For Honor stiller nogle af verdens største krigere mod hinanden, til en kamp på liv og død: riddere, vikinger og samuraier. Hver faktion stiller fire krigere til rådighed, hvilket giver 12 figurer i alt at vælge imellem. Nogle krigere er specialiseret i at bevæge sig hurtigt, mens andre er langsommere med en mere heftig styrke i deres angreb. De spydbærende kombatanter har lang rækkevidde, mens dem med skjolde bedre evner at parere.

“Jeg er i kraniekløvebranchen – og der er godt gang i butikken.”

Det er en simpel nok præmis, men det er finessen i kernegameplayet som gør at For Honor skiller sig ud fra lignende titler. Alle knapper er i spil, hvilket spillets intro og tutorial fint demonstrerer. Du lærer om parade før du svinger din første økse, og det er bliver den absolut vigtigste lektie, hvis du skal vinde blot en enkelt sejr.

Når drab bliver til kunst

Ubisoft Montreal kalder kampsystemet ”Art of Battle”. Dette indikerer at der ikke blot er tale om en såkaldt button masher, men at strategi, analyse og hårnåletiming skal sikre din overlevelse. Venstre trigger holdes inde mens højre analoge pind indikerer i hvilken retning du vil parere; samme retning bestemmer hvordan du vil lange ud efter fjenden med dit håndvåben. Fidusen ligger så I at slynge et angreb fra en uventet retning, før modstanderen kan reagere og ændre sin parade, alt imens man selv er udsat for samme nederdrægtige taktik.

Du skal matche dit egen posering med fjendens

Det er også muligt at bryde modstanderens forsvar med et knaptryk, for derefter at kunne uddele et hurtigt angreb. Et øjebliks tøven kan dog få fjenden tilbage på ret kurs, og derved ridse et nyt næsebor i ansigtet på dig.

Der er kasteteknikker, unikke angrebskombinationer til hver karakter, særlige evner, kaldet feats, som kan ændre slagets gang, og ikke mindst en hel slagmark, befolket af både allierede og fjendtlige soldater, at holde øje med.

Tålmodighed er en dyd

Har du tidligere beskæftiget dig med Dark Souls-serien, eller det nylige og glimrende Nioh, så ved du at udfordringen nogle gange ikke omhandler selve modstanderens evner, men snarere hvad et spil rent faktisk forlanger. At mestre styringen og læse de små indikatorer på skærmen, er den reelle udfordring som skal overkommes. Sådan er det også med For Honor.

Det er sådan set nemt nok at se hvad modstanderen foretager sig. Din reaktion på dette er derimod altafgørende, for om du får lov til at holde dig på benene, eller om dit kranie falder om kap med dit blod for at ramme gruset først. For Honor er for tålmodige spillere, som er klar på at dedikere sig til et kampsystem, der i bund og grund er et slag sten-saks-papir, men hvor en hurtig reaktion er vigtigere end den mest optimale.

Apollyon er teknisk set hovedpersonen i den noget skrabede fortælling

På papiret lyder det som en helt fantastisk opskrift på intensitet, fair konkurrence og et frydefuldt blodbad. Under gennemspilningen af førnævnte tutorial, samt spillets campaign mode, får man et glimrende indblik i hvad der forventes når først man hopper online. Reflekserne bliver trænet og overblikket justeret, mens historien om den krigsliderlige Apollyon blænder over skærmen.

Det er ikke en særligt appellerende fortælling, og hverken førnævnte kampgejstlige Apollyon eller andre fremtrædende figurer, har noget som helst interessant at byde på. Det er mere cheesy one liners og tough guy-poseringer, end en epik du lykkeligt vil tænke tilbage på. Det er dog heller ikke relevant, for dit eneste fokuspunkt skal befinde sig på klingen i din fjendes hænder. Til at lære dig disse lektier, fungerer single player-kampagnen til gengæld fremragende.

Kæmp med ære

Når du planter dine fødder i online arenaerne, er der reelt set to forskellige spiltyper, hvoraf antallet af deltagere så kan justeres. Du bør helt klart lægge ud med en simpel duel, hvor du og en modstander kun har hinanden og jeres omgivelser at forholde jer til. Hvis du fik læretæv offline, så vær nu klar på et hav af læredødsfald.

