Hvordan forbereder man sig mentalt på at genopleve et stykke spilhistorie, som man allerede kender ud og ind, med et snævert håb om at der er et par overraskelser gemt i ærmet? Svaret er, at det gør man ikke. Man kan i bedste fald blot læne sig tilbage, og håbe på at storheden er blevet retfærdigt opdateret til sin moderne samtid, og ikke blot er falmet i takt med tidens gang. Med tanke på at det er over en måned siden spillet udkom, må det også være et tegn på, at jeg har haft rigeligt at tage mig til.

23 år senere

Final Fantasy VII udkom til den første PlayStation-konsol tilbage i 1997. På det tidspunkt var jeg 12 år gammel, og havde ikke den fjerneste anelse om hvad Final Fantasy var. En god kammerat præsenterede åbningsscenen for mig, og på det tidspunkt var jeg lige dele forvirret og betaget. Man skulle åbenbart vente et stykke tid, før man fik lov til at angribe fjenderne, dialog fandt udelukkende sted via tekst i nogle mørkeblå kasser, og magisystemet skulle optimeres via et varieret sortiment af pangfarvede marmorkugler.

Jeg var på dette tidspunkt ikke moden nok til at kunne begribe rollespil som genre, og da slet ikke den voldsomt anderledes japanske genre-ditto. Det var uvant for mig at sidde med et spil i hænderne, hvor historiens forløb tog mere af den samlede spiltid, end de kampsituationer man blev kastet ud i. Jeg blev dog rigeligt investeret i den økologi-forherligende modstandsgruppe AVALANCHE, og blev fast besluttet på at bevidne gruppens bestræbelser på at redde planeten fra sin egen undergang, og få gigantfirmaet Shinra ned med nakken.

Hovedpersonen Cloud Strife er klar til at påbegynde sit livs eventyr.

Alle der har spillet det originale Final Fantasy VII ved, at den umiddelbare præmis for spillet, faktisk kan overstås på en forlænget eftermiddag, før den åbne verden overrumpler spillets figurer, og den endnu større trussel viser sit ansigt. Final Fantasy VII Remake tager dog denne glorificerede introduktion til spillets historie, og propper den nye version med indhold nok, til at strække begivenhederne ud over et forløb der nemt forlanger op mod 50 timers dedikation.

Men er de mange timer så din tid værd, når du allerede ved hvad det ender med, eller rettere, ikke ender med?

Ja, helt bestemt!

Samme historie plus pant

Cloud Strife og hans urokkelige spidse lokker er blevet hyret af førnævnte AVALANCHE, til at hjælpe med gennemførslen af et terrorangreb. En såkaldt Makoreaktor skal springes i luften, da gruppen er overbevist om, at faciliteterne bogstavelig talt suger planetens livskraft. Undervejs i forløbet kastes Cloud dog igennem nogle hårnålesving, som ændrer både hans og AVALANCHE’s prioriteter betragteligt.

Historien formår at vende emner som moralsk prædiken omkring kapitalisme, forurening og manipulation af en uoplyst befolkning, til mere nærværende metaforer omhandlende menneskelige relationer, personligt ansvar og klichéen om “at gøre det rigtige”. Forløbet og de mest kritiske plot twists er identiske med den nu 23 år gamle fortælling. Hvor Final Fantasy VII Remake formår at fange på ny, er ved udforskningen af de bifigurer, hvis fortid og personlighed hidtil har været ukendt eller decideret fraværende.

Jessie er blot en af de bifigurer, hvis baggrund endelig bliver udforsket.

Denne udforskning af det øvrige persongalleri foregår både via hovedhistorien og sidemissioner, og selvom det i nogle tilfælde er frivilligt om man vil udforske disse, så kan jeg kun anbefale på det varmeste, at man kaster sig over forløbene, og følger dem helt til dørs. Et af medlemmerne i AVALANCHE inviterer for eksempel gruppen hjem til sine forældre, hvor der venter hjemmelavet pizza. Bevæggrunden for besøget er dog af mere suspekt karakter, og til trods for at denne sekvens er helt uden kamp, satte episoden sig fast i mit sind, som en af de mest både rørende og provokerende sekvenser i hele spillet.

Selv de hændelser, som fans af spillet ved vil finde sted, rammer nu endnu hårdere end hvad det tidligere var tilfældet. Når AVALANCHE møder modgang, mærkes det virkelig hvordan medlemmerne sår tvivl om hvor vidt deres mål helliger midlet. Selv lederen af AVALANCHE, den frembrusende testosteron-container Barret, må bøje hovedet i tide og utide, når han bevidner konsekvenserne af sine handlinger.

