Blot et år efter Empire: Total War er Creative Assembly klar med næste udgave af den sejlivede spilserie. Napoleon: Total War (Napoleon) præsenterer seriens velkendte konfrontationer mellem store hære, lande at erobre og strategier at udforme, denne gang med fokus på en enkelt person, frem for et land eller en tidsalder. Er der nok i denne udgivelse til at retfærdiggøre et nyt spil, eller burde Creative Assembly have brugt længere tid på at udvikle næste spil i Total War-serien?

I selskab med legenden

Som navnet antyder, fokuserer denne del af Total War-serien på Napoleon Bonaparte, en af historiens mest berømte generaler. Fra spillets start kastes du ud i at opleve hans strabadser med at overtage det meste af Europa (og bevares, der forekommer skam en skræmmende mangel på baguettes de fleste steder). De mange forskellige måder at spille Napoleon på sætter dig enten i franskmandens triumferende støvler eller i koalitionens sko, mens de desperat forsøger at hive hans højre hånd ud af skjorten og standse den klejne franskmand. Dette resulterer i en oplevelse der kan virke meget strømlinet og mindre fri end hvad du er vant til fra andre spil i serien, men det giver omvendt spillet et meget klarere fokus, frem for bare at stikke dig en hær som du skal lave lidt ravage med.

BilledeBillede

På trods af at spillet fokuserer på en mand, er der masser af indhold at give sig i kast med. Det naturlige startpunkt er Napoleons kampagne, hvor du følger ham i Italien, dernæst Egypten, tilbage til Europa før det skæbnesvangre slag ved Waterloo. Der er godt med kød på hver sektion, der snildt kan tage dig 8-10 timer stykket, hvis du fordyber dig i kamp, diplomati, håndtering af dine regioner og lign.

Spillet byder også på en serie af ti konfrontationer, bl.a. ved Trafalgar, ved Nilen og Waterloo igen. De fleste vil sandsynligvis have lyst til at springe til Waterloo med det samme, men spillet er meget stædig mht. dets egen kronologi og du skal derfor spille hvert enkelt slag igennem, før næste låses op, hvilket er ret irriterende, da Waterloo er det naturlige trækplaster for alle spillere.

BilledeBillede

Den klassiske åbne kampagne findes hos de fire koalitionsstyrker, bl.a. Britannien, Østrig og Rusland. Det er det tætteste du kommer på at være en nation ud af mange der alle kæmper om dominans. Fælles for alle nationer er målet om at besætte 25 regioner inden 1812, hvilket gør affæren en smule ensformig: Fokus på Napoleon kan forekomme begrænsende her. Rusland har f.eks. meget langt over til nærmeste franske region. På trods af at du frit kan angribe andre nationer, synes det altid en kende bizart at koalitionsstyrker pludselig angriber hinanden.

Slutteligt kan du tage sig en enkeltstående kamp til lands, til vands og ved et fort, skulle du savne en hurtig krudtindsprøjtning uden omtanke. Der kan med rette sættes spørgsmålstegn om dette er nok til at retfærdiggøre et fuldt spil, frem for en udvidelse til sidste års Empire: Total War. Der er få nyskabelser at finde i spillet og der er mest af alt tale om finpudset indhold med fokus på en ny periode i europæisk krigshistorie. Alt i alt er der dog mange timers underholdning at finde i Napoleon og på den måde er indkøbsprisen godt givet ud.

13 KOMMENTARER

  1. Fin anmeldelse! Jeg vil give dig ret i alt men lige med hensyn til at nedslagte de sidste rester af en hær, der synes jeg at irritationen kan gøres meget mindre ved at sætte hastigheden på spillet op i de sidste minutter af kampene. Men enig, kæmpe bug at kavalari skal være så vattede i den sammenhæng. Efter at have stormet frem med løftede sabler, bremser de brat op lige inden de tromler en håndfuld flygtende mænd ned…

  2. TW serien er fed. Syntes dog helt klart medieval er det fedeste. Og er faktisk selv mest til det første da jeg syntes interfacet i medieval 2 var mega grimt haha

  3. #4 Nonono har lige mistet AL respekt for dig! Schweinehünde

    Edit:
    Fuck! Skulle du sku have sagt noget før, for var meningen jeg ville have gemt min 2.000 post til noget specielt, argh

  4. Fin anmeldelse Mhs. til multiplayer campaigns kan de jo gemmes så man kan genoptage dem igen med samme spillere, eller nye der så kan prøve at få styr på nationerne.

    Forstår ikke du skal kæmpe mod en bys garnision to gange som du skriver, har jeg aldrig oplevet, heller ikke når jeg ender slaget når alle units flygter? Kan dog huske problemet fra MTW. Men med autosolve var det hurtigt klaret.

