Monster Hunter-serien har aldrig slået helt igennem i vesten, i nær så høj grad som det er tilfældet i Japan. Jeg er selv blandt de slamberter, som aldrig har haft en Monster Hunter-titel i hænderne. På en måde føler jeg mig derfor privilegeret, ved at kunne bevæbne mig med et helt åbent sind, når Monster Hunter World skal bilde mig ind, at jeg er gået glip af noget storslået.

De evige jagtmarker

En ekspedition til New World danner rammen om historien i Monster Hunter World. Din hjemmelavede hunter drager hertil med the fifth fleet, for at assistere videnskabsfolk i deres research af de fremmede omgivelser. Ved ankomst til det fjerne land, dukker en gigantisk monstrositet op ved navn Zorah Magdaros; en såkaldt elder dragon på størrelse med en meteor. Skabningen pløjer ubesværet tværs igennem ølandskabet, og gør det angiveligt hvert tiende år – men hvorfor?

Der er næppe tvivl om at Monster Hunter World er udviklet i Japan.

Historien tager aldrig sig selv særlig højtideligt, og der er mere fokus på at fremvise eksplosive cut scenes og nonchalant dialog, end på at bygge reelt drama og en dybereliggende konflikt op. Det kan gøre det lidt svært at sympatisere med nogle af figurerne, som alle fremstår en kende statiske og uimponerede. Der er ikke en decideret naturlig pacing i historien, da du manuelt skal starte samtlige missioner, ved at konversere med din handler – en slags rådgiver. Det føles lidt akavet at Zorah-bæstet pænt venter ude i kulissen, indtil du har været ovre ved opslagstavlen og markeret at du er klar til kamp.

Monster Hunter World spiller meget som et MMO, selvom det er ganske muligt at påtage sig spillets missioner alene. I den nybyggede research camp Astera finder du alt hvad du skal bruge, til at forberede dig på dit næste eventyr. Når du har iført dig dit foretrukne jagt-gear, vælger du den mission du vil påtage dig. Dernæst indtager du et måltid mad, og flyver til den ønskede destination, hvor du har 50 minutter til at fuldføre opgaven. Størstedelen af disse omhandler naturligvis at nedlægge monstre der er i øjenhøjde med Rundetårn, dog med et par enkelte samle- eller eskortemissioner undervejs.

Monster-menuer

Hvis du forventer at du blot kan tage det første og bedste tohåndssværd, og derfra løbe med hovedet forrest og forstanden bagerst ind i kamp, så tro om igen. Monster Hunter World byder på et omfattende menusystem til håndtering af de mange ammunitionsvarianter, helbredende drikke, fælder, våbenopsætning, osv. Det er en stor mundfuld at gabe over, især for spillere der er vant til simplere systemer fra andre action/adventure-titler. Spillet smider en masse tutorial-vinduer i hovedet på dig, men det dækker sjældent mere end det allermest nødvendige. Learning by doing er vejen frem, for at finde alle funktioner som der egentlig bydes på, og det kan godt svare sig at dedikere 30-60 minutter, bare på at vikle hovedet om mulighederne.

Ligesom med menuerne, er der også mange HUD-elementer at holde styr på.

Det kan nemt skræmme urutinerede RPG-spillere væk, som kun forventer action i stride strømme. Dertil bliver det heller ikke nemmere af, at der er intet mindre end 14 våben-typer at vælge imellem – og alle er tilgængelige fra starten. Nu vil jeg dog endelig ikke misforstås; det store udvalg er bestemt positivt. Hver våbentype skal håndteres på sin helt egen måde, og det giver virkelig en frihed til at finde en spillestil, som matcher det man foretrækker. Jeg har selv fundet en god rytme med henholdsvis long sword og insect glaive, men det tog mig også adskillige besøg til det lokale træningsområde, hvor der er mulighed for at teste kampstilene, før man prøver lykken med nogle dødbringende modstandere.

Når du så endelig har fundet en spillestil der passer dig, skal du også til at være opmærksom på hvilken udrustning du ifører dig. I de tidlige stadier af spillet, giver det fin mening at beholde stort set alle de hjelme, handsker og lignende du finder, da de enkelte stykker hver især byder på beskyttelse fra bestemte elementer, eller giver dig en ekstra evne. Alt udstyr opgraderes hos den lokale smed, hvor det er de ingredienser du har sakset fra nedlagte fjender, som dikterer hvad du kan købe, kreere eller opgradere. Allerede efter få timers spil, begynder udvalget at vokse betragteligt, og det handler om at have tungen lige i munden, for at finde ud af hvilke dele der kan svare sig at hamstre.

