Jeg startede Nier: Automata med forventning om en generisk og forudsigelig open world action-titel. Hvad jeg ikke havde forventet, var alle de overraskelser, som nonchalant ville pryde min skærm. For dem der prioriterer solidt og afvekslende gameplay med masser af genspilningsværdi, er Nier: Automata en must buy-titel – men det er på bekostning af nogle graverende irritationsmomenter.

Robot Love

Hvor går grænsen mellem menneske og robot? Kan følelser fabrikeres? Skal alle ordrer adlydes? Det er den slags spørgsmål der præsenteres i Nier: Automata. For mange tusind år siden blev jorden overtaget af robotter, og menneskeracen er derfor flygtet til månen. De to androider B2 og 9S (Nines) er blevet sendt til Jordens overflade, for at hjælpe en modstandsgruppe med at finde fodfæste i den gamle verden.

Der er ingen grund til ihærdigt at opsøge forgængeren Nier fra 2010, da Nier: Automatas historie fungerer på sine egne isolerede præmisser. Det er et fængende forløb, der konstant tager uventede drejninger, også når rulleteksterne er overstået og næste gennemspilning påbegyndes. Hvis du gennemfører spillet én gang og derefter aldrig rører det igen, så misser du hele pointen. Jeg har ikke tænkt mig at afsløre noget som helst, men blot de første tre minutter af min anden gennemspilning, nåede at sætte et ganske mindeværdigt aftryk.

B2 og 9S er konstant i dialog, men har sjældent noget relevant at sige til hinanden

B2 og 9S er desværre ikke de mest karismatiske hovedpersoner. Faktisk virker de mere livløse, end de kasseformede robotter de både nedkæmper og forsøger at redde. Dette til trods for at de primitivt udseende metalskabninger sjældent behersker mere end tostavelsesord. Ligeledes er skurkene også håbløst endimensionelle, og deres motiver fremstår blot som ulogisk nonsens. Stemmeskuespillet veksler desuden mellem overkarikerede og akavede krigsråb, til replikker der oser langt væk af ligegyldighed.

Det stjæler dog ikke opmærksomheden fra den fængende historie, der som sagt kræver adskillige gennemspilninger for at nå sin endelige konklusion.

En hybrid af genrer

Det ville være forkert at sige, at Nier: Automata først og fremmest er en open world action-titel. Mest af alt fordi spillet åbner som en 2D-shooter, skifter videre til en 2,5D-shooter, fortsætter som hack’n’slash i fuld 3D og endelig også byder på 2D-platforming. Der veksles konstant mellem de forskellige spillestile, og det fungerer både gnidningsfrit og ubesværet. Dertil åbnes der for endnu flere gameplay-mekanikker, efterhånden som man påbegynder de nye gennemspilninger; overraskelserne fortsætter altså her ganske ufortrødent.

Blot en af de mange gameplay-mekanikker der er på spil i Nier Automata

Du kommer dog til at tilbringe det meste af tiden, med at navigere den åbne verden i 3D-formatet. Det er også her den patenterede Platinum Games-kampkyndighed viser sine skarpeste tænder. Det er japansk rabalder af bedste kaliber, og selvom der egentlig ikke er den store afveksling i fjendetyper, er det en fornøjelse at vikle sine hænder om det udfordrende kampsystemet.

PlatinumGames er virkelig på hjemmebane med kampsystemet

Finder du spillet for svært, kan du også skifte til spillets unikke fortolkning af easy mode, hvor du i princippet kan nøjes med at holde én knap inde, og derved lade B2 og 9S klare ærterne med minimalt input. Du kan endda justere hvor mange ting spillet reelt set skal klare for dig. Føler du ikke at dine undvige-evner lever op til spillets krav, kan du nøjes med at slå den funktion til, ligesom du kan med f.eks. auto aim og auto fire. Jeg bifalder den resulterende tilgængelighed, men vil dog anbefale at man lærer at mestre kampsystemet på egen hånd.

Flere RAM

Opgraderingen af 2B foregår lidt som opgraderingen af en PC. Du kan købe dig til mere storage space, som kan fyldes ud med forskellige evner. Dette inkluderer blandt andet forskellige angrebsteknikker og højere modstandsdygtighed overfor fjendtlige angreb, men også dele af dit UI. Elementer som livsbarre, missionsmarkører og endda dit minimap kan alle afinstalleres, for at gøre plads til mere livsnødvendige applikationer.

Der er rig mulighed for at tilpasse spillet, så det passer til din stil

B2’s egen CPU kan også afinstalleres, men dette resulterer dog i en øjeblikkelig død. Faktisk er der forbløffende mange ting som kan slå 2B ihjel på stedet. Spillet fortæller dig endda at du nok er ved at foretage dig noget dumt, men som vi alle ved, så er det nysgerrighed som tog livet af katten.

Du får også samlet et hæderligt arsenal af våben sammen, som alle kan opgraderes via spillets egen valuta samt nogle ekstra remedier du finder i løbet af spillet. Alt hvad du har samlet i løbet af en gennemspilning, overføres til den næste, og fjendernes niveau følger naturligvis med.

