Lad mig lige gøre én ting klart: Jeg er hverken en racerspilsnørd eller cirka 16 år gammel, og dermed falder jeg solidt uden for den målgruppe som Need for Speed forsøger at ramme. Derfor er der mange ting ved det her spil, som får mig til at føle mig som en sur gammel mand: Alt fra spillets valg af musik – urgh Lil Baby, Mustard, Post Malone og hvad de ellers hedder – til den måde, hvorpå spillets karakterer synes at have deres smartphones kirurgisk indopereret i deres hænder. Selv når man lige har vundet et episk ræs, hvor milisekunder afgjorde forskellen, reagerer ens karakter ved at kigge lidt kejtet rundt og tage en fucking selfie. Urgh, sikke en sejr. 

Folk står altid og kigger ned i deres telefoner. Too real, Ghost Games!

Med det sagt er det heller ikke første gang, jeg løber ind i Need for Speed. Dengang jeg selv var cirka 16, var Need for Speed 1 og 2 det helt store for mig og mine brødre, altså tilbage i 2003 og 2004. Derfor var jeg spændt på at komme tilbage til Need for Speed efter næsten 15 år og se, hvordan serien har udviklet sig.

Jeg må indrømme, at på mange måder har udviklingen gjort særdeles gode ting for Need for Speed-serien. Dog er jeg samtidig skuffet over, hvor meget Need for Speed Heat (NFS:H) egentlig ligner sin spirituelle forgænger Need for Speed Underground – som trods alt har halvandet årti på bagen.

Historien om Player

Nå, lad os lige vente lidt med dybere kritik, og starte fra begyndelsen. I Need for Speed Heat spiller man som “Player”. Player er en tom avatar; et blankt lærred spilleren kan bruge til at male sig selv ind i NSF:H’s verden på. Naturligvis valgte jeg en barsk dame med platinblondt hår og en kæk, men kær, attitude.

Tro mig når jeg siger at alle andre avatar-muligheder var langt værre.

Player har en, aldrig forklaret, ambition om at blive den bedste undergrundsræser, som verden nogensinde har set, og er derfor taget til Miami, nej vent, til Vice City, nej, undskyld, PALM CITY hedder den. I Palm City slår Player sig sammen med søskendeparret Ana og Lucas Rivera. Sammen kæmper vores forhutlede crew for at komme med i byens sejeste racerklub The League og imod byens korrupte og nederdrægtige politifolk. 

Spillets antagonist, the big bad cop: Lieutenant Frank Mercer.

Jeg skal være helt ærlig og sige, at spillets plot er dybt åndssvagt, og nu skal jeg fortælle jer hvorfor: Fortællingen i NFS:H er i bund og grund en historie om konflikten mellem to forskellige grupper. Den ene gruppe buldrer derudaf med 300 kilometer i timen ned af en hovedvej, til fare for alt og alle som er uheldige nok til at være i nærheden af dem, og det udelukkende for sjovs skyld.

Den anden gruppe forsøger desperat at bruge deres aldeles utilstrækkelige patruljebiler til at stoppe disse vanvidsbilister. Stik imod enhver form for sund fornuft insisterer NFS:H på, at den første gruppe naturligvis er de frisindede helte – og at politiet, som forsøger at opretholde ro og orden, er nogle korrupte røvhuller.

En af vores “helte” Lucas Rivera. En mekaniker med en mørk fortid som racer – indtil han begynder at ræse igen,

Som konsekvens bliver alle karakterer i spillet ekstremt karikerede, og det hele smager lidt af en parodi, som glemte at den ikke burde tage sig selv seriøst. Selv hvis man alligevel bliver lidt charmeret af, hvor åndsvagt det hele er, hvilket jeg nok ikke kan nægte at jeg gjorde, ender plottet lige dér, hvor det begynder at blive godt. Efter det hele bliver man serveret en kæmpe cliffhanger, hvilket efterlader lidt af en øv-følelse. 

Den her skærm dukker op på et meget irriterende tidspunkt.

Jeg er godt klar over, at plottet i bilspil i bund og grund er en række undskyldninger for at køre ræs, men der vil jeg indvende, at spil som Driver: San Francisco har bevist at en fed historie og racerspil ikke er uforenelige størrelser. 

Hyp alle mine heste!

Men glem Player, vi ved jo allesammen at ens sande avatar er bilen og dér skuffer NFS:H heldigvis ikke. I starten af spillet får Player valget mellem en række ældre biler. Jeg valgte en Nissan 180SX, som på trods af sine beskedne hestekræfter sagtens kunne bruges igennem samtlige af spillets story events. Dét som følge af at man hele tiden pimper den op med ny motor, turbo, nitro osv. At bygge sin egen bil fra bunden og til sidst være i stand til at køre fra en Lamborghini i den, hører klart til NFS:H’s største glæder. Man bliver faktisk helt stolt af, hvor langt man er kommet.

Man starter i det små…

Dertil hører også en hel masse muligheder for at skræddersy bilens udseende, hvilket jeg også gjorde løbende, til jeg endte med en bil, som min indre drengerøv synes ser helt fantastisk ud, men nok ligner noget der er løgn i virkeligheden.  

