Perfekt gengivet æra

Konceptet i Mafia 3 er både interessant, veldefineret og historisk vigtigt. Vi befinder os i tiden under Vietnamkrigen, helt præcist 1968. Lincoln Clay, en ung, afroamerikansk veteran er netop vendt hjem til sin hjemby, New Bordeaux, spillets fiktive version af New Orleans, og alt er ved det gode, gamle ved første øjekast. En alsidig, farve- og kulturrig by byder Lincoln velkommen og alle de gamle bekendtskaber går ham i møde. Den sprødeste 60’er rock fylder de lækre amerikanerslæder op og stemningen er ligeså tyk som den klamme sumpdunst fra de sydligere distrikter. Det er et virkelig lækkert scenarie vi befinder os i!

mafia-3-1

I mere end én forstand brister illusionen dog snart. Lincoln og hans nærmeste bliver udsat for et angreb, der splintrer den unge veterans verden itu. Og pludseligt er hans nye liv i New Bordeaux ikke så langt fra den krigshærgede tilværelse han efterlod i Vietnam. Han iklæder sig sin ikoniske militærjakke, spænder sine i øvrigt yderst veldefinerede muskler og går i krig med dem, der ville ham til livs.

mafia-3-2

Samtidig bliver kontrollen også givet videre til spilleren. Og her går spillet fra at være super flot og cinematisk præsenteret, både hvad angår den veldefinerede historiske æra, men også den enormt flot udførte fortællestil, til at være et standardiseret og ikke særligt interessant actionspil. Her træder spillets kontrastfyldte udførsel virkelig frem og fra at være hamrende godt underholdt, tænker jeg nu blot, at vi har at gøre med et spil, der skinner på overfladen, men ikke gemmer på så forfærdeligt meget under denne.

Mafia-verdenens hierarki

Lincolns endelige mål er at få ram på den øverste i fjendens hierarki – En Don kalder man det vist i mafiakredse. Det ville jo være herligt, hvis Lincoln kunne udtænkte en smart plan, der ville få pillet ham ned med det samme, men så let skal det ikke gå til! Han skal nemlig pløje sig igennem mange laverestående bosser, førend han kan nå frem til sit endelige mål. De nederste bosser i hierarkiet er heller ikke lige sådan at komme til. For at få ram på disse, skal de først lokkes frem. Lincoln må derfor, ganske alene i øvrigt, langsomt ødelægge de forretninger og institutioner, der danner fundament for underbossens lykkelige boss-tilværelse. Og først når han indser, at dette fundament er ved at smuldre, kommer han frem fra sit boss-skjul.

mafia-3-3

Lincoln får nu muligheden for at skåne denne og gøre ham til en del af sin egen voksende organisation og dermed øge indtægter og de egenskaber, der kan låses op for undervejs. Eller man kan bare plante en kniv i fjæset på ham og malke ham for de mønter, han ligger inde med her og nu. Vejen til at lokke underbosserne frem er til at starte med ganske underholdende, men efter blot et par timers spil, erfarer man, at der er tale om de samme typer opgaver og rutiner, der går igen igennem hele spillet. Det er først når de enkelte distrikters hovedbosser er lokket frem, at de rigtig sjove missioner finder sted. Men desværre er det ikke den del af spillets gameplay, der fylder mest.

mafia-3-4

Dette overordnede hierarkiske system er udmærket tænkt og passer i og for sig perfekt til spillets tematiske kontekst. Men da størstedelen er relativt kedsommeligt fodtussearbejde, for at nå frem til de sjove hovedmissioner i unikke lokationer, bliver en ret stor del af spillet overflødigt. I open-world genren vil der retfærdigvis altid være gentagelser, men i Mafia 3 er disse gentagelser ikke videre interessante. Og det er unægtelig en stor hæmsko for et ellers glimrende koncept.

Standardiseret til fods, sublimt på fire hjul

En snert af rollespilselementer er der også blevet plads til. Undervejs møder Lincoln nye karakterer, som rent faktisk ikke bare vil slå ham ihjel. De bliver en slags håndlangere, som hjælper ham på sin vej mod den endegyldige blodhævn. Disse håndlangere kan tildeles nye distrikter, efterhånden som de fravristes fjendens klør. Og her skal man træffe kløgtige valg, da tildelingen af distrikter ikke blot giver nye evner, alt afhængig af hvilken håndlanger der belønnes, men valgene har også en direkte indflydelse på historiens gang. Intet skal spoiles, men overvej kraftigt, hvilke håndlangere du sympatiserer mest med!