Fra optur til nedtur

Nier: Automatas absolutte højdepunkter findes i bosskampene. Her er der både monstrositeter der vil give Godzilla mindreværdskomplekser, og kreative fartdjævle der tester dine reflekser. Hver boss kræver sin egen strategi, og de finder altid sted på belejlige tidspunkter, før spillet overhovedet når at føles ensformigt.

Pacingen er fantastisk udført, når man flyver fra den ene nærkamp til den næste. Denne pacing brydes dog fuldstændig af spillets User Experience, eller UX (læs eventuelt denne artikel fra Kotaku, for en forståelse af hvad henholdsvis UI og UX er). Der er utrætteligt mange uoverensstemmelser mellem den handling man ønsker at foretage, og hvad der rent faktisk foregår. Spillets forskellige kister vil ikke åbne, medmindre du står på et helt specifikt sted foran den. Når du samler ting op fra disse kister, åbner et vindue som pryder skærmen et par sekunder, før eventyret kan fortsætte.

Det føles mest af alt som at køre bag en bil i ydersporet på motorvejen, som forsøger at overhale en lastbil med 82 km/t. Det kunne have været undgået, men bliver i stedet et frygteligt irritationsmoment.

Bemærk de røde prikker på kortet i højre hjørne – de er alle missioner som venter på at blive gennemført

Det samme gør sig gældende med spillets fast travel-system. Du kan kun rejse mellem låste punkter på kortet, men spillet giver ikke et ordentligt overblik over hvor de forskellige missioner finder sted. I stedet må du beskue et 3D-kort, hvor missionsmarkørerne til tider befinder sig på steder, der slet ikke eksisterer på kortet. Da det heller ikke er muligt at vælge hvilke missioner man vil følge, er du tvunget til at have adskillige markører på skærmen på samme tid.

Grå, beige og usynlig maling

Til trods for store armbevægelser med de visuelle effekter under kamp, så er det præsenterede hjørne af vores planet, muligvis den mest intetsigende og kønsløse variant på PlayStation 4 til dato. Farvenuancerne begiver sig sjældent ud over grå og beige, med enkelte mat-grønne græsområder. Højhusene der illuderer en forfalden civilisation, er ligeledes klodsede, generiske og uvarierede.

Teksturer bliver genbrugt på skamløs vis

Der er generelt ikke meget variation at finde i omgivelserne, dog med undtagelse af den kulørte forlystelsespark man finder nogle timer inde i spillet. Der er hele tiden lokkende åbninger i landskabet, som nærmest trygler om at blive udforsket, men desværre er spillet proppet til randen med usynlige vægge. Det er ikke fordi der mangler områder, man rent faktisk kan udforske på egen hånd, men med så mange usynlige vægge på spil, bliver det ofte en nærmest bedragerisk oplevelse.

Uanset hvor gerne jeg vil om på den anden side af hegnet, er der en usynlig væg i vejen

Spillets soundtrack har også delt mig midt over. Selve kompositionerne er fuldstændig fantastiske, og skifter passende mellem de forskellige områder, kampe og mellemsekvenser. Mange af numrene er dog med japansksproget vokal, hvilket fremmedgør det segment der ikke forstår sproget. Jeg er ikke i tvivl om at de sungne ord er passende til præmissen, men for mig kunne der lige så godt synges ”la la la”, hvilket heller ikke havde klædt lydbilledet.

Konklusion

Jeg er led og ked af at Nier: Automata døjer med udfordringerne i sin UX. Mere end noget andet, så er det forvirrende kort, det mangelfulde overblik over fast travel-systemet og de skæve knap-registreringer med til at spillet bliver lidt mere trægt at komme igennem. Den kedsommelige farvepalet, de usynlige vægge og det, for de uindviede, fremmedsprogede soundtrack, medvirker også til at min røst er en kende mere kritisk, end hvad resten af spillet fortjener.

Når først kampene er i gang, historien begynder at udfolde sig og de forskellige gameplay-mekanikker afløser hinanden, kan man virkelig mærke at der ligger ægte kærlighed til spil-faget bag udviklingen. Der er så mange subtile sekvenser, som ved første øjekast ikke lader til at have relevans, men som skærer tydeligt igennem ved anden, tredje eller endda fjerde gennemspilning.

Når alt kommer til alt, så er Nier Automata en sand action-perle

Nier: Automata respekterer spilleren. Det tillader både hardcore action-veteraner at blive udfordret, og kan på samme tid levere varen til dem der vil tilpasse deres egen spillestil, for at nyde den fængende historie. Det er et spil som fornøjer og overrasker, til trods for nogle metaforiske fartbump.

3 KOMMENTARER

  1. Fed anmeldelse Spillede du på Ps4 eller Ps4 pro? Jeg tænker her på, hvordan frameraten var, og om du bemærkede eventuelle tekniske problemer?

  2. #1 – Jeg spillede på en alm. PS4. Spillet holder gennemgående en høj framerate der tangerer de 60 fps, men jeg oplevede et par dyk undervejs. Pudsigt nok bemærkede jeg det mest ved nogle af platforming-sekvenserne, men under kamp var det aldrig et issue.

    I hvert fald intet game-breaking at nævne på framerate

    Jeg skal selvfølgelig ikke kunne sige om Pro håndterer det et nøk bedre … Men mon ikke