Quantic Dream har noget at skulle bevise, efter det mildt skuffende Beyond: Two Souls fra 2013. Der er skruet op for ambitionerne i historiefortællingen, og så afgjort også de provokerende spørgsmål om identitet og eksistentialisme, men er der kød på androidernes kamp for anerkendelse i samfundet?

Hvad er menneskelighed?

Ovenstående er et spørgsmål, der med god sandsynlighed har lige så mange svar, som der er mennesker på kloden. Detroit: Become Human er ikke det første produkt i spilregi, som forsøger at etablere denne præmis i sit narrativ. En af de bedste præsentationer af netop denne filosofiske tankegang, fandt man i 2014’s The Talos Principle. Her blev spilleren til tider afbrudt, for via en chat at skulle føre en samtale med en ukendt person, hvis eksistentielle og ofte provokerende spørgsmål gav spilleren mulighed for at tænke over sit eget liv, og i særdeleshed plads teknologi og kunstig intelligens har i vores hverdag og livsanskuelser.

I fremtidens Detroit kan du købe en android, til at klare alle de huslige pligter.

Hvor The Talos Principle var nærmest aggressivt direkte i sine spørgsmål, er Detroit: Become Human mere subtil i sin formidling, da der ikke længere skelnes mellem den ene eller anden yderpol. Der er små nuancer i de valgmuligheder man som spiller stilles overfor, hvor det er svært hele tiden at retfærdiggøre, om man handler ud fra faktuelle og kalkulerede overvejelser, eller om empati og følelser dominerer handlingsmønstrene. I løbet af min første gennemspilning, som varede lige knap 10 timer, måtte jeg ofte stoppe op og spørge mig selv, hvad en robot ville gøre anderledes fra et menneske. Det er disse løbende overvejelser, som spillet vinder meget af sit appel på.

Detroit: Become Human har tre spilbare figurer. Alle tre er såkaldte androids, som ved første øjekast ligner helt almindelige mennesker. Connor er den kyniske detektiv, med det ene formål at undersøge hvorfor androids pludselig har vendt sig imod deres menneskelige ejere. Markus er designet til at håndtere ældrepleje, men får vendt sit liv på hovedet, da hans ejer ikke længere har behov for ham. Kara er husholdersken, der panisk må flygte fra sin alkoholiserede ejer, da hun beslutter ikke at ville se passivt til, mens han både fysisk og verbalt mishandler sin datter.

Connor er designet til at være en mesterdetektiv.

De tre androiders historier fortælles i kapitler, som varer mellem 15 og 30 minutter hver. Deres veje krydser i ny og næ, men det meste af tiden er de dog hver for sig. Jeg blev dog overrasket i en helt særlig sekvens ca. en tredjedel inde i spillet, hvor Connor jagter Kara tværs over en motorvej, og styringen af de to figurer skifter ubesværet. Mens scenariet udspillede sig, havde jeg hele tiden en indre konflikt, da jeg både ønskede at Kara skulle slippe væk, men også havde intentioner om at Connor skulle have succes med sin opgave. Da spillet var gennemført, og jeg endelig havde mulighed for frit at vælge det kapitel jeg ville genspille, var det netop denne sekvens der stod skarpest i hukommelsen, og derfor også den jeg efterfølgende har spillet flest gange.

Døden er ikke slutningen

Slutningen af hvert kapitel byder på en oversigt over de forskellige retninger forløbet kunne tage, og nogle af udfaldene var så overraskende, at jeg dårligt troede det muligt. Alle tre androids har nemlig mulighed for at dø undervejs, men spillet har ikke skyggen af en ”Game Over”-skærm eller det der ligner. Den overordnede historie fortsætter ufortrødent, men den pågældende androides synsvinkel er nu udeladt fra resten af forløbet, og det påvirker naturligvis også udfaldene i de senere kapitler.

Denne sekvens har tre forskellige slutninger, men andre kapitler har MANGE flere.

