Popcornsunderholdning fra øverste hylde

Jeg havde også æren af at anmelde det første Destiny, der bød på et dengang relativt uprøvet genremix af shooter-, rollespil- og MMO-elementer. Alt sammen placeret i et farverigt sci-fi univers, der foragtede realisme og i stedet tilbad store eksplosioner, bøvede one-liners og bombastisk, men ultratynd historiefortælling. Shooter-delen, kernen af gameplayet, var stramt og lækkert designet, men de andre genrer var tyndbenede og bandt spillet sammen på kluntet og overfladisk vis. Der var ikke meget strømlining på hverken rollespil- eller MMO-siden.

Megen data er løbet igennem spilverdenens digitale åer siden da, og Destiny endte, efter flere rigtig gode udvidelser, med at være et glimrende spil med en stor fanbase, foruden at andre udviklere også gjorde deres indtog i denne sære hybridgenre, som vi efterhånden godt kan kalde shared-world-shooter, uden at forvirre alt for meget. Særligt The Division formåede i 2016 at levere et af de hidtil bedste forsøg på at mestre denne genre.

Nu forsøger Bungie så for alvor at sætte sig på genrens trone. Destiny 2 er ikke radikalt anderledes end forgængeren på nogen som helst områder, men er derimod en raffinering, en opstrammer, en lækkerhedsindsprøjtning fra allerøverste skuffe. Derfor: Hvis du aldrig har kunnet se charmen ved genren eller fornemme etterens potentiale, kan du allerede nu godt afskrive Destiny 2. Har du derimod hang til knivskarpt shooter-gameplay, lækkert loot, masser af multiplayer, både med og mod hinanden, og store mængder popcorns sci-fi, så skal du i dén grad have Destiny 2 i kikkerten.

Designmæssig lækkerbidsken

Ved allerførste øjekast var jeg en smule betænkelig. Destiny 2’s interface ligner en tro kopi af etterens. Fra login-skærm, til HUD’et og såmænd også hele loot-oversigten. Men det grafiske genbrug stopper heldigvis her. For visuelt set er Destiny 2 mange klasser over forgængeren. Både teknisk, men også designmæssigt er det et vildt lækkert spil. Og når kampene flyder afsted og fjender angriber i massevis, fra alle tænkelige vinkler, med alskens uvirkelige sci-fi effekter til følge, er det ganske ligetil for mig at konkludere, at det her er et af de allerflotteste spil, jeg hidtil har set.

Men lad os for en stund lægge det overfladiske bag os og dykke ned til det, der virkelig bærer oplevelsen. Helt overordnet set kan Destiny 2 deles op i tre dele. Kampagnen, hvor du springer rundt mellem både planeter, måner mm. i vores eget solsystem, alt sammen fint bundet sammen af en historie, der på ingen måde kommer til at revolutionere historiefortællingens kunst, men heller aldrig kommer i vejen for al den lækre ødelæggelse, du kommer til at sprede. De kooperative aktiviteter som strikes og raids (første raid blev lanceret forleden), der giver én muligheden for at samarbejde med andre om at klare spillets mest udfordrende indhold. Og så selvfølgelig den kompetitive multiplayer, kaldet The Crucible, hvor man får lov til at prøve sit lækre grej af på andre spillere.

Kampagnen byder på godt og vel 8-12 timers spil i sig selv, afhængigt af hvor kompetent man er med sine skydevåben og evner. Foruden Jorden, kommer man vidt omkring de mere eksotiske dele af solsystemet, selv steder som Saturns måne, Titan, der med sine yderst fjendtlige forhold i den virkelige verden (temperaturer på -180 samt metanvulkaner), alligevel formår at huse spillere i Destiny 2’s version. Bungie tager sig nogle kreative friheder og har lavet Titan til en måne bestående af et metanhav, som huser bygninger, der flyder på dette dødbringende hav. Det skaber nogle enormt vertikale kampe og virkelig alternative og flotte omgivelser. Det fremragende og design går igen i alle spillets destinationer, som hver har deres kreative særpræg.

I modsætning til forgængeren, føles Destiny 2’s kampagne helstøbt. Den byder som sådan ikke på nogen store afbræk fra det velkendte ”shoot and loot”-gameplay, men tilgangen er mere strømlinet, kaster den ene fascinerende sci-fi setting efter den anden efter spilleren og holder også én ved ilden gennem cinematiske sekvenser, der – på trods af et bøvet og klichéfyldt plot – alligevel giver lyst til at fortsætte, med én hånd i popcornskålen og den anden på controlleren.