For Honor er fedest når det er 1 mod 1

Du står nu overfor en person som har gennemgået præcis samme træning som dig, og derfor ved hverken mere eller mindre end du gør. Den som først tager livet af den anden tre gange vinder spillet. Det er ved denne spiltype For Honor er purest, og derved også stråler mest. Det er afsindigt intenst at holde et skarpt øje på sin modstander, når man ikke har mulighed for at justere på sværhedsgraden.

Alle træffere føles fortjente og ingen blokader er tilfældige. De strategiske overvejelser i forhold til banens udfoldelse tæller også med, og den største ydmygelse findes uundgåeligt, ved at falde i døden ud over en klippeskrænt.

Helten overmandes

Når du endelig føler at du har tilstrækkelig viden og kunnen til at tilføje flere deltagere til oplevelsen, er der en kritisk ting du skal gøre først:

Skyl al din viden ud i lokummet.

Alt hvad spillet hidtil har lært dig, kan ikke bruges til noget som helst, så snart I er to mod to. Du og en modstander placeres i den ene ende af banen, mens din medspillet får den anden modstander på modsatte side. Her er der kun én ting der betyder noget: få din egen modstander ned med nakken, før din kammerat dør og du derfor må håndtere to fjender.

Hvem kan overhovedet holde styr på dette virvar?

Du bliver skam instrueret i hvorledes man kan håndtere to modstandere på samme tid under den udførlige tutorial. Problemet er bare at NPC-fjenderne er tilbageholdne, og giver dig tid til at finde hoved og hale i styringen. Menneskemodstandere derimod glemmer ALT om at For Honor ikke er en button masher, som jeg ellers udtrykkeligt gjorde klart tidligere i denne anmeldelse.

Her skal din tålmodighed på overordentlig prøve, og særligt evnen til ikke at gå i panik, misunder jeg hos de enkelte modstandere jeg har overmandet.

Frustrationerne førte mig til blot at lægge controlleren fra mig, i stedet for febrilsk at forsøge at ramme de knapper, som jeg troede skulle redde mig liv. Udfaldet var jeg alligevel aldrig i tvivl om på forhånd, og min puls takkede mig for det.

En klassiker i ruiner

Dominion er den anden spiltype, som allerede kendes fra de flester multiplayer shooter-spil. Du og dit hold skal overtage nogle udvalgte områder, ved at opholde jer inde i dem og holde modstanderholdet væk. Første hold som når 1000 point vinder.

Et hold består af fire kæmpere. FIRE! Det vil sige otte spillere på samme tid. OTTE!

Det er simpelthen for uoverskueligt, at holde styr på otte dræbermaskiner

Alt hvad der tidligere hed kampteknik og overblik, kan nu ikke bruges til en fløjtende fis, da du mere end en gang vil stå alene mod tre eller fire modstandere. Dette er særligt gældende, hvis dine holdkammerater allerede er kommet ned med nakken, og forsøger at finde vej tilbage til slagmarken.

Da denne spiltype også har en overflod af NPC-fodsoldater, sker der så meget på skærmen, at det ikke er til at finde hoved og hale i hvad der egentlig foregår. Det er på ingen måde underholdende at få tævet sine sanser fra hinanden, selvom man prøver ihærdigt at kæmpe ærefuldt.

Jeg er slet ikke i tvivl om, at nogle spillere er klar på at dedikere sig til denne spiltype, men det bryder så meget med forestillingen om storslåede krigere, der med den mest yndefulde kampteknik de har lært, forsøger at banke et nederlag gennem deres fjenders hjelme.

Dyre krigstrofæer

Bagved disse kaotiske multiplayersessioner, ulmer en mere passiv omgang Risk. Efterhånden som du og din faktion vinder kampe, indtager i mere territorie på landkortet. Fremskridtene opdateres flere gange i døgnet, og ved afslutningen af en sæson, som varer et par uger, kan det hold med mest land høste gevinsten, i form af nye justeringer og opgraderinger til sine figurer.

Det kan bedst beskrives som overflødigt fyld, som ikke just fjerner tankerne, fra de kampe man prøver at vikle sit hoved om. Da du alligevel er afhængig af dine medkumpaner, er det svært at vurdere om man har en reel indflydelse på tiltaget.