… men man ender i ‘The Big League’

At køre rundt i Palm City er en gedigen fornøjelse, til trods for at verden virker tom og uvirkelig. Der er ingen mennesker, meget få biler og så sker der bare tilsyneladende ingenting i Palm City (det er vel derfor, at alle konstant er ude og køre gaderæs). Udover det virker det som om, at alt i Palm City er lavet af pap; vejværn, træer, boder, skilte, hegn – intet af det er mere end et lille bitte bump på ens vej. Første gang jeg bragede ind i et velvoksent palmetræ med 200 km/t, tænkte jeg “Fuck, dét var det. Ræset er tabet.”

Men nej, jeg kørte bare lige igennem det som om intet var hændt. Det er mega underligt, at alting er lavet af pap, men jeg vænnede mig hurtigt til det. Jeg inkorporerede det endda strategisk i nogle ræs, ved at skyde genvej gennem vejværnet og derved snige mig op på en lidt ufortjent førsteplads. Jeg ved ikke helt om det er meningen, at man skal spille sådan, men underholdende er det i hvert fald. Man skal bare lige være opmærksom på at nogle af træerne og vejværnene faktisk er lavet af noget stærkere end pap. At styrte ind i dem med tophastighed resulterer i en ødelagt bil og en nem anholdelse for politiet. Det lærte jeg på den hårde måde. 

En af side-aktiviterne er at se hvor langt man kan hoppe. Den er jeg fan af.

Til trods for problemerne med den her tomme papverden er det stadig en fornøjelse at køre rundt i Palm City:

For det første fordi mappet er kompetent og varieret designet, hvilket giver spilleren adgang til veje, som er en fornøjelse at køre rundt på. Nogle steder er der lange lige strækninger, andre har kæmpe bakker med hårnålesving, nogle kan bruges til off-road race ved stranden, andre kan bruges til at drifte inde i byen. Det er derfor ikke underligt, at alle de bedste ræs i spillet foregår ude på vejene, som Ghost Games har været så gode til at bikse sammen.

For det andet er det en fornøjelse at køre, fordi NFS:H’s driving mechanics er så fede at bruge. Selv i en relativt langsom bil får man en stærk fornemmelse af ‘hvis-jeg-crasher-nu-så-fucking-dør-jeg” fart ved højere hastigheder. Desuden kan man tage nogle fuldstændig vanvittige, urealistiske sving uden overhovedet at røre bremsen, hvis man bare drifter tids nok. Det kan godt være, at racerspil purister vil ryste af vrede over, hvor urealistiske ens 280 km/t, 120 graders drift-vending er, men jeg som er rimelig ringe til realistiske racerspil, er vældig godt tilfreds. Selvom jeg godt er klar over, at jeg aldrig ville kunne manøvrere rundt så elegant, hvis ikke spillets mechanics var så gode til at hjælpe med.   

Dag og nat

Vælg altid nat, når du altså reelt har muligheden.

Spillets største salgspunkt er desværre også spillets største svaghed, nemlig den konstante vekslen mellem at ræse lovligt om dagen og ulovligt om natten. Spilleren kan selv vælge om de vil køre rundt om dagen eller om natten, men begge er nødvendige, da man igennem dagsræs tjener penge, eller bank som NSF:H kalder det, og gennem natræs høster street cred, som i spillet hedder rep. Logisk nok skal man bruge penge for at købe nye dele til sin bil, men åbenbart er Palm Citys mekanikere en noget mistroisk flok, så de sælger kun delene hvis man har street cred nok.

Lightning McQueen havde ret: “I am speed.”

Natten er awesome. Politiet er sindssygt hidsige, vejene er proppet med civile bilister, mulighederne for at reparere ens bil er begrænsede, fast-travel er ikke muligt og så kan man i øvrigt mangedoble sit vundne street cred alt efter, hvor sure politiet er på dig – indikeret af heat level. Hvis politiet fanger én, hvilket de ofte gør, tager de en god luns af ens penge og alt det bonus street cred man har optjent bortfalder.

Feels bad, man.

Således er hver nat et hasardspil om hvornår man skal trække hjemad og cashe ind. Man føler en næsten ekstatisk glæde ved at slippe fra en håbløs politijagt og derefter indkassere så mange point, at man stiger fem levels i rep på én gang. Ligeledes føles det også knusende når ens bil bliver voldsmadret og man magtesløst må overgive sig til autoriteterne. Ej det gør ondt at se en hel nats arbejde forsvinde foran øjnene for en, mens tælleren viser alle de penge og alt det street cred, man mister. Om natten kommer NSF:H altså virkelig til sin ret.

Politiet som patruljerer Palm City om natten laver bestemt ikke sjov. Man skal have noget af en monster bil for at kunne slippe fra dem.

