Det var med en mild spænding jeg startede Gravity Rush 2 op på min PlayStation 4. Det første spil var en innovativ overraskelse, gemt bag en voldsomt spraglet og lalleglad facade, og jeg var derfor spændt på at se hvad en efterfølger ville kunne præstere, når den ikke længere var tynget af sit PS Vita-ophav.
Når katten er ude
Gravity Rush 2 finder sted få måneder efter konklusionen af det første spil, hvor den godhjertede og naive Kat har fundet husly hos et stammefolk, hvis levebrød består af minearbejde. Dusty, Kats tro følgesvend og kilden til hendes tyngdekraftsmanipulerende evner, er forsvundet sporløst, og Kat er derfor nødsaget til at udføre det manuelle arbejde, lige så manuelt som stammens øvrige beboere. Der går dog ikke mange øjeblikke før Kat genfinder kræfterne, så hun igen kan ”falde” i alle tænkelige dimensioner.

Historien har fået et tiltrængt løft, i forhold til forgængeren, hvor der denne gang er korrupte statsledere og griske firmaejere på spil. Kat var ikke en særligt interessant figur i første spil, og er det bestemt heller ikke i Gravity Rush 2, og netop derfor klæder det virkelig spillet at holde fokus på selve verdenen, og så blot lade Kat & Co. udfolde sig i forløbet.
Har man ikke spillet det første spil, kan det være en anelse forvirrende, at finde ud af relationerne mellem spillets figurer. Hvorfor Kat overhovedet gider hænge ud med døgenigten Syd, forbliver mig en evig gåde. Dertil vil de uindviede nok også undre sig over hvem Raven er, og hvilken relevans hun har for Kats skæbne.

Historien fortælles via en blanding af cut scenes og smukke tegneseriestriber. Der er ingen vokal dialog, ud over de obligatoriske udbrud, gisp og støn, som japanerne har en akavet forkærlighed for, så du skal være klar på at læse dig igennem forløbet.
Bybud i skyen
Gravity Rush 2 byder på en en helt ny by, Jirga Para Lhao, hvis areal angiveligt skal være 2,5 gange større end det var tilfældet i det første spil – sådan føles det i hvert fald også. Ved første øjekast ligner det blot en by i et enkelt plan, men efter få timer i spillet, finder man ud af at de forskellige byzoner opholder sig i flere plan. Det betyder at du kan lade dig falde fra rigmandsboligerne over skyerne, og helt ned til det fattige slumkvarter.

Det er en sjov måde at bygge byen på, som desuden understreger den sociale ulighed der er blandt dens beboere. Nogle af missionerne lader dig også prioritere hvem du vil hjælpe. Skal du bringe en samling varer til en fin dame der skal holde fest, eller vil du bringe selvsamme levering til nogle fattige mennesker, hvis levevilkår ikke just er pralværdige?
Gravity Rush 2 lider dog af det samme problem som sin forgænger. Byens beboere vil meget gerne have hjælp af Kat, men ikke til livstruende situationer. Sidemissionerne er ikke andet en fetch quests, og det gør kun Kat endnu mere tandskærende irriterende, at hun ikke har rygrad til at sige fra overfor disse banale opgaver. Mere end noget andet, så lader disse korte opgaver dig lære byen og dens beboere at kende, frem for at udfordre dig på dine superevner.

De korte historier i sidemissionerne, byder ikke på decideret udfordring i sit gameplay. I en af de tidlige sidemissioner, spørger en ældre herre om Kat vil passe på hans butik, mens han må løbe et ærinde. Mens hun står bag disken, får hun så den ide at lokke nogle kunder til. Det gøres ved at trykke på forskellige knapper på controlleren, hvortil Kat så vil vifte med armene og råbe tilbuds-slang efter de forbipasserende. Det er hele missionen.
Gravity Rush 2 træder også forkert, ved nogle af de gængse missionstyper. Hvad laver stealth-missioner for eksempel, i et spil der handler om at flyvesparke sig 100 meter genne luften? Der er ingen mulighed for at søge egentligt dække, lokke vagter i en anden retning eller danne sig et overblik over fjendernes gangmønstre. Det er kun et spørgsmål om at prøve og gå i en retning, og så håbe på man ikke bliver set. Missioner af den kaliber føles på alle måder malplacerede.
Hvilken vej er op?
Der er en overflod af førnævnte sidemissioner, men en gang imellem må der tys til vold for at overkomme opgaverne. Du kommer til at krydse klinger med fodsoldater, mech-robotter, tjærelignende monstre kaldet “Nevi” og mere til. Det er primært i hovedhistoriens forløb at disse udfordringer tropper op. Med et knaptryk kan Kat finde sig i vægtløs tilstand, og derfra kaste sig hovedkulds mod fjendernes svage punkter.