Du skal virkelig vide hvad du laver, før du kaster dig over dette godstog af et monster.

Det er som sagt et omfattende virvar af menuer, hvor der er mange muligheder for at justere, opgradere og finpudse sin spillestil, med henblik på at forberede dig på det, som spillet i virkeligheden handler om: monsterjagt!

Forvent det uventede

Som nævnt tidligere, så handler næsten samtlige missioner i Monster Hunter World om, at opsøge en eller anden form for monster, som med kløgt og kamp skal ned med nakken. Der skal findes fodspor, rådne kadavere eller pøler af savl, som alle fører i retning af det forestående bytte. Når kampen endelig initieres handler det om at lære sin fjende at kende. Spyer den ild, vil den sandsynligvis have en svaghed overfor vandbaserede angreb. Flyver den, skal der findes en måde at få den ned på jorden på. Har den synligt panser, skal der et tungt våben til at slå det i stykker. Al information bliver naturligvis nedskrevet i en kyndig journal, så man altid kan holde styr på, hvilken tilgang til nedlægningen der vil være mest givtig.

Din egen mobilitet lider i de mudrede sumpområder, men det er her dette monster trives.

At jage disse enorme krabater, og også kæmpe mod dem, er lige præcis så fedt som man mistænker. Hver kamp er som sin egen bosskamp, selvom spillet dog også indeholder reelle bosskampe, mod monstre som virkelig tester ens udholdenhed, taktiske overblik og evne til at forberede sig på det uventede. Når man samtidig har i hovedet, at fjenden skal møde sit endeligt inden der er gået 50 minutter, intensiveres forløbet blot yderligere. Jeg var oprindeligt bekymret for at denne tidsgrænse ville blive en unødvendig stressfaktor, men den bidrager snarere til at vedligeholde fokus, på den opgave man har kastet sig over.

Man er desuden hele tiden nødt til at tænke forud, da et monster kan finde på at stikke af, og måske endda finde et sted hvor den kan samle kræfter igen. Der skal derfor lægges fælder ud, som man kan lokke dyrene i, og derved forhindre deres flugt. Især når de begynder at halte, ved man at man har fat i den lange ende, men kampen kan stadig vende, og det endda på de mest uforudsigelige måder.

Jeg skulle dræbe et T-Rex-lignende monster kaldet Anjanath. Den blev ved med at stikke af, udenom de fælder jeg ellers havde lagt for den, og nåede derfor at få noget af sin styrke tilbage før jeg kunne indhente den. Tiden gik, og jeg havde allerede brugt 35 minutter på at opsøge og kæmpe imod den adskillige gange. Midt i Anjanaths flugt dukkede en flyvende Rathalos op, og her var jeg sikker på at kampen var tabt, da jeg på ingen måde var rustet til at håndtere den. Rathalos fik dog øje på Anjanath i stedet for mig, fløj hen imod den, greb den om livet med sin kløer, løftede den adskillige meter op i luften, og smed den med fuld styrke ned på jorden igen. Med luft under fødderne, løb jeg hen og kunne snildt levere nådesstødet, hvorefter jeg naturligvis stak af, inden Rathalos vurderede at jeg skulle lide samme skæbne.

Hold afstand når du støder på sådan et opgør.

Monster Hunter World har virtuelt uendeligt mange måder en kamp kan udvikle sig på, alt efter om man er så heldig, eller uheldig, at støde ind i det rigtige, eller forkerte, monster, mens man er optaget af noget helt andet. Det medvirker til at den verden man betræder føles levende og respekterer sit eget økosystem. Det er ikke fordi andre spil ikke har vist fjender der kæmper mod hinanden før, men når der er tale om to monstre, der kan æde folkevognsrugbrød i en mundfuld, så er der altså tale om en helt anden liga af intensitet. Dette er Monster Hunter Worlds absolutte force, og situationer som disse bliver aldrig kedelige.

Frodigt og farverigt

Når snakken nu er faldet på økosystemet, så må der altså også flyve nogle roser efter de visuelle udtryk. Der er forbløffende mange detaljer at fordybe sig i, uanset om du taber kæben over de fantastiske omgivelser, eller om du lader dig betage af et vandrende monster. Det er et univers som er så nemt at leve sig ind i, og det især også grundet dyrelivet.

Du kan lige så godt overgive dig til de betagende omgivelser i Monster Hunter World.