Alle krigere er spilbare fra starten – du skal blot låse op for dem, før du kan give dem bedre gear

Og nu vi snakker om ting man ikke er herre over, så lad os lige snakke mikrotransaktioner. Hvis du selv punger ud, er der ikke blot mulighed for at købe pynt til dine figurer, så du kan skille dig ud – du kan også købe opgraderinger til dit udstyr. Bevares, ingen genstande gør dig usårlig eller giver dig et andet overtag, da en opjustering af en faktor, betyder kompromis på en anden.

Hvad der til gengæld gør det unfair, er at den mængde valuta man vinder efter en kamp, er så skammeligt lille, at jeg kun kan gisne om hvor lang tid det må tage, at spare sammen til noget af det virkeligt hæderlige gear. Det er fint at modtage nye og bedre våben som belønning for en god indsats, men her er der altså tale om sanselyst grind, og den balance bør Ubisoft virkelig gøre noget ved.

Konklusion

Jeg har virkelig lyst til at kunne lide For Honor, da jeg synes præmissen er spændende. Det har rigtig meget kørende for sig, når det blot er to modstandere, der med næb og kløer forsøger at nedlægge hinanden. Spillet skinner når det er aller mest fokuseret, og krakelerer i det sekund spilleren tvinges til at miste fokus.

Der er ingen ære i at vinde blot fordi man er i overtal

Der sker alt for meget på skærmen, så snart otte spillere skal forsøge at overkomme de samme udfordringer. Ikke nok med at det er stressende, så er det kun marginalt fornøjeligt, når omstændighederne falder til ens fordel.

Der skal nok være nogle spillere, som allerede er blevet hærdet af For Honors ubarmhjertige og tunge styring, og jeg er slet ikke i tvivl om at disse vil få en masse fornøjelige kampe ud af spillet. Spørgsmålet er blot om der er nok af disse, til at spillet kan overleve i et miljø hvor competitive multiplayer allerede har adskillige bedre tilbud.

Jeg tvivler …

25 KOMMENTARER

  1. Det er da fallit at give spillet et minus for den kaotiske tilstand i Dominion mode. Det er jo netop hele ideen, og man kan sagtens som ene spiller gøre en kæmpe forskel i sådan en kamp. Med øvelse kommer overblikket også – ja, det er forvirrende i starten, når der er 4 modstandere, npc’er, power-ups og tre positioner, man skal holde. Men efter nogle timers spil, så er den kaotiske følelse erstattet af taktiske overvejelser og holdspil.

    Med hensyn til valutaen, så får man masser af den i singleplayerdelen. Indtil videre gennem mine ca. 20 timers spil har jeg på intet tidspunkt manglet guld til at købe opgraderinger. Og derudover får du dem jo også efter hvert spil (med lidt held).

  2. #1 – Jeg er helt uenig. Efter adskillige timers ihærdige forsøg, kunne jeg slet ikke vikle mit hoved om hvad der foregik. Største anke er dog stadig de situationer hvor der er 2 mod 1, uagtet om det var fjenderne eller mig der var i overtal – Det var bare ikke fornøjeligt, og jeg savnede de intense 1 mod 1-kampe.

    Valutaen, eller rettere den mængde man får efter endt spil, var alt for lav til min smag. Det forlanger ufatteligt lang tid for man når til de virkelig hæderlige sager.

    Som jeg også nævner i anmeldelsen, så er jeg ikke i tvivl om at de mest dedikerede spillere nok skal få adskillige fornøjelige timer ud af det, men det brede mainstream-appeal savner jeg til så stor en titel, og der er der altså nogle designvalg i multiplayer, som jeg ikke kan se fornuften i.

  3. Jamen at du ikke har forstået spillet selv efter mange timer, det siger da mere om dig end spillet? – no offense.
    Jeg synes selv, det giver super god mening. Hold de forskellige områder i så lang tid du kan, og dræb de andre samtidig. Simpelt og sjovt.

    Og 2 mod 1 situationer er da bare en ekstra udfordring. Med revenge systemet har jeg vundet mange kampe, hvor jeg var i undertal.

    Du skal vist bare git gud

  4. #4 Git god-argumemtet? Virkelig?

