I Montana finder man Hope County, der ligesom resten af det amerikanske kontinent, blev atombombet synder og sammen for 17 år siden. Dyrelivet har bærer præg af obskure muteringer, planter er groet nonchalant op af efterladte bygninger og de overlevende mennesker forsøger at etablere civilisationen på ny. Desværre er det ikke alle der er med på den ide, da andre hellere ynder at se verden brænde videre.

Søskendekærlighed

Tvillingesøstrene Mickey og Lou hærger Hope County på egoistisk og voldelig vis, med tydelige spor af deres fars sindstilstand markeret i deres bevidsthed. De tager hvad de vil have, sætter ild til det de vil, og viger ikke for at lade selv de yngste børn vide, at når the twins er i nærheden, bør man med rette frygte for sit liv. De leder Hope Countys afdeling af såkaldte Highwaymen. En gruppering af udstødte overlevende, der betragtede bombernes ankomst, som en anledning til at lade de dyriske instinkter overtage dagligdagen, uden tanke på om det koster menneskeliv. Mickey og Lou pryder skærmen med karismatisk pondus, og formår at fremstå som reelle trusler, til trods for at deres påklædning kunne passe ind i en musikvideo fra de sene 90’ere/start 00’ere.

Mickey og Lou tager ikke pis fra nogen som helst.

Som en af de få styrker i landet, der med militærmagt ønsker at genfinde fortidens civiliserede veje, finder du vej til Hope County, med en deling af kyndige lejesoldater som netop skal se til at stoppe truslen fra tvillingerne. Toget som fragter holdet dertil, kommer dog ud for en frygtelig ulykke, og kun ganske få overlever. Der er ingen mulighed for at kontakte yderligere hjælp, og man reddes i sidste øjeblik fra den sikre død af Carmina Rye, datter af Nick Rye fra Far Cry 5.

Carmina bor i det lille og fredelige samfund Prosperity med sin flok af ligesindende. Prosperity fungerer som hjemmebase gennem hele spillet, og bliver også en af drivkrafterne for spillerens progression gennem historien. For at opgradere og styrke Prosperity, skal man finde ethanol, og dette gøres ved at overtage forskellige nøglepunkter i landskabet, som naturligvis er tæt bevogtet af Highwaymen.

De lilla blomster en gennemgående i hele spillet.

Et af de mest positive aspekter ved Far Cry New Dawn er, at der ikke er et for omfangsrigt persongalleri at holde styr på. Der er tvillingerne, et par ansigter i Prosperity, en uventet skurk og enkelte gengangere fra Far Cry 5, som nok skal markere sig. Det bliver derfor aldrig uoverskueligt at holde styr på alt for mange karakterer, og det giver et langt mere fokuseret forløb. Det er dog ikke kun i persongalleriet, at en trimning har vist sig som et positivt træk.

Kulørt men kortfattet

Når man snakker om postapokalyptiske spiluniverser, er det ikke uvant at associere med grå og sammenfaldne bygninger, eller afbrændt natur med minimal chance for genopblomstring. Sådan ligger landet dog ikke i Far Cry New Dawn, som rent visuelt er det mest farverige spil i serien. Et radioaktivt nordlys pryder himlen både dag og nat, elegante lilla blomster har spredt sig over samtlige marker og enge, og selv naturens dyr har fået sig et lag af skrigende farver på både pels, gevir og kløer.

Alt dette er pakket ind på et areal, der umiddelbart er identisk med Hope County fra Far Cry 5, men dog med store sektioner skåret fra. Hele den nordlige del af kortet, er dedikeret til én mission, og der er ganske få argumenter for at vende tilbage hertil, når først den er gennemført. På samme måde er de store klippeområder som omkranser Hope County, heller ikke tilgængelige i samme grad som i forrige Far Cry-installation.

Man bliver ikke længere bombarderet med for mange sidemissioner og collectibles.

Der er også skruet ned for variationen af sideaktiviteter, og dette medvirker til, at spillets kort ikke er marineret i symboler og logoer, for alle de ting du endnu har til gode at undersøge. Der er virkelig skåret meget overflødigt fedt fra, og det giver en mere fornøjelig spiloplevelse, da man nu har sværere ved at blive distraheret, når man i virkeligheden bare gerne vil fortsætte hovedhistorien. Dertil skal det dog også nævnes, at spillets konklusion snildt kan indfanges på lige omkring 15 timer, hvis man da ikke lader sig distrahere alt for meget. Man skal derfor spørge sig selv, om denne minimering af indhold til fordel for et mere fokuseret forløb, kan argumentere for nyprisen; det synes jeg godt det kan.

Hvor er RPG-elementerne?

I optakt til udgivelsen, havde Ubisoft lovet nogle milde RPG-tiltag, som skulle få Far Cry New Dawn til at skille sig ud fra de tidligere udgivelser. Dette er dog på ingen måde realiseret.