Det er sjældent fjendernes ubarmhjertige kamplyst der får Kat til at bide i støvet, men snarere spillets kamera. Synsvinklen flyver til alle sider når først tyngdekraften er sat ud af spillet, og særligt i nogle af kampene der finder sted i bymidten, er næsten umulige at håndtere, grundet de rekvisitter som vælter rundt på skærmen.
Misforstå mig ikke; det er i kamp at gameplayet virkelig skinner, og på nogle af de åbne terræner og pladser, føles Kat virkelig som en enmands-killing – med overordentligt skarpe kløer. Havde hun blot haft andre effektive angreb end sit ikoniske Gravity Kick, kunne der have været endnu mere variation ved disse. Der låses op for nye tyngdekraftsevner og bevægelsesmønstre senere i spillet, men disse gør ikke meget i forhold til hvor effektivt man kan nedlægge fjenderne.

Hvad der føltes nyt og friskt ved udgivelsen af det første Gravity Rush, føles allerede her forældet, med alt for tydelige tegn på at det er svært at innovere på en i forvejen eksisterende gimmick. Førstegangsspillere vil sandsynligvis få et ordentligt kick ud af oplevelsen, men har du allerede spillet forrige udgivelse, er der altså ikke meget nyt at komme efter.
Selvfølgelig er der selfies
Det første Gravity Rush var et hyggeligt bekendtskab, som kunne spilles fra ende til anden på ca. 12-15 timer. Gravity Rush 2 øger denne til “massive” 30-40 timer, afhængigt af din iver efter at klare samtlige sidemissioner. Det er utåleligt mange timer at tilbringe med Kat og hendes ulideligt overkarikerede venner. Selvfølgelig skal et spil til 500 kr. gerne prale af en hæderlig mængde indhold, men formatet fra forgængeren passede bare bedre.

Dertil virker spillets onlinekomponent og som en tilføjelse, som “bare skulle med”. Der er forskellige races man kan deltage i, i håb om at sætte en hi score, som andre spillere så kan prøve at slå. Dertil er der skatte man kan finde, ved hjælp af billeder som andre spillere har taget. Du kan også selv tage billeder i spillet, som andre så kan bedømme. Der er et par sjove missioner som beder dig benytte Kats kamera, men at insistere på at lave en online-del ud af mekanikken, kan jeg ikke se rationalet i.
Som en sidste pointe før min konklusion, så tag lige et kig på billedet herunder:

Den farvelade du lige har kigget på er spillets pausemenu. Det stilstående billede retfærdiggør slet ikke hvor irriterende det er at kigge på. Farverne alene indbyder jo til et epileptisk anfald, baggrunden bevæger sig og undermenuerne er ikke et hak bedre. Bemærk i øvrigt den gule cirkel med 4-tallet der hvor der står “announcements”; hvis du ikke læser disse, er der en irriterende bib-lyd i spillet, som ikke holder kæft, før du har været inde og krydse disse, hold nu fast, tutorials af.
Konklusion
Jeg kan godt forstå at spillets Game Director, Keiichiro Toyama, ønskede at hæve barren med sin efterfølger til Gravity Rush. Hvor det første spil var en perle af nytænkning og kreativt gameplay, lander Gravity Rush 2 i den sædvanlige fælde: intet nyt under solen.
Kampsystemet er godt skruet sammen, når ellers kameraet gider samarbejde, og med lidt flere brugbare evner, kunne Kat næsten være et ikon for 3rd person action-titler. Hendes øretæveindbydende naivitet og dørmåtte-personlighed gør dog både hende, og hendes følge, til nogle af de mest pinagtige personer at tilbringe over 30 timer med – Raven er her undtagelsen!

Man skal være særligt glad for anime-genren og dens fortælleform, hvis man skal holdes hooked igennem hele spillet. Bevares, det er nemt at nyde den smukke by med det blomstrende liv, og endda de veludførte tegneseriestriber som formidler historien. Men når sidemissionerne i bedste fald svarer til en førtidspensionists indkøbsliste, så er det svært at vedligeholde begejstringen.



























Det er nok en af de mest velformulerede og saglige portioner rockerbank jeg nogen sinde har læst et spil få! Det er nu også noget lort, når et faktisk godt grundlag på den måde bliver skampulet til ukendelighed.
#1 – Takker. Det er heller ikke fordi det er et frygteligt spil, men formen på det første Gravity Rush var bare mere fokuseret i både gameplay og missionsopbygning. Der er for meget overflødigt fyld i Gravity Rush 2, og det er så ærgerligt.
Hehe, det lyder næsten som om de skulle have lavet en Jydekompagniet og gået direkte til 3’eren, så den kunne have været god =)