Gentagelsernes forbandelse

For blot et par måneder siden udkom Destiny 2 og bød på knivskarpt shooter-gameplay og en opstrammet oplevelse, i forhold til den lidt middelmådige forgænger, der dog reddede sit omdømme ved hjælp af en fremragende udvidelse, The Taken King. Efter 30-40 timers spiltid ramte Destiny 2 dog den mur, som langt de fleste spil støder på før eller siden. Man havde set alt, hvad det havde at byde på og tilbage var der blot gentagelser på gentagelser, i jagten på optimalt udstyr. De første 30 timer havde dog været fortrinlig underholdning, men gentagelser klædte ikke det meget simple popcorns-gameplay uden den store dybde, og derfor gik det for undertegnede hurtigt i glemmebogen.

Smuk at se på, men Merkur er spillets mindste destination.

Nu forsøger Bungie så at give os en grund til at vende tilbage. Og det lykkes også fint i godt og vel 4 timer, som det nye indhold tager at skyde sig igennem. Men herefter føles spillet nøjagtig ligeså trivielt, som det gjorde forinden udgivelsen af denne udvidelse. Gentagelserne er hverken interessante eller dybe nok til at retfærdiggøre den lange vej mod power level 335, der er det nye loft. Og det er et stort problem for et spil, der meget gerne vil holde fast på en dedikeret fanbase, som 1’eren formåede i løbet af dets levetid.

I Curse of Osiris drager vores helt til Merkurs glødende røde omgivelser, hvor en ny Vex-trussel skal besejres. Plottet er – som altid i Destiny-universet – papirstyndt, men denne gang er det, i modsætning til hovedspillets bombastiske plot, hverken særligt underholdende eller veludført. Bungie mangler voldsom kreativ energi på fortællingsfronten i denne omgang.

The Infinite Forest, Vex-racens version af virtual reality. Det lyder mere spændende end det egentlig er. Udvidelsens plot mangler et ordentligt skud energi.

Hovedmissionerne tager et par timer at spille igennem og er mildest talt skuffende. Visuelt set er de vidunderlige at betragte, men sværhedsgraden er så håbløst lav, at du på intet tidspunkt vil føle dig udfordret, medmindre dine shooter-reflekser er yderst mangelfulde. Selv bosserne, der slutter hver mission af, er overstået på få minutter. Jeg betegner ikke mig selv som særlig talentfuld gamer, men det lykkedes mig helt at undgå at dø i løbet af hovedmissionerne. Det virker som om, at de er designet til nytilkommere snarere end til dem af os, der allerede har spillet igennem grundspillet og derfor kender alt til mekanikkerne og har fintunet vores gear.

Merkur: En smuk men indholdsfattig planet

Udvidelsens nye destination, Merkur, er ligeledes super smuk, men derudover utroligt skuffende. Området kan løbes igennem på et par minutter og på indholdsfronten føles det ufatteligt tomt. Når hovedmissionerne er gennemført, bydes der på tre korte adventures. Når de er klaret, kan de genspilles. Fedt? Nej. Herefter er der et enkelt public event og en enkelt lost sector, som hver især tager 5-10 minutter at kværne igennem. Og det er så det på singleplayer-fronten.

Destiny 2 er stadig et hamrende lækkert spil, når skuddene flyver om ørerne på dig, mens du svæver henover landskabet og kaster omkring dig med vortex-granater og andre lækre ting.

På co-op-fronten har vi to nye strikes at gøre godt med. Strikes er rigtig fede… men ikke i Curse of Osiris. Foruden at bære præg af voldsomt genbrug fra hovedmissionerne, er de også så ringe designet, at spillere har fundet ud af, at man bare kan løbe forbi alle fjenderne, inden man når til bosskampene. Derfor var mine oplevelser med de to nye strikes baseret på 5 minutters løben forbi fjender og 5 minutters skudveksling med bosser, der, selv på den nye heroic sværhedsgrad, var alt for nemme. Simpelthen for tyndt design. Selvfølgelig skal man ikke bare kunne løbe forbi det, der burde udgøre en væsentlig del af udfordringen.

En intimiderende fjende at se på. Få minutter senere ligger den stendød og ikke en dråbe sved viser sig på min pande.

Det oprindelige spils raid, Leviathan, har i Curse of Orisis fået et nyt område, der kan besøges. Jeg ville ønske, at jeg kunne fortælle en masse om dette, da raids alle dage har været enormt godt designet i Destiny-spillene. Men da mine Destiny 2-venner har søgt nye græsgange, er jeg afhængig af spillets guided game-funktion, som tilslutter mig til en gruppe af klanmedlemmer, der er klar til at gå forrest. Desværre er der enorm ventetid på dette (forsøgte at vente i en time uden held) og derfor må jeg konstatere, at om end selve raidet sikkert er underholdende, er måden opsætningen håndteres på præget af alt for kluntet og decideret fjendtligt design.

På PVP-fronten er vi blevet beriget med 2 nye baner (3 på PS4). PVP i Destiny 2 er en smagssag, og selv om de nye baner da er flotte at se på, må jeg indrømme, at gameplayet er alt for basalt og refleksbaseret til min smag. Der mangler simpelthen dybde, interessante modes og mindre fokus på små korridorskudvekslinger. At tilføje to baner hjælper ikke på det. Men er det nøjagtig den type gameplay, man leder efter, skal de nok være kærkomne.

Konklusion

Curse of Osiris er en meget skuffende udvidelse. Med en pris på 150 kr., kan man argumentere for, at 4 timers indhold måske ikke er helt så galt igen. Men Bungies ambitionsniveau for Destiny 2 er ikke blot at lokke folk i en 4-timers fælde, hvorefter trivielle gentagelser får dem til at forsvinde igen. Destiny 2 skal, ligesom forgængeren, være et spil man igen og igen kan samle op og have det sjovt med, både alene og med vennerne, såvel som mod andre spillere. I sin nuværende form er det dog for triviel en oplevelse, når man har prøvet det hele, og det ændrer Curse of Osiris ikke på. Derfor er det skuffende og ikke 150 kr. værd.

Smukt at betragte, men Curse of Osiris gør intet for at komme spillets vanskeligheder med gentagelser og overfladiske endgame-aktiviteter til livs.

Det bliver spændende at se, om Bungie kan indfri det kæmpestore potentiale, som Destiny 2 stadig indeholder, når de udgiver den anden udvidelse til foråret. Indtil da må vi sætte vores lid til, at de tager arbejdshandskerne på og får udgivet nogle solide patches, som formår at redde den synkende skude, som Destiny 2 i øjeblikket ser ud til at være.