En hård fødsel

I en fjern fremtid er menneskets plads i fødekæden blevet udfordret af dinosaur-lignende maskiner. Civilisationen som vi kender den, er for længst sunket i jorden, og vores generation omtales blot som The Old Ones. Mennesker lever i stammer, hvor hierarkisk lov og naturforherligende religion agerer moralsk kompas, mens alt der minder om elektricitet og beherskelse af ingeniør-fagligheder afskys som ondskaben selv.

Hovedpersonen Aloy er, af uvisse årsager, allerede fra sin fødsel udstødt fra Nora-stammen. Hun kan færdes blandt de øvrige indbyggere, men loven forbyder al anerkendelse af hendes eksistens. Selv de yngste børn i stammen, kalder hende den moderløse udstødte, og håndterer endda hendes blotte tilstedeværelse som en byrde.

Aloy er den betagende og sympatiske heltinde i Horizon Zero Dawn

Heldigvis er Aloy sammen med den livserfarne Rost, som har set til hendes opvækst siden hun var spæd. Selvom Rost bestræber sig på at give hende så stærke kår som muligt, efterlades den modne Aloy med spørgsmål, som hun aldrig har fået besvaret: Hvem var hendes mor? Hvorfor har hun været udstødt siden fødsel? Hvorfor blev Rost udstødt? Dertil kan spilleren selv gøre sig nogle overvejelser, om hvorfor maskinerne har overtaget, og hvordan det skete.

Der tages emner op som identitet, tilhørsforhold og uafhængighed, og det er en hjertevarm fortælling om Aloys bestræbelser, på at finde ud af hvem hun er og hvor hun hører til. Aloy er både sympatisk, viljestærk og frygtløs, i forhold til de udfordringer hun udsættes for. Det er en fornøjelse at følge hendes bestræbelser, og efterhånden som historien skrider frem, er det svært ikke at sympatisere med hendes mål, selv når hun indser at der er større ting på spil end først antaget.

Rost gør hvad han kan, for at holde Aloy på rette spor i livet

Resten af persongalleriet bidrager også til oplevelsen. Både de karakterer som hjælper og modarbejder Aloy, virker reelle, alsidige og ofte decideret underholdende.Dette fremgår dog udelukkende af manuskriptet og stemmeskuespillet, da disse figurers krops- og ansigtsanimationer har fundet en ukomfortabel siddeplads på bunden af Uncanny Valley.

På billeder ser ansigterne fremragende ud, men så snart der er bevægelse i dem, ses de døde øjne, asynkrone mundbevægelser og øjenbryn der lever sit helt eget liv. Det er ikke en faktor jeg vil hænge mig for meget i, da resten af spillets grafiske design er i en helt sublim liga – mere om dette senere.

T-Rex med V8-motor

Dinosaur-robotter med laserkanoner … den sætning kan på egen hånd fremprovokere mundvand hos de fleste gamere. Ikke desto mindre er det disse, der udgør størstedelen af de fjender du støder på i Horizon. De kommer i adskillige størrelser, med hver deres bevægelses- og kampmønstre. De små watchers er hurtige og angriber i flok, mens den store snapjaw er langsom og kan affyre et is-angreb. Nogle maskiner kan flyve, andre har horn eller kløer, adskillige har et eller andet laserangreb, men alle har det til fælles, at de er yderst drabelige.

Watchers har lynhurtige reflekser, men Aloy er hurtigere

Før kamp har Aloy dog mulighed for at analysere sin modstander, så hun ikke behøver gå helt uforberedt til værks. Her kan hun få et tydeligt overblik over svagheder, nøglepunkter og bevægelsesmønstre, og dermed have en nogenlunde ide om hvordan maskinen skal håndteres.

Når først man har læst på lektien, skal resten læres ved at kaste sig ud i kamp, og det er her man virkelig får hår på brystet – og potentielt svitset dem af lige bagefter.

