Introduktion
Det er en lang og æret tradition at computerspil baseret på filmlicenser er noget bras. Mangen en uskyldig 8-årig er blevet rippet af kyniske og spekulative spiludgivere, der med et kendt franchise-navn kun ønsker at malke hver eneste krone af verdens børns lommepenge. Her ville jeg så gerne kunne sige at Harry Potter og Hemmelighedernes Kammer var en undtagelse, men sådan ligger landet bare ikke. Deres anmeldere har prøvet spil bygget på filmlicenser der var meget værre, men det siger nu ikke så meget om genren.
Fra bunden af: Harry Potter er et rimeligt by-the-book 3D action adventure; her mener vi altså den slags spil hvor action har hovedvægten og adventure-delen består i at finde kontakter og trykke på dem. Spillets styres i bedste Tomb Raider-stil i tredje perspektiv, og som genren nærmest kræver, bruger man halvdelen af tiden på at slås med kameraet. Spiludviklerne har forsøgt at undgå de klassiske faldgruber, såsom at fjender gemmer sig hvor kameraet ikke kan se, men det lykkedes ikke rigtigt. Vi sender en stille bøn til verdens spiludviklere om at tage sig sammen på dette område – og eventuelt studere Super Mario Sunshines kamerasystem og få lidt inspiration.
Man når næsten halvvejs gennem spillet før bare antydningen af et plot vover at vise sit grimme ansigt. Første halvdel af spillet går stort set kun ud på at gøre ting som fans af bøgerne har våde drømme om – kosteflyvning (deriblandt det dybt retarderede Quidditch-spil, som sikkert aldrig gav mening, selv for forfatteren) og deltagelse i den pædagogisk udfordrede undervisning på Hogwarths, som tilsyneladende altid går ud på at sende Harry ned i en eller anden form for livsfarlig labyrint, befolket med ildspydende skildpadder og ondsindede gargoyler, for at finde en bog med en trylleformular i – når vores helt så har klaret dét, er timen slut. Det lærer de andre børn sikkert en hel masse af.



























man skal ikek sige noget ondt om potter :I
Hvorfor ikke?
Umiddelbart vil jeg mene at denne anmeldelse er rimelig farvet af, at begge anmeldere umiddelbart ser ud til at være åbenlyst mod alle former for filmlicens-baserede spil, hvilket samtidig også gør at de allerede før de begyndte at spille spillet havde “dømt” det.
At spillet intet plot har vil jeg ikke give jer ret i. Selvfølgelig er det lettere hvis man både har læst bogen (hvilket jeg ikke har) og set filmen (hvilket jeg ikke havde på det tidspunkt jeg først spillede spillet), men umiddelbart blev man rimelig godt ført igennem historien, som jeg umiddelbart vil tro er rimelig lig bogen.
Det er meget sjovt at læse de forskellige former for anmeldelser for dette spil. Det er rimelig meget forskel på alderen af anmelderen, og umiddelbart vil jeg ikke mene at hverken Geek eller Donut er inden for målgruppen for spillet
Helt personligt er jeg af den holdning at det bedste PC-spil nogensinde er LucasArts Tie Fighter. Ydermere mener jeg at Jedi Knight II: Jedi Outcast er et af de bedste fps-spil der er lavet, og at Westwood’s Blade Runner er et spil af særklasse, så jeg vil ikke mene at man kan påstå jeg generelt har noget imod spil bygget på filmlicenser. Det nye LOTR: The Two Towers-spil får mig til at savle.
Jeg er anmelder. Det er min opgave at give min dybt subjektive mening om et spil uden at tage hensyn til nogen som helst kommercielle betragtninger som udgiveren eventuelt må have gjort sig. Et godt spil skal kunne stå for sig selv, og ikke behøve læne sig op ad film, bøger, tv, andre computerspil, brætspil, blade eller noget som helst andet for at give mening. Hvis dét er nødvendigt, har udvikleren fejlet.
Jeg så faktisk frem til at prøve Harry Potter, da blandt andet Troldspejlet havde rost det til skyerne, så denne anmeldelse er et udtryk for min skuffelse, ikke min foruddannede mening.
En sidste ting: Hvor faen kender du Alchemys gamle og grimme alias fra?
nu er jeg da ikke helt bekendt med Alchemy’s (aka Geekboy) vennekreds, men mener han har mumlet om en eller anden Silas….
oh well…. jeg har også haft mulighed for at opleve “Harry in Wonderland”, og jeg var også mildest talt skuffende…. især over stemmerne, som mildest talt er afskyelige. Men det er sikkert bare mig, da jeg generelt hader spil indeholdende danske stemmer (fordi castingen til den slags “roller” generelt er elendig).