Samarbejde og klasser

Får man lyst til lidt selskab, kan man ganske nemt springe ind i et kooperativt spil. På de forskellige planeter vil man støde på en del andre spillere, som ligeledes er i gang med at dræbe rumvæsener og samle lækkert udstyr. Dem kan man løbe rundt med efter behag. Af og til vil man komme forbi public events, som er meget mere overkommelige, hvis man enten slæber en ven med til festen eller blot slår pjalterne sammen med de tilfældige spillere, man støder på. Disse forekomster byder på, foruden diverse valuta og udstyr, også på en del sjove scenarier og bosser, der giver adspredelse og liv til omgivelserne.

Det rigtig sjove, kooperative indhold kommer dog i form af spillets strikes, hvor tre spillere drager ud på en ca. 20-30 minutters lang færd, der gerne skulle føre nyt, skinnende udstyr med sig, men også består af opgaver og fjender, der føles særligt indrettede til en gruppe på tre. I alt kommer spillet med 5 strikes (+1 eksklusivt på PS4). De er ikke super svære, men kræver alligevel lidt mere finurlighed og koordination end kampagnens missioner.

Som udgangspunkt har vi kun tre klasser at lege rundt med: Warlock, titan og hunter. De har dog alle tre underklasser. Og alle tre underklasser kan ydermere specialisere sig i to retninger, såfremt man har lyst til at specialisere sig i kamp på nær eller fjernt hold. Hver klasse har selvfølgelig både styrker og svagheder, men Destiny 2’s klassesystem gør, at man altid føler, at ens klasse, uanset hvilken en man har valgt, kan tilpasses den spillestil, man foretrækker. Personligt har jeg dog haft mest sjov ud af min warlock, som jeg har spillet hele vejen til max level 20. Dennes evne til at holde sig svævende i luften, selv under kamp, gør den meget mobil og underholdende at manøvrere rundt med.

Nogle spillere vil måske efterlyse et mere komplekst kampsystem, med flere tilgængelige evner og muligheder for tilpasning af hver klasse. Men i min optik passer de lettilgængelige rollespilselementer fint til det simple, men veludførte shooter-gameplay. Destiny 2 er ikke en dyb oplevelse og forventer du det af dine spil, bør du holde dig langt væk.

Endgame

Når man runder level 20, er spillet naturligvis ikke klar til at blive lagt på hylden. Selv om kampagnen og spillets 20 levels snildt kan rundes af på 8-12 timer, er der meget mere at komme efter i spillets endgame. Her begynder jagten på godt loot for alvor og i stedet for at fokusere på ens karakters level, gælder det nu om at opnå så højt power level som muligt. Jo bedre loot, jo højere power level, nøjagtig som vi kender det fra World of Warcrafts tilsvarende item level.

Det første Destiny led ved udgivelsen af et forfærdeligt trivielt endgame, der bød på ekstrem repetitiv gentagelse af kontrakter, ensformige og alt for simple mål. Derudover var der meget få aktiviteter at tage sig til og det meste bestod af gentagelse af allerede gennemførte missioner. Destiny 2 klarer dette langt bedre. Foruden yderlige missioner, der låses op ved gennemførelse af kampagnen, er der også masser af andre aktiviteter. Lost sectors (mindre dungeons), adventures (kortere missioner), skattekort, patruljeringer af de enkelte planeter (forskellige mindre opgaver, der fører én vidt omkring), foruden diverse udfordringer, der kan klares undervejs. Dertil skal også lægges muligheden for at genspille strikes og missioner med forskellige, skiftende forhold. Og så selvfølgelig den for genren obligatoriske indsamlen af reputation valuta, der kan indløse nyt grej.

Og nu vi er ved grej, så bliver jagten på nyt af slagsen ikke kedeligt foreløbigt. På trods af, at der selvfølgelig er visse skabeloner og klasser for våbnene, har jeg endnu ikke støt på alt for mange duplikationer, som blot har bedre stats. Og når vi nærmer os endgame og man begynder at få udstyr fra de øverste hylder, er der virkelig stor forskel på deres evner og ofte vil de helt ændre ens spillestil. Heldigvis kan ens karakters evner og underklasse ændres løbende, så man kan tilpasse den til de våben, man samler op. Dette vil nok ikke behage de mere hardcore spillere, der foretrækker dybde og konsekvens. Men igen synes jeg, at det passer fint til Destiny 2’s mere letfordøjelige tilgang og jeg har haft stor glæde af både at agere finskytte, nærkampsspecialist og noget derimellem. Variation er vigtigere end konsekvens i Destiny 2.

Som tidligere nævnt, er det første raid netop gjort tilgængeligt. Her skal 6 spillere finde hoved og hale og skyde sig igennem spillets sværeste udfordringer. Da dette kræver at ens power level er 270, som jeg stadig er et godt stykke fra, inddrages dette raid dog ikke i anmeldelsen.

