Efter at have skabt ravage blandt de græske guder, er Kratos flyttet nordpå til Midgård. Han har lært at kontrollere sin vrede, hvilket er nødvendigt, når han også skal agere faderfigur for sønnen Atreus. Knægten bliver lært op i jagt, kamp og overlevelse, men det er ikke et almindeligt overgangsritual, der blot skal forberede den unge knøs på at træde ind i de voksnes rækker. Kratos holder nemlig på en hemmelighed, som Atreus under ingen omstændigheder må finde ud af. Men hvad?

Mod nye højder

Kratos og Atreus drager på eventyr mod Midgards højeste tinde, for at sprede asken fra drengens afdøde mor, som hun selv ønskede det skulle være. Deres vej er blokeret af trolde, ulve og drager, som kun forstår et sprog: rå ultravold. Kratos har bibeholdt sin overmenneskelige styrke, som det fint demonstreres i spillets åbningssekvens, hvor han løfter en fuldfed træstamme op på skulderen, på samme måde som vi andre ville spankulere nonchalant med et rundboldbat.

Det er slut med alt for impulsive handlinger, når man også har en søn at tage hånd om.

Det er dog ikke kun bæster og uhyrer der forsøger at afholde de to fra at nå deres mål, da nogle af de nordiske guder har bemærket spartanerens tilstedeværelse. Guderne er fuldt ud klar over hvem Kratos er, og er naturligvis ikke interesserede i, at han pisker en stemning op, som det var tilfældet i seriens foregående spil.

Jeg nåede at blive alvorligt bekymret for tonen i spillet, da introen ikke havde skyggen af en storslået boss-kamp, som God of War ellers nærmest havde gjort til sit varemærke. Hvis du ser frem til et slagsmål der matcher Hydraen fra første spil, Rhodos-Kolossen fra andet spil, eller den græske havgud Poseidon fra tredje spil, så bliver du altså slemt skuffet. Kratos finder godt nok sig selv i kamp, med en modstander som ikke lige er til at bide skeer med, men den overgearede stemning fra tidligere titler udebliver altså helt.

Derudover skal du også være forberedt på, at de første 3-4 timer af spillet, er dedikeret til at bygge Kratos’ og Atreus’ karakterer op. Pacingen her er uendeligt sløv, og set fra et action-perspektiv, som spillets fortid taget i betragtning må være fair, så er der altså ikke synderligt meget kød på forløbet. Spillet åbner sig dog gevaldigt, når først dette er overstået. Jeg skal på ingen måde heller underminere den slagkraft det giver senere, når man har fulgt en voksen mands bestræbelser på at fravriste sit barn de bedste og mest bekymringsfrie år af deres liv, uden skyggen af forklaring eller begrundelse overfor staklen.

Kratos og Atreus er et akavet par, men deres tætte bånd er umuligt ikke at holde af.

Kratos er den strikse far, der oftere kalder sin søn for ”boy” end hans egentlige navn, og Atreus er den naive pre-teen, der stædig insisterer på at man skal hjælpe hvor man kan, uanset om den nødstedte er et menneske, eller en fortabt sjæl i grænselandet mellem liv og død. Modsætningerne til trods har de dog et helt unikt bånd, og selvom det bånd testes intenst i løbet af den godt 30 timer lange hovedhistorie, så er der ingen tvivl om at Kratos vil gøre alt for sin søn. Det er en lige dele tragisk og smuk fortælling, som holder på opmærksomheden, lige indtil det afsluttende og majestætiske oplæg til en efterfølger.

Øen i søen

Det tager som sagt et par timer, før der virkelig kommer fart på begivenhederne. Da Kratos og Atreus når frem til en stor sø, med et gigantisk tempel i midten, viser spillet sig endelig fra den side, som resten af eventyret vil bære præg af. Det er her muligt at udforske de omkringliggende lokationer, hvor sidemissioner, samlerobjekter og veldesignede puzzles befinder sig.

Når først man er på bølgen blå, indser man ambitionernes omfang.

Det er ikke en helt traditionel open world-formel, men ligger snarere i tråd med de to seneste Tomb Raider-spil; et umiddelbart stort område man kan boltre sig i, hvor der åbnes for flere områder, efterhånden som man låser op for forskellige evner. Dertil manipuleres ”midten” af arealet på ret så elegant vis, ved tilstedeværelsen af den enorme World Serpent. Hvad det indebærer skal jeg ikke afsløre, men det er intet mindre end en genistreg.

Sidemissionerne kan gennemføres når man har lyst, og fungerer helt uafhængigt af hovedhistorien. De er desuden godt skrevet, og flere af disse små historier, giver Kratos en mulighed for at lære Atreus noget om, hvordan andre mennesker forsøger at få det bedste ud af livet. De medvirker desuden til at spille på de to familiemedlemmers forskellighed, da Kratos er skeptikeren der ikke har tillid til nogen, og Atreus er den blåøjede hjælper, der ukritisk tror på det bedste i folk.

