For tre år siden formåede ingeniøren med de onde, tunge metalstøvler at skyde, skære og trampe sig gennem en horde af necromorphs ude i rummet. Det lykkedes ham at undslippe, men glæden var kun kortvarig. For nu må han atter fatte sin trofaste plasmacutter og sigte efter benene, frem for hovedet. Er Dead Space 2 en værdig efterfølger eller skal vi lade det svæve alene omkring i det ydre rum?

En ok computerspilhistorie

Isaac Asimov og Arthur C. Clarkes navnebror befinder sig i varetægt på et hospital. Kendere af Dead Space 1 vil hurtigt nikke genkendende til den snarligt følgende flugtsekvens, da hospitalet invaderes af en ny omgang necromorphs. Som man måske husker fra forgængeren, var en fremmed genstand kaldet en ”Marker” ret meget skyld i necromorphinvasionen af Ishamura-skibet, og der kan man bare se… denne gang er der endnu en Marker. Umiddelbart prøver hr. Clarke blot at flygte, men da den plan går i vasken, kan han lige så godt bruge tiden på at forsøge at sætte en stopper for den nye Marker. Denne gang trues ikke blot et skib, men en hel by (The Sprawl) bygget på en af Saturns måner. Og med både tonsvis af necromorphs og en gemen regeringsmandeperson – der konstant forsøger at hindre Isaacs mission – er der nok at se til for den stærkt bebyrdede helteingeniør.

BilledeBillede

Historien er nok til at holde dig i sofaen til spillet er gennemført, men er hverken original eller mindeværdig. En enlig helt mod en overvældende trussel, der undervejs udsættes for lidt forrædderi og møder en venlig sjæl eller to. Historien gør ikke brug af store twists, men i stedet gradvis åbenbaring, bl.a. i De Fire Skridt der skal tages for at kunne lukke den nye Marker. Historien fortælles gennem mellemsekvenser, videohologramkommunikation og lydoptagelser man finder undervejs – alt sammen noget vi har set i mange andre spil. Den fortælles dog med gennemført heftig pacing og der er ikke et eneste kedeligt øjeblik at finde i de 10-12 timer spillets kampagne varer, hvad enten du skærer lemmer af monstre eller svæver rundt ude i det tomme rum. Det har også hjulpet denne gang at placere spillet i en hel by, da det tillader langt større variation i omgivelser ift. hvad vi så i forgængeren. Det er dog stadig blot en computerspilhistorie, der har et enkelt mål for øje og fokuserer specifikt på at guide hovedpersonen mod målet, hvilket opfylder det basale formål, men ikke gør særlig meget med mediet.

BilledeBillede

Leder man efter dybe karakterer, bør man gå undenom dette spil. Dead Space 2 indeholder intet ud over sædvanen og alle karakterer er temmeligt endimensionelle. Clarke har samme mål for øje fra start til slut og på trods af at der gøres en del ud af hans mentale kamp med mindet om Nicole, er han stadig typisk helt, der må besejre det onde for enhver pris. Kan man acceptere at der ikke er mere ved personerne end som så, er de tilstrækkeligt appellerende og både Isaac og hans kvindelige bekendtskab Ellie er personer man holder med og vil have til at slippe levende fra hele affæren. Skurkene opfordrer til det had de fortjener og karaktererne fungerer indenfor historien, men gør – ligesom historien – heller ikke mere end de behøver, hvilket er synd.

15 KOMMENTARER

  1. Virkelig lækkert review, fryd at læse,

    Og jeg ser mig enig i stort set alle dine punkter.

    Uhyggen var meget, meget tynd. Det var forudsigeligt fra start til slut, og det der gav mig det største chok (så jeg sprang op i stolen, ikke mindre), var 10 minutter efter starten, hvor et brandslukkersystem pludseligt brager løs i mit headset med 120 dB. 5 minutters efterfølgende tinitus inkluderet.

    Dementia scenenerne med Nicole var ganske fede, men på ingen måder uhyggelige. Alma scenerne i det oprindelige F.E.A.R. var langt bedre og mere effektive.

    Jeg vil sige at spillet er creepy. Skummelt. Dystert. Ingen tvivl – men uhyggelig? På ingen måder.

    Jeg er dog skuffet over sværhedsgraden indtil videre. Selv på Zealot (den sværeste man kan vælge ved første gennemspilning), er bare alt for nemt. Føler aldrig at jeg er på skideren, fordi plasma cutteren er for effektiv, og det er alt for nemt at skaffe amunition til den. Og så er telekenisis alt for overpowered, hvis blot man har adgang til et eller andet spidst at skyde med.

    Stasis har jeg endnu ikke haft brug for en eneste gang (er godt og vel halvvejs), ud over til de få puzzles hvor man skal forbi en dør eller rotor af en slags.

    Tvivler dog på at jeg gider spille den igennem igen bagefter, så det ærgrer mig ret meget, at Zealot sværhedsgraden er tynd.

    Men ellers et genialt og creepy action spil.

  2. “Alma scenerne i det oprindelige F.E.A.R. var langt bedre og mere effektive”

    What?

    Elsker Fear spillene, men hvordan satan kan man blive spooked af en chick, som bare kommer og kigger på dig en gang imellem?

  3. #2
    Nogle af dem var klamme, synes jeg. Især den, hvor man er på vej ned af en stige, og hun så pludselig står lige over en i det man er kommet ned på stigen.