(det skal dog siges at den version jeg så var PC-versionen)
GC-udgaven er på engelsk, og PC-udgaven er et ret anderledes spil end konsol-versionerne. Lord knows why…
jaja…. nu var det mest som kommentar til #4
Troldspejlet var PC-versionen, så vidt jeg erindrer
Donut: Så har jeg åbentbart bare misforstået jeres indledning på anmeldelsen hvor I både har filmlicenser og “kyniske spiludviklere” under hammeren
Vi er enige om at som anmelder skal man give sin dybt subjektive mening, og udfra dette synspunkt er jeres anmeldelse ganske glimrende, men samtidig vil jeg også mene at man også skal have spils aldersgrænse med i betragtningen.
I påstår at spillet ikke kunne klare sig selv uden bogen/filmen, hvilket jeg ikke umiddelbart forstår. I siger plottet ingen mening giver, men samtidig uddyber I ikke dette nærmere.
I nævner Quidditch som latterligt og ligegyldigt, hvorimod det faktisk er en stor del af plottet, grundet de 4 “kollegiers” point, hvor Quidditch er en stor del af kampen om huspokalen (eller hva fan den nu hedder :p).
Angående Alch’s alias, så er Geek jo det oprindelig og det slipper han aldrig for Ligesom dine røde kedelbukser også er sat fast i hukommelsen
Angående plottet: Vi skriver at plottet er så himmelråbende intetsigende, at det ikke ville nytte noget at forklare det nærmere. Det eneste man behøver at vide, er “lille dreng redder verden fra megastor slange”. Spillet kunne sagtens have fungeret lige så godt uden nogen historie overhovedet, da det føltes som om historien bare var noget, der foregik i baggrunden og ikke blev gjort noget videre med. Spillet var en samling baner uden nogen egentlig historisk sammenhæng, og når spillet forsøgte at forklare hvad der foregik, blev det som regel gjort i enten hårrivende indlysende (“der er en slange i rørene!”) eller totalt intetsigende (det omstridte subplot med skolens inspektør, som bliver framet for forbrydelsen, som der ikke bliver gjort noget som helst ved – og han dukker tilmed op både under Quidditch-pokaloverrækkelsen OG endgame-sekvensen uden nogen forklaring på, hvad der skete med hans afhøring eller at han var blevet genindsat som inspektør). Alt i alt: plottet var for dumt til at fortjene en gennemgang, og det ville ikke have hjulpet forståelsen af spillet hvis vi havde givet en alligevel.
Vores argument med, at plottet ikke giver mening uden bogen/filmen holder jo nemlig, fordi spillet uden større forbehold slynger navne og steder efter os, som vi intet kender til, og som det automatisk forventer vi kender til. Forklaringen vi fik i endgamet – at hende pigen havde skrevet i dagbogen, tilkaldt det onde spøgelse og hans kæleslange, og nogle folk var blevet slået ihjel – gav vel egentlig mening på et basalt plan, men vi havde ligesom forventet lidt mere. Måske en forklaring på hvor den rådne dagbog kom fra, eller hvorfor ham spøgelset var så hooked på at slå elever ihjel, eller hvorfor han bliver så knotten af at en slangetand rammer dagbogen til sidst, eller hvorfor hende tøsen overlever selvom hun har stirret den såkaldt dødbringende slange i øjnene, eller hvorfor-hvorfor-hvorfor. Spillet giver, i bund og grund, ikke mening.
Quidditch-spillet var et intrusivt og irriterende minigame, som mest af alt virkede som om spillet prøvede at trække tiden ud. Plottet kunne uden større forhindringer være overstået på en halv times tid, men for at undgå dette smider spillet dig ud i denne lettere halvhjernede sportsgren, som udviklerne åbenbart ikke har tænkt særlig længe over. Jeg har på fornemmelsen at der aldrig fandtes nogen regler til dette spil, så vidt jeg kan se er det egentlig bare et simpelt racer-spil som spiludviklerne har måttet opfinde i dets sted.
Hvad angår kollegiepointene, så gav det heller ingen mening før slutningen af spillet – og alligevel ikke, for vi fik aldrig nogen forklaring på, hvad pointen var med at samle den score sammen.
Jeg har aldrig lagt skjul på eller skammet mig over mit gamle nick; er ikke helt sikker på hvorfor jeg skulle det, heller. Vi undrede os egentlig bare over, hvor du vidste det fra. Det kunne hjælpe hvis du f.eks. afslørede din identitet?
Godt ord igen
Det virker bare for mig, som om du på en eller anden måde forventede at blive sat ind i samtlige personer fra dag 1, og derved ikke undersøge ting/steder mm. for at finde ud af hvad historien/personerne var.
Nogle af de ting du nævner, f.eks. hvordan tøsen havde fået fat i dagbøgen, bliver faktisk allerede vist i starten (i bogshoppen hvor man møder ham den selvglade lærer). (Hun får den af Harrys dødsfjendes fra).