Forsimplet PVP

AI’en i Destiny 2 fungerer fint nok til formålet, men kommer ikke til at blæse dig bagover grundet sin skræmmende intelligens. Den kan gemme sig bag objekter, holde sig på afstand eller forsøge at flankere dig, når dette er nødvendigt – og det er så også det. Søger man mere menneskelig modstand, finder man det i The Crucible, spillets player versus player modul.

Her kastet man ud i forskellige modes, der er meget velkendte i shooter-verdenen. Fra klassisk team deathmatch, til control (forskellige punkter på kortet, der skal holdes), survival (hvert hold har et lavt og prædefineret antal liv) samt countdown (armering og desarmering af bomber). For at gøre kampene mere intense og overskuelige, har Bungie valgt at holde deltagerantallet på 4 vs 4. Jeg er ikke i tvivl om, at mange spillere derude vil være vilde med The Crucible, men for undertegnede er det klart spillets svageste element.

Selv om det selvfølgelig giver kampene et unikt præg, når man render rundt med sit helt eget katalog af våben og skills, mangler jeg noget ambition og kreativitet. Forstået på den måde, at når resten af spillet nu er så lækkert og der tydeligvis ligger enormt høje produktionsværdier bag, forstår jeg ikke, at man har valgt at satse på en så simpel og undervældende PVP-del. Med det bundsolide shooter-gameplay, det lækre udstyr og mulighederne for frit at lege omkring med klasser, har vi en potentielt super fed omgang PVP, hvis blot slagene var større, mindre refleksbaserede og i stedet bød flere spillere, fede missionsmål og kreative omgivelser, i stedet for små, trænge arenaer.

Som adspredelse kan The Crucible være fint, men i sin nuværende form gider jeg ikke bruge mange minutter på det. Dog er der unægteligt mange derude, som godt kan lide denne type PVP. Træd dog varsomt, hvis du forventer månedsvis af underholdning på denne front og har det ligesom mig.

Konklusion

Destiny 2 er en mesterlig shared-world-shooter, som i dén grad lever op til forgængerens potentiale. Forvent ikke en ny formel, men blot en forfining og opstramning af etterens allerede eksisterende kvaliteter, som er blevet strømlinet gennem de sidste par års udvidelser.

Foruden en teknisk såvel som designmæssig fantastisk fremstilling, formår Bungie også at gøre gameplayet langt mere indbydende, med en cinematisk og velstruktureret kampagne samt masser at lave på de enkelte destinationer, når man har brug for et afbræk fra de hektiske missioner og vil vandre frit omkring.

Det er på ingen måde et dybt spil, og vil derfor ikke med sikkerhed falde i ens smag, hvis man forventer timevis af nørklen med evner og talenttræer, da der snarere er tale om en knivskarpt designet shooter med blide RPG-elementer. Spillets våben og udstyr stjæler opmærksomheden, når det kommer til tilpasning, da disse er super godt designet, føles forskellige (særligt de mere sjældne) og det bringer i det hele taget glædestårer frem, når man høster frugten af hårde kampe og hiver nyt grej op fra kistebunden.

I denne omgang er kampagnedelen ligeså underholdende som det kooperative indhold, men sidstnævnte er stadig af ligeså høj klasse som i det første Destiny. Player versus player-delen føles dog ikke ligeså ambitiøs og hælder derimod til unødigt små, refleksbaserede kampe, i trænge omgivelser.

Destiny 2 er alt i alt en hamrende lækker pakke, der – såfremt man er til genren – vil holde én fanget meget, meget længere end de 8-12 timer det tager at kæmpe sig igennem kampagnen. Bungie har med forgængeren haft et rigtig godt ry for at producere solide udvidelsespakker, så Destiny 2 kan med al sandsynlighed holde mange spillere ved ilden de næste par år frem.

5 KOMMENTARER

  1. Super anmeldelse, godt arbejde. Er meget enig langt hen ad vejen. Havde dog nok selv landet på et rigtigt flot 8-tal. Flot fyr i første screen, i øvrigt

  2. Det er altid tricky med de karakterer og kan sagtens følge dit 8-tal. Ingen tvivl om, at jeg selv var tættere på 8 end 10. I stedet for at forsøge at være objektiv og måle spillets kvaliteter og mangler op mod hinanden og ud fra dette nå frem til en karakter, foretrækker jeg at træde et skridt tilbage og vurdere, hvor fedt eller ufedt jeg har haft det med spillet. Og med Destiny 2 havde jeg det VIRKELIG fedt.

  3. Dejligt at høre at der er kommet mere kød på end game. Fandet 1eren ret underholdende og sjovt men gik død i gentagelsernes land til sidst. Glæder mig til at prøve det!

  4. Ad, hvorfor spille det på eb PS4 når en PC har højere opløsning, bedre og mere præcis kontrol i form af mus + keyboard, ingen gebyrer for at spille online => Gratis.
    Hvorfor game det på Gaystation?