V1 Interactive har sat sig til tasterne og skabt Disintegration. Eftersom spillets hovedperson kun anvender en Grav Cycle (sådan en svæve-ting), virker det naturligt nok at spillet har sine op- og nedture. Sådan er det jo, når man flyver. Men er Disintegration en skæbnefortælling som selv tyngdekraften ikke kan holde nede, eller er det en moderne version af Ikaros?

Den brogede blanding banditter der banker ‘botter med bravour

Spillets grundpræmis

Menneskeheden er banket i knæ af en virus (temmelig realistisk i disse tider) og for at overleve, har mange mennesker fået en kropstransplantation. De har basalt set fået flået hjernen ud og konserveret den i en glorificeret Tupperware-skål, som kan installeres i en robot-krop. Denne proces kaldes “integration” og resulterer i en stak robotter der naturligt nok opfører sig menneskeligt.

I scan-mode kan man få lidt flere detaljer om sin nærmeste omverden, deriblandt fjender

Lige så naturligt som at falde når man snubler, er der også en skurk så der er en grund til at blive en helt. Skurken er ude på at overtage verdensherredømmet, som sig høre og bør. Skurken er også ganske skurkagtig og er ikke bleg for at perforere en af de førnævnte Tupperwares, for endegyldigt at dræbe nogen. På næsten Disney-agtig vis betyder det, at der ikke er blod nogen steder i spillet. Bare farverige eksplosioner.

Kom, lad os redde verden!

Vi har at gøre med en ganske klassisk dannelsesrejse. En hovedperson, Romer Shoal, er tidligere Grav Cycle-pilot og går for at være ganske dygtig til det. Han er primært interesseret i sig selv, og slipper ud af skurkens kløer i starten af spillet. Han møder de første andre modstandsrobotter og så kører det derudaf. Historien opbygges, man skal have fingre i diverse udstyr og godt skal overvinde ondt.

Romer og en af hans Grav Cycles

Jeg tvivler på at jeg har tabt læseren endnu, da historien ikke ligefrem er svær at følge. Lad os hellere komme videre til gameplay. Her bliver det lidt sjovere, da det hele virker som en blanding af spil. Man flyver selv rundt på sin Grav Cycle og fra den kan man både bruge egne våben og udstede kommandoer. Man har nemlig de andre robotter (Integrated) med, og de skal udføre det beskidte arbejde på jorden.

Kanontårn uden jordforbindelse

Fra sin Grav Cycle flyver man rundt, oftest i Scan Mode. Så kan man lidt bedre få afsløret ting i sin nærhed. Romers Grav Cycle har også altid et primært og et sekundært våben, selvom det sekundære nogle gange er healing-udstyr. De op til fire fodtusser, som man har med på missioner, har også deres egne tricks, som man kan aktivere. Det er enten at kaste en håndgranat, lave et slow-field, affyre en mortér-salve eller lave et “ground stomp”.

Her er jeg i gang med at beordre min fodtusse-ven til at uddele granatmadder

Hver fodtusse har sin egen nummertast for at aktivere evnen, samt en derpå følgende cooldown. Taktisk set er der dog ikke meget variation at skabe. Disse evner virker nemlig kun effektive, når man fyrer dem alle af på et lille område med høj fjende-tæthed. Mens man så venter på cooldown, kan man bare sende vennerne rundt og pløkke ganske frit. Husk dog at holde øje med dem, de kan godt finde på at gå i stykker.

Pædagogisk leg: Ingen kan dø!

Det går dog nok, for når de dør, efterlader de deres Tupperware. Du ved, deres hjernekasse. Den kan man samle op og så går der 10 sekunder, før de står på slagmarken med kløe i aftrykkerfingeren… aktuatoren… den robotlige ækvivalent til en finger. Du skal nok nå at blive lidt træt af dem, fordi de nogle gange virker lidt kamikaze-agtige. Den knap så hårdføre Ranger er lige så glad for at løbe frontalt i kamp, som din største og mest usårlige metalklump.

