Minecraft 101

I 2020 er det svært at forestille sig en person, der har bare en overfladisk interesse i gaming, som ikke har hørt om Minecraft. Spillet er blevet et kulturfænomen og er samtidig det bedst sælgende computerspil nogensinde med over 200 millioner solgte eksemplarer på tværs af platforme.

Men tilbage i 2009 var Minecraft nærmest definitionen på indie. Spillet blev programmeret af en enkelt udvikler, svenske Markus “Notch” Persson, som arbejdede på projektet i sin fritid. Minecraft begyndte ret hurtigt at vække interesse verden over og det første fulde release kom i 2011. Derfra begyndte udviklingen for alvor at gå stærkt for Perssons firma Mojang.

Den første kulmination på den udvikling kom da Markus Persson i 2014 solgte Mojang til Microsoft og trak sig tilbage fra Minecraft som milliardær. Mojang blev en del af Xbox Game Studios og Minecraft er bestemt ikke sygnet hen under Microsofts ejerskab. I maj måned 2020 rapporterede Mojang Studios hele 126 millioner aktive Minecraft-spillere.

Microsoft har bl.a. introduceret flere Minecraft spin-off titler. Minecraft Dungeons, som anmeldelsen her handler om, blev annonceret under MineCon-eventet i 2018 og er ude nu til PC, Xbox One, PlayStation 4 og Nintendo Switch.

Diablo som Minecraft mod

Og hvad er Minecraft Dungeons så? Hvis du forestiller dig Diablo udført som Minecraft mod, har du allerede en ret god idé om hvilket spil, vi har med at gøre her. Du bevæger dig stadig gennem tilfældigt genererede baner med det velkendte Minecraft look, men de kreative aspekter er skiftet ud med et fokus på loot og opgradering af dit udstyr.

Cow level?

Historien er enkel: Den onde Arch-Illager har ved hjælp af en Orb of Dominance gjort de stakkels landsbyboere til sine slaver. Det er vores opgave at gøre en ende på hans herredømme. Det gør man ved at kæmpe sig gennem ni baner i forskellige landskaber og miljøer, for til sidst at konfrontere Arch-Illager’en på hans slot. Selvom spillets navn antyder det, er du faktisk langt fra i dungeons hele tiden; du kommer gennem skove, sumpe, borge m.m. undervejs.

Opskriften er klassisk action-RPG: Du møder monstre på din vej, slår dem ihjel, de dropper udstyr, potions og mad, i slutningen af banen møder du en boss og så forfra på næste bane.

Minecraft Dungeons kan spilles solo eller med op til tre andre spillere i online eller lokal co-op.

Strømlinet action-RPG

Udviklerne hos Mojang har helt oplagt haft et mål om at gøre spillet tilgængeligt for så mange gamere som muligt – og det er de faktisk lykkedes med. Én af de ting, de har skruet på i forhold til andre action-RPG-spil, er at der ingen klasser er i Minecraft Dungeons.

Som udgangspunkt er alle karakterer ens: Man har et nærkampsvåben (sværd, økser, morgenstjerner osv.), en rustning og et ranged våben (buer og armbrøster). Våben og rustning kan enchantes med de enchantment points, man får, når man stiger i level. Det giver udstyret nye effekter, der passer til forskellige spillestile. Hvilke enchantments, du kan vælge mellem, er tilfældigt for hvert stykke udstyr.

Inventory-skærmen.

Minecraft Dungeons gør det nemt at eksperimentere; når man finder bedre udstyr (og det gør man tit), kan man salvage sit gamle og få sine enchantment points tilbage. De kan så bruges igen til at enchante det nye gear.

Udover ens rustning og de to våben har man plads til tre artifacts, som er items med forskellige effekter, man kan aktivere. Artifacts giver ligesom enchantments spilleren mulighed for at tweake sin karakter i retning af den spillestil, man foretrækker.

At udgangspunktet har været tilgængelighed, giver sig også udslag i, at der ikke er nogen komplicerede skill trees eller lignende i spillet. Hvis man er en gamer, der elsker at optimere sin karakter gennem 7-8 ekstremt indviklede regneark, er Minecraft Dungeons helt sikkert ikke det rigtige spil.

Du kan selvfølgelig også få en pickaxe som våben.

I strømliningens navn er potions heller ikke en del af dit inventory. Du har fast en healing potion, som har en cooldown, og alle andre potions aktiveres så snart du samler dem op. Det betyder på den ene side, at du ikke skal rode med hotbars og lignende, men på den anden side betyder det mindre kontrol.

Alt i alt er spillet virkelig nemt at samle op og komme i gang med. Bagsiden af den medalje er, at der er en grænse for i hvor høj grad du kan gøre din karakter til din egen.

En kort fornøjelse

Selvom der ingen kreative elementer er, er Minecraft-stemningen fuldstændig til stede. Minecraft-spillere vil føle sig hjemme fra første øjeblik, og spillet er propfyldt med charme og hygge.

Dungeon crawl á la Minecraft.

Desværre er det meget hurtigt overstået. På spillets default sværhedsgrad tager det måske 3-4 timer at nå til sidste bane (som også er den første, der giver nogen reel udfordring). Der går heller ikke lang tid, før man har set alt hvad spillet har at byde på af forskellige fjender.

Når man har gennemført spillet, åbnes næste sværhedsgrad (“Adventure”) og den tredje og sværeste (“Apocalypse”) åbnes, når man har gennemført endnu en gang.

Det store spørgsmål er nok, om man overhovedet gennemfører flere gange. Som spillet ser ud nu, kan jeg ikke helt forestille mig, at man skulle blive ved med at vende tilbage. Der er mere indhold på vej i form af betalt DLC, men med udgangspunkt i hvordan spillet ser ud i dag, er der altså ikke meget at komme efter – charmen til trods.

Konklusion

Minecraft Dungeons er et gennem-charmerende spil, som kan spilles af flere generationer af gamere. Det er hurtigt gennemført, og der er ikke særligt meget indhold lige nu, men du hygger dig helt sikkert undervejs.

Men bør du så købe spillet eller ej? Svaret på det spørgsmål må blive et rungende: måske. Hvis du er Minecraft-fan selv eller gerne vil introducere en måske især yngre Minecraft-spiller til action-RPG, er spillet de 159 kr. (Windows pris) værd ved launch. Hvis du falder udenfor de to kategorier, men stadig gerne vil give spillet en chance, kan du sagtens vente på et godt tilbud. Hardcore fans af action-RPG generelt, der ikke har nogen tilknytning til Minecraft, kan med sindsro springe denne titel over.

Har du Xbox Game Pass er beslutningen nemmere; så har du nemlig allerede adgang til spillet og bør bestemt kaste et par timer efter det.

Anmeldelsen er baseret på en reviewkopi stillet til rådighed af Microsoft.

5 KOMMENTARER

  1. Du har vist spillet en anden kopi end os andre, man kan sætte sværhedsgraden allerede efter intro-banen, meget lig Diablo 3.

  2. #1 For hver mission kan du justere indenfor den “tier” du er i, men fra start har du kun adgang til den, der hedder “Default”. Sakset fra hjælpen:

    “The game’s difficulty can be changed before you start a mission. You have 3 choices in total but can only start at “Default” when you play for the first time. Other difficulties like “Adventure” and “Apocalypse” can be unlocked after you beat the full game a first and then second time. “

  3. Det ser virkelig hyggeligt og charmerende ud, en skam at der så ikke er mere indhold, men kommer helt sikkert til at holde øje med tilbud