Den største dinosaur, den sejeste skurk, den ondeste psykopat, den mest sultne haj? Jep, det sidste er din skæbne i dette nye spil fra Tripwire Interactive (mest kendt for spil som Killing Floor og Red Orchestra 2). I Maneater følger vi vores tyrehaj og ser den forvandle sig helt fra lille baby til en dræbermaskine med superkræfter. Undervejs spiller Maneater på popkulturens forvrængede syn på de mægtige og sindssyge hajer, vi har set så mange gange på det store lærred.

Om Nom Nom

Spillet starter med, at vi følger vores hovedhajs mor, hvor vi får lært den grundlæggende styring og hvilket ansvar, der følger med som haj (æde, æde og fik jeg sagt æde?). Efter at være gået amok på en dynge turister ser vi hende blive dræbt, hængt op og flået af den grusomme haj-jager Scaly Pete.

Forfærdelig som han er, hiver han babyhajen ud af maven på den døde mor og giver den et ordentligt ar, så han kan genkende den igen. Som det går, når man leger med havets brutale herskere, så flår babyhajen hans overarm af og springer direkte ned i dybet. Fra det tidspunkt er du helt alene i det åbne vand uden nogen medhajer til at lære dig, hvordan du bliver et brutalt monster. Mutters alene med kun et mål for øje: Scaly Pete skal ned med nakken på den mest grusomme vis – og så på TV endda.

Historien tager cirka 12-16 timer at gennemføre, og er faktisk langt bedre, end jeg havde regnet med. Den har sine mindeværdige øjeblikke; på et tidspunkt endte jeg nærmest med at få lidt medlidenhed med en af karaktererne, hvilket jeg virkelig ikke havde forventet.

Æd din vej op gennem fødekæden

Apex predators er Maneaters bud på et boss-system. Tripwire Interactive havde hypet de her bosskampe ret meget op, men desværre må jeg sige, at de er langt fra det, vi havde håbet på. Under kampene opstod der en del bugs, og tre ud af syv af kampene endte med at det store, mægtige rovdyr sad fast i et sølle hegn… Kampen endte med at jeg så bare gumlede løs på det stakkels dyr.

En af de helt store forhåbninger, jeg havde for spillet, var at det ville gå fuldstændig amok med eksplosioner og superkræfter. Hvilket det også gør til dels, men kun fra din side; det er stort set kun din haj, der udvikler sig. Jeg håbede rigtig meget at siden vi bliver så sindssygt stærke, så ville vores fjender også udvikle sig mindst lige så meget – det gør de bare ikke. Der kommer større og flere både og et bredere udvalg af fjender, men det er så også det.

Det er virkelig spild af potentiale. Kampene kunne have været så meget mere cool, hvis havets konger, ligesom vores haj, havde overlegne superkræfter. Måske endda nogen vi ikke havde set før, som at de kunne flyve eller spytte kæmpe ildkugler. Men nej, det er helt almindelige rovdyr, bare i størrelse XXL.

Apex-rovdyrene får du mulighed for at udfordre, når du har spist en stor del af den sædvanlige føde i form af sideaktiviteter kaldet overpopulation.

Den mægtige Barracuda der blev besejret af et sølle hegn.

Præcis ligesom kampene mod apex predators, er der en type fjender, der hedder hunted animal. Kampene fungerer fuldstændig som apex predators, bare nemmere og sjovere – dog uden nogen speciel præmie.

Generelt bliver undervandskampene ret repetitive efterhånden, da du ikke har specielt mange muligheder. Det er stadig ret sjovt, men det kræver ikke så meget af dig. Mod slutningen af spillet kunne jeg seriøst tage en stor hvidhaj i én mundfuld uden problemer. Det giver ingen mening; den hvidhaj burde give en helvedes god kamp, men i stedet for er den en hurtig snack.

Heldigvis bliver kamp en del sjovere, jo ældre din haj bliver. Du får blandt andet låst op for tailwhip, som er et slag med halen. Jeg vil nærmest vove at påstå, at tailwhip er for Maneater, hvad Spartan Kick var for Assasins Creed Odyssey. Så sjovt og komisk er det og oven i det åbner det også op for flere nye muligheder og komboer.

Hektisk haj-jagt i storslået GTA-stil

Hvor undervandskampene fejler, så vinder de vildt kaotiske og hektiske kampe mod bounty hunters. Du hygger dig bare med en snack på stranden i form af badende turister og pludselig kan du se, at dit infamy meter stiger kraftigt. Kort tid efter er du omringet af 15 fiskekuttere. Infamy fungerer stort set ligesom wanted gør i Grand Theft Auto, bortset fra at det faktisk er sjovt i længden at slå tilbage mod krybskytterne.

Størstedelen af tiden er bounty hunters en valgfri sideaktivitet. Der er dog en enkelt gang, hvor det er en del af historien. Heldigvis er bounty hunters ikke nogen du skal vente på; de kommer helt af sig selv, når du begår massedrab på mennesker.