    Og igen helt til slut, hvor hun er sluppet fri, og langsomt vader hen imod en, og så pludselg ryger ned på alle fire og bare fyrer afsted ind i face.. der gippede det godt nok i mig.

    Scenen i elevatoren var også pæn creepy, hvor lyset blinker et par gange, og hun lige står inde i elevatoren sammen med dig for blot et enkelt sekund.

    Synes Alma scenener generelt var langt mere spooky end Nicole i DS2.

  4. 3

    Nicole havde jo lys som kom ud af hendes øjene og mund! Fandme ikke normalt!

    Alma i Fear 1 var bare en flink lille tøs som kom og hjalp dig en gang imellem.

    I fear 2, der sku du i det mindste trykke på en knap for at holde hende væk. Men slutningen i fear 2…uhhh, den var klam, på den gode måde

  5. #4:
    Nicole (og Alma i FEAR 2) faldt helt til jorden, fordi du netop kunne bekæmpe dem.

    Grunden til at Alma er fucking creepy i FEAR 1, er at hun er en underlig lille pige, der kommer gående mod folk, hvorefter de bliver splittet af. Første gang du møder hende i FEAR eksploderer hele rummet bag hende mens hun kommer imod dig.
    Du ved du intet kan stille op, og når hun står lige foran dig på en stige, kommer kravlende imod dig mens du kravler i en snæver gang under gulvet eller du ser hendes skygge løbe forbi og hører hendes latter, er det langt mere truende og uhyggeligt. Hun signalerer uundgåelig fare og samtidig florerer hun omkring dig uden du helt er sikker på hvor hun er.

    Nicole i Dead Space er bare “SE MIG, JEG SER UNORMAL UD. BLAAAARGH!”. Der er ingen diskrete hentydninger, ingen opbygning, ingen sans for fare, ingen fantasi – intet. Kun lys ud af øjne og mund. Det er bare slet ikke uhyggeligt i forhold til Alma i FEAR 1 (eller noget som helst andet).

    Men vil man virkelig skide i bukserne, så spil Penumbra og Amnesia. Efter jeg havde spillet de første 10 minutter, tog det mig otte dage at få nosser nok til at spille videre.

    #1:
    Jeg tænkte faktisk på at advare folk mod at spille med høretelefoner, for deres helbreds skyld. Jeg ved ikke hvorfor vores trommehinder skal voldtages, men spillet satser åbentbart på at vinde prisen som det mest højlydte spil nogensinde.

  6. Skal i hvert fald købes på et tidspunkt. Synes karakteren viser hvor godt gameplayet egentlig er når spillet scorer en 8er til trods for dårlig gys og multiplayer.

    God læsning.

  7. “fordi du netop kunne bekæmpe dem. ”

    Det er netop derfor jeg ku blive mere freaked over dem.

    Ting som ik ka skade dig, ser jeg ik som en trussel.

    Men der vi 2 så forskellige.

    ” så spil Penumbra og Amnesia. Efter jeg havde spillet de første 10 minutter, tog det mig otte dage at få nosser nok til at spille videre”

    Har været igennem Amnesia.

    Fint nok horror spil, der havde sine chok, men det er fandme ensformigt. Bare leg hide and seek med en retarderede mongoloid igennem hele spillet! Der ville jeg helt klart vælge spil som Dead Space og fx Condemned istedet, nogle som gør at du er ude på kanten af sædet hele tiden, med mere end en ting.

  8. #1 Tror du kommer til at tage din kritik af sværhedsgraden i dig igen når du når til chapter 10 og fremad.

    Spillede selv på Survivalist under første gennemspilning, og var også skuffet over den manglende udfordring i de første mange chapters. Men efter chapter 10 sad jeg med en nærmest konstant strøm af sved på panden. De kaster simpelthen så mange necromorphs efter én at man nogle gange undrer sig over om det var meningen at man bare skulle flygte.

  9. Jeg er åbenbart ikke ret god til den slags spil. Jeg synes det er rimelig svært. Jeg bruger tilsyneladende for meget ammo for jeg har sjældent ret meget af det. Og jeg er også blevet overrumblet flere gange af de der små børn

    Edit:
    Og det er endda bare på normal

  10. Ret enig i reviewet – dog vil jeg mene, at selv om det blot er chockeffekter, så er det jo stadig “uhyggeligt” – men på den måde, at man jo stadig får sine chock.

    Men klart, at uhyggen ikke er specielt langvarig – og man til sidst bliver imun fordi man forventer chockene i de forskellige rum.

    #1

    Jeg spiller også Zealot på Xbox360 og synes også det var rå nemt – indtil kapitel 10, hvor man genser et gammelt bekendtskab.

    Derfra har jeg brugt mange forsøg for blot at komme et rum videre…

  11. #12
    Korrekt. Nu blev det en hel del nemmere Det er endda som om at monstrene skal have mindre bly når de er ramt at stasis.

    Jeg er iøvrigt helt enig mht. chok-effekten. Når der bliver lagt op til noget stort sker der aldrig noget. Og når der er mest stille falder der en zombie ned fra taget. Alt for forudsigeligt.

  12. Spillede lige demoen, og var tæt på at lægge en dej flere gange. Jeg er så dårlig til gys, og blandet med den medrivende action var det en rigtig god oplevelse.

    Jeg må ud og købe det spil.