Det er længe siden jeg har været oprigtigt begejstret for et Need For Speed-spil. Vi skal faktisk helt tilbage til Hot Pursuit i 2010, før jeg kan genkalde positive minder om den mangeårige arkade-racer. Hvert år håber jeg at serien kan finde fodfæste igen, men det skulle åbenbart heller ikke ske i 2017.

Et tyndt narrativ

Hvordan løser man livets problemer? Ved at køre bil, naturligvis! Det er nogenlunde den historie der præger Need For Speed Payback. De tre venner Tyler, Jess og Mack bærer hovedrollerne, som de generiske stereotyper man har set en million gange før. Deres liv omhandler gaderæs, de har ingen respekt for autoriteter og samtlige af deres replikker kan afsluttes med #yolo.

Det er en klassisk historie om rebeller, som ikke vil finde sig i at blive taget ved næsen. Undergrundsorganisationen The House styrer alle suspekte aktiviteter i casino-byen Fortune Valley, og de tre kumpaner forsøger at få dem ned med nakken. De skal derfor til tops i de forskellige racerløb som byen byder på, så de kan komme tættere på bagmændene.

Jess, Tyler og Mack er alle generiske og intetsigende.

Historien er mere endimensionel end de flade karakterer, og selvom spillet har nogle hektiske action-sekvenser, så er alle disse i form af cut scenes i stedet for en integreret del af gameplayet. En af spillets missioner beder dig indhente en lastbil, som fragter en yderst potent Koenigsegg. Når modstanderbilerne er væltet af banen, beder spillet dig køre op på siden af lastbilen, og her havde der været en glimrende udfordring i at lade Tyler køre stabilt, mens Jess skal hoppe fra bil til lastbil. En gylden mulighed for en alternativ udfordring, men det klares altså i stedet i videoform. Øv!

Jeg kan godt forstå hvorfor Ghost Games har inkluderet et narrativ, men de bedste Need For Speed-spil har altså fungeret helt uden dette unødvendige tiltag. Se bare på tidligere nævnte Hot Pursuit fra 2010, det noget gakkede Most Wanted fra 2012 og det, i min optik, undervurderede Rivals fra 2013 – Alle glimrende repræsentationer af hvornår Need For Speed står stærkest.

Tung acceleration

Need For Speed Payback er rendyrket arkaderæs, hvor det er vigtigere at køre vovet, end det er at køre flot. De patenterede slow motion-styrt er naturligvis til stede, ligesom den lettilgængelige drift-mekanisme heller ikke er pensioneret endnu. Man kan altså træde direkte ind i Need For Speed Payback uden at være en racing-haj, og stadig lære grundprincipperne relativt hurtigt.

Politiet skal nok komme efter dig.

Der er fem forskellige typer løb, og derved også fem forskellige typer biler. Disse inkluderer blandt andet almindeligt race, drift­-udfordringer, off road, osv., hvor specifikke biler er lavet til at imødekomme specifikke udfordringer. Du kan skifte mellem biltyperne før starten af en mission, så du ikke behøver finde vej tilbage til din garage hele tiden. Nogle baner har også forudbestemte biler du skal køre, og disse fungerer oftest som en smagsprøve, på de rappe slæder som venter senere i spillet.

Desværre tager det ufatteligt lang tid at få etableret en nogenlunde hæderlig bilsamling. Efter 5 timer med spillet, tøffede jeg stadig rundt i den bil jeg valgte ved spillets start, blot med et par tuninger for at holde den konkurrencedygtig. Det gjorde selvfølgelig at jeg vænnede mig til at håndtere den, men man kan altså ikke være begejstret for en Honda S2000 i evigheder. Når man endelig køber en ny bil for den optjente valuta, starter man til gengæld fra et nær-nulpunkt, hvilket vil sige at man må gennemføre løb man allerede har klaret, for at spare sammen til at få den nye vogn tunet op til det niveau den gamle bil var på.

Denne Honda valgte jeg i starten af spillet, og den bagende har jeg derfor kigget på i alt for mange timer.

Det er grinding af tarveligste skuffe, og i hvert fald noget helt andet end de ellers gavmilde metoder der er brugt i tidligere NFS-udgivelser. Lad mig dog vinde helt nye biler som en del af historien, i stedet for at skulle genspille sekvenser, som for længst er begyndt at kede mig. Når historien alligevel er så kønsløs, ville det jo være at foretrække at få den hurtigst overstået, men sådan skal det altså ikke være.

Man kan selvfølgelig også bare kaste penge efter loot boxes, og på den måde få opgraderet sin nye bil hurtigere, men jeg nænner ikke at bruge for meget spalteplads, på at uddybe hvad jeg mener om den løsning.