New Dawn er stadig først og fremmest en first person shooter, og disse mekanikker er der ikke blevet ændret på. Hvad der til gengæld er blevet indført, er en livsbarre for fjenderne, og små tal der svæver over deres hoveder, hver gang man rammer med et projektil. Man kan derfor se hvor meget skade ens våben yder, samt hvor meget mere der skal til, før de må æde det radioaktive støv. Både menneskelige fjender og det aggressive dyreliv, varierer i sværhedsgrad på fire niveauer. Niveau 1-fjender er forholdsvis lette at nedlægge, mens niveau 4 er nogle deciderede tanks, der kan tåle en uretfærdig mængde shotgun-skud i brystkassen.

Man kan heldigvis slukke for de svævende tal, men hvorfor de er inkluderet til at starte med, kan jeg simpelthen ikke vikle mit hoved rundt om.

Jeg kan slet ikke se pointen i dette, da det fuldstændig udrydder nærværet, som Far Cry-spillene ellers har eksekveret så glimrende tidligere. Både skadeindikatorer og livsbarrer kan fjernes fra spillets HUD, men bevidstheden om at der skal en bestemt mængde skud til at slå fjenderne ud, frem for en feel-orienteret tilgang til skyderierne, hviler over New Dawn som en påmindelse om, at tømmermændene kommer, selvom du drikker et stort glas vand, før du går i seng.

Mange af de opgraderinger til spillerfiguren som datidens Far Cry-spil har budt på, går igen i New Dawn. Bedre snigeevner, hurtige låsedirkning og fyldigere lommer til ammunition, ligger på uoverraskende vis, præcis hvor de bør. Der er ingen deciderede overraskelser at hente her, hvilket igen får mig til at undre mig over, præcist hvordan Ubisoft har forsøgt at argumentere for ”lette RPG-elementer”.

“Du har vist fået noget i øjet …”

Cirka halvvejs igennem historien, bliver man dog tildelt nogle evner, som bestemt ikke er set i Far Cry-serien før. De kan bedst beskrives som værende af overnaturlig karakter, men spillet oplyser aldrig, om det skyldes radioaktivitet eller guddommelig indgriben. Det er en lidt spændende præmis, som dog balancerer på et meget tyndt grundlag. Far Cry har ikke just været kendt, for at gøre ting mere overdimensionerede end hvad et par alkohol- eller narkotikarelaterede missioner kan prale af, men de tjener det overordnede formål med at skabe et sjovt spil, og derfor kan jeg tilgive det.

Alt for komfortabelt

Det virker som om der har været større fokus på at skabe nogle fængende rammer, frem for at smide kreative gameplay-elementer ind i formularen. Tidligt i spillet udstyres man med en Saw Launcher, der skyder rundsave efter fjenderne, og endda kan ricochettere fra bygnings- og klippevægge. Dette er dog det eneste ”nye våben” i hele spillet, og når der nu er tale om en postapokalyptisk verden, er det altså underligt at der ikke har været andre finurlige kreationer med i ligningen.

Udryd alle fjender for at overtage faciliteterne – du ved, ligesom i de andre Far Cry-spil.

Spillets missioner er heller ikke just banebrydende, og du vil ikke opleve et forløb i New Dawn, som du ikke allerede har stiftet bekendtskab med i et andet Far Cry-spil – eller en helt anden first person shooter for den sags skyld. Der er både de missioner der kræver at du plaffer alt i smadder, såvel som håndtering af køretøjer med en flok skydegale tosser i hælene, og et par stealth-opgaver som tydeligt er skræddersyet til at kunne lykkes uden at blive opdaget.

Med formindskelsen af Hope County undrer det også, at både faldskærm og wingsuit er tilgængelige, til trods for at der uhyre sjældent er behov for dem. Det var faktisk udfordrende for mig at finde nogle klippeafsatser, hvorfra jeg kunne tage en hæderlig svævetur, og nyde udsigten over det frodige landskab. Det er skam også muligt, at anskaffe sig helikoptere til at indtage himmelrummet, men dette er heller aldrig en egentlig nødvendighed.

Der er stadig masser af køretøjer man kan benytte til at komme hurtigere rundt.

Ubisoft Montreal har ikke bare arbejdet i sin comfort zone; de har lavet et fort ud af dyner og puder, af frygt for at tænke for langt ud af boksen. Far Cry Primal viste mere modige takter, ved at gentænke hele Far Cry-præmissen og opdage hvad serien ellers kan, men de eneste der bliver trådt over tæerne i New Dawn, er de spillere som forventer en spritny oplevelse, med alt det vanvid som de fatale følger fra en atomkrig kan byde på.

