En åben men simplificeret verden
Fable 3 minder ekstremt meget om Fable 2. Det er de samme baner, bare 50 år ældre, fyldt med de samme finurlige, hyggelige og sjove indbyggere. Spilverdenen er simuleret, således du kan interagere med samtlige indbyggere, gifte dig med dem, få børn og blive skilt, hvis du altså ikke bare vil slå dem ihjel. Du kan stadig købe alle huse og butikker, bestemme husleje og prisniveau samt købe nye møbler til dine ejendomme. Interaktionen med indbyggerne er blevet lidt simplere. Man vælger nu ikke imellem alle sine udtryk, men i stedet imellem de to eller tre udtryk spillet mener, du skal udføre. Denne forsimpling opleves igennem hele spillet desværre. Et spil, der jo rent faktisk allerede var ekstremt simpelt i Fable 2. Hunden, som jo nærmest gav Peter Molyneux gøjser på, hver gang han fablede om Fable 2 i sin tid, er blevet degraderet til et firbenet båthorn, som gør hver gang, der er en skat i nærheden. I Fable 2 føltes den som en hyggelig følgesvend. I Fable 3 er hunden nærmest et ligegyldigt vedhæng.
![]() | ![]() |
Menusystemet er blevet skrottet for en interaktiv menu kaldet “The Sanctuary”, en lille hule man zapper sig hen i med et tryk på “BACK”. Spillet skal ikke loade, inden man kommer derhen, hvilket er dejligt. Her kan man så bevæge sig igennem de forskellige rum med våben, tøj, frisurer, quests og lignende. Det fungerer faktisk ret godt, også selvom det er en kende langsommeligt. Et enkelt sted fejler det interaktive menusystem dog, og det er med kortet. For at tilgå kortet skal man nemlig zappe til The Sanctuary og bevæge sig hen til kortet i midten af rummet. Det er hamrende belastende, da kortet er det eneste sted, hvor man kan se sine missioner. Det tager en evig tid og er en kilde til irritation igennem hele spillet. Selve oversigtskortet er heldigvis super fedt. Det er som en miniatureverden. Kortet er fyldt med små, levende figurer, der bevæger sig rundt imellem bakker, bevoksning og bygninger. I sidste ende burde Lionhead dog have givet let og hurtig adgang til de mest essentielle features, uden at skulle spæne rundt i The Sanctuary.
Interfacet bliver yderligere hæmmet af den ekstreme simplificering. Der er nu ingen healthbar, da Fable 3 benytter sig af et Call of Duty-agtig healthsystem, hvor skærmen blinker rødt, hvis man er ved at dø. Undgår man at blive ramt et stykke tid, healer man automatisk. Man kan også snuppe en healthpotion eller en tærte, hvis man er i nød. Dog ved man aldrig hvor mange healthpotions man slæber rundt på, da man kun kan se deres antal, når man er i kamp. Det understreger bare, hvor enkelt spillet er blevet! Det absolut værste ved interfacet er dog, at den øverste del af skærmen er fyldt med et gigantisk skilt, hvis du har en aktiv quest, hvilket er nærmest hele tiden. Og skiltet forsvinder ikke, så længde du har en quest. Det er pænt belastende og grimt.
![]() | ![]() |
Skal der lige udspyes lidt sidste galde, så vender den glimtende guide-snor tilbage igen. Og ganske som i Fable 2 er det et yderst skizofren og usamarbejdsvilligt redskab. Den vil ofte skifte retning, og når du så vender dig om, så skifter den sgu retning igen, den lille satan. Nogle gange kommer den slet ikke frem, og andre gange leder den dig forkert rundt på kortet. Nu er spilverdenen heldigvis så lille, at man hurtigt lærer at finde rundt på egen hånd.

































Det var hvad jeg frygtede… tror sgu jeg afbestiller. Fable 1 var sjovt de første 3-4 timer for mig, men jeg har endnu aldrig fået det gennemført. Alt for streamlinet og hold-i-hånd til min smag.
Fable 2 lød mere interessant, men det kom jo desværre aldrig til PC. Og efter alt at dømme, som du også nævner i dit fine preview, er Fable 3 et skridt frem og to tilbage.