Det er ikke en uvant formular for udvikleren Quantic Dream, da Heavy Rain fra 2010 havde tilsvarende mekanikker i spil med de dengang fire spilbare figurer. Hvad der gør denne oplevelse anderledes, er at det er helt individuelt hvordan man egentlig har det med tanken om, at androider potentielt kan have menneskelige værdier, og om man derfor sympatiserer med deres bevæggrunde, til trods for en klar viden om at det er kunstig intelligens der holder deres ”bevidsthed” ved lige.

Det er en voldsomt ambitiøs fortælling, med nok plot twists undervejs, til hele tiden at holde interessen og nysgerrigheden på kanten af sofasædet. Jeg havde generelt den holdning, at jeg ønskede at spille de tre figurer, ud fra klarheden om at de blot var robotter, men nogle særlige situationer gav mig alligevel en klump i halsen, da disse beslutninger også fremprovokerede visionen om et dommedagsscenarie, der helt bestemt fylder i vores egen hverdag: hvad ville der egentlig ske, hvis robotter pludselig overtog verden?

Kara gør hvad hun kan, for at passe på den unge Alice.

Genspilningsværdien er virkelig høj, da historien kan tage så mange uventede drejninger, afhængigt af hvilke beslutninger der træffes og hvordan handlingerne udføres. Selv efter adskillige genspillede kapitler, har jeg endnu ikke set samtlige udfald, men dog nok til at jeg er blevet efterladt åndeløs et par gange. Skal du have et nyt spil til din PlayStation 4 med en god historie, så bliver det ikke meget bedre end Detroit: Become Human.

Det er til gengæld også her jeg trækker håndbremsen, da selve gameplayoplevelsen på ingen måde formår at imponere.

Forældet formular

Skal jeg beskrive oplevelsen af at styre begivenhedernes gang i Detroit: Become Human, kan det desværre bedst gøres med en kliché: har du spillet et spil fra Quantic Dream, har du spillet dem alle. Styringen af figurerne er kluntet og langsommelig, der er quick time events overalt, og langt hen af vejen er det et automatiseret forløb, der kræver minimalt input fra spilleren.

Scener som denne er typisk Quantic Dream.

Hurtige knaptryk skal få spilleren helskindet igennem slagsmål, akavede drejninger med de analoge pinde åbner døre og fysiske ryk i Dual Shock 4-controlleren giver blot en lille snert er interaktivitet. Det er præcis hvad der forventes af sådan et spil, men i 2018 er der altså behov for nye ideer. Der bliver simpelthen spillet med alt for sikre kort, og med tanke på at kransekagefiguren David Cage har tendens til at tale med (for) store ord, så er der altså ikke bemærkelsesværdige overraskelser at finde, i de inputs spilleren skal bidrage med.

Der skal konstant træffes valg, som har indflydelse på resten af historien.

Det er egentlig ikke så meget en kritik af netop Detroit: Become Human, som det er et ønske om at se reel nytænkning i genren. Disse historiebaserede spil så sin storhedstid, da Telltale Games berigede os med f.eks. The Walking Dead i 2012, og Dontnod’s Life is Strange fra 2015 vækker stadig gode minder. Kreativiteten i hvordan spilleren interagerer med og manipulerer omgivelserne og begivenhederne, er dog desværre umådeligt sparsom, og det er på tide med nogle friske spilmekanikker, som skal retfærdiggøre disse spiltypers eksistens. Leder du efter en seriøs udfordring i dit næste spil, så er det ikke Detroit: Become Human der skal levere den.

Intenderet kunstigt

Når det så er sagt, skal der lyde ros for den visuelle og lydmæssige feedback. Scenerne er afsindigt flot klippet sammen, og tjener hele tiden det overordnede narrativ. Når Connor undersøger forskellige gerningssteder, kan han analysere beviserne for at skabe en videosekvens af silhouetter, der genopfører den kriminelle handling og derved fører til yderligere beviser. Den lille pige, som Kara har på slæb, ser til at tage Kara i hånden, når hun ellers er tæt nok på. Sådanne situationer skaber et nærvær, som netop Quantic Dream mestrer bedre end de fleste. Det er i hvert fald nok til at man knytter sig emotionelt til figurerne og sympatiserer med deres respektive agendaer.