Fjenderne varierer i størrelse og skade, dog uden de store overraskelser

Det er dog nemt nok at få styr på, så man kan jo bare kommandere fodtropperne langt væk og selv klare ærterne. I hvert fald ind til de pludselig beslutter sig for at komme løbende direkte i kamp igen. Man kan nemlig ikke komme specielt langt væk, før de tager sagerne i egen hånd. Den nemmeste taktik er ganske simpelt at holde dem tilbage fra stærke mål, som man selv river fra hinanden. Så kan fodtropperne klare oprydningen.

Grav Cycle – en gravcykel?

En Grav Cycle er en motorcykel-agtig ting der kan flyve. Der kan også sidde et par våben på og alt i alt lyder det sgu ganske fint! Man kan dog ikke slippe håndbremsen, for cyklen er ikke specielt hurtig. Den føles ofte som at prøve at danse Nøddeknækkeren iført mafiaens seneste serie af betonstøvler. I det hele taget føles spillets Grav Cycle præcis som det modsatte af hvad de står for. Fart: kun en snas hurtigere end fodfolkene. Frihed: man kan max svæve 15 fod over jorden.

Man kan beordre sin folk til at fokusere på ét mål af gangen

I det hele taget føles det lidt som at danse med en bautasten. Især set i forhold til hvordan jeg føler Grav Cycles burde være. I spillets verden virker det også som om Grav Cycles burde være mere lige som Pod Racers fra Star Wars. Sindssyg hastighed og alt det der. Som de føles når man sidder på dem, virker det som om Romer Shoal er superheltepiloten der frygtløst rider i kamp på sit svævende gangstativ.

Flyvetårnsforsvar

Ja, det er nu et ord. Disintegration har et kampsystem som kan sammenlignes med Sanctum, hvor man både påvirker slagmarken og selv deltager i slaget. Det er temmelig begrænset hvad man egentlig bruger sine tropper til, fordi de kommanderes som en samlet gruppe. Enten sender man dem alle samme sted hen, eller får dem til at skyde på det samme mål. Ens egen rolle bliver så at nakke de store modstandere og eventuelle fjendtlige Grav Cycles.

Alt er låst i en mission, man har ingen indflydelse på bemanding eller loadout

Man kan ikke styre hvordan man sammensætter sin gruppe eller hvilket udstyr man selv har på sin Grav Cycle. Især det sidste er specielt ærgerligt, da det i allerhøjeste grad er hvad man selv bruger direkte i kamp. Personligt ville jeg foretrække at man kunne vælge mellem tre hastighed/holdbarhed-balancer. Hurtig og sårbar, mellem og mellem, langsom og holdbar. Det samme gælder våben, hvor jeg også gerne ville kunne beholde mine favoritter.

Udvikling “the Apple way”

Det hele er så låst, at opgradering føles som at købe det næste Apple-produkt. Man kan skrue lidt op for tallene, men ellers ligner det hele sig selv. Du får de funktioner der står på pakken, intet kan ændres. I det hele taget et stort tab, da det ellers kunne have været en virkelig passende del af spillet. I forhold til hvor hovedrolle-centreret spillet er, så er der ingen rollespilselementer med. Hverken i forhold til valgmuligheder eller udstyr/opgradering.

Multiplayer, igen med låste loadouts. Dog lidt sjovere temaer.

Det eneste sted, hvor der er lidt at vælge imellem, er i multiplayer. Der skal man vælge mellem ni forskellige loadouts, som gælder både Grav Cycles og fodtusser. Jeg kan dog ikke sige så meget om det, da jeg aldrig kom med i en multiplayer-kamp. Jeg er ikke den eneste med problemet, men har endnu ikke fundet noget der konklusivt afslører hvad der forårsager problemet.