Fokus er alt

For effektivt at nedlægge disse mægtige maskiner, handler det altså om at finde deres svage punkter. Det kan være en blottet motor eller et udstødningsrør, eller det kan være synssensoren på deres hoveder. Et skud med Aloys bue på et vilkårligt sted, har sjældent den store effekt, mens en fuldtræffer på en af førnævnte svage punkter, kan resultere i op til 10 gange så meget skade. Kamp handler derfor om at identificere sin fjende, undvige deres tunge angreb, og forberede et velplaceret skud fra buen, mens den forsøger at finde dig igen.

Aloy er heldigvis også yderst kompetent med sit spyd

Aloy får også adgang til forskellige våben undervejs, med mulighed for at tilføje et element til ammunitionen, i form af fire, ice, shock og et par andre. Disse svagheder er også bidende nødvendige at tage højde for, for at have en ærlig chance mod nogle af de mere udfordrende maskiner. Nogle af våbnene fungerer som fælder der kan gøre kål på de mindre fjender, mens de største krabater kan fastlåses til jorden med andre våben.

Den største styrke ved kampene, er at de aldrig bliver kedelige. Selv de svageste fjender kræver årvågenhed, og et uopmærksomt øjeblik kan få en flok af de gazelle-lignende longhorns til at miste besindelsen og simultant eksekvere et angreb. Det er dog ikke kun de mange farer, som er argument for at holde øje med omgivelserne.

En verden af liv

Du har sikkert allerede set flere af de imponerende trailers, og Dennis har heller ikke tøvet med at losse kul på hypetoget i vores forum. Det er derfor skønt at kunne bekræfte at Horizon Zero Dawn er fantastisk flot. Jeg har desværre ikke haft en PS4 Pro til rådighed i anmeldelsesperioden, men der er ingen grund til at tro, at den ”almindelige” version på nogen måde er skrabet eller uværdig.

Der er stadig gang i gaden, men af helt andre grunde

Den flotteste åbne verden jeg hidtil har været bekendt med, fandt jeg i The Witcher 3: Wild Hunt, men Horizon Zero Dawn markerer sig uden problemer i samme liga. Alt fra træerne der bølger i vinden, til sollysets genskær, og særligt sne- og regneffekterne fik mig til at tabe kæben et par gange.

Det er dog ikke kun overskuddet i grafikken der løfter Horizon. Maskinernes færden i verden medvirker til illusionen om et univers der eksisterer i sin egen ret. Nogle af de mere fredelige maskiner står og græsser, og flokdyrene kan skræmmes til at stikke af i smukke formationer. De mere aggressive maskiner kan være i gang med at flå hinanden i småstykker, og nogle af de få mennesker man finder i vildmarken, er ofte i færd med at nedlægge det samme bytte som du har udset dig.

Tallnecks er heldigvis fredelige

Er Horizon Zero Dawn det hidtil flotteste spil på PlayStation 4? For at være helt ærlig, så ved jeg det ikke. Jeg ved bare at den standard der sættes for eksklusive titler til Sonys konsol, bliver løftet for hver udgivelse. Det startede rigtig godt med InFamous: Second Son, eskalerede med The Order: 1886 og fejede alle af banen med Uncharted 4. Drop al analyse og overvejelse om en pixel sidder skævt et enkelt sted – Horizon leverer varen til de grafikliderlige.

Til dem der virkelig vi gå i detaljer, er der heldigvis inkluderet en photo mode. Samtlige billeder i denne anmeldelse er fanget med dette værktøj, og husk på at de altså er fra en helt almindelig PlayStation 4. Spillet holder sig desuden ganske pænt, og relativt konsekvent, på 30 billeder i sekundet. Jeg opdagede et par enkelte dyk, hver gang jeg trådte ind i et af de få byområder, men aldrig under de hektiske kamp-sekvenser.

Bær og grene overalt

Du kommer ikke til at gå mange meter, før du indser at der er mange ting at samle op. Planter og bær skal bruges til at regenerere livsbarren, kviste og grene skal bruges til at lave pile og samtlige nedlagte fjender smider en anseelig mængde loot. Der er ufatteligt mange ting som Aloy selv må kreere og opgradere. Både tasker til ammunition, potions til beskyttelse mod element-angreb og naturligvis de forskellige modifikationer til våben og udrustning.