Eskalering

Et par nye tiltag er det dog blevet til i Far Cry New Dawn. Som nævnt tidligere, er det stadig en vigtig del af spillet, at skulle overtage forskellige locations, med henblik på at samle det dyrebare ethanol. Når først en base er overtaget, kan man vælge at overgive den til Highwaymen igen. Dette resulterer i at man kan forsøge at overtage stedet igen, men denne gang er fjenderne både flere og stærkere, ligesom der er installeret flere alarmer, som de kan bruge til at kalde på forstærkninger. Klarer man denne udfordring, belønnes man med en større mængde ethanol end ved forrige forsøg.

Det er en glimrende mulighed for at udfordre sig selv, ligesom tanken om mere ethanol bestemt også får trigger-fingeren til at klø. Jeg har ikke helt luret, hvordan det rent logisk hænger sammen, at et sted får mere ethanol til rådighed, bare fordi Highwaymen flytter ind igen, men som en essentiel mekanik fungerer det efter hensigten, og jeg kan derfor ikke beklage mig.

Dan dig et overblik, før du infiltrerer basen.

Spillet byder også på nogle expeditions, hvor du i helikopter bliver fragtet udenfor Hope County, til helt nye missioner der ikke relaterer sig til hovedhistorien. Du kan vælge forskellige sværhedsgrader, og det kvaliteten af det loot du potentielt kan vinde herfra, afspejler naturligvis den valgte udfordring. Skal du have de bedste våben spillet kan byde på, er det dog nødvendigt at påtage sig disse ekstra missioner, eftersom det kræver materialer som ikke just er til at finde i Hope County.

Det er også muligt at spille disse expeditions i co-op, og selvom jeg ikke nåede at prøve dette, så kan det helt bestemt svare sig, at påtage sig disse missioner. Det er både muligt at snige sig igennem hele forløbet, eller at plaffe sig vej igennem – det er helt op til dig, hvordan du ønsker at angribe situationen. Banerne er godt skruet sammen, og du bliver virkelig sat på prøve.

Konklusion

Far Cry New Dawn har seriens hidtil mest fokuserede historie, med en passende gennemførselstid, et overskueligt persongalleri og det solide Far Cry-gameplay, som det alligevel er svært at sætte en finger på.

Hvor spillet kommer til kort, er i manglen på nytænkning. De lovede RPG-elementer er dårligt nok til stede, og fjendernes skadeindikatorer og livsbarrer er mere skyld i at dræbe indlevelsen, end at bringe noget egentligt nyt på banen. Det er både akavet og unyttigt, og jeg beder til at dette ikke bliver en del af det næste Far Cry-spil.

Shooting-mekanikkerne er stadig yderst velfungerende – Her er Far Cry bare blandt de bedste.

Udvalget af våben er uinspirerende, missionerne genkendelige og New Dawn føles på alle måder bare for “sikkert”. Der innoveres ikke på noget som helst, og det er derfor nemt at miste tilliden til, at Far Cry nogensinde skal agere frontløber for, hvor first person shooter-genren skal bevæge sig hen.

New Dawn er til den konservative Far Cry-gamer, som ikke ønsker at der bliver pillet for meget, ved den formular som virker på sine egne præmisser. Men selv den mest standhaftige fan af franchisen, vil nok sidde tilbage med et ønske om, at der snart bliver truffet nogle nye beslutninger. Far Cry New Dawn er et godt FPS-spil, men det er ikke ensbetydende med at det er et godt Far Cry-spil.

5 KOMMENTARER

  1. Vel en meget forventet anmeldelse. Forventet at der bliver kogt mere suppe med samme, tyndere smag for hver gang.
    Siden FC4, skulle de vel egentligt have lukket ned, jeg tog selv FC5 med, men ikke Primal. Og jeg tager sikkert også New Dawn med, om langtid, når der er et hul i min spil kalender, og jeg har tilpas glemt FC5, da spillene kan et eller andet, med den fortindelige skyde motor og bevægelse.
    Men er lugter det ikke af, at den sidste suppe er kogt på med denne opskrift, eller?

  2. God anmeldelse! Jeg er i bund og grund enig i alt hvad du giver udtryk for. Endte f.eks. også med at fjerne “de svævende” tal samt fjendernes lifebar(s) fordi jeg ganske enkelt ikke gider at se på det – heri er jeg vel en konservativ Farcry gamer, det kan jeg ikke sige mig fri for.

    Ellers så giver jeg flere ret når de siger, at det er på tide Ubisoft genopfinder noget af serien, mens de samtidig f.eks. bibeholder det gode gunplay der er at finde. Synes det var fint de prøvede noget ala dette med Farcry: Primal, men fandt ærlig talt Primal ret middelmådigt.

  3. #4 – Fordi jeg var den eneste på redaktionen med tid og interesse for titlen, og da jeg ikke har en kyndig PC, så faldt valget på PS4-versionen.