Forestil dig et storstilet rollespil med ædle riddere, sværdkampe, et kogende politisk klima, låse der skal brydes op, åbne områder der skal udforskes og mere til. I denne type spil forventes det, at et aggressivt fabeldyr pludselig krydser din vej, hvor en ild-besværgelse og ens tæmmede ulv kan medvirke til at få krabaten nedlagt, men sådan er det ikke i Kindom Come Deliverance. Alt hvad der hedder magi, overnaturlige væsner og ”guddommelige indgriben”, har ingen plads i dette univers. I stedet følger man fortællingen om en våbensmeds søn, og hvordan han går fra bøvet landsbyboer, til en højagtet helt der elskes af alle.

Pligten kalder

Du indtager rollen som Henry, hvis liv tager en voldsom drejning, da hans hjemby invaderes af blodtørstige Cumans. Huse bryder i brand, mens forsvarsløse bønder agerer nålepuder for de invaderende styrkers sylespidse sværd. Blandt ofrene er også Henrys forældre, som må lade livet for øjnene af ham. Henry når med nød og næppe at stikke af på hesteryg, for at advare den nærliggende byfæstning og dens leder om den tragiske begivenhed.

Henry lærer hvad han kan af sin far.

Det vil være synd at påstå, at historien nogensinde tager fart. Pacingen i Kingdom Come er lige så frembrusende som tånegle der gror, og dette skal man være forberedt på gennem hele spillet. Der forlanges tålmodighed, men belønningen for at holde ved og suge til sig af de mange små facetter i forløbet, er hele oplevelsen værd. I starten af spillet er Henry en ydmyg og retskaffen ung herre, men hans udvikling fra en tilbageholdende og konfliktsky eksistens, til at være sin egen herre med en ukuelig viljestyrke og handlekraft, er afsindigt berigende. Henrys replikker er ofte akavede og hans stemme kan til tider virke for bondsk, men det medvirker til at minde om, at man aldrig glemmer de fattige kår han kommer fra. Henry er likeable, på samme måde som en logrende hund der er blevet snydt, når den ikke forstår at man slet ikke smed tennisbolden, men stadig har den i sin hånd.

Kingdom Come: Deliverance fremstår virkelig flot … til tider.

Omgivelserne sprudler af liv, med indbyggere i de forskellige byer som passer deres daglige dont, og ikke blot vandrer rundt som formålsløse zombier. De taler med hinanden, udfører deres arbejde og mødes om aftenen på den lokale beværtning, hvor humøret matcher højden på de glas der løftes i skål. Selv de mennesker man møder i vildmarken, har forbløffende rig personlighed at byde på. På et tidspunkt mødte jeg en kvinde, som knælede foran et lig af en adelig. Da jeg spurgte ind til hvad hun foretog sig, insisterede hun prompte på at jeg måtte være morderen, og at hun ville melde mig til de lokale myndigheder. Det er den slags små aktiviteter, der formår at bringe liv til universet.

Hvad der til gengæld nedbryder den illusion, er en overflod af glitches. Og oh boy hvor er der mange af dem!

Hvor blev gulvet af?

Til trods for en overordnet flot præsentation, så skal du overkomme tilfældige tidpsunkter, hvor grafikken simpelthen ikke kan følge med. Teksturer med lav opløsning vil pludselig pryde landskabet, vægge på bygninger forsvinder og kampe med ”luftsværd” bliver hverdag. Prøv bare og se eksemplet herunder:

Så ukønt kan spillet meget pludseligt tage sig ud.

Hvis mine tæer kunne krummes bare lidt mere, ville mine tånegle bore sig ind i mine fodsåler. Jeg har anmeldt Kingdom Come: Deliverance på en PlayStation 4, så jeg kan ikke udtale mig om, hvordan oplevelsen er på de øvrige platforme.

Det er på ingen måde tilgiveligt, at spillet ikke bærer sig selv bedre end det – til gengæld er det overkommeligt. Jeg oplevede aldrig at spillet blev decideret ”uspilleligt”, eller at missioner af en eller anden grund ikke kunne gennemføres. Der er så mange andre positive aspekter ved spillet, som medvirker til at slette minderne om disse pinlige hændelser, så snart omgivelserne er tilbage på ret køl. Det er netop i spillets gameplay, at vi ser både alsidighed, nytænkning og en detaljerigdom, som jeg ikke mindes at have set i genren før; i hvert fald ikke på et så gennemført niveau.