Barret har hjertet på rette sted, men kommer også i tvivl om prisen for hans gerninger er for høj.

Dette hjælpes yderligere på vej af mængden af almindelige NPC’ere, som bor i de slumkvarterer Cloud og Co. frekventerer. Man mærker virkelig at der er et samfund af mindrebemidlede sjæle, som ufrivilligt ender i krydsilden mellem AVALANCHE og deres modstandere. Netop den illusion eksisterede aldrig helt for 23 år siden, hvor befolkningstallet i bedste fald kunne betegnes som “sparsomt”.

Over- og underdrivelser

Med tanke på hvor levende bybilledet er, er det en skam at finde teksturer rundt omkring, som ser direkte hæslige ud. På lang afstand fremstår de fleste objekter glimrende, men kommer man tæt på, er der adskillige overflader, hvis fremtoning måske kunne have imponeret i 1997. Se bare kasserne billedet herunder:

Papkasser er som udgangspunkt livløse, men det her er altså skammeligt.

Om det er fordi teksturerne bare ikke er mere detaljerede, eller om PS4 Pro har bøvl med at vise det intenderede resultat, skal jeg ikke kunne sige. Det er under alle omstændigheder ikke et sjældent fænomen, og det bryder den ellers imponerende grafiske kunnen.

Når spillet viser sig fra sin bedste side, må jeg da også erkende at Final Fantasy VII Remake er bragende flot. Mange af spillets omgivelser er visuelt betagende og umådeligt svære at fjerne øjnene fra. At nostalgi-faktoren også spiller en rolle i min vurdering, kan jeg på ingen måde heller løbe fra. Nogle områder er gentænkt helt fra bunden, mens andre fanger den ånd der blev introduceret i det oprindelige spil. Blomsterhaven på billedet herunder var ikke nær så prominent i slut-90’erne, men der hersker alligevel ingen tvivl om hvor Cloud befinder sig:

Fans af det originale Final Fantasy VII ved udmærket hvor denne blomsterhave ligger.

Spillet ved præcis hvornår det visuelle design skal gå all in, og hvornår der skal trækkes i håndbremsen, for at efterlade et mere subtilt indtryk. Der rammes den hårfine grænse, hvor præsentationen altid er præcis hvor den bør være, og det er en fryd at bevidne.

Det samme kan desværre ikke siges om stemmeskuespillet, som pløjer igennem samme hårfine grænse med en motorsav. Jeg ved godt jeg bør være overbærende, med tanke på at der er tale om et spil i JRPG-genren, men jeg tvivler på jeg nogensinde vænner mig til karakterer der er blevet velsignet med en stemme, som blot kan udtrykke et eneste personlighedstræk. Clouds stemme giver ham personlighed som en våd karklud, mens Aeriths lalleglade lune virker mere infantilt end optimistisk.

Få minutter forinden var både Cloud og Aeriths liv på spil, men den bekymring har de begge kastet fra sig.

Den værste synder er dog Barret, hvis stemmebånd gang på gang får mig til at krumme tæer. At stemmeskuespilleren John Eric Bentley er gået med til at kreere en af de mest stereotype farvede spilfigurer nogensinde, flyver direkte over min fatteevne. Han ender med at fremstå som en overkarikeret taber, der ikke forstår hvorfor andre finder ham for stor en mundfuld, mens han bogstavelig talt peger sin overdimensionerede geværarm mod fremmede menneskers ansigter. Ikke engang når han nynner den velkendte fanfare-melodi efter gruppen har vundet en kamp, kan han slippe fra det yderst blakkede indtryk han har efterladt hos mig.

Heldigvis spenderer man en masse tid med spillets soundtrack. Melodierne genkendes lynhurtigt for hvert område man befinder sig i, men både sound, udtryk og rytmerne har fået et pift, for at matche sin samtid her i 2020. Jeg var kæmpe fan af det oprindelige soundtrack, men med denne udgivelse har de velkendte numre fået en helt ny eksistensberettigelse.

“Åh åh åh BUSTEEER!!!”

Final Fantasy VII Remake har naturligvis også en masse kampsekvenser. Håber du på et system svarende til hvad blev præsenteret i det oprindelige spil, bliver du nok en kende skuffet. Der bydes nu på voldsomt moderniseret kampsystem, som læner sig mere op af det vi kender fra for eksempel Final Fantasy XV, Nier: Automata og lignende JRPG-spil med action-elementer.

Der er rigeligt med pondus, når Cloud svinger sit tohåndssværd over slagmarken.