Jeg fik noget af en klump i halsen, da Midgårdsormen blev introduceret.

Selvom der er mulighed for at udforske i den rækkefølge man ønsker, så er det dog ikke gjort helt nemt med spillets kort. Flere ikoner overlapper og fast travel-systemet åbnes først fuldbyrdigt meget sent i spillet, hvilket gør det unødvendigt besværligt at holde styr på, hvad man mangler i de forskellige regioner. Dertil vurderer jeg også, at teksten på skærmen er alt for lille, og jeg måtte flere gange fysisk rykke mig tættere på skærmen, for at få de bittesmå bogstaver med. Meget mere fokus på dette, havde hjulpet gevaldigt på helhedsoplevelsen.

Hvor er blodet?

God of War har skiftet det låste kamera-perspektiv ud med et over the shoulder-ditto, ligesom de velkendte Blades of Chaos er blevet opmagasineret i kælderen, til fordel for den nye Leviathan Axe. Denne økse har Kratos med sig gennem hele spillet, og det er et yderst underholdende stykke værktøj. Udover et let og tungt angreb, kan Kratos også kaste øksen i sin modstanders retning. Om den rammer fjenden i panden, eller misser og sætter sig fast i en klippevæg, kan den på magisk vis tilbagekaldes, og naturligvis ramme flere fjender på tilbagevejen. Og det føles lige fantastisk hver gang.

Atreus bidrager også til kampene. Han er udstyret med en bue, som han gladeligt affyrer med et enkelt knaptryk. Hans skud er ikke brugbare til at udøve skade på fjenderne, men kan i stedet give f.eks. en stun-effekt, eller distrahere monstrene hvis Kratos er ved at blive overmandet. Ligesom Ellie i The Last of Us, kan Atreus ikke tage skade og går heller ikke i vejen, når Kratos slynger om sig med maskuline armbevægelser.

Hvis du vil have vold, så er God of War lige hvad du skal bruge.

Det er i denne omgang muligt at opgradere sin udrustning, og endda skifte enkelte dele helt ud. Undervejs i forløbet finder man både rustning til brystkassen, håndled og livet, og disse kan opgraderes hos det voldsomt underholdende dværge-brødrepar Brok og Sindri. Både deres personligheder og indbyrdes skænderier, er blandt det bedste comic relief man finder i spilsammenhæng.

Der er en udmærket variation i de fjendetyper man støder på. Der er både glubske ulve, udøde draugr og insektlignende antropomorfider, men noget der undrer mig, er at få af dem lader til at have egentligt blod i deres omløb. Det er mere reglen end undtagelsen, at Kratos’ modstandere er lavet is, lava, slim eller andre ”børnevenlige” substanser. Der er stadig voldsomme finishing moves, men altså ikke nær samme grad af blodbad, som God of War-spillerne ellers har været vant til. Du skal dog ikke være bange for, at dette betyder en nedgradering af sværhedsgraden, da selv den “normale” indstilling lod mig bide i sandet adskillige gange. Selv hvis du finder en god rytme til de forskellige fjendetyper, så er der også valgfrie boss-kampe, for dem som ønsker en rigtig udfordring.

Dette er ikke den første troldeboss man møder, og desværre heller ikke den sidste.

Endnu mere skuffende er det, at mange af spillets boss-kampe, blot er gentagelser af forrige boss-kampe. Den første trold man støder på, er frygtindgydende og overvældende at kaste sig i krig med, men man når altså at møde adskillige af disse på senere tidspunkter, hvor de blot har fået en ny farvepalet. Jeg kan sammenlagt tælle fire egentlige møder med spektakulære modstandere, hvoraf blot én af dem er af de episke proportioner som God of War-serien forbindes med. Det kan godt være Kratos har skruet ned for sit energiniveau, men det er synd at resten af spillet er gået i samme retning.

Der er et yndigt land

Arkitekturen i God of War er helt i sin egen liga, og designet af alt fra de guldbelagte bygninger til de spraglede alferiger, står knivskarpt sammen med spillets blændende lyseffekter. Man skal ikke snyde sig selv, for at sidde i en kano med Atreus midt ude på søen, og blot nyde den fantastiske udsigt. Storladenheden hjælpes godt på vej, når Midgårdsormens enorme hoved også pryder baggrunden.

Hvert område har sit helt eget unikke udtryk.

At spillet samtidig kan holde en ganske stabil framerate er intet mindre end imponerende. På PlayStation 4 Pro er der endda mulighed for at prioritere om man vil spille med bedste performance eller resolution. Jeg valgte naturligvis at holde en høj framerate, og jeg oplevede aldrig mærkbare dyk, selv når der var en anseelig mængde fjender på skærmen. Det er i hvert fald hamrende godt optimeret, og giver en virkelig lækker spiloplevelse.

