var den første af få vestlige personer, som gennem tiden har båret den ærefulde titel som samurai. Det er en fiktiv og karikeret udgave af denne historiske personlighed, som indtager hovedrollen i Nioh. Japan er midt i en altødelæggende borgerkrig, imens dæmoniske skikkelser kaldet Yokai terroriserer vores verden.

Selv de simpleste fodsoldater kan give kamp til stregen

Har man et mildt kendskab til Japansk historie, vil man muligvis frydes ved nogle af de virkelige personer man støder på undervejs. Der er dog ikke mere historisk faktualitet, end vi for eksempal ser det i Ubisofts Assassin’s Creed-serie. Du behøver dog ikke at have kendskab til hændelserne, da historien ikke just er synderligt fængende. Da der desuden går adskillige timer imellem de uddybende cut scenes, kan det være svært at holde styr på trådene, omend det aldrig bliver nær så kryptisk, som det er tilfældet i Dark Souls-spillene.

Historien ligger derfor blot som et minimalt argument for at fremskynde processen, men det er uden tvivl det næste sexede voldsorgie, der venter rundt om hjørnet, som kilder de nysgerrige sanser mest – mere om det senere.

Action, film eller action-film

Når du starter Nioh op for første gang, får du valget mellem tre forskellige måder at spille på: Action, Movie og VariableAction mode sikrer silkebløde 60 billeder-i-sekundet, men på bekostning af nogle marginale grafiske nedjusteringer. Movie mode giver dig et væsentligt pænere billede at kigge på, men holder til gengæld spillets framerate låse på 30 billeder-i-sekundet. Variable Mode er hvad spillet selv betragter som “en gylden middelvej”.

Der skal ikke herske et sekunds tvivl om at Action mode er at foretrække. De grafiske nedjusteringer er dårligt nok synlige, når først sværdklingerne skærer gennem kød og knogler, og da Nioh kræver hårnålefin timing, er der ingen undskyldning for at gå på kompromis.

Som det forventes af Team Ninja, kan der ikke sættes en finger på styringen

Det er ikke helt til at aflure årsage til at vælge de to andre modes, men det faktum at muligheden er inkluderet, er helt klart en anerkendelse værdig; flere konsolspil må meget gerne tilbyde denne løsning fremover. Det skal i den forbindelse nævnes at jeg sidder med en standard PlayStation 4, hvorfor jeg altså ikke har haft mulighed for at sammenligne med de ekstra muskler, der er pakket ind i en PS4 Pro. Det tyder dog på at der er væsentlige fordele at hente, såfremt man besidder et sådant apparat.

Nybegyndere kan også være med

Nioh er langt mere tilgængeligt og indbydende for de uindviede, end både Bloodborne og Souls-spillene nogensinde har turdet prale af. Spillet starter med en tutorial-mission i Tower of London, hvorfra William må flygte med livet i behold, og samtidigt få introduceret nogle af de simpleste mekanikker.

Efter flugten tilbydes en omfattende gennemgang af de mere komplekse teknikker. Her læres om highmid og low stance, brugen af bue og gevær, undvigemanøvrer og parering. En af styrkerne ved Souls-spillene har alle dage været learning by doing-tilgangen til spillets styring, men det har været et fornuftigt træk fra Team Ninjas side, at tilbyde et par lektioner til spilleren.

Hver fjendetype kræver sin egen taktik for at blive nedlagt effektivt

De tre stances har hver deres fordele og ulemper, hvor et højt damage output må døje med tunge og langsomme hug, mens de kvikke bevægelser blot efterlader hudafskrabninger på fjenderne. Vejen til et spændende kamp-flow skal derfor findes i at skifte stance i kampens hede. Dertil krydres oplevelsen med en Ki-barre, der bedst kan beskrives som en stamina-barre. Denne dikterer hvor meget William kan angribe, parere og undvige, og ved korrekt timing, kan en smule af denne genvindes efter et stærkt angreb.

Det mest interessante ved denne mekanik, er at fjenderne også besidder denne begrænsning. Taber de pusten, kan man altså passende se sit snit til at løbe hen og plante et dødsstød i deres maveregion. Man skal dog hele tiden overveje om de når at få pusten tilbage, og kan nå at forberede et modangreb, men det holder intensiteten og de taktiske overvejelser ved lige.

De fleste gængse fjender kan klares med et enkelt stance, hvorimod spillets bosser forlanger langt mere diversitet. Spillets første mission slutter med en gigantisk bæst, der bevæger sig langsomt, men har mellemlang rækkevidde på sine tunge angreb. Bossen i næste mission er ikke nær så hårdtslående, men er til gengæld lynende hurtig, og har et langtrækkende stun-angreb.

Vær ikke bange for at gå glip af de flotte omgivelser, hvis du vælger at spille i “Action Mode” – Nioh er et virkelig flot spil.