Ved at holde en knap inde, svinger Cloud sit gigantiske Buster Sword mod nærmeste fjende, og imens denne handling udføres, fyldes en lille søjle som bruges til at udløse stærkere angreb. Samme søjle dikterer også hvornår man kan kaste offensiv og defensiv magi, bruge items og mere til. Er man oppe mod en stærk fjende, er det værd at overveje, om man skal smide et af de virkelig tunge angreb efter modstanderen, eller hellere gemme disse point til at redde gruppen fra at blive udslettet øjeblikket efter.

I kampens hede kan man skifte mellem de spilbare figurer i gruppen, som er i besiddelse af deres egne unikke angrebsmønstre. Cloud leverer de tunge nærkampsslag, Tifa er den hurtige nævekæmper, Barret klarer flyvende fjender med sit “håndgevær” og Aerith mestrer magiske angreb bedre end resten af gruppen. De fleste fjender kan klares ved blot at lade Cloud klare ærterne, mens resten af gruppen angriber på eget initiativ.

Bag alle gnisterne står Reno og modtager bøllebank – fans husker ham som en af “The Turks” fra det originale Final Fantasy VII.

De fleste fjender kan klares med de mest basale manøvrer, men heldigvis er der nogle hektiske bosskampe, hvor evnerne alligevel bliver sat på prøve. Der er både nyfortolkninger af de kendte bosskampe, ligesom der har sneget sig adskillige nye og kreative modstandere ind i billedet. En af de gængse fjender fra originalen var et hus som kunne smide bomber efter dig, men i Final Fantasy VII Remake dukker huset kun op én gang, cirka halvvejs gennem spillet, i form af en yderst udfordrende bosskamp. Det er afsindigt fjollet at banke løs på husets hoveddør, uden intentioner om at træde indenfor, men det føles ikke fjernt fra den vibe der alligevel forventes.

En anden forventning til Final Fantasy VII Remake er “summons”, altså mægtige monstre eller krigere som kan hidkaldes for at hjælpe i kamp. En særskilt søjle fyldes gradvist i løbet af en kamp, og når den er helt fyldt, kan man så vælge hvilken summon man ønsker der skal bidrage til en sejrrig udgang. Der er glædelige gensyn med bla. Ifrit og Shiva, og så den lidt fjollede Fat Chocobo, som dog alligevel har sin eksistensberettigelse. Hver summon besidder særlige evner der kan benyttes i kamp, og man bruger de samme point som de spilbare figurer lader op, for at udløse disse.

Shiva gør klar til at udløse et drabeligt og visuelt overdådigt is-angreb.

Det er lidt en skam at man kun kan hidkalde disse under særlige omstændigheder, og ikke blot efter godtbefindende. Til gengæld er deres tilstedeværelse under kamp så massiv, at det virker overdrevet at lade dem dukke op, blot for at tvære et par harmløse rotter ud.

Jeg har haft nogle seriøse udfordringer med et par af spillets bosser, men overordnet set er Final Fantasy VII Remake ikke et svært spil. Det er som om der er forsøgt presset for mange muligheder ind i spillet, i forhold til hvad der egentlig er brug for. Særligt mængden af materia, altså magiske evner, som man finder i løbet af spillet, er alt for overvældende. Mange af evnerne bliver slet og ret aldrig taget i brug, fordi den samme taktik kan benyttes i langt de fleste kampe, med enkelte justeringer til brug mod bosserne.

Det er ikke kun Tifa og Aerith der holder Cloud i hånden under en gennemspilning. Det virker faktisk som om spillet er designet til at være nemt at komme igennem.

Det samme er tilfældet med items. I det originale spil tog man kun en potion for at genvinde tabte hit points, når det var aller mest nødvendigt, men i denne omgang får man en overflod af både milde og stærke potions, og man føler aldrig man løber tør for dem.

Der er altså skudt ved siden af, i forhold til den overordnede balance, og alt for ofte virker figurerne decideret overpowered. Det emmer på nogle måder af, at der er forsøgt at skabe et spil, hvor intentionen er at man skal kunne gennemføre historien, uden at støde på alt for store frustrationer, for at være sikre på at alle får historien med, og derved kan fortsætte ufortrødent, når næste kapitel engang udgives.

Lejesoldat til leje

Spillet byder på en solid omgang sideaktiviteter. De fleste af disse viser sig, når man når et særligt punkt i historien, oftest når man træder ind i et af de små bysamfund, hvor de lokale handlende og øvrige borgere har brug for en hjælpende hånd. Undskyldningen lyder på at Cloud skal markere sig som en dygtig lejesoldat, som folket ikke kan undvære, men den præmis bliver aldrig rigtig fulgt til dørs. Det gør nu heller ikke så meget, da disse aktiviteter er berigende på deres helt egen måde.