Lionhead er sgu for blødsøden og carebear efterhånden. Gud forbyde at deres spillere skulle være nødsaget til at trykke på hele 2 forskellige knapper i deres spil.
Jeg kan blive helt depri over at det er den vej spiludviklingen tilsyneladende tager.
#1 Det er nu et helt reelt review
Men ja, Fable 3 tager desværre et skridt tilbage. Det er et ganske fint action rpg, men et meget simpelt et af slagsen. Når man tænker på, hvad Peter Molyneux har bedrevet tidligere, så er det lidt sørgeligt, at han nu skal lave spil, der er SÅ let tilgængelige, at udfordringen ligger på nulpunktet.
Lad os krydse fingre for, at Peter Molyneux vågner op til dåd i deres næste spil!
Jeg blev sgu også overrasket over hvor kort kongedelen egentlig var, så det var lidt svært at få samlet alt det guld man sku bruge.
Men spillet er nu stadig rigtig godt synes jeg, jeg havde dog ikke problemer med kameraet, kun når du spillede local coop, da du deler skærm med den anden spiller.
Men det med at våbene ændre sig elt efter hva du nu får gjort, synes jeg var meget fedt, det måtte dog gerne være lidt mere variation i de ting der bliver lavet om. det er f.eks. kun 4 skafter til sværdet og gun’en. “det der man holder om”
Var selv overrasket over hvor kort spillet var, men for skidt hvor jeg hyggede mig.
Er nu i gang med min 3 gennemspilning, og finder det stadig lige underholdende.
Er dog IKKE enig i kommentaren i anmeldelsen omkring de moralske valg. At de alle er sort/hvide.
Når man er konge er de absolut ikke sort/hvide.
Skal man give sine undersåtter gode vilkår, for at de blot bliver slagtet når dagen kommer, eller nægter man dem ordentlige levevilkår for at redde så mange som muligt?
Skal man holde de løfter man gav til sine allierede, vel vidende at det vil koste en del af dine undersåtter deres liv, eller skal du skide dem et stykke og sætte dine undersåtters liv først?
Der er flere valg hvor linjen er ret udvisket.
Molynex har også selv udtalt at der er flere af de valg man skal tage som konge, der umiddelbart virker onde, men at de rent faktisk viser sig at være det ‘rigtige’ i den sidste ende.
#4 Nej, de 6-7 valg i kongedelen er ikke helt sort vide, men alligevel let gennemskuelige… De er dog de mest interessante. Men da spillet stopper lige efter, så betyder de valg ikke det helt store for gameplayet bagefter.
Er det bare mig der syntes at der ligger lidt feminime undertoner over samtelige karraktere på de billeder?
Selv ham der står med den store hammer barbarian style, forventer man da lidt snart vil bryde ud i sang, for derefter gerne ville nusse med en.
Eller er det bare mig der lige har spist for meget sukker?
Jeg spillede det kun i to timer, så var det for kedeligt og jeg har sendt det tilbage.
#6 Hehe… men sådan er fable. Man kan bryde ud i sang eller spontan dans, lige når man vil! Og nusse med alt og alle bagefter
#7 Heh… har du spillet de andre spil i serien? For så kunne du da ikke blive overrasket.
#8 Jeg spillede fable 2 i omkring 5 timer vil jeg tro. Jeg blev luret ind på løftet om at spille som konge men da jeg fandt ud af at delen ikke var særligt lang syntes jeg ikke det var det værd at kæmpe sig gennem monotomien og så ville jeg heller bruge min tid på et andet spil.
bliver sq nød til at game det, nu når man har prøvet de andre…
btw godt arbejde banan!
Det er vel som man havde frygtet lidt. Dog vil jeg sige, at spillets atmosfære og hygge landskab er det hele værd i Fable 2, historien i 2’eren var også meget fin og jeg sys det var fedt, at rende rundt i landet Albion, så er den del bedre i 3’eren lyder det ikke dumt. Dog manglede der et eller andet forhold mellem Albion, karakteren og en selv. Fable 3 skal gennemføres, når prisen engang falder
#9 Yeah, jeg var selv virkelig skuffet. Den del er jo faktisk bare 7 valg man træffer. Og ikke mere end det.
#10 jeps, det er klart en gennemspilning værd… for som #11 siger, så er stemningen og atmosfæren jo super nice