Læg dig på lur og vent på at byttet blotter et svagt punkt

Det kan godt svare sig at have flere af samme våbentype, og så modificere dem forskelligt. For eksempel er det praktisk at have en bue som kan bryde igennem panser, og en anden bue som tilføjer et is-element. Dertil er det også værd at skifte sin udrustning, så det passer til situationen. Nogle klæder er mere modstandsdygtige overfor nærangreb, mens et andet sæt kan bidrage til mere kompetent stealth.

Der er mange ting at holde styr på i menuerne, som heldigvis er dygtigt optimeret og derfor ganske overskuelige.

At rejse er at punge ud

Et par ting stikker dog ud, som værende mig en kende uforståelig. Når man skal vælge den mission man vil påbegynde, kan man med et knaptryk vælge at se lokationen på sit kort, men desværre kan man ikke hurtigrejse dertil med det samme. Man må forlade den pågældende menu, og så vælge sit kort af den ”rigtige” vej, før man kan foretage et såkaldt Fast Travel.

Dertil så koster det dig en Fast Travel Pack at udføre det. For at lave en Fast Travel Pack, skal du bruge 15 kviste og to forskellige stykker kød. Kødet får du ved at jage noget af det ”almindelige” dyreliv, men det er ikke helt udførligt forklaret om du skal nedlægge en kalkun eller en hare, for at få den rette udskæring. Der argumenteres for at Aloy skal have en hæderlig oppakning, til en særligt lang rejse, men når andre spil på markedet ikke sætter denne begrænsning for Fast Travel, virker det som et mærkeligt valg at inkludere det nu.

Undvær Fast Travel, og nyd hellere udsigten fra ryggen af en maskine

Spillet retter nogenlunde op på dette, ved at tilbyde en Create Job-funktion. Når du har fundet den ting du gerne vil bygge, kan du lave en mini mission, som vil vise dig vej til de rette remedier. Dette gælder også for de ting du kan købe hos nogle af de handlende, hvor midler ud over den sædvanlige valuta ofte er påkrævet. Her kan du også sælge noget af det overflødige loot, men held og lykke med at holde styr på hvad der er relevant at gemme, og hvad der blot er skrammel du aldrig får brugt igen.

Konklusion

De uheldige ansigtsanimationer og det noget usammenhængende fast travel-system er småskavanker, som ikke kan pille ved at Horizon Zero Dawn er et bragende godt spil. Skal jeg dog smide en mere reel anke på det endelige produkt, så er det at der ikke er noget nyt at komme efter.

Alt hvad Horizon byder på i sit gameplay, er allerede set i andre spil i open world/action-genren. Du kan nikke genkendende til elementer fra Assassin’s Creed, InFamous, Batman: Arkham-serien og Far Cry (Primal), men også til RPG-mastodonterne som The Witcher 3 og Dragon Age: Inquisition.

Det er dog heller ikke de værste inspirationskilder.

Se dog på det!

Tag ikke fejl, Horizon Zero Dawn er fantastisk, men du må ikke kaste dig over spillet, og forvente at blive blæst bagover af nye ideer. Hvad du til gengæld får, er alle de ting du genkender fra spil af denne kaliber, pudset og poleret så det både er begyndervenligt og appellerende til dem der ønsker en udfordring.

Horizon Zero Dawn hæver ikke barren for genren, men slår den til gengæld fast med standhaftig autoritet. Det er forbandet godt skruet sammen, og den overlegne grafiske kunnen cementerer yderligere det faktum, at alle PS4-ejere bør have Horizon Zero Dawn i sin samling, uanset om det er til PS4 eller PS4 Pro.

Vi er kun lidt over halvvejs i februar, men Horizon Zero Dawn er godt på vej mod en stime Årets Spil-artikler.

42 KOMMENTARER

  1. er der noget at lave når man har klaret historien?

    er der new game + fx eller forskellige sværhedsgrader og lign?

    jeg er ikke typen der gider de der “spil 1 gang” spil, til 400 kr

  2. #2 – Som du selv nævner, er der rigeligt med sidequests. Du kommer i hvert fald til at smide 40-60 timer efter hoved- og sidemissioner, og hvis du er hooked på collectibles skulle det ikke undre mig om du runder 100 timer.