Jagt på land er utrolig sjovt – indtil du bliver kvalt.

Når du har smæsket dig i nok krybskytter, dukker der bounty hunter bosser op. Det er sjove kampe, mest fordi det er så hektisk og der sker så meget omkring dig hele tiden. Men du får faktisk også modstand, hvilket jeg savner lidt med undervandskampene. Oven i købet giver hver nedlagt bounty hunter også et stykke af det bio-elektriske armor sæt (mere om det senere).

Bøj naturens love og bliv et forhistorisk lyn-spyttende monster

Jo, du læste helt rigtigt. Maneater nøjes ikke med bare at udvikle dig til en sølle voksen tyrehaj. Nej, du ender faktisk med at blive noget der ligner en megalodon på steroider med mægtige superkræfter. Vi følger vores tyrehaj hele vejen fra nyfødt til noget der tilhører Cthulhu-universet.

Ved hjælp af de helt rigtige vitaminer og mutagener, som du får ved at gennemsmaske alt på din vej og finde genstande gemt rundt på mappet, vokser du og får adgang til forskellige crazy abilities. Vores haj er det bedste eksempel til dato på at du bliver stor og stærk af at spise dine vitaminer – husk det!

For at blive enhver turists mareridt skal du få låst op for en masse udviklinger og abilities, hvor du bliver nødt til at grinde en smule. Rundt omkring på mappet er der gemt en del genstande, som f.eks. kister, turistkort og landemærker, der er med til at give dig de nødvendige mutagener. Det betyder at du kommer til at svømme en del rundt i vandet og lede efter de spørgsmålstegn, der dukker op. Det er dog nemt nok, hvis bare du opgraderer din sonar fuldt ud og husker at aktivere den cirka hvert halve minut.

Er det et bjerg? Er det et skib? Nej – det er døden!

Maneater giver dig tre armor-sæt at vælge mellem, som påvirker hvad din dræbermaskine kan. Alle tre er gode bud på ens værste undervandsmareridt. Ikke nok med at de ser forskellige ud, så har de også forskellige evner og styrker.

Bone-sættet forvandler dig til en svømmende klippe, hvilket fungerer utrolig godt som en ubrydelig armor. Det føles overdrevet godt at hamre på fuld styrke ind i knap så mægtige yachter og fiskerkuttere. Ved at besejre alle syv apex predators får du adgang til bone-sættet, så det er først omkring slutningen af spillet, at du får mulighed for at fuldende din killah haj.

Jaws gå hjem!

Hvis du er mere til at slynge lyn efter dine fjender, så er der det bio-elektriske sæt, som giver dig en mere smooth følelse af bevægelse i vandet end den levende klippe. Derfor er sættet også langt nemmere at besejre mindre fjender i vandet med, og du har bedre mulighed for at flygte (hvis du da er en kujon-haj). For at låse sættet op skal du besejre bounty hunterne, hvilket bliver til meget kaotiske og vilde kampe.

Det tredje og sidste sæt, shadow-sættet, låser du op for på en noget kedeligere måde end de to andre. Her skal du bare finde alle de landemærker, der er fordelt i hver region. Det er en noget mindre krævende opgave end kampe mod idiotiske krybskytter og havets kæmper. Shadow-sættet er både ideelt i kamp mod mennesker og fisk, og ligesom med det elektriske sæt, så bliver du en hurtig og stort set lydløs mutant, der mest af alt ser ud som om den har fået alt for meget atomaffald. Hvilket højst sandsynligt også er det, det er tænkt som, da du sprøjter gift, hver gang du slår med halen og hopper.

Du har hørt om flyvefisk, men kender du til hoppehajen?

Hyggelige grotter og kedelige grøfter

I et spil hvor du størstedelen af tiden befinder dig under vand, så har jeg en vis forventning om at vandet ser godt og lækkert ud. Ikke nødvendigvis kæben på gulvet som i Sea of Thieves, men Subnautica er et godt bud på hvordan vand meget gerne må se ud i undervandsspil. Desværre skuffer Maneater ret groft her. Flere steder foretrækker jeg at være oppe på land, som langt hen ad vejen ser meget mere interessant og bedre ud. Hele lokationer som f.eks. golfen er bare store, grimme kløfter, hvor der intet er at se på.

Skjulte grotter og huler er med til at lyse vandet op, da de er meget farverige af koraler og lysende affald. Desværre er det ikke noget du ser særligt tit. Hver region har en stor grotte, som er din hajs eneste sted, den kan slappe af, og være sig selv. Med det mener jeg at grotterne er det eneste sted din haj kan være alene, og derfor også der den udvikler og muterer sig. Fast travel fungerer også via hulerne.

Vores hyggelige grotte fyldt med de triste rester af en forlystelsespark.

