I september måned gav vi PlayStation 4-udgaven af Destiny 2 en bragende flot andmeldelse, og kaldte det popkornsunderholdning fra øverste hylde. Nu er Bungies MMO co-op PvP PvE loot-shooter så endelig ankommet til PC’en. Er dette mon den bedste udgave af spillet, eller har vi fået en halvbagt konsol-konvertering?

Perfekt konsol-shooter

På konsollerne er Bungie kendt for at levere fantastiske first person shooters. Halo revolutionerede i sin tid FPS med en kontroller, og lige siden har Bungie finpudset den formel. Men Destiny 1 tog de et skridt i en lidt anderledes retning end singleplayer kampagner og dedikeret multiplayer. Nu stod den på MMO-lignende skyderi med masser af PvE og PvP, raides og loot i spandevis. Destiny 1 blev desværre ikke lanceret på PC’en, så det er først nu, at vi endelig kan se, hvordan deres formel tager sig ud med mus og tastatur i hånd og mulighed for en noget kraftigere hardware.

For selvom Destiny 1 og 2 var nærmest perfekte i henhold til styring og skyderi med en kontroller, betyder det bestemt ikke, at det fungerer godt med en mus.

Som født til mus og WASD

Heldigvis kan vi sige, at Destiny 2 klarer sig virkelig godt med en mus i hånden. Alt kan justeres og tilpasses, så Destiny 2 spiller som et dedikeret PC-spil lavet udelukkende til keyboard og mus. Styringen er hurtig, præcis og generelt bare rigtig god.

Spillet skifter flydende imellem controller og mus/keyboard, hvis du har i sinde at skifte rundt. Og her bliver det faktisk ret interessant. Rekylsystemet skifter faktisk karakter, så snart det mærker et skift i input fra controller til mus og omvendt. Med kontrolleren trækker rekyllet meget opad i en forholdsvis lige linje. Det ville dog være ret nemt at korrigere med musen, så derfor er rekyllet af en meget mere spredt karakter, så snart spillet mærker input fra musen.

Det er godt og nok også nødvendigt at Bungie har lavet dette system, da PvP spiller en stor rolle i Desitny 2. Vi har ført hørt om spil, hvor du kunne smide en aktiv kontroller til, og så ville spillet bruge en form for autoaim, selvom du styrede med musen, og derved give disse spillere en kæmpe fordel. Men da Destiny 2 skifter rekylsystem i det splitsekund, den mærker et input fra den ene eller anden enhed, er dette ikke et tilfælde her.

Det skal dog siges, at jeg fandt spillet en HEL del nemmere, så snart jeg sad med musen. Det er simpelthen bare langt nemmere at score headshots med musen. Også selvom jeg – hvis jeg selv skal sige det – er ganske god med en controller. Det gør en stor forskel, da headshots gør ekstremt meget skade. Jeg ved ikke helt, hvordan Bungie skulle kunne ændre på dette, men med mus i hånd føles spillet lidt som ”easy mode” sammenlignet med controlleren.

Enormt veloptimeret

Når man ser, hvordan Bungie har optimeret spillet til PC-platformen, bliver man virkelig ked af, at de ikke har smidt alle deres HALO-spil ud til Windows-brugerne. For Destiny 2 er en gennemført god PC-version. Jeg havde ingen problemer med at holde 60 FPS i 4K med alt på ultra, lige på nær en enkelt setting. Det er bedre optimeret end de fleste andre AAA-spil på markedet lige nu.

Og det ser rasende godt i i 4K 60 FPS Ultra. Det er uden tvivl et af de flotteste spil til PC’en lige nu, især grundet designet, som er fuldstændig gennemført lækkert.

Du kan selvfølgelig indstille en lang række forskellige settings. FOV-slideren går fra 60 til 105, så der skulle være nok til at tilfredsstille de fleste. De har også HDR-understøttelse, hvis du har en af de skærme, der understøtter dette. Det har jeg desværre ikke, men jeg smed signalet til mit 4K HDR tv i stuen, og det så altså ret så flot ud. HDR er altså bare lækkert, og det er velimplementeret her.

Bungie har desværre valgt at fjerne MSAA og har derfor kun FXAA og SMAA under anti aliasing. Jeg ved ikke helt hvorfor, da jeg var glad for netop MSAA i betaen. Måske tilføjer de det igen på et senere tidspunkt. Det er dog en mindre kritik.

Herudover kan du dreje på knapperne til Texture Quality, Shadow Quality, Depth of Field, Foliage Shadow Distance, Enviromental Detail Distance, Character Detail Distance, Foliage Detail Distance, Light Shafts, Wind Impulse (?), Motion Blur, Ambient Occlusion med HDAO og 3D, Anisotropic Filtering og V-sync, med mulighed for 30 FPS og 60 FPS.

Lige bortset fra den manglende MSAA er jeg rigtig godt tilfreds med mulighederne. Hvis du vil nørde igennem med alle teknikaliteterne kan jeg anbefale Digital Foundrys artikel, hvor de som altid tester grundigt igennem!

Hvilken version skal du vælge?

Personligt vil jeg have meget svært ved at gå tilbage til de 30 FPS på konsoludgaverne, nu hvor der er mulighed for 60 FPS på PC’en. Men jeg vil bestemt ikke bortdømme konsollerne, da Destiny 2 fungerer helt ekstremt godt med en controller. Og så får PlayStation 4-spillerne også et eksklusivt Strike samt en eksklusiv bane. Om disse forbliver eksklusive, eller om de kommer til andre platforme senere, ved jeg dog ikke.

Jeg vil dog sige, at du skal vælge den platform, hvor dine venner spiller. For efter den 15-20 timer lange kampagne, bliver spillet ekstremt kedeligt at spille alene. Så har du alle dine venner på konsollerne, så vil jeg anbefale den version.

PC-versionen får dog en kæmpe opadrettet tommelfinger, da det er en super god version af spillet. Lige bortset fra et par manglende eksklusive baner, er det uden tvivl den bedste udgave, hvis du har den rette hardware.

1 kommentar

  1. Er der overhovedet blevet spillet under denne test? Historien er noget af det mest intet sigene jeg længe har set. Da kun overgået af Battlefield 1…

    De havde selv sagt at de håber folk brækkede sig over for meget historie der ville være… 5 timer….

    7 er det højeste spillet kan få trukket ud af hatten fra mig