mafia-3-5

Når du er til fods med Lincoln er styringen relativt skarp og intuitiv. Lincoln er ret glad for sin militærkniv, hvilket kommer til udtryk i de ret så brutale nedslagtninger, når man sniger sig ind på en intetanende fjende. Men vælger man i stedet at tage det ret store bagkatalog af skydevåben i brug, bydes der på udmærkede skydemekanikker og mere actionfyldt gameplay. Det er på ingen måde rigtig godt. Det fungerer bare lige akkurat med sine standardiserede stealth-elementer og cover-shoot-cover mekanikker, uden for meget slinger i valsen. Men om man vælger den lydløse eller actionfyldte tilgang, spiller ikke den store rolle. Ofte er ens mål bare at komme fra A til B. Hvor mange fjender der dør undervejs er ligegyldigt. Ikke videre interessant. Men heller ikke helt skidt.

mafia-3-6

Dér hvor gameplayet virkelig skinner for mig, er når Lincoln sætter sig ind i en af datidens alt for smukke amerikanerslæder. Der er godt nok tale om fiktive modeller og mærker, men følingen med bilerne er sublim. Tung, præcis og semi-realistisk, nøjagtig som jeg kan lide det! Og det er også her man har mulighed for at lytte til spillets helt fantastiske soundtrack, der består af lutter genial 60’er rock, 101 numre af slagsen, der gør vanvittigt meget for stemningen. Det er virkelig fedt at lege vred vietnamveteran, der går berserk i gaderne eller sumpen, mens der lyttes til indestænkt samfundskritik for fuld udblæsning! En perfekt setting og spillets helt store stjerne.

Tekniske kvaler

Teknisk set er Mafia 3 en blandet omgang. Til tider sidder jeg med fornemmelsen af at beskue et rigtig flot spil. New Bordeaux er varieret, fyldt med små kulturelle, stemningsmættede godbidder, der emmer af historisk kontekst. Plottet er virkelig flot præsenteret. Der er virkelig tale om en udvikler, der brænder for at fortælle historier og har store evner inden for at præsentere det aktuelle materiale. Det kommer til udtryk gennem virkelig flotte, velspillede og cinematiske mellemsekvenser. Historien når på ingen måde de helt dybere lag, til det er Lincoln en lidt for uinteressant protagonist. Men evnen til at fremstille den historiske kontekst, de kontroversielle temaer og få indrammet det hele i et unikt kulturbillede, kan der ikke rokkes ved. Den del af Mafia 3 er super flot.

mafia-3-7

Til tider halter det dog på den grafiske front. Underlige lyssætninger, uskarpe teksturer og en irriterende regelmæssig ”hakken” i grafikmotoren, skærer i øjnene. Der er ikke tale om grim grafik, på ingen måde, men motoren har lidt kvaler, som burde være fikset inden udgivelsen. Ydermere oplevede jeg på min godt og vel 25-timers lange gennemspilning en hel del crashes, dødbringende fysikfejl og AI-styrede fjender, der sad fast i omgivelserne. Jeg ved, at open-world spil er særligt udsatte på denne front, men alligevel sidder jeg lidt tilbage med fornemmelsen af, at spillet kunne trænge til en gedigen opstramning på den tekniske front.

Konklusion

Mafia 3 er unægteligt et spil, der vil dele vandene. For nogle spillere vil det middelmådige gameplay trække så meget ned, at det kan være svært at blive synderligt imponeret over resten. Andre vil værdsætte den unikke og veludførte setting, samt den flot fortalte historie og se gennem fingre med manglerne på gameplayfronten.

Jeg hører til den sidste gruppe af spillere. For mig byder Mafia 3 på en tids- og kulturmæssig kontekst, jeg ikke før har set gengivet så kompetent, og i lange perioder er jeg rigtig godt underholdt af hele ånden, der gennemsyrer oplevelsen. Det meget standardiserede gameplay kan jeg derfor godt acceptere og lade mig underholde af, selv om der ganske vist er en del uinspirerede elementer, der trænger til en gevaldig opløftning og kreativ saltvandsindsprøjtning.

mafia-3-8

Du skal altså ikke investere i Mafia 3 for at blive underholdt gennem fremragende mekanikker og knivskarpt gameplay, men derimod for at blive taget med tilbage til en fascinerende tidslomme og et kulturelt sammenkog af alverdens herligheder og grusomheder.

OVERBLIK OVER ANMELDELSEN
Mafia 3 (PS4)
8
Forrige artikelNogle PlayStation VR-titler kan give dig brækfornemmelser
Næste artikelWorld of Final Fantasy får en demo i næste uge

4 KOMMENTARER

  1. Før din anmeldelse var jeg ikke i tvivl om at på et tidspunkt, så skal jeg have mafia 3, men lige nu står det ikke først på listen. Dog er jeg typen der går mere op i historien, indtryk af scenerne og setup, end det perfekte gameplay. Dog hader jeg mange monotone og ensartede missioner, og det trækker virkeligt ned for mig, så alt i alt, så står jeg samme sted, jeg skal have det, men det haster ikke..