Fingerfærdigheder

Lad os starte med kampsystemet. For at svinge sit våben, skal man, med højre analoge pind, vælge hvilken retning man vil slå fra, og så udføre enten et let eller tungt angreb. Det samme gør sig gældende, når man skal parere eller undvige et hug fra sin modstander. Hver bevægelse man foretager sig, dræner Henrys stamina, så det nytter ikke bare at behandle sin klinge som en stavblender. Det er vigtigt hele tiden at være i bevægelse, og holde øje med de visuelle cues, som fjenden giver fra sig.

Hver eneste kamp er både intens og udfordrende.

Der er taget højde for, at Henry på ingen måde er en erfaren kriger. I starten af spillet svinger han sine våben langsomt og upræcist, og han mister meget hurtigt pusten. Efterhånden som man får kæmpet sig igennem landevejsrøvere eller tidligere nævnte Cumans, og naturligvis også bliver fortrolig med systemet, mærkes det tydeligt at Henrys evner forbedres. Learning by doing-princippet lever stærkt i Kingdom Come: Deliverance.

Henry bliver aldrig et egentligt overmenneske, der kan nedlægge fjender med et enkelt knaptryk. Han skal altid være på tåspidserne, da et uopmærksomt øjeblik, kan give modstanderen en åbning til at smide en led kombination af flere slag i ansigtet på ham. Det sikrer at kampene aldrig bliver trivielle, og særligt når der pludselig er mere end en kriger du langer ud efter ham, er årvågenhed og hurtige reflekser uvurderlige.

Henry bliver også kastet ud i større slag med adskillige fjender på skærmen.

Med bue og pil er Henry lige så håbløs ved eventyrets begyndelse. Det er uendeligt frustrerende at have udfordringer ved at ramme et dådyr, som græsser få meter fra den spændte bue. Det samme gør sig gældende, når der skal brydes låse op, tømmes lommer uden at blive opdaget, vedligeholdes våben og udrustning og, ja, stort set alt hvad man foretager sig. Selv proceduren for at brygge sine egne drikke, har tænkt alle aspekter ind i sine præmisser: du skal bruge de rigtige grundvæsker, nogle urter skal i en morter og du skal have den korrekte temperatur på bålet.

Der er ingen nem vej til at beherske disse evner, og det er bestemt en af spillets styrker. Du må bare blive ved med at prøve, indtil både du og Henry i samhørighed bliver mere kompetente og trygge ved foretagendet.

Klæder skaber folk

Som om ovenstående sans for detaljer ikke er nok, så forbløffer Kingdom Come: Deliverance yderligere ved spillets dialogsystem. Der bydes på adskillige samtaler med prominente adelige og tilmudrede landsbyboere, som i tide og utide skal overbevises om, at det vil gavne dem at hjælpe Henry på rette vej. Dette gøres ved at vise f.eks. truende, sympatisk eller diplomatisk adfærd. Det er muligt at lære Henry et par evner som hjælper på vej, men dit udseende har bestemt også indflydelse på dette.

Indleder man en samtale i fuld panserrustning, virker man mere intimiderende overfor samtalepartneren. Har man dertil rester af blod i ansigtet eller på sit våben, giver det blot endnu flere point. På samme måde kan Henry iføres nogle dyre og fine klæder, tage en skyller i et lokalt badehus, og vil da blive anset for at være en del af et finere selskab, og dermed agtes højere i samfundet.

Det er ikke altid til at vide, hvordan man overtaler folk til at hjælpe, men den evne kan man heldigvis låst op for.

Med den sans for detaljer, er der dog også nogle andre aspekter, som man må tage højde for. Henry bliver både sulten og træt, og man må derfor også vænne sig til, at indtage måltider og finde en soveplads, både i tide, men bestemt også i utide. Det er muligt at samle spiselige svampe og urter fra skovbunden, ligesom det bytte man jager blandt træerne, kan tilberedes til et lækkert og fyldigt måltid. Der gives nogle bonusser for at spise varieret, men Henrys hverdag hænger fint sammen, uanset om han indtager en velsmagende gryderet, eller om hans kost består af nogle skiver tørt brød og nogle æbler. Det havde pyntet lidt på indlevelsen, hvis hans mave gjorde knuder, efter et par dage med indtagelse af den samme råvare, men på den anden side havde det også været frustrerende, hvis toiletbesøg var blandt parametrene der skulle vedligeholdes.