    Jeg spillede på normal, og allerede her fik jeg en anseelig mængde tæv, bare i vildmarken under almindelig udforskning.

  3. Argh, noget jeg helt glemte at nævne, er at der er 3 indstillinger på ens HUD: On, Off og Variable.

    On og off giver sig selv, men Variable sørger for at du kun ser de elementer som er relevante for din nuværende situation, altså så ammo, health og lignende er væk når du bare explorer, men dukker op igen så snart man er i kamp – og så er det kun øverste kompas/navigationsbarre på skærmen der konstant er synlig. Med et enkelt swipe på touch pad’en, kommer alt til syne i et par sekunder, så man hele tiden kan holde sig orienteret.

  4. Tak for anmeldelse! Anede ik, I allerede havde adgang til spillet. Jeg havde også selv lagt mærke til de helt stive animationer, og det er sgu ærgerligt, når nu der er lagt så mange kræfter i alt det andet. Gode animationer er noget af det vigtigste for indlevelsen! At samtlige spiludviklere ikke forstår det, er mig en gåde. Men jeg glæder mig alligevel!

  5. “De fleste elementer er taget fra andre spil” – Mmm.. Hvordan er det dårligt? Hvis det de stjæler fungerer er det vel kun godt? Jeg ville eksempelvis ønske at der var flere der stjal “Batman Arkhan”-s kampsystem i stedet for et (altid) ringere system.

  6. #10 – Det et mit primære argument for ikke at kvittere med et 10-tal. Noget nytænkning for genren, havde givet det sidste skub, men i stedet må vi “nøjes” med en formular som mange udviklere før Guerilla Game allerede behersker.

    Håber det var et fyldestgørende svar

  7. God anmeldelse Glæder mig!

    Jeg er generelt ikke stor fan af HUD elementer, og du skriver jo, at de kan slås fra, hvilket er nice. Men er det muligt at spille helt uden HUD elementer, eller er det for svært? Og slår dette også sigtekornet fra, hvilket vil gøre det MEEEEEGET svært at ramme noget

  8. #16 – Jeg måtte lige starte spillet op for at undersøge de ting du spørger om, og ja, du fangede det rimelig godt selv

    Sigtekornet er essentielt, ikke blot for at ramme fjenderne, men for at ramme deres svage punkter, og kunne uddele anstændig skade. Det kan slås helt fra, men af hensyn til hvor præcist man skal sigte nogle gange, så vil jeg ikke anbefale det.

    Til gengæld så er healthbarren også vigtig under kamp, da det er udfordrende at vide hvor meget skade de forskellige angreb mod Aloy giver. Nogle slag virker ufatteligt tunge, men napper kun en lille bitte bid af ens HP, mens tilsyneladende små knubs sluger op til halvdelen af ens liv.

    Jeg kan desuden se at jeg brugte forkerte termer angående ens HUD – “Variable” hedder “Dynamic”! Men jo, alt kan justeres til ens egen spillestil, og selv når alt er slået fra, kan man stadig foretage det hurtige “swipe” på touch pad’en, for at få det hele vist igen.

    Men du har jo fået glimrende oplevelser ud af et fraværende HUD (https://www.dailyrush.dk/artikler/anmeldelser/far-cry-primal-pc/), så giv det da bare et forsøg

  9. #17 Takker Yeah, sigtekorn er uundværligt i 3rd person. I Far Cry Primal kunne man jo sigte direkte med buen fra første person. Det er jo umuligt i 3. person. Men tror jeg holder den til sigtekorn og så nok lige health baren. I hvert fald til at starte med, så man kan danne sig et indtryk af, hvad der virkelig gør ondt, og hvad der ikke gør.

    Har du egentlig spillet på den sværeste sværhedsgrad? Har ikke kunne finde noget omkring denne nogen steder. Bare om den er total umulig eller blot udfordrende

  10. #18 – Du skal bare have en udfordring

    Jeg har ikke fået rørt “very hard” endnu, da jeg fandt rigeligt med udfordring på “medium”, men man kan skifte mellem sværhedsgrader inde i spillet. Jeg prøver dog lige at se, om jeg kan rive det rundt senere i dag.

