Der er både noget tiltrækkende og afskrækkende ved Divinity: Original Sin II, som for nyligt er udkommet til PlayStation 4 og Xbox One. Det er et af de dybeste rollespil i mange år, som med den rette dedikation blomstrer til noget nær et mesterværk. Det er samtidigt ubarmhjertigt i sit gameplay og manglende vilje til at lære fra sig. Vi har grebet en controller, og kigget nærmere på PlayStation 4-versionen.

Forvent det uventede

Divinity: Original Sin II er et isometrisk rollespil med et turbaseret kampsystem, og kan bedst beskrives som en krydsning mellem Baldur’s Gate og XCOM. Det kan spilles uafhængigt af sin forgænger fra 2014, da historien finder sted 1000 år senere. Du navigerer en selvskabt figur rundt i et enormt univers, hvor det aldrig er til at forudse, hvad der sker rundt om næste hjørne. Der kan vente en fjende som kræver adskillige forsøg at nedlægge, en figur som blot ønsker at diskriminere dig for dit oprindelige valg af race, eller en begivenhed som vender hele historien på hovedet eller får dig til at skrige af grin.

Spillet lægger op til en overflod af spørgsmål, og det er endda allerede mens man skaber sin unikke karakter. Har det indflydelse på spillet hvilken race jeg vælger? Hvad gør constitution, og hvor mange point skal jeg lægge i? Hvor mange action points vil være fornuftigt at starte med? Divinity: Original Sin II tilbyder ingen hjælp overhovedet, til at aflure hvordan din figur kommer godt fra start. Der er en masse tal og beskrivelser, men uden forhåndsviden om hvordan spillet fungerer, er det noget nær umuligt at forudse, om de rigtige beslutninger er blevet truffet.

Dette aspekt går igen i resten af spillet, som konstant overrasker med uventede plot twists, bosskampe midt i andre bosskampe, nye evner som man selv må tilpasse sin spillestil, og mere til. Du skal forvente at starte spillet HELT forfra adskillige gange, før du virkelig får en forståelse for hvordan mekanikkerne hænger sammen. Hver eneste aha-oplevelse man får, medvirker til at suge spilleren længere ind i universet, men det gør til gengæld også spillet utilgængeligt, for dem der ikke besidder tålmodigheden til at få den storslåede oplevelse der venter.

Den samme præmis eksisterer naturligvis også i f.eks. Dark Souls og mere action-orienterede rollespil, men når kampsystemet er turbaseret, virker det besynderligt på mig, at spillet ikke tager sig ordentlig tid til at forklare systemerne grundigere. Det havde lettet den tunge start meget, hvis en tutorial havde været til stede, inden man forsøger at bygge en hæderlig kriger, som viser sig at være en vatarm, grundet uforståelige begreber og vanskelig indlæringsteknik.

En retfærdiggjort kliché

Divinity: Original Sin II er ikke det første spil, som vil prale af at give uendelige valgmuligheder til spilleren, og det vil så afgjort heller ikke blive det sidste. Hvad spillet dog opnår bedre end andre spil i genren, er netop at leve op til de uforudsigelige begivenheder, som med et øjebliks varsel kan finde sted. Du kan vise nåde overfor en fjendtlig figur, som efter endt kamp ender med at løbe direkte ind i et flammehav, og derved alligevel får slået sig selv ihjel.

Man skal overkomme og acceptere det faktum, at Divinity: Original Sin II på intet tidspunkt undskylder for disse nådesløse betingelser. Der er en hårfin balance mellem situationer som den nævnte, hvor det både kan være hamrende komisk og dybt frustrerende, at se ens bestræbelser på at nå slutningen af en af de mange quests, tage en helt anden drejning end den tilsigtede. Vigtige hovedpersoner fra historien kan dø helt uden varsel, men intet undskyldes og rejsen fortsætter ufortrødent. Man kan næsten høre udvikleren Larian Studios hviske ”deal with it”, med en kynisk og arrogant grimasse tværet ud i ansigtet på sig selv.

Det fortjener dog også anerkendelse, at spillet har taget højde for så mange forskellige udfald. Der er nogle ”bestemte” måder at håndtere missionerne på, men der indbydes i endnu højere grad til, at spilleren selv skal være kreativ og prøve kræfter med sin egen logik. Det er i sandhed en sandkasse af muligheder, og man har ikke andre at takke end sig selv, hvis man er kommet til at sælge en vigtig nøgle til en vendor, adskillige timer før man rent faktisk skal bruge den.