Elendigt udsyn

Fortune Valley og resten af den åbne verden, giver rigeligt med plads at boltre sig på. Der er både ørkensletter, urbane boulevarder, skovområder og brede motorveje. Der er dog få decideret mindeværdige omgivelser, og det er ikke fordi der er lagt meget arbejde i at finpudse ned til mindste detalje. Man undgår desuden ikke at bemærke, at fortovene er skammeligt tomme, men det er dog ikke noget nyt for serien.

Det går ikke stille for sig, når man prøver at nedlægge sine modstandere.

Der er masser af collectibles at gå på jagt efter, i form af skinnende jetoner, billboards der skal penetreres og superbiler der skal findes. De sidstnævnte går under navnet Derelict, og det er gamle klassikere i form af f.eks. en Ford Mustang og en VW Beetle. Man skal først gennemføre en mission for at låse op for muligheden for at finde dem, og herefter får man så ledetråde til hvor man kan finde de resterende dele, så de kan samles i sin helhed og benyttes til at give baghjul.

Som ved alle andre biler, så starter disse dog også på et nulpunkt når de er fundet. Det er et massivt antiklimaks, når man har gennemsøgt adskillige afkroge og fundet hemmelige veje til deres placeringer, blot for at finde et køretøj som nu skal opgraderes og tunes, før den er en halv potte pis værd; bedst som man tror man er færdig med at grinde sig til en lækker øse, kan man altså begynde forfra igen.

Der er heldigvis forskellige måde at køre ræs på, men det kræver at du får fat på den rigtige biltype – og det tager tid!

Nogle af bildelen er endda unødvendigt svære at finde vej til, da kamerastyringen ikke blot er upræcis, men heller ikke tillader vertikal fokusering. Kameraet kan altså kun drejes vandret rundt om den bil man befinder sig i, og det er derfor umuligt at få øje på den afsats højere i terrænet, som man skal til for at finde bildelene. Dertil er det heller ikke muligt at vælge et udsyn fra førersædet, hvilket altså bør være en standard i racingspil, uanset om der er tale om en arkade-racer eller simulator.

Konklusion

Skal jeg sige noget positivt om Need For Speed Payback, så er det at det solide gameplay, som serien er kendt for, trods alt er intakt. Er det den køreoplevelse man er ude efter, vil jeg dog hellere anbefale at man kaster sig over tidligere udgivelser, hvor man slipper for de skavanker man finder i Payback.

Lad denne Need For Speed-udgivelse hurtigt gå i glemmebogen.

Med en intetsigende historie, alt for meget unødvendig grinding og et generelt manglende fokus på det der har gjort tidligere NFS-udgivelser fede, står Need For Speed Payback som et kapitel i racinghistorien ingen har bedt om. Når man samtidigt kan fremskynde opgraderingerne af sin bil ved at kaste flere penge efter spillet, så lugter det mere af en erkendelse af at der skal penge i kassen, end at der skal høstes ære på racingscenen.

Lad denne udgivelse blive på butikshylden, uanset om du foretrækker fysiske eller digitale kopier, og kryds hellere fingre for at Electronic Arts tør kigge tilbage på seriens storhedstid. Der er en habil racer i Need For Speed-navnet, men Payback er på ingen måde kerneeksemplet på dette.

5 KOMMENTARER

  1. Jeg er klart fan af at trække 3-4 væk fra karakteren på alle spil, der inkluderer loot boxes.

    De er en plage på spilgenren, og Blizzard bør have uendeligr smølfespark for at gøre dem så fremtrædende med Overwatch

  2. #1 – er der ikke kun kosmetiske genstande i loot boxes i Overwatch? Sådanne gør mig nu ikke så meget, men når man kan smide penge efter at undgå et tungt og tarveligt grind, så er det spildesignet den er gal med.

  3. #2:
    Tror jeg, men der ingen tvivl om, at EA har set deres gigantiske indtjeningspotentiale fra Overwatch og så er gået full-on EA mode på den.
    Du ka tælle spil, der bruger loot boxes før og efter Overwatch. Tendensen er ganske klar.

    EAs eneste tilføjelse til… alt er som bekendt at misbruge det til at forsøge at malke folk for flest mulige penge, så det var helt naturligt, at de ville proppe deres egne loot boxes med Pay to Win og designe grind ind i deres spil, så folk køber dem.

    Der er nu alligevel fascinerende, at en af verdens største spiludgivere nu dikterer, at deres underholdningsprodukter designes så kedeligt og trivielle som muligt, så folk betaler ekstra for at undgå at spille dem.

  4. #4 – Som jeg skriver i anmeldelsen, så var Rivals (2013) ganske glimrende, til trods for nogle uheldige designbeslutninger omkring onlinedelen.