Jeg har tidligere haft det svært med Quantic Dreams grafiske kunnen, i hvert fald i forhold til figurerne i deres spil. De har endnu ikke helt formået at kæmpe sig ud af uncanny valley, som Beyond: Two Souls sad særligt slemt fast i, men det er nemmere at tilgive i Detroit: Become Human. Her er der jo netop tale om androids, hvor det næsten må forventes at disse karakterer skal være lidt … off! De “rigtige” mennesker har meget mere liv i sig, og det er derfor ikke kun den blå LED-ring på siden af androidernes hoved, som tydeligt indikerer hvem der er menneske og hvem der er maskine (eller er det …?!)

Der er konstant spændinger mellem Connor og hans menneskelige politimakker.

Det samme gør sig gældende for stemmeskuespillet, som har ramt den hårfine grænse mellem levende og kunstigt levende. Connor er her et suverænt eksempel; når nogle af menneskerne påpeger hans lidt akavede stemmeføring og bevægelser, understreger han selv, at det naturligvis er fordi han er en maskine og at han er designet sådan. En lille genistreg, som er svær ikke at anerkende.

Konklusion

Alene for historien, eller rettere historieRNE, får Detroit: Become Human varme anbefalinger fra mig. Det er en stærk fortælling, som formår at få sat ens egne overvejelser om teknologisk udvikling på prøve. Kan robotter pludselig blive selvbevidste og handle udenom deres programerede direktiver? Og hvad er konsekvenserne i så fald?

Og ja, spillet er virkelig flot.

Til gengæld er hele forløbet en lang interaktiv film, der forlanger minimalt input, og det er mere end noget andet et symptom på, at spilgenren skal gøre sig nogle seriøse overvejelser, hvis den skal være konkurrencedygtig på længere sigt. Jeg havde virkelig håbet at David Cage og Quantic Dream havde formået at være bare en smule nytænkende, men sådan skulle det ikke være i denne omgang. Med den sløve styring af figurerne og noget langsommelige pacing, bliver det derfor lidt af en kamp, at kæmpe sig igennem de samme sekvenser flere gange, hvor det er uvist om udfaldet bliver marginalt anderledes, eller blot fortsætter som om intet var hændt.

Du skal nok blive fanget af det varierede persongalleri, og deres respektive bestræbelser på at gøre det de føler er rigtigt, eller i hvert fald er programmeret til at føle er rigtigt. Spørgsmålet er om du vil stå ved din retfærdighedsfølelse, selvom det kan koste dig livet.

4 KOMMENTARER

  1. Har overvejet om jeg skulle købe det spil, men da jeg kun har en almindelig PS4, plus intet 4K fjernsyn, og du siger den visuelle side er en stærk del af spillet, tror jeg, at jeg venter
    Tak for den gode anmeldelse! du har helt sikkert gjort det til en grund for at opgradere fjernsyn og PS4

  2. #1 – Spillet er super flot, men jeg synes nu ikke det er essentielt at opgradere skærmen, for at få en fyldestgørende visuel oplevelse. Historien er ALT!

    Og så tak for de rosende ord

  3. #1
    Der ligger eller har ihvertfald gjordt, en demo af spillet på ps store, så kan du jo selv bedømme. spillet er ikke noget for mig, nu har jeg prøvet heavy rain, beyond: two souls og nu Detroit. Og det er bare ikke mig, syns ikke den trælse styring gør det interessant at fordybe mig med dem, på trods af sikkert udemærkede historier.

  4. Super review Det sparede mig lige 550kr. Jeg er interesseret i historien, men styringen fra demoen skræmte mig væk. Din anmeldelse cementerede bare, at spilmæssigt er udviklerne stadigvæk fanget i 2004.

    Ellers tak