… ”Deal with it!”

Skabt til PC

Det er som sagt PlayStation 4-versionen jeg har haft i hænderne, men det er tydeligt at spillet har været udviklet med PC-platformen i tankerne. Både menuer og det overordnede gameplay, bærer voldsomt præg af at være designet til mus og keyboard. Selvom en del genveje er forsøgt optimeret til en controller, så har det ikke været helt vellykket.

Det er forvirrende nok at bladre rundt i de mange menuer, og det gøres ikke lettere af en rodet måde at søge efter genstande eller objekter som kan manipuleres i landskabet. Divinity: Original Sin II er simpelthen ikke skabt til sofagaming, men til mere fokuserede rammer foran en PC-monitor, med et keyboard der bedre formår at fange konceptet af genvejstaster, end en Dual Shock 4 nogensinde kommer til.

Jeg kan ofte godt tolerere, hvis et spil til nøds har fået implementeret controller-styring, med en viden om at PC har været det primære fokus under udviklingen. Men når det bliver så bøvlet som i Divinity: Original Sin II, lider pacingen i spillet desværre også.

Er du en dedikeret RPG-spiller, og blot har en konsol som eneste gaming-apparat, så skal det naturligvis ikke være et argument for ikke at udforske det enorme eventyr. Lad det dog være sagt nu, at du vil få et par forvirrende stunder, når begge hænder er klamret rundt om en controller, med den begrænsede mængde knapper der er på sådan en.

Konklusion

Spillet har allerede et års tid på bagen på PC, og jeg vil derfor ikke spilde spalteplads, på at forklare spillets øvrige mekanikker, eller egentlige historiske forløb; disse kan allerede findes i andre anmeldelser eller artikler.

Hvad der i stedet skal slås fast, er at vi har et umådeligt fyldigt RPG, som kan tilfredsstille de tilhængere, der ønsker en så dyb oplevelse som overhovedet muligt. Her skuffer Divinity: Original Sin II på ingen måde. De mange udfald, uforudsigelige hændelser og storladne begivenheder fungerer både som en styrke og svaghed, da det giver plads til at ”lege”, men også begrænser muligheden for at få alt med. Jeg tror ikke jeg underdriver, hvis jeg påstår at din første gennemspilning, blot vil give dig ca. 20% af den samlede oplevelse; der kan snildt ligge et tre-cifret antal timer i det forløb.

Jeg må dog understrege, at oplevelsen uden tvivl vil føles stærkere på en PC. Der er for mange frustrationsmomenter til stede, når menuer og omgivelser skal navigeres med analoge styrepinde og skulderknapper, og spillet er simpelthen ikke blevet optimeret til den styring. Divinity: Original Sin II er på ingen måde uspilleligt i sit konsolformat, men på samme måde ville jeg også have nogle betænkeligheder ved en spaghetti bolognese, hvor kødfarsen er skiftet ud med fiskefars; det fungerer sikkert fint nok, men bevidstheden om en overlegen oplevelse andetsteds, vil konstant være til stede.

3 KOMMENTARER

  1. Anmeldelsen er ramt på kornet, det er virkelig et “prøve sig frem og se om det nu virker”-spil som kan have fatale følger. Jeg må indrømme at jeg er typen der helst vil løse questene på den “rigtige” måde. Så hvis noget ikke lykkedes kan jeg finde på at se efter løsninger på nettet og gøre dem om. Divinity Original Sin 2, er et spil hvor der skal gemmes “savegames” flittigt. Men det betyder ikke at frustrationerne er større end udbyttet (efter min mening). Der er virkelig sjove kampe hvor man skal bruge omgivelserne, og ikke mindst sin erfaring med spells. Oplevelsen ved at udforske er også god, og historien er fin og velskrevet. Jeg har kun prøvet spillet på PC – lidt ærgerligt at PS4 udgaven ikke lever op til denne.

  2. Det er gratis at respecce, når man får muligheden ikke alt for langt inde i spillet. (Så vidt jeg husker kan man når man rammer rammer act 2)

    Så man behøver jo ikke starte forfra hvis man føler man har lavet en fejl med sin char.

  3. #2 – Med hensyn til at starte forfra, var det egentlig mest tænkt i forhold til nogle af de hændelser, som man prøver at kæmpe udenom, men som man ikke får mulighed for at ændre på. Jeg kan godt se at det ikke fremgår helt tydeligt af teksten, men jeg håber at min uddybning her afklarer den tvivl