Soundtracket er som skabt til guddommelige ører. Det dybeste munkekor jeg nogensinde har hørt, runger så tungt at temanummeret fra Skyrim må skamme sig. Det matcher perfekt med de episke kampsekvenser, og lægger den helt rigtige stemning, når Kratos og Atreus forsøger at komme tættere på hinanden.

Alt hvad God of War skriger at noget episk er i vente.

Jeg oplevede desværre et par glitches med lyden i løbet af spillet. Nogle dialogsekvenser mistede fuldstændig lyden, og når dette fandt sted, forsvandt underteksterne også. Det resulterede i at Kratos, Atreus og dværgebrødrene blot stod og gestikulerede lydløst til hinanden, og jeg har derfor ingen anelse om hvad der blev sagt. Det forlyder at der skulle være en patch klar til lanceringsdagen, så jeg håber naturligvis at der bliver taget hånd om dette.

Konklusion

Det er en sand fornøjelse at have Kratos tilbage, og de nye gameplay-elementer har formået at opdatere præmisserne til et mere moderne format. Den nye Leviathan Axe er et yderst kompetent våben, til at kløve monstrositeter i flere dele, og det er intet problem at finde en god rytme i kampene.

Kampsystemet er glimrende afstemt til de nye rammer.

Du skal være forberedt på, at starten af spillet er knap så action-orienteret, som du måske ville forvente. I stedet er det prioriteret at opbygge relationen mellem far og søn, men afkastet senere i historien er værd at tolerere den sløve pacing for. Samme element lider også under det uoverskuelige kort, kombineret med de alt for små bogstaver på skærmen.

Det er også ærgerligt, at mange boss-kampe blot bliver gentagelser af tidligere fjender, blot med en ny farve. Har du nedlagt en trold, har du nedlagt dem alle, da der er minimale ændringer til deres handlemønstre. Et mere varieret udbud af bosser, kunne snildt have trukket min karakter et helt point op.

Det bliver yderst interessant, at se hvad fremtiden bringer for God of War-serien.

Når spillet endelig folder sig rigtig ud, er det til gengæld en yderst berigende oplevelse der venter. Kampsystemet står knivskarpt, udførelsen af det visuelle design har et helt unikt udtryk, soundtracket giver mig stadig kuldegysninger og hovedhistoriens forløb er proppet med referencer til de foregående spil, men kan stadig nydes uafhængigt af kendskabet til disse udgivelser.

Med denne oplevelse i bagagen, ser jeg frem til en uundgåelig fortsættelse. Jeg tror ikke jeg blinkede i et helt minut, da den endelige åbenbaring blev formuleret, og rulleteksterne begyndte at pryde skærmen. Der er masser af ting der kan finpudses til næste runde, men grundlaget for den genopståede krigsgud er solidt.

19 KOMMENTARER

  1. #1 – 8/10 er ikke et dårligt spil. Læs nu brødteksten, så du får det hele med.

    #2 – Mange tak

    #3 – Helt enig. Jeg troede virkelig spillet ville kaste en masse kreative bosskampe af sig, men sådan skulle det ikke være. Og IGN er bestemt ikke de eneste, der giver 10/10 til GoW.

  2. #6 – Er det baseret på din egen gennemspilning?

    #7 – Jeg var ret glad for at udforske og klare sidemissioner undervejs, så et fornuftigt sted mellem 20-25 timer for hovedhistorien, er næppe helt skævt. Beklager hvis dette ikke fremgik tydeligt af artiklen.

  3. #1 Godt review. Glæder mig sgu til at se det køre hjemme i stuen! Har lyttet meget til soundtracket via Spotify. Det er virkelig godt!

    #6 Ikke enig. Jeg føler mere for 2/10. Jeg har ikke spillet det endnu. Så det baserer jeg det på!

  4. #11 – *suk* læs her: https://www.dailyrush.dk/artikler/saadan-giver-vi-karakterer/

    8/10 – Fremragende

    Ottere er virkelig fede spil. Her er sjovt gameplay i spandevis, og endnu mere, hvis man er fan af genren. Dette er “blockbusteren” i spilverdenen, på den fedeste måde! Der kan stadig være et par fejl eller mangler, og ottere mangler lige den sidste finpudsning eller et element af nyskabelse, for at komme med i den absolutte elite. Men Daily Rush giver en klokkeklar anbefaling, af alle spil, der kommer op på otte, eller derover. Det er her, hvor det bliver rigtigt sjovt at være spiller!

  5. #16 Der er et soundtrack på Spotify. Det er helt vildt ekstremt Über over mega meget godt! Visse numre giver kuldegysninger! Hvordan bliver det så ikke ingame😂

  6. Jeg har også haft soundtracket på max. volume herhjemme. “Powerful” er et fattigt ord til at beskrive både kompositioner og sound. Det er så fedt!