Kaster du dig over sidemissionerne, finder du en voksenfri børneoase, med en masse unger der lynhurtigt idoliserer Cloud.

Udover den sædvanlige belønning i form af experience points, ny udrustning eller materia, bidrager sidemissionerne også til at uddybe hvordan samfundet i slumkvartererne egentlig hænger sammen. Cloud bliver sendt ud til bittesmå afkroge, som ellers havde været nemme at overse, og med en mild sans for såkaldt backtracking, er der også anledning til at besøge nogle lokationer mere end en gang.

Dertil er der også nogle minispil, både af obligatorisk og frivillig karakter. Cloud kan både spille dart, medvirke i en dansekonkurrence, køre motorcykel, lave knæbøjninger mod bodybuildere, tæve fjender i en arena, smadre kasser på tid og mere til. Nogle af aktiviteterne er gengangere fra den oprindelige udgivelse, mens andre er helt nye.

Ham her var slet ikke med i udgaven fra 1997, men hans arrogante attitude beder virkelig om at få leveret et par håndmadder til hans fjæs.

Med nye aktiviteter kommer også nye tilføjelser til den allerede genkendte historie. Der bliver introduceret nye figurer, nye områder, nye drejninger på historien, og alt dette medvirker til, at selv de mest hærdede fans kan få et par overraskelser. Det gælder både de spøgelseslignende entiteter der pludseligt dukker op, motorcyklisten på billedet herover, rejsen gennem tog-kirkegården og mere til.

Det er langt fra alle spørgsmål der bliver besvaret, inden spillet er gennemført. Det er til gengæld så godt skruet sammen, at både nye og gamle Final Fantasy VII-fans har noget at se frem til i de senere udgivelser.

Konklusion

Langt hen af vejen leverer Final Fantasy VII Remake alt hvad man kan håbe på. Der er guf for dem der vil have et nostalgisk tilbageblik, og en storslået oplevelse for dem der skal stifte bekendtskab med titlen for første gang. Historien er godt skruet sammen, med en masse overraskelser i forløbet som de gamle spillere også vil kunne sætte pris på.

Blot én af de mange ikoniske scener, som er yndefuldt genskabt til dette remake.

Til trods for at spillet 98% af tiden ser helt igennem fantastisk ud, er der altså teksturer i skammeligt lav opløsning hist og her, som er umulige ikke at få øje på, og de skærer i øjnene hver gang de viser sig. Dertil skal man også kunne abstrahere for det overgearede stemmeskuespil, som jeg simpelthen ikke kan få mig selv til at udtrykke begejstring for. Skylden ligger nok mere på genren frem for de enkelte skuespilleres præstation, dog med Barret som den syndigste undtagelse; han er simpelthen ikke til at holde ud at høre på. Soundtracket kæmper dog en vindende kamp, for at imødekomme kritikken af lydsiden.

At man heller ikke finder den største udfordring for at nå igennem forløbet, er på en måde både godt og skidt. Det sikrer at ingen bliver efterladt, i forhold til at få bekendtskab med den klassiske historie, men det efterlader en mild skuffelse, når der ikke er påkrævet mere tankevirksomhed omkring ens strategier i kampscenarierne.

Når det så er sagt (med en helt normalt stemme), skal der ikke herske tvivl om, at jeg smider en brandvarm anbefaling efter Final Fantasy VII Remake. Spillet er opdateret til en moderne standard, både i forhold til kampsystem, grafisk kunnen, relevans for sidemissioner og virkemidler i fortællingsformen.

Det er ikke kun din tid værd – det har været ventetiden værd.

OVERBLIK OVER ANMELDELSEN
Score
8/10
Forrige artikelSøndagsspilleren – Om stemning i spil
Næste artikelMafia-seriens Twitterkonto viser livstegn efter to års stilhed

3 KOMMENTARER

  1. #1 – Så vidt jeg ved, så er spillet eksklusivt til PS4 i et år fra udgivelsesdatoen, så forvent intet tidligere end foråret 2021, før andre platforme får lov at lege med. Til den tid er de nye konsoller fra MS og Sony også på gaden, så mon ikke spillet modtager lidt ekstra grafisk lir til de udgivelser.

  2. Køber spillet når det kommer på tilbud. Har aldrig spillet nogen FF før og det her skulle være en fin måde at starte det på.