Larmen er øredøvende, da mit forsvar for ingen ved hvilken gang krakelerer og L.A Lakers strømlinede angrebstaktik resulterer i endnu et slamdunk. Min første kamp i NBA2K11 er på vej mod sin afslutning, og det er ikke noget kønt syn. Jeg hanker op i mig selv og kravler mørbanket ud i menuen for at finde ud af, hvad der lige skete.

Giv mig et hop

Jeg har grebet muligheden for at anmelde NBA2K11, da det blev ledigt her på Daily Rush. Min anmeldelse tager udgangspunkt i, at jeg ikke blot er ny indenfor 2K’s sportsserie, hvilket jeg er. Jeg er også ny indenfor basketballspil. Jeg kender godt spillets regler. Jeg spillede en del basket, da jeg var yngre, og jeg har altid været mere fascineret af basketball end af fodbold. Alligevel har jeg brugt de fleste kræfter på FIFA-serien på min Xbox, så jeg har været udsat for mere end et kulturchok i min tur gennem NBA2K11. Men nu hvor jeg har tilbragt en del timer i selskab med spillet, kan jeg sige, at det er et smukt, vanedannende og hamrende svært spil. Det sidste gælder måske kun for nybegyndere, men der er noget for alle, blot du er lidt tålmodig. Og kommer du fra EA’s sportsserier, tør jeg godt anbefale en ekstra snert af tålmodighed fra din side, hvis ikke du skal kaste spillet fra dig på stedet.

BilledeBillede

I NBA2K11 er det nemlig den umiddelbare kamp, der er i højsædet. Det betyder, når du tænder for spillet, starter det ikke i hovedmenuen. Derimod bliver du kastet direkte ud i muligheden for at spille en enkelt kamp. Du kan også vælge at afvikle en af de kampe, der skal spilles på den givne dato “over there.” Spillets hovedmenu kalder du frem med B, og jeg skulle hilse og sige, at her er muligheder nok. Hvis du som jeg kun har et perifært forhold til NBA, og egentlig bare gerne vil spille spillet, fordi sporten af en eller anden årsag virker interessant, skal du lidt rundt i de forskellige menuer og muligheder, før du finder dig til rette. Og på et eller andet tidspunkt indser du, det gjorde jeg, at de barnlige illusioner om basketball ikke helt holder vand. For mit vedkommende handlede det om, at jeg altid har været forblændet af de tosser, der kunne sprinte frem og tilbage på en bane og med milimeterpræcision kyle en orange gummibold op i en kurv. Lidt ala den fantastiske film Hvije mæn ka æ’ dånk!. Sådan er NBA2K11 ikke. Det er meget bedre.