    Jeg er virkelig glad for at du nyder spillet, og får nogle fede oplevelser med det, men jeg oplevede overhovedet ikke en sammenhængende eller underholdende oplevelse. Spillet har nogle enkelte elementer kørende for sig, men for mange andre udfordringer i designet gør at jeg ikke er helt oppe og flyve.

    Du skal helt klart nyde spillet for de ting du får ud af det, men jeg får næppe brugt mere tid i den smeltedigel af uskarpt multiplayer-kampe med feje sejre til flertallet.

  5. Der er nu rigeligt med taktik hvis man spiller 4 gutter sammen. Hvis ikke er det nok svært at få til at hænge sammen. Punkt A og C giver jo dobbelt op hvis man står en mand på dem. Så typisk har man på højere levels en mand til at stå på det punkt nærmest eget spawn. Så har man to mand på B(minion point), hvor den ene kan rotere til de to andre points. Den sidste mand er roamer, typisk en assasin class, som forsøger at læge press på den punkter man ikke har.

    Jeg har spillet det 70 timer nu, og som stor fan af fighting games så er jeg fuldstændig solgt. Er fedt når man kommer til det punkt at man får trænet sin “main” så meget og får gearet op så man nogle gange kan vinde en 1v3 duel i dominion.

  6. #5 Ja jeg synes faktisk, at git gud er lidt passende her. Du anmelder jo spillet ud fra en præmis, hvor du ikke rigtig har forstået det, lader det til.

    Uskarpt multiplayer? Det er jo direkte fejlagtigt. Selvfølgelig er der mange, der ikke vil kunne lide ideen bag spillet etc. Men at kalde multiplayeren for uskarp er bare dumt. Derfor mener jeg også, at hvis du havde været bedre til spillet, så havde du også fået mere ud af det.
    Det er lidt ligesom at give Dark Souls eller Nioh en dårlig anmeldelse, fordi de er svære spil, hvor man dør meget.

  7. #7:

    Min anmeldelse af Bloodborne -> https://www.dailyrush.dk/artikler/anmeldelser/bloodborne-ps4/

    og her af Nioh -> https://www.dailyrush.dk/artikler/anmeldelser/nioh-anmeldelse-ps4/

    Jeg har aldrig betragtet mig selv som “god” til nogle af de spil, men jeg elsker at få tævene, fordi mine nederlag skyldes mine egne fuck ups, og jeg lærer noget hver gang jeg bider i støvet – Dertil mener jeg at Bloodborne er den bedste PS4-eksklusive udgivelse nogensinde.

    For Honor lærte mig intet brugbart, når først jeg blev overmandet. Alt for ofte var det tilfældigheder eller “wrong place at the wrong time”, og den slags mekanikker kan jeg ikke sige god for, i en titel som er så multiplayerfokuseret.

    Husk på at jeg udelukkende snakker om sessions med mere end 2 spillere. 1 mod 1-kampene er fremragende.

  8. Som nævnt så kan du sagtens ta folk 1v2 og nogle gange 1v3 når du bliver bedre. Som berserker har jeg ofte lettere ved 1v2 end 1v1.

  9. #9 – Ment held og aldeles uden sarkasme, så synes jeg det er fantastisk at du har mestret de præmisser. På mig prællede det dog helt af, og indbød til mere forvirring end læring, og det er den oplevelse min anmeldelse afspejler.

  10. Tror desværre der er mange der er enig i din oplevelse. Kombineret med netværksproblemer så er de fleste af mine buddies allerede faldet fra.

  11. #11 – Jeg har hørt om rigtig mange problemer med netværks-lag og problemer i den boldbane, men jeg har pudsigt nok været helt skånet for den slags.

  12. Jeg finder det altså ikke yderligere svært at have en ganske god chance mod flere modstandere på en gang. At du finder det nærmest mirakuløst, at mange andre klarer disse vilkår, finder jeg vitterligt besynderligt.

    Jeg synes, det er et godt spil. Jeg synes ikke, at deres P2P netværksmodel er god, den er træls og burde erstattes med dedikerede servere. Men spillet i sig selv er sjovt og godt skruet sammen.