Apropos toiletter …

Lad mig i den forbindelse også knytte en kommentar til spilles save-system. Det er muligt at gemme spillet når man har lyst, men det kræver at man indtager en alkoholfyldig Savior Schnapps, og særligt i starten af spillet, er disse ikke helt billige at anskaffe. Tanken er uden tvivl at man må leve med de beslutninger man træffer undervejs, men den modne gamer i dag, som spillet uden tvivl er henvendt til, har altså nogle forpligtelser i hverdagen, som nødvendiggør at man kan indstille sin spilsession med et øjebliks varsel. Der er allerede fundet løsninger på dette til PC-versionen i form af mods, og med PS4-udgaven er det da også muligt blot at suspende spillet, så man kan genoptage sit eventyr senere. Det er dog ikke en spille-venlig løsning, og det forlyder da også at der er en ”save and quit”-mulighed på vej. Under anmeldelsesperioden har denne dog ikke været tilgængelig.

Konklusion

Ambitionerne for Kingdom Come: Deliverance har været synligt store. Målet om at skabe et realistisk univers med indlevende gameplay-elementer, er i langt de fleste tilfælde indfriet overlegent. Både kamp, dialog og de mere finurlige færdigheder som lockpicking og alkymi, kræver at man har tungen lige i munden, og tager sig tid til at lære facetterne.

Ved nogle aspekter bliver spillet dog så realistisk, at det i farten glemmer at det er netop det: et spil. Det er ikke sjovt at skulle indstille sit angreb på de lokale landevejsrøveres lejr, for at skulle på svampejagt og dermed få stillet sin sult. Dertil er de sparsomme muligheder for at gemme spillet også kritisable, i hvert fald med tanke på målgruppen for spillet.

Nogle øjeblikke ser altså bare helt fantastiske ud.

Når grafikken pludselig går i baglås, brydes den ellers indlevende oplevelse fuldstændigt, og det er en skam, når den grafiske stil ellers er glimrende udført. Jeg krydser i hvert fald fingre for, at nogle kyndige patches finder vej til spillet.

I sin nuværende tilstand er Kingdom Come: Deliverance et solidt spil, med adskillige skønhedsfejl og nogle tvivlsomme designvalg, men når først disse er overkommet, er der ingen tvivl om at det er en fængende oplevelse, som også er svær at smide fra sig. Har du endnu ikke investeret i spillet, vil jeg anbefale at vente en måneds tid, og se om ikke de værste skavanker er blevet udryddet. Bliver de det, er der til gengæld storhed i vente.

5 KOMMENTARER

  1. Glimrende anmeldelse, som jeg, overordnet er enig i.

    Har spillet en del timer på PC platformen, hvor jeg ikke har oplevet grafiske glitches. Kører på højeste med et 1070 kort.

    Har også moddet spillet, for at rette nogle designmæssige udfordringer i spillet gameplay.

    PC udgaven ville jeg, personligt, give 8/10. Er stolt af at have støttet dette spil via Kickstarter, for år tilbage.

  2. Ja, fin anmeldelse som jeg også er meget enig i

    Dog kører jeg på PC som johbe, med nogle forskellige mods af forskellig karakter.

    Er også mægtig tilfreds med at jeg backede det for længe siden. Tror det er mit første “backer” spil som jeg faktisk har tævet godt igennem.

  3. #1 & #2 Hvilke mods spiller i med? Tror jeg starter et nyt playthrough med et balance mod. Er naaet til det punkt hvor jeg lidt for nemt kan one shotte fjender og vaelter mig i penge og armor.

    Lige nu spiller med fölgende mods:
    et der gör at textures loader fra tidligere (ikke flere textures der först loader naar man ser paa dem)
    et der giver sigtekorn til buen og gör sigtekornet mindre tydeligt.
    et der gör kameraet mere frit i kamp