God historiesturktur
”De er skøre, de japanere”, ytres ofte her på Daily Rush, når nok et forumindlæg stolt fremviser den seneste omgang østlig tv-galskab. Hvor kommer deres inspiration fra? Efter min tid med Final Fantasy XIII-2 sniger jeg mig ind på hypotesen, at jeg aldrig vil forstå folk derovre. Barrieren er simpelthen for stor og til tider absurd. Ligesom jeg med vantro visuelt indtager japansk hurlumhej på Youtube, således sidder jeg og stirrer, når figurerne i FFXIII-2 (for det er i den grad figurer, ikke personer) giver den gas – som et samuraisværd gennem budding. Meget mere om det just om lidt, men for at ret skal være ret, må vi vende historien først.
![]() | ![]() |
Vi har her at gøre med en direkte efterfølger til FFXIII. Vi støder fra start på gamle kendinge, som Lightning, Serah og Snow. En ny front(ung)mand, Noel, dukker med sine 18 år op, faldende mod en vanvittig, magisk krigszone i fuld vigør. Hvad der fører til, at Noel møder og går på hold med Serah i hendes søgen efter Lightning (hendes søster), indebærer en mand med lilla paryk og et død-og-ødelæggelse-spyende-monstrum af et mangasværd, en komet og en dame, som i én verden er indefrosset i en krystalsøjle, der holder en by (kaldet Cocoon) hævet over en planet, men som i en anden verden vimser omkring i ridderrustning og forsvarer en verden kaldet Valhalla. Ja, det er noget af en mundfuld at sluge, specielt hvis du ikke har spillet forgængeren og ikke ved, hvem de forskellige personer er i forhold til hinanden.
![]() | ![]() |
Heldigvis bliver det bedre, når spillet giver dig styringen efter små 15 minutters introfilm. Imellem kampe mod fantasifulde fjender snakker figurerne meget med hinanden og genfortæller vigtige begivenheder, så alle spillere efterhånden kommer med, hvilket er glimrende. Endnu bedre bliver det, når vi lærer, at den centrale konflikt omhandler stærke motivationer på begge sider af helte/skurke-hegnet, endda motivationer trukket direkte ud af personernes mest fremtrædende karaktertræk. På den ene side har vi Serah, der rejser i tiden (nåh ja – folk rejser også i tiden) i søgen efter sin forsvundne familie, men som netop via hendes søgen uvildigt skaber hovedkonflikten. For på den anden side har vi skurken, Caius, der bekæmper Serah, da hendes (og tidligere ”rejsende” folks rejser) volder ham store personlige tab. Det er altså gode sager, det her. Pacingen er også langt stærkere end forgængeren: På den tid det tog FFXIII at komme i gang, når FFXIII-2 at fortælle stort set hele sin beretning, ligesom det også holder dig glimrende i gang med medrivende action. Men så er der lige figurerne.






























