Bliv et med kuglen
NBA2K11 benytter sig af et lidt specielt manøvresystem, der kræver en del tilvænning. A afleverer. Den er fin. Y laver en kropsfinte. B et fakeshot og X skyder. Men det gør højre stick også. Skyder altså. Og du kan lige så godt vænne dig til at skyde med højre stick. For selvom du godt kan lave point med brug af X, skal du ikke forvente spektakulære skud med den knap. Det er overladt de to sticks. Selve manden styrer du nemlig med venstre stick. Holder du LT i bund, sprinter han. Drejer du venstre stick en halv omgang, mens du holder LT i bund, laver spilleren et finurligt træk med bolden og sætter forhåbentligt en mand af. I skudøjeblikket trækker du højre stick ned og slipper, når du føler, det er en god idé. Den følelse får du hurtigt indlært. Ovenstående er i øvrigt også kun en brøkdel af de forskellige manøvrer, man har til rådighed. Alene antallet af forskellige layups og dunks har givet mig stress mere end én gang.
![]() | ![]() |
Heldigvis er der en omfattende træningsafdeling i NBA2K11. Omend den er pakket lidt for godt væk. Jeg havde gerne set den som et punkt i hovedmenuen, eftersom stakler som jeg virkelig har brug for al den træning, der findes i verden for at blive bedre til sporten.
Generelt har jeg brugt en del kampe på blot at vænne mig til den måde, basketball afvikles på. Hver gang dit hold er i angreb, har du 25 sekunder til at lave point eller tvinge modstanderen til at lave fejl, så du får straffekast. Det virker ret stressende i starten, men det hjælper en hel del, at du med LB kan hive en live-menu frem, der giver dig mulighed for at kalde forskellige plays. Med denne playbook i hånden, får du markeret på banen, hvor du skal stå, hvem der blokerer, og hvor du så skal løbe hen. Det fungerer rigtig godt og er en fantastisk hjælp. Især i starten af spillet hvor jeg var helt og aldeles tabt for omverdenen. Disse plays spolerer godt nok flowet en smule, fordi man bruger ret lang tid på at fange, hvordan et play skal udføres. Til gengæld sikrer det, at du ikke kyler bolden afsted til modstanderne hver gang. Omend du sikkert også kommer til det på et, flere og egentlig bare utallige øjeblikke i dine første timer med spillet.


