    Og når du nu skriver, at fuckups i Dark Souls, Bloodborne etc. skyldes egne fejl, men at de i For Honor ikke gør, så falder du sgu lidt igennem i min optik.
    Der er enormt stor forskel på at møde en god og en dårlig spiller i For Honor. Jeg har fået lesterlige klø 1v1 mange mange gange, men jeg har derimod også mødt 2 dårlige spillere på samme tid, som jeg kunne overmande uden synderlige problemer.
    Der er sgu ligeså mange tilfældigheder i Dark Souls, som der er i For Honor. Men det kræver nogle skills, og det er der helt sikkert ikke for alle.

    Thendur – du kan sgu selv være ’sjov’. Altid godt med brugbare og konstruktive kommentarer

  13. #14 – Jeg kan ikke andet end antage, at du i så fald er en af de dedikerede spillere jeg også omtaler i anmeldelsen – og det er der bestemt intet i vejen med. Jeg har også mødt enkeltspillere der har trynet mig synder og sammen i 1v1, og er også stødt på båtnakker som ikke anede hvordan de skulle håndtere mig selvom de var to.

    Som jeg nævnte tidligere, så er jeg kun glad for at du får en fed oplevelse med spillet, men jeg var bare ikke solgt på den præmis, som skulle være det største salgsargument. Jeg mener stadig at 1v1 er knivskarpt og super fedt, men flere spillere på samme tid suger elegancen ud af det øvrige gameplay.

    Kommentarerne til vores anmeldelser er da også et genialt supplement, til én persons uforbeholdne mening om et spil. Jeg håber at andre ser hvad du skriver, og kan se en værdi i dine pointer, men vi to får næppe overbevist hinanden om at den anden tager fejl

  14. #17
    Jeg vil give Alx ret i at nogle af de kritik punkter der kommes med i anmeldelsen mere udmunder i at man ikke er god til spillet en eller ikke har sat sig ind i det taktiske, mere end at spillet har et problem.

    Der nævnes bla. at man tjener Steel, som er det man “køber” og opgradere sit udstyr med meget langsomt, men der nævnes ikke noget med at der er daily missions der giver masser af steel.
    Jeg vil bestemt ikke betegne mig selv som god til spillet, eller hardcore i tid jeg bruger, men jeg har 6000+ steel bare ved at hygge spille og det er med fuld epic loot jeg har købt allerede.

    Det er samme igen med 4 vs 4 hvor jeg ville give anmelderen ret i at det er kaotisk hvis jeg havde spillet 3 spil og stoppet, men det samme ville jeg sige om samtlige CS GO maps på samme baggrund.

  15. #17 Okay? Jeg må ikke have en positiv mening om spillet? Det er da en ganske fin diskussion, vi havde gang i. Jeg er ikke enig med Chrism i nogle af hans kritikpunkter, og derfor skrev jeg en kommentar. Men jeg har ikke noget problem med at være uenig

    Det er dog mere irriterende, når folk som dig laver sådanne kommentarer. Det virker som om, du ikke rigtig har læst tråden

  16. #18 – Jeg havde afsat 3 hele dage, morgen til aften, til at terpe spillet så tosset jeg overhovedet kunne. Jeg blev bestemt også bedre, efterhånden som jeg lærte mekanikkerne og blev tryg ved dem, men den åbenbaring fandt aldrig sted, ved mødet med flere fjender på samme tid.

    Du har ret i at jeg kunne have nævnt “daily missions”, som helt klart bidrager til indtjeningen af steel, men jeg vurderede at progressionen, til trods for disse “daily missions”, bar alt for meget præg af langsommeligt “grind”, til at jeg fandt fremskridtene opmuntrende.

    Få alle de fede oplevelser du kan med spillet, men forvent ikke at møde min klinge på slagmarken

  17. Enig med Chrism, selvom jeg ikke spillede voldsomt meget af betaen.

    Men jeg vil dog give applaus til Ubisoft for at levere et spil, der er helt og aldeles sit eget. Der er lidt elementer fra andre spil, men vi har sgu ikke rigtigt set et spil som For Honor før. Og når vi meget ofte skyder Ubisoft i skoene, at de følger en meget standardiseret Open World struktur, så skal de sgu have et skulkderklap for at lave noget nyt og spændende.

    Spillet er dog SLET ikke min stil