Når grafik løber fra hardware

Jeg gav forgængeren anseelige mængder ros for sin flotte og fantasifulde grafik, og samme visuelle design går igen denne gang. Fjendedesign og –opførsel byder på omfattende variation og visuel tilfredsstillelse, brugen af tidsrejser tillader i høj grad at introducere forskellige miljøer, og hvis hårdtpumpet action er lige dig, vil du givet vis nyde de mange skærmfyldende og eksplosive kampmanøvrer. Det trækker dog modsatte vej, når spillet ikke synes at kunne følge med grafikken længere. Om du slås eller bare udforsker, vil du ofte støde på fald i frame rate, mens lipsynch hele tiden er et sekunds tid forsinket, hvilket er underligt distraherende. Igen tager det ekstreme element overhånd, for at miste overblikket under kamp er en hyppig følgesvend, når angreb splitter verdenen i to, skærmen fyldes af tal, og kameraet forsøger at vise alt fra den mest cinematisk mulige vinkel.

BilledeBillede

Lyddesignet er mindre sprælsk en grafikken, da bl.a. mange lydeffekter synes mere eller mindre genbrugt. Det er svært at sætte fingeren på nogen decideret fejl ved lyden, da det mere vil handle om, hvorvidt du er enig med valg af stemning eller ej. F.eks. akkompagneres du ofte af kvindelige engletoner i baggrundsmusikken, som fint fuldender det intentionelle lydbillede, men måske ikke er for alle. Jeg savner lidt humørsvingninger i figurernes dialog. Dialogen er ofte komplet fjollet, og stemmeskuespillerne kan næppe klandres for at det ikke lyder som rigtige samtaler, men stemmerne bliver sgu for monotone hos bl.a. Lightning, mens Serah lyder en tand for skrøbelig og usikker til at være en kompetent spilhelt. Dialogen bagatelliserer næsten, at spillet har fået sig et dialogsystem, da du sjældent slås med interessante personvalg, men snarere vælger mellem fire valg, der ikke synes at have den vilde betydning.