Landemærker er steder du finder rundt omkring på mappet. Når du finder dem, får du en lille kommentar om hvad der er sket det sted. Der er tit referencer til popkulturen og de pynter meget på det ellers tomme vand. For eksempel kan du finde Svampebobs ananashus, en klovn i kloakken og mange flere. Jeg synes det er en ret kreativ og sjov måde at hylde popkulturen og så endda med sjove kommentarer oveni.

Økosystemet føles ret dødt indtil du kommer og angriber fisk så de enten flygter eller selv angriber. Jeg har ikke en eneste gang set andre fisk jage eller interagere med hinanden; de svømmer bare hjerneløst rundt indtil du afbryder dem. Det ser jeg som en virkelig stor bommert i 2020, når vi har titler som Red Dead Redemption 2 og Assasin’s Creed Odyssey, hvor alt omkring dig interagerer og har et liv.

Heldigvis har de ramt plet med forskellene på lyde under og over vand. Befinder du dig under vandet og der lige over dig sejler en stor båd, så er lyden af motoren forstærket en del gange, stemmerne er meget mørkere, og båden virker faretruende og mægtig. Hvorimod hvis du så er over vandet, er lydene meget lysere i det, så alt føles meget skrøbeligt og mindre uhyggeligt. Stemningen bliver ramt perfekt på den måde, da det føles meget mystisk og farligt at være i dybet, mens det over vandet skal forestille at være dig, der er den uhyggelige.

Bevis på at Subnautica foregår på jorden.

Vent, ham kender jeg da!

Sådan har du det højst sandsynligt, når du for første gang hører kommentatoren til den noget brutale TV-serie, som spillet bruger til at fortælle historien. Tripwire Interactive har hyret ingen ringere end komikeren og skuespilleren Chris Parnell, som har været med i en lang række film, tegnefilm og TV-serier. Blandt andet er han med i Rick and Morty som Jerry (Mortys far), Saturday Night Live og meget andet. Næsten uanset hvad, så har du på et eller andet tidspunkt hørt hans stemme, og vil nok føle at du kender manden bag den navnløse in-game kommentator.

Jeg må virkelig sige, at der er gjort et rigtig godt stykke arbejde fra Chris’ side her. Han er den perfekte kommentator til et spil, der ikke tager sig selv seriøst på nogen måde. Han lyder så overbevist om sine fakta, som sikkert ikke har taget mere end et øjeblik at finde på, og højst sandsynligt med en tegneserie i hånden som inspiration. Stort set hver gang der sker noget, hører du en kommentar om hajer, men også frække kommentarer om de lokale alkoholikere der bor omkring den Mexicanske Golf.

Hajen er landet.

Heldigvis er seriøsiteten på ingen måde med til at tage alt det sjove fra spillet. Tværtimod så giver det bare spilleren endnu flere grunde til ordentligt at gå i bersærker mode på tankeløse turister og skamløse haj-jagere.

Konklusion

Store dele af det Maneater, prøver på, virker lidt halvhjertet. F.eks. kampene i vand som er sjove, men der sker bare aldrig rigtig noget nyt; det er det samme igen og igen. For slet ikke at tale om apex predators, som kunne have været så meget mere. Menneskemassakren holder dog stadig fuldt ud – det er utrolig sjovt og tilfredsstillende at gumle sig gennem en hel strand.

Reality-showet og Chris Parnell som kommentator fungerer også bare helt vildt godt. Tripwire Interactive kunne ikke have fået en bedre kommentator til spillet. Han er utrolig sjov og samtidig indirekte politisk. Du får udspillet en pænt sjov historie med mere dybde end jeg havde regnet med.

Dog fylder de repetitive undervandskampe så stor en del af spillet, at jeg ikke bare kan se bort fra dem. Der er meget spildt potentiale her. Det er en stor opgave, Tripwire har taget på sig, og spillet kan føles ret episk og helt udmærket. Uheldigvis er det ikke en konstant følelse, men nærmere noget du sidder og venter på.

OVERBLIK OVER ANMELDELSEN
Score
6/10
Forrige artikelPap, bræt og kort: Solospil
Næste artikelSøndagsspilleren – Endnu en launcher rant?

7 KOMMENTARER

  1. Igen en god anmeldelse, som var en fornøjelse at læse, Kranos

    Du har ramt hovedet på sømmet med anmeldelsen i forhold til mine egne forventninger til spillet.

    Jeg tror heller ikke det er meningen at spillet skal tages for mere end lidt hjernedødt underholdning – og så er det jo megafedt med Chris Parnell

    Det bliver nok ikke et spil jeg køber meddevuns, men nok nærmere når det engang er på tilbud

  2. #1 Thanks @mikaa er rigtig glad for at du kunne lide den.

    Havde heller ikke selv forventet helt det store udover god underholdning, og det kommer det i hvert fald med, men det tekniske og rent gameplay set havde jeg dog forventet en smule mere.

  3. Har ikke prøvet det og kommer nok heller ikke til det efter denne anmeldelse men hvis ikke Daryl Hall & John Oates – Maneater er titel sangen til dette spil så ved jeg ikke hvad de har gang i.