Ikaros… med flammer i fjerene

Det hele virker som om der er nogle gode idéer, men ingen af dem er ført til dørs. Hvorfor det er, kan jeg kun gisne om. Jeg ved dog at jeg ikke er imponeret. Min samlede fornemmelse af Disintegration, efter at have gennemført kampagnen samt kigget på matchmaking-timeren, er flad. Teknisk set er der veludførte elementer, grafikken er pæn og jeg synes oprigtigt at stemmeskuespillet er rigtig godt.

Pænt, men al den tomme plads nærmest skriger på at blive brugt til noget

Hele grundpræmissen om at menneskers hjerner nu lever videre i robotter, bliver ikke udforsket. Det kunne ellers have været en ganske interessant filosofisk udfordring, lidt á la Deus Ex. Der er dog intet at udforske, intet til at kilde fantasien, intet til at prikke til ens egne følelser og fordomme. Historien er ganske enkelt flad.

Kampsystemet har nogle opfindsomme idéer, som kunne blive til meget mere end de er. At man er SÅ låst i sine valgmuligheder, gør at det ikke rigtig føles som om jeg behøver at være en del af spillet. Forskellen på film og spil er jo at man gør en forskel i spillet.

Multiplayer lader til at være hvor spillet egentlig vil hen. Det virker sådan, da der her er en pokkers masse cosmetics som kan købes både for ingame-penge og for rigtige penge. Jeg har også en idé om at multiplayer kan blive noget sjovere, når det er andre mennesker der styrer både Grav Cycles og fodtusser. Jeg kunne dog aldrig prøve det. Dette er især ærgerligt, fordi kampagnens kampe mellem Grav Cycles basalt set består i at flyve til siden og holde aftrækkeren i bund.

Konklusion

Som spillet er nu, kan jeg simpelthen ikke anbefale det. Jeg synes der ligger en helvedes masse potentiale, men potentiale er ikke pengene værd. Det skal være omsat til det produkt du sidder med, så medmindre de gør nogle temmelig drastiske ting ved spillet, bør du lade det ligge.

Jeg kan ikke lade være med at sammenligne spillet med en projektopgave i folkeskolen. Det her er en af de opgaver, hvor der er mange gode idéer i spil, men de forbliver bare på overskrift-niveau. Fremlæggelsen er ikke dårlig, men heller ikke mindeværdig. Den er en 12’er på idé-stadiet, men en 4’er på udførelsen. Jævn. Ingen graverende fejl, men heller intet der hæver den op over de grå masser. V1 Interactive har ikke turdet føre deres idéer ud i livet.

5 KOMMENTARER

  1. Øv også, Virkede ellers til at det kunne være så meget mere. Især lidt mærkeligt med Grav Cyclen at den er så langsom og langt fra hvad man turde håbe på.

  2. @guitarlars fin anmeldelse og ‘flyvende gangstativ’ reddede lige min dag 😂 din beskrivelse af spillet passer ret godt på hvad jeg tænkte da jeg så gameplay traileren for nogen uger siden. Nogen interessante idéer der ikke sådan rigtigt folder sig ud.

  3. Yeah, overvejede også at give det et refund, inden jeg nåede de to timer. Desværre skete der nogle ting IRL som krævede min opmærksomhed, og jeg glemte at lukke spillet ned. Så da jeg opdagede det havde den kørt i 3 timer. Så det må være en lærestreg til en anden gang.
    Spillet er ok, ikke godt, ikke skidt. Så er enig i din anmeldelse!

  4. #2 Hehe, så har du mere erfaring med multiplayer end jeg har. Det kom aldrig til at virke!

    #3 Takker! Ja, det var sgu sådan jeg havde det med de grav cycles. Selve konceptet giver mig tanker om noget der mere minder om pod racers. Det er så absolut ikke hvad jeg oplever i spillet.
    Jeg synes især det er ærgerligt med de mange muligheder for at skabe et stort spil, som bare ligger golde hen.

    #4 Too bad, du! Men se det på den lyse side: Bitter erfaring er stadig en slags erfaring