Udviklerne har formentlig også været bundet meget til bøgerne og eftersom Rowling selv har været med til udviklingen af spillet, er spillet formentlig meget lig bogen (jeg har ikke læst den, men det vil jeg tro), hvilket også gør at udviklerne ikke har kunnet gå meget væk fra selve handlingen.
Pointen var at vinde house-cuppen, altså den som man løbende i spillet bliver ajourført med hvad scoren er.
Hvem djævlen har snakket om at skamme sig over sit gamle nick ? Det er da det eneste rigtige Angående min såkaldte “hemmelige” identitet, så er jeg da skuffet over at blive glemt, efter jeg slæbte dig til en Creamy koncert på Vig (Samme år som du spillede trommer for Kashmir)
The plot thickens… Jeg vil skyde fra hoften og gætte på at du er fra det gamle #stener.dk slæng, men jeg syns ikk lige jeg kan huske dit nick.
Anyway, det er muligt at vi missede det, men vi havde intet hørt om den dersens house cup før vi vandt den. Pointuddelingen mellem banerne var os et stort mysterium. Desuden var det ikke helt klart for os hvad fordelen ved at vinde cup’en egentlig var…
Jeg tror ikke jeg ville have problemer med at huske nogen fra #stener.dk, og specielt ikke var den Vig-festival – som godt nok var en af de skæggeste festivaller jeg har været til (men bestemt ikke pga. musikken). Men jeg må indrømme, jeg genkender ikke dit nick.
Som Donut sagde, så blev vi aldrig stillet en grund til at samle disse house points ind før til allersidst i spillet, og selv der var der ikke nogen anden grund end “fordi de er der”. Hvad der gør dem så “integrale for plottet” må du hjertens gerne forklare, for det er gået totalt over hovedet på os.
Hvad undrer mig yderligere er, at du siger, spiludviklerne ikke har måttet vige for meget fra den originale handling, grundet Rowling’s involvering. Hvis det er sandt, hvorfor er spillet næsten totalt anderledes for næsten alle andre systemer? Både PC versionen, Game Boy versionen og Playstation versionen adskiller sig markant fra Gamecube og X-Box versionen – næsten som om det var helt andre spil. Donut og jeg prøvede demoen til PC-versionen (som kan hentes her fra DR), og spillet havde umiddelbart intet med det Gamecube spil, som vi lige havde gennemført, at gøre.
Mit nick var nu heller ikk det samme Lad os sige det på den her måde… Du har skrevet en sang om/til mig
Anyway. Så vidt jeg ved er historien i PC-spillet og NGC/Xbox/PS2 spillet den samme, hvor PC-spillet så er et platformsspil mod de andres lidt mere adventure-agtige del.
Umiddelbart er Housepoints bare en del af historien grundet det er det som de 4 kollegier kæmper om, og jeg mener at have læst et sted at spillet har flere afslutninger alt efter om man vinder eller taber Housecuppen.
PS: Du er sq da tidligt oppe
fætter michael?
Til tjeneste
du er lyset!
Well. Som hardcore Harry Potter-fan ville jeg give mit besyv med. Jeg spillede det første Harry Potter spil til playstation, og selvom stemmerne og grafikken var rædselsfulde, og spillet føltes extremt barnligt, spillede jeg det alligevel med fornøjelse. Fordi det fangede ret godt stemningen fra bøgerne. Banerne hvor man lærte formularer i klasserne, var rigtig sjove, og det er en fantastisk del af bogen som desværre stort set forsvinder i filmene for at give plads til plottet.
Quidditch må virkelig være svært at sætte sig ind i, hvis man første gang ser det i spil nr. 2. For jeg tvivler på det bliver forklaret grundigt. Quidditch kræver en meget stor fantasi at forestille sig, og hvis man hverken har læst det, eller set det i filmen kan jeg godt se hvorfor det virker meningsløst, forvirrende og irriterende.
Jeg ønsker mig Harry Potter 2, til gamecube, fordi jeg nød det første spil, og gerne vil have mere af samme slags. Hellere dét, end at spille et lamt spil som Hitman 2, på en lam konsol som Xbox.
Out. =P
Quidditch-spillet, i hvert fald i spil-versionen, var ikke specielt svært at sætte sig ind i. Det gjaldt egentlig bare om at indhente bolden, der fløj en præ-determineret rute rundt omkring banen. Når man så havde gjort det én gang vandt man hele spillet. Der var ingen følelse af holdspil eller noget, på trods af den irriterende kommentators evindelige udråb om hvad resten af holdet foretog sig (som var rundt regnet ingenting).
Jeg er rimelig sikker på, Rowling havde større planer med dette spil – eller også blev der aldrig opfundet nogen regler for det – for det, der findes i spillet, er et ganske almindeligt racerspil, tilsat lidt flyve-fysik.