Gameplay der holder

Fifa-serien er altid blevet solgt på et eller flere mere eller mindre bevingede argumenter. Tilbage ved Fifa 2002, det første skridt på vej mod realismen, var det et helt fantastisk “skudmeter,” der for altid ville gøre op med arkadefølelsen af *tryk*, *klik*, *paw*. Derudaf. Ind i kassen med klatten.

Ja det var dengang. Der er heldigvis sket meget siden. Omend jeg stadig har grinet en hel del op til spillets udgivelse, efter jeg faldt over følgende beskrivelse af spillet fra EA’s egen hånd:

FIFA 11 reinvents player authenticity (…) for every player and at every position on the pitch with Personality+

FIFA 11 introduces new Pro Passing where pass accuracy is determined by a gamer’s ability on the control pad, and player skill (…) Poor decisions or over/under striking the ball will mean error-prone outcomes.

Men efter at have tilbragt tid med spillet, skal jeg ærligt erkende, at der måske nok er noget om snakken. Først og fremmest føles det mere naturligt at drible i år. Kombineret med “Personality+” er det faktisk blevet helt sjovt, sådan bare at løbe rundt med bolden.

Stort set samtlige spillere fra Manchester Uniteds startellever, der er mit foretrukne hold, har et eller flere personality plus badges. Og det føles vitterligt, som om Vidic for eksempel er en fantastisk forsvarsspiller, at Rooney har lim på fusserne, og at Shcholes er bidsk som en DR-bruger, der snakker politik med modparten.

BilledeBillede

Der er mere tyngde i spillet. Mere følelse. Spillerne svajer, når man skifter retning med dem konstant, de mister boldfølingen og ender uværgeligt med at miste momentum til modstanderen. Medmindre man kombinerer den ekstra realisme med de andre, gode tiltag.

Først og fremmest er det pludselig blevet rigtig sjovt at spille bolden i højden. Hovedspillet har fået et gevaldigt løft, og jeg oplever i år, at der faktisk er kontrol over, hvor man forsøger at heade bolden hen.

Hvor man i Fifa 10 stort set kunne fjerne bolden fra de fleste modstandere ved at holde A i bund og ellers jage modstanderen rundt på banen, til man havde vundet kontrol over kuglen, skal man i år passe på med den slags. Dommerne straffer irritation af modstanderen hårdt, og det er ikke lige til at prikke bolden væk. Men når det lykkes, er det også med større fryd.

Det samme må siges om spillets lobsystem. De mange, mange mål jeg har scoret ved at spille en mand fri, sprinte ned mod målmanden, og med LT+Y vippe bolden behændigt over ham, er også fortid. Derfor er man tvunget til at tænke kreativt, hvilket gør kampene sværere. Men sjovere. Og det er et stort plus i min bog.

Helt generelt virker selve fodbolddelen, der jo er kernen i et fodboldspil, sjovt nok, virkelig lækker og helstøbt. Det virker til at være forbi med generiske mål, der alle ligner hinanden, og fordi man faktisk bliver belønnet for at sprede spillet over hele banen, kombinere korte afleveringer, hurtige højtflyvende sideskift og millimeterpræcise stikninger, er det sjovere end nogensinde at spille FIFA.

2 KOMMENTARER