    Mhs. til søslag så er det måske værd at ligge mærke til Frankrig nu er det eneste land der har rådighed til et 122 kanoners linieskib, navnene på skibene er også ændret for Englands vedkommende f.eks., og der er flere skibe til rådighed end i Empire. Plus ikke at forglemme at Indiaman fra Empire nu har fået et retfærdigt design historisk set og de sølle 12 kanoners handelsskabe nu er døbt om til en merchantman. Dog synd at Rusland ikke kan få større skibe end 80 kanoners linieskibe da de faktisk havde 4 store linieskibe(106 kanoners) i deres skandinaviske flåde mig bekendt.

    Med hensyn til at nedslagte en hær synes jeg det er realistisk at man skal bruge tid på at fange flygtende soldater, som oftes kunne skjule sig blandt civil befolkningen og udøve hærværk og gurilia krig. CA burde måske have tilføjet at man kunne fange disse flygtende soldater, istedet for at slå dem ihjel. I såfald ved fangeskab skulle det være en mulighed at tilbyde dem tilbage til fjenden ved en fredsforhandling. Men det ville kræve en funktion såsom Manpower som det kendes fra f.eks. Europa universalis III før det ville give mening.

    Men overall vil jeg godt give CA credit for deres åbenlyst større historiske fokus på detaljer mellem 1796-1815.

    Nu må de godt sætte sig ned og lave Rome II Total War. Med Kampagner til de forskellige herskere Rom havde, bekæmpe Spartacus, eller gøre romerne kristne som kejser konstantin, undertvinge sig gallerne og Kartago ved hjælp af Roms mægtige legioner
    Plus søkamp i den era ville virkelig være en lækker tilføjelse!

  5. #7.
    Hver gang hæren der forsvarer en by flygter, bliver den i byen for mig.
    Tror det kommer an på hvor mange soldater der er tilbage i hver enhed der flygter.

    Jeg er med på at man skal bruge tid på at fange flygtende soldater, men når dit kavaleri har omringet 11 løbende soldater bør det ikke tage tid at slagte dem. Men mine ryttere insisterer på at ride i flote cirkler rundt om soldaterne og måske dræbe en enkelt en gang i minuttet.

  6. #8
    Prøv Danmark i MII TW

    #9
    Hæhæ har en lille mini general i maven så ja det må jeg indrømme, men mere historie delen der interessere mig ved sådan nogen spil, at man så har mulighed for at affyrer et batteri kardæsk ladninger ind i 3 500 mands red coat regimenter og se et tabstal på 200+ er blot en bonus
    Jeg rundede da over 80.000 dræbte i kill count den anden dag sammenlagt i spillet Men kører så også med en opsætning med 500 mand pr regiment som er lidt mere realistisk historisk set, men det dræber FPS
    Og når sådan en opsætning ikke øger antallet af kanoner over 4 i et batteri ender man med en utrolig masse nærkamp og skuddueller mellem regimenter.

    #10
    Invester i lidt mere kavaleri og let infanteri så, i kombination er de fantastiske til at smadre fjendens flanker, specielt hvis man er heldig at trække fjenden ind på en slagmark fyldt med beplantning, så er antallet af flygtende regimenter med 50%+ i antal skåret ned til et minimum.
    Howitsere plejer også at pille antallet af tropper ned der flygter, specielt russernes unicorns er ret fantastiske.

    Haha kender det godt, har du så prøvet når det flygtende regiment deler sig og ens kavaleri bare løber rundt mellem de to klynger af flygtende soldater.. Virkelig irriterende, og så ser det super dumt ud

  7. Eneste tidspunkt jeg har oplevet at skulle bekæmpe en by i 2 omgange, er hvis jeg har belejret byen og de så angriber for at bryde belejringen..

    Hvis det mislykkes for byen at kæmpe sig fri af din belejring, ja så vender de sørgelige rester tilbage til byen og du får lov til at smække den igen (fri xp til hæren ;)…

  8. […]”en flygtende dragon, der faldt af hesten mens hans fod sad fast i stigbøjlen, hvorfor han blev trukket hjælpeløst tværs over slagmarken af sin galoperende hest”

    Her må du så afgjort tage fejl! Dragoner flygter aldrig, ej heller er en sand dragon så amatøragtig en rytter, at han ville lade sin ganger stikke af fra ham! Og selv i det usandsynlige fald, at en dragon skulle være så uheldig at miste sin hest, så er han stadig i stand til at kæmpe afsiddet.

    Du må utvivlsomt have forvekslet rytteren på skærmen, med kavaleriets svar på spedalske, nemlig en husar. Disse kujonagtige eksistenser er ude af stand til at kæmpe på jorden, og er ikke sene til at stikke af fra krigsskuepladsen! Blandt deres største militære succeser tæller en kort skærmydsel med et par hundrede bønder i Slaget på Fælleden i 1872. Langt fra ligeså imponerende som de gedigne prygl de brave dragoner uddelte til prøjserne ved Aarhus under tre-års krigen!

    For at opsummere:

    Husarer: bøsbøs, med underkalibrerede, lyserøde, wannabe-tanks lavet til små piger.
    Dragoner: Harder than fucking diamonds (og med rigtige krigstanks)!