De mest genstridige bosser forlanger mindst 15 minutters intensitet og opmærksomhed, hvilket i nogle tilfælde bliver for meget. Jeg anerkender den udfordring som disse instanser byder på, men den mængde hit points der kløves af deres livsbarre, er til tider ulideligt lav. Det havde givet en mere nuanceret oplevelse, hvis fokus lå på at aflure svaghederne og eksekvere sin plan, frem for at lade udholdenhed vægte højest.

Overflødighedshorn af loot

Hvor Bloodborne formåede at holde mængden af loot, altså genstande og våben som kunne samles op fra nedslagtede fjender, på et absolut minimum, så insisterer Nioh på at smide en overflod af dette efter spilleren. Du finder både våben, udrustning, obskure objekter, charms, drikke og lignende sager, men alt for få af disse remedier, kan påstås at være decideret brugbare. Bevares, tingene kan veksles til den magiske essens, Amrita, som bruges når du skal stige i niveau. Desværre er det mere en pligt at samle det op, når der er så meget af det, og du i ni ud af 10 tilfælde rent faktisk kan bruge det.

Undervejs samles der også gængs valuta op, som kan benyttes til at købe nye våben mellem hver mission. Udvalget hos den allierede smed er dog sjældent mærkbart bedre, end det udstyr der findes under missionerne. Der er derfor sparsomt argument for overhovedet at benytte sig af denne mulighed.

Nioh foregår altså ikke som et langt forløb, som det ellers kendes fra Souls-serien, men du vælger istedet den mission du ønsker at påtage dig via en menu. Du kan altid vende tilbage til de forrige missioner, men da der alligevel hentes bedre loot og Amrita ved de nye instanser, er der altså sparsomt med argumenter for dette.

Da mængden af hemmelige huler og skjulte objekter desuden holdes til et minimum, er der god sandsynlighed for at du har set det hele, når missionens End Boss er nedlagt.

Tæv din ligemand

Det har været en udfordring i sig selv at finde flere spillere under anmeldelsesperioden, men det lykkedes mig dog at alliere mig med nogle habile kæmpere, som kunne bistå mig under udforskningen af det mørke Japan.

Præmisserne ændres en kende her, afhængigt af hvem der har inviteret. Deltager du i en andens spil, kan du ikke åbne døre og samle essentielle genstande op, men du kan medvirke i de intense kampe, og altså dele sejrsrusen med din kompagnon. Menuerne tillader dig desuden at alliere dig med personer fra din egen venneliste, hvilket ikke just har været en nem affære ved Dark Souls og Bloodborne.

Det kan være et klogt træk, at få en fjendes opmærksomhed, ved at plante en pil i panden på dem

Skulle du derimod have lyst til at prøve kræfter mod andre spillere, kan du i landskabet finde de steder hvor andre spillere har ladet livet. Med et knaptryk bliver de gendannet som en værdig modstander, med det udstyr til rådighed som de var iført da de blev fældet. Disse modstandere er lige så kampdygtige som dig selv, og byder på glimrende strategisk udfordring – dog ikke i nær samme grad, som de bosskampe jeg nævnte tidligere.

Der skal angiveligt være reelle PvP-muligheder på vej til Nioh i en fremtidig patch, til de spillere der bare ikke kan få nok af selvpineriet.

Konklusion

Team Ninja har begået en fremragende hybrid af deres velkendte og forlangende controller-beherskelse, og det udfordrende gameplay fra Souls like-genren. Nioh byder nye og uerfarne spillere velkommen med et en fyldestgørende tutorial, men kræver altså stadig tålmodighed og overblik for at blive overvundet.

Nioh forlanger snildt 40 timer af din tid, og afhængigt af dine evner kan gennemførselstiden uden problemer møve sig op på det dobbelte. Jeg brændte cirka otte timer af fra spillet startede op, til den første rigtige boss var nedlagt, mens de efterfølgende missioner primært trak ud, fordi slutbossens udholdenhed overmandede min egen.

“Souls like”-genren er i sandhed kommet for at blive

Det er netop disse bosser der er min største anke ved Nioh. Der er prioriteret lange og intense kampe, frem for at lade spilleren forstå og lære modstanderens handlingsmønstre, for derefter at kunne gøre kort proces ud af dem. Eftersom flere af disse modstandere har flere “former”, efterhånden som man suger livet ud af dem, bliver det blot yderligere frustrerende. Mængden af loot og det faktum at man vælger missioner fra et kort, er heller ikke just med til at trække karakteren op, men er dog bagateller på et ellers fokuseret produkt.

Nioh er til de spillere der for længst har mestret Dark Souls, og nu vil have en udfordring der forlanger endnu mere, og de spillere som mangler at blive overbevist.

Billederne i denne anmeldelse er stillet til rådighed af Sony PlayStation, og repræsenterer derfor ikke nødvendigvis den oplevelse jeg har haft med spillet.