Smukt og forbandet underholdende

Grafisk set er NBA2K11 ganske kønt. Spillet på banen kører aldeles flydende, og hver animation afvikles problemfrit. Det gør, at spillet ser fantastisk ud i bevægelse, og replayfunktionen giver mulighed for virkelig at nærstudere ens bedste scoringer. Samtidig er der masser af liv på lægterne. Folk hujer, råber hopper og skriger, og kommentatorerne bidrager med vanlig amerikansk entusiasme til, at du aldrig er i tvivl om, at du er igang med en særdeles vigtig kamp, der bare skal vindes. Der er også også blevet plads til en hel del fyld. Hvis du giver spillet tid til at fremvise sig fra sin bedste side op til en kamp, bliver du præsenteret for filmstumper af spillere på vej ud af spillerbussen, lyttende til en peptalk i omklædningsrummet og de forskellige trænere, der står og surmuler på sidelinjen iført pæne jakkesæt.

BilledeBillede

Selve gameplayet har vist sig at være absurd vanedannende og ganske underholdende, nu jeg først har vænnet mig til spilformen. Først og fremmest er det underholdende at spille NBA2K11, selvom du ikke altid er ham, der scorer. Det er du selvfølgelig i kampe, hvor du styrer alle spillerne. Men i spillets “my-player”-afdeling har jeg lært at sætte pris på alle de andre aspekter ved spillet. Afleveringer til scoringer, screeninger og perfekte tilbageløb føles alle rigtige, især når man ser ens velorkestrerede angreb resultere i to point sekunder før slutfløjt. Det er her, NBA2K11 virkelig skinner: Samtlige aspekter ved spillet på banen er enormt sjovt. Og følelsen af at blokere et skud er næsten lige så fed som følelsen af at score på det afgørende straffekast. Det skal også tilføjes, at jeg storhyggede mig gennem de mange, mange timer jeg brugte på at træne alt det grundlæggende. Det gør sig måske ikke gældende for alle gamere. Men fordi jeg var så ny til spillet, var det let at mærke, at jeg blev bedre til de forskellige bevægelser og afslutninger, mens tiden gik.