Tilfældigheder på godt og ondt
Ligesom virkelighedens bold, byder FIFA 14 også på mange tilfældigheder. Forskellen på at placere bolden i krydset eller blot at ramme stolpen, er oftest så minimal, at man som spiller ikke selv er helt herre over udfaldet. Den nye motor byder på et væld af alskens tilfældigheder, der både går spillerens og modstanderens vej. Men er disse tilfældigheder med til at højne underholdningsværdien eller er de blot irritationsmomenter, der ikke hører til i digital fodbold? Både og, vil jeg mene.
![]() | ![]() |
Lad mig give et eksempel. I en af mine første kampe fik jeg sendt et gedigent langskud afsted, som var umanerligt tæt på at blive omsat til mål. Det blev det dog ikke i første omgang, da stolpen stod i vejen. Men bolden rikochetterede, røg tilbage i hovedet på målmanden, som lige skulle til at gribe den, da han blev pløjet ned af en af sine egne holdkammerater, som samtidig faldt ind i bolden og sørgede for et sørgeligt, sørgeligt selvmål, der gav mig et hånligt og en anelse bestialsk smil på læben. For nok var det en fuldkommen tilfældighed, det der lige var sket, men ville det nogensinde ske i virkeligheden? Næppe.
![]() | ![]() |
Ligeså fantastisk, som fysikken til tider kan folde sig ud og levere den ene smukke takling, vending og afslutning efter den anden, ligeså tåbelige kan spillernes indbyrdes sammenstød også se ud. Ofte med direkte afgørende udfald til følge. Og tilmed om ikke dommeren stadig har en fysik! Gang på gang står han i vejen, blokerer bolden eller direkte nedlægger spillere. På det her punkt måtte EA for min skyld meget gerne tage sig nogle friheder i forbindelse med realismen og i stedet for kigge på, hvad der fungerer i praksis. Jeg kan på en rigtig god dag holde ud at tabe, men jeg kan ved gud ikke tolerere, når det sker på baggrund af et uhyrligt harmonikasammenstød mellem hele mit forsvar eller en dommer, der bliver stopklodsen på et ellers smukt kontraangreb. Hvis ikke den underliggende motor kan undgå den slags, er den i vejen for spilleren.
![]() | ![]() |
Til gengæld er spillernes nyfundne evne til at afslutte fra svære vinkler virkelig velfungerende. I 13’eren vendte man sig hurtigt til at lave de samme afslutninger, da det sjældent var fordelagtigt at tænke ud af boksen og afslutte fra vinkler, motoren ikke brød sig om. Spillernes fysik placerer sig nu langt bedre i forhold til bolden, og derfor ender det næsten altid med afslutninger, som de ville tage sig ud i virkeligheden. Jeg har i hvert fald scoret mange meget forskellige mål, som tidligere aldrig ville være blevet til andet end ynkelige forsøg 10 meter uden for målrammen. Her fungerer tilfældighedernes spil fortræffeligt.































Fed anmeldelse.
Selv spiller jeg udelukkende Ultimate Team og heri ligger der rigtigt mange forbedringer og finpudsninger. Elsker især muligheden for at søge direkte på auktionshuset fra trup-skærmen samt muligheden for lynhurtigt at sammenligne priser på en given spiller eller item ved tryk på en enkelt knap.
Jo, og så virker det også som om chancen for at få noget ordenligt i en pakke rent faktisk er blevet forøget lidt. Fik Petr Čech som solgte for 20.000 coins i min allerførste guldpakke
#1 Det tror jeg du har ret i. Jeg fik også Negredo i min intropakke. Og med det genvundne fokus til boksspillere, som er stærke og gode i luften, er han ganske værdifuld og scorer mål på samlebånd.
Men ja, masser af forbedringer af metaspillet i Ultimate Team. Næste år håber jeg dog på, at EA helt skipper det underliggende ELO rating system, som matcher spillere på samme niveau. Det har mange negative følger, blandt andet at dygtige spillere ikke bliver belønnet nok i form af valuta, da de jo kun møder voldsom modstand og i bund og grund er det kun sejre, der giver valuta i kassen. Samtidig underminerer det også det divisionssystem, der allerede burde matche folk mod hinanden. Det er ganske frustrerende at rode rundt i 8. division og møde verdensklassemodstand (og dermed ikke tjene en skid coins!), når nybegyndere sejler rundt i division 1 samler coins ind i stride strømme.
#1 & #2 er lige begyndt på min første Fifa Ultimate sæson, og er brændt ret varm på deres “legends” tiltag. Ved i om man får dem på samme måde som alle andre spillere, eller skal man købe dem for rigtige penge? (er jeg nemlig ikke interesseret i).
Har søgt på mange af de legends der skulle være tilføjet, men kan ikke finde én eneste af dem
#3 Legends kortene er så vidt jeg har forstået kun tilgængelige på Xbox 360, så har ikke haft mulighed for at kigge nærmere på dem. Men vil da næsten gå ud fra de også kan findes i normale guld pakker. Kan ikke forestille mig de kun kan købes for rigtige penge.
Det er jo et must have til next gen