Dagen er derimod, pænt sagt, røvkedelig. Politiet gider ikke engang at jagte dig medmindre du bevidst hamrer ind i dem, vejene virker til at være tommere end natten, hvilket selvsagt er virkeligt underligt, og der er ingen begrænsninger om dagen. Hvis det ikke var fordi, at NFS:H’s kerne-mechanics var så solide, var der virkelig intet incitament til at knokle igennem dagens ræs. I starten af spillet var det ikke så slemt, men efter ca. ti timers spilletid havde jeg altid følelsen af, at dagen bare var noget, som skulle overståes. Og det er jo naturligvis et problem når halvdelen af spillet føles som unødvendig grinding. Det er der, NSF:H taber det hele på gulvet.

Heldigvis er der en lille udvej. Spillet præsenterer nemlig spilleren for en række ekstra challenges som man kan udføre, fx; smadder 3 politibiler, hop 100 yards mens politiet er efter dig, kør i halvt minut i modkørende trafik osv… Challenges om dagen giver ekstraordinær streed cred, challenges om natten giver omvendt en ekstraordinær pengeindtægt. Jeg vil på det kraftigste opfodre til at man maksimere sin challenge indtægt om natten, for at minimere den nødvendige tid om dagen.

Palm Citys tomhed bliver skærende tydelig i løbet af dagen.

Alt det andet

Det positive:
Jeg synes ikke, at jeg har så meget at sige om spillets grafik ud over: Det ser hammer godt ud, specielt når det regner kan man virkelig se, at det er nogle dygtige folk, som har stået bag NSF:H’s animationsarbejde.

Man må sige at Ghost Games gør det med grafikken godt.

Ligeledes bør lyddesignerne roses, undtagen for deres for valg af soundtrack musik, for ganske behændigt at anvende dynamiske lydspor som tilpasser sig den situation, som spilleren befinder sig i. F.eks. ved at stoppe musikken helt når en politibil sætter efter én. Der er et nummer af Machine Gun Kelly som jeg synes NSF:H afspiller specielt ofte, lige efter man har undsluppet lovens lange arm, som simpelthen passer perfekt til konteksten. 

Det negative:
Spillet har en række forskellige game modes: Sprint race, circuit race, drift challenge, time trial challenge og off-road racing. Sprint (ræs fra A til og circuit (kør X antal gange rundt om en bane) er de eneste, som rigtig er spændende. Jeg byggede en bil kun til drifting og vandt alle deres drift challenges uden den mindste smule udfordring. Dette betyder ingenlunde, at jeg er nogen form drift-guru; det betyder bare, at det er åndssvagt nemt. Drift blev hurtigt kedeligt og det samme gjorde time trials og off-road, da man aldrig når op på de hastigheder, som NSF:H skal bruge for at skabe begejstring.

Online aspektet af NSF:H er ikke noget jeg har brugt meget, men de gange jeg har forsøgt, har jeg simpelthen ikke kunnet finde nogen at ræse mod. Online virker meget på samme måde som offline, man tøffer rundt i Palm City om dagen eller natten og leder efter ræs. Den største forskel, som jeg har oplevet, er, at når man spiller online kan man ikke pause sit spil, så jeg holdt mig væk, da mine gaming sessions ofte bliver krydret af at min toårige absolut skal vise mig sit LEGO-hus eller noget lignende. Selv når jeg har haft tid til at udforske onlinedelen i fred, har jeg hverken fundet nogen som ville slutte sig til mit ræs, eller blot dytte tilbage når de kører forbi mig og jeg prøver at få deres opmærksomhed.

Konklusion

Jeg må indrømme, at jeg har haft mange gode timer med NSF:H, men samtidig må jeg konstatere, at jeg haft næsten lige så mange kedelige timer med NSF:H. Den er svær at vurdere fordi i hjertet af spillet gemmer der sig en fantastisk arcade racer, men desværre er det begravet i en kæmpe bunke møg. Hver gang man graver lidt dybere i møgbunken, ved man ikke, om man får mere møg, eller er heldig at finde noget ganske spektakulært.

Alt i alt er Need for Speed Heat et ujævnt, under middel AAA-spil. Derfor bliver anbefalingen herfra: Køb det gerne på tilbud, hvis du har gået og savnet et racing kick, men hold dig for guds skyld til natten.

4 KOMMENTARER

  1. Super god anmeldelse, og virkelig en skam at spillet ikke er bedre end det. Det er godt nok blevet udfordrende at være spændt på nye NFS-udgivelser, når det har været så tyndt de sidste par år.

  2. #1 Takker ærbødigst.
    På lyse side så fornemmer mange NFS veteraner at Heat er et skridt i den rigtige retning. Og så er der ingen lootboxes (!) endelig er EA ved at fatte det. Måske bliver det næste NSF den triumf, som alle venter spændt på.

  3. Rigtig god anmeldelse!
    Skidegodt at du redegør for dine egne forventninger som noget af det første. Det kunne mange andre anmeldere tage ved lære af.

    En skam at dette NFS ikke blev som håbet. Jeg var ellers tændt på en god arcade-ræser efter Forza Horizon ikke rigtigt formåede at fastholde mig.

  4. # 3 Tusind tak for de fine ord
    Helt enig! Det er specielt frustrerende fordi det føles som om at næsten alle de nødvendige dele til et godt NFS spil, er til stede i Heat. De er dog desværre blevet godt begravet i aaaalt for meget crap.