  11. #22 Ved hvad du mener. Jeg er både/og på denne her. Eksklusive titler tillader nogle gange (hvis udviklerne er kompetente) at skræddersy spillene til en helt bestemt platform og hardware. Det kan både Naughty Dog og Guerilla Games på playstation, hvor begge udviklere udnytter PS-hardwaren ekstremt godt. Det ville muligvis ikke være muligt, hvis de skulle lave både xbox, pc og ps udgaver.

    Men overordnet er jeg som sådan ikke glad for eksklusiver. Det er næsten udelukkende kun godt for udgiverne.

  12. #22 Kan godt følge dig i den holdning med bedre optimeret software til en specifik platform, har jeg ikke lige tænkt på. Men også bare min egen bitterhed fordi jeg ikke spiller konsol og det ser bare så supergodt ud.

  13. Fandt faktisk svaret på google, men jeg poster det her hvis nogen skulle ønske at vide.

    Man gemmer sit spil ved et lejrbål. Dem kan man finde overalt. Så checkpoints (øv). Ser ikke ud til jeg skal have dette spil alligevel.

  14. #26 – Det synes jeg nu ikke du skal lade dig skræmme af. Disse lejrbål er stort set overalt, og du quick saver med et enkelt knaptryk. De fleste af missionerne har også check points, så du ikke skal være bange for at komme alt for langt tilbage.

    Det er lidt samme princip som Dark Souls/Bloodborne, men ikke nær så nådesløst

  15. #28, Jo, men det betyder jo også man kun har ét savegame som så bare overskrives.

    Sammenlagt med en mindre verden end f.eks., The Witcher, dårlige animationer, så tror jeg venter på spillet havner på tilbud et sted.

    Tak btw for et godt review!

  16. #29 Jeg kan sgu ikke rigtigt komme i tanke om et open world spil til konsollerne, hvor du kunne quicksave hvor som helst, så det er en lidt underligt forventning at have, og især lade dette stoppe dig fra at spille det.

    Og jeg har aldrig fattet den der besættelse af, at der skal være ekstremt mange kvadratkilometer. Jeg har læst og set mindst 25 reviews om spillet. Ingen af dem snakker om, at spilverdenen er for lille ellers føles lille. Tværtimod.

  17. #29 – Du kan også lave et manuelt save, og så have flere filer liggende.

    Dertil er verdenen overhovedet ikke lille. Nej, den er ikke på Witcher-størrelse, men Horizon er ikke et RPG. Det er en open world/action-titel, og uden at have styr på de eksakte mål, så stemmer kortet rimelig godt overens, med kortet fra f.eks. Far Cry 4.

    De mærkelige ansigtsanimationer synes jeg ikke er et fair argument. Det er en lille bitte bagatel, når resten af oplevelsen er så fantastisk!

    #30 – Fallout 4 på konsoller tilbyder quick saves overalt

  18. #31 Quicksaves i Fallout 4? Fedt! Det er en god feature som jeg er ubetinget fan af! Kender dog nu kun til et spil på knonsollerne, der har det. Og det er Fallout 4

    Generelt er det ikke et problem synes jeg. Men det er altid en lækker ting!

  19. #32 – Jep. To knaptryk til et quick save – det spiller! De gjorde det samme med Skyrim Remastered på konsollerne, så nu kender du til TO spil

  20. Faktisk har Fallout 4 også exit save, dvs., når man slukker spillet ned.

    Men jeg har givet mig. Spillet er forudbestilt. Fik en go’ deal på 380 kroner

  21. […] Switchen har gjort det ganske godt på det britiske marked. GI.biz kan her til formiddag fortælle, at det samlede salg anslås til 80.000 konsoller, hvilket er det dobbelte af hvad Wii U solgte da den ankom. Ligeledes har Zelda: Breath of the Wild indtaget en andenplads på den endnu ikke tilgængelige seneste salgsliste over den seneste uges bedste sælgende titler. Zelda er kun overgået af Horizon Zero Dawn. […]