De er satme skøre…
Jeg var nødt til at sove, før jeg skrev denne sektion, for præcist at beskrive min oplevelse med spillets farverige figurmenageri krævede grundig granskning. Desværre er det, trods klare karaktertræk og tydelige motivationer, tæt på umuligt at holde eller føle med dem. Filmen knækker af to omgange. Først og fremmest er der spillets jagt på absurd ekstrem action, men som alle figurerne blot synes at tage som lidt groggy morgenjogging. Det skulle ikke undre mig, om mandomsprøven i dette univers er at spise en bombe eller at køleskabshåndtaget sidder 20 meter over jorden. Fra starten kammer det over, når vi ser skurken begraves under en magisk eksplosion, så stor at den havde udryddet dinosaurerne, hvorefter han dukker op igen komplet uskadt – han har ikke engang krøllede ærmer. Denne form for komplet overdrevet og derfor konsekvensløse action gør, at du aldrig føler, at figurerne nogensinde er i reel fare, da du næsten selv har større chance for at tage skade af spillets action end figurerne har.
![]() | ![]() |
Filmen falder så fra hinanden, så snart folk åbner munden. Som spåmandsaspiranter knevrer de løs om selvhøjtidelige forudsigelser, spørgsmål ud i den tomme luft og hvad end de ellers har i tankerne. Det er uhyre vanskeligt at sætte sig ind i en fremmed verden, når dens indbyggere slet ikke taler som rigtige mennesker – i hvert fald ikke som jeg forstår mennesker. Som når Lightning præsterer sætningen: ”When we reach for the future, sometimes we fall into the past.”, som var det normal small talk og tidsrejse den primære form for chartertransport. Søgen efter ekstremer trækker i den grad ned her, når selv de mindste sidefigurer opfører sig helt vanvittigt og bl.a. er ved at smide Noel for millitærretten for at have en mening.
![]() | ![]() |
Ydermere kan de stadig ikke tænke med tankerne, men insisterer på at bruge stemmen. En af fordelene ved visuel historiefortælling er ellers, at man kan lade ansigtsudtryk fortælle en masse om en person uden ord, men ikke i FFXIII-2. Jeg tror lidt, at Square er bange for, at vi ikke forstår deres figurvision ned til mindste detalje, når vi hele tiden skal fortælles, hvordan alle figurerne har det, hvad de føler, hvad de frygter osv – stort set alle timer i døgnet. Derfor har FFXIII-serien heller ikke præsteret en eneste unik personlighed. De fremstår ikke individuelt, men nærmere skabt kollektivt fra en orkan af nitro-drevne karaktertræk, der skydes ud i regnbuefarvede retninger.




