Det er ikke kun aggressive monstre der befolker landskabet, men også planteædende skabninger der blot ønsker at være i fred. Men når et firbenslignende væsen kommer løbende, og i en mundfuld æder et af de stakkels kræ, er illusionen om et selvstændigt univers tættere på at blive realiseret, end andre spil i genren nogensinde har kunnet kapere.

Lydbilledet følger helhedsoplevelsen til dørs. Brølene fra monstrene runger tungt, ligesom lyden af klinge der støder mod skællet panser, næsten er til at føle. Med et supplerende soundtrack, der vækker minder fra nogle af de tidlige Final Fantasy-spil, så er det altså en præstation af de helt store – og så er spil-året 2018 endda dårligt nok startet.

Aldrig alene

Du kan sagtens komme igennem Monster Hunter World på egen hånd. Det er ikke fordi der er en umenneskelig sværhedsgrad, da du mere bliver udfordret på din udholdenhed og observationsevne, end på umenneskelige krav om aldrig at blive ramt. Du skal nok lide et par nederlag undervejs, men oftest er du udmærket klar over hvad du gjorde forkert. Det kan være en lige så gyldig taktik at trække sig tilbage i tide og utide, for at få drukket en helbredende eliksir eller slibe dit våben. Gør gerne dette når din tro følgesvend, et kattelignende væsen kaldet en Palico, stjæler uhyrets opmærksomhed så du kan få et pusterum.

Som helhjertet katteelsker er det svært ikke at overgive sig til de nuttede Palicoer.

Du kan selvfølgelig også kaste dig over online-funktionaliteterne, og jage monstre med ligesindede monsterjægere, hvormed din Palico først vil vende tilbage når du igen er på egen hånd. Denne proces er dog ikke nær så strømlinet, som et spil i 2018 bør være. Du skal igen kæmpe dig ind i nogle abstrakte undermenuer, og så skal du overveje om du vil spille med venner, andre tilfældige spillere, om I vil starte en quest samtidigt, om du vil hoppe ind i andres spil eller om du ønsker hjælp udefra. Hver funktion foregår på sin egen måde, og det er mig en gåde at dette aspekt ikke er blevet gjort mere lettilgængeligt.

At der i anmeldelsesperioden desuden har været bøvl med Sonys onlinetjenester, gør ikke frustrationen mindre. De fleste af disse hovedpiner skulle angiveligt være blevet løst for bestandigt, men det har altså ikke ligefrem været en succes, at finde hoved og hale i hvad der har været tanken. Jeg vil i stedet henvise til denne glimrende guide fra Polygon, som skridt for skridt udpensler hvordan du får det meste ud af oplevelsen, hvis du ønsker at spille Monster Hunter World Online.

Konklusion

Den spænding man finder i kamp med et hvilket som helst bæst i Monster Hunter World, er der få spil der kan gengive med samme overlegenhed. Fjendernes kunstige intelligens arbejder ikke kun for at få dig til at bide i støvet, men også de øvrige figurer der pryder universet. Det kan være lige så fascinerende at liste sig ind på to titaner, der til døden kæmper om territorium, som det kan være selv at blive overrasket, af et enormt monster der pludselig jagter dig igennem en grotte. Med muligheden for selv at tilpasse sin kampstil med det store våbenudvalg, så er kernen af Monster Hunter World af virkelig solid karakter.

Ingen monstre er umulige at nedlægge, så de kan bare komme an.

Det betyder dog at man skal overkomme et menusystem, som på ingen måde kan kaldes intuitivt eller decideret logisk. Læringskurven er stejl, men efter et par timer, med lidt dedikeret udforskning, begynder tingene så småt at hænge sammen. Du kan dertil være helt tryg ved tanken om, at du får brugt mere tid i marken med at nedlægge monstre, end du gør i de overvældende menuer.

Jeg håber virkelig at der bliver set til en simplere metode, hvorpå man kan tilgå online-oplevelsen. I dens nuværende tilstand er det blot forvirrende, og den tid der bruges på at finde ud af sammenhængen, tager blot tid fra de fede momenter man så må udskyde.

Ikke desto mindre så er Monster Hunter World et fremragende RPG, med tilpas dybde i både gameplay, alsidighed og det overordnede univers. Uerfarne RPG-spillere skal dog træde varsomt, selvom entusiaster uden tvivl vil lovprise præmisserne til skyerne.

Vær ikke i tvivl: Monster Hunter World er brølende godt.

4 KOMMENTARER

  1. Er jeg den eneste Rush’er som for alvor gamer MHW? Har du WoW-cravings er spillet mere end en god erstatning. Super fed oplevelse her nu efter over 90 timer i det