Horder af lækkersultne zombier er endnu en gang løs i den stakkels by Willamette, Colorado. Derfor må vores yndlings-fotojournalist endnu en gang hoppe i læderjakken og svinge battet for at redde dagen. Frank West er tilbage. Og tilbage hvor det hele startede. Men er den nu halvgamle zombieslayer stadigvæk i fin form, eller skulle han være forblevet pensioneret?

Ned ad bakke de sidste 10 år

Tilbage i 2006 spillede jeg en demo, mere end nogen anden demo, jeg nogensinde har leget med. Jeg rundede over 30 timer med den gennemført fantastiske demo til det første Dead Rising til den dengang spritnye Xbox 360. Den åbne spilverden, de hundredevis af zombier og de utallige åndssvage våben holdt mig fanget i et lille område af Willamette Mall. Da hele spillet endelig udkom for præcis 10 år og 2 måneder siden, var jeg tryllebundet i månedsvis. Dead Rising blev et af mine yndlingsspil på trods af, at det var en meget klodset, ensformig og tosset spiloplevelse.

Frank West er blevet en rigtig “happy go lucky”-type.

Måske havde jeg bare spillet for meget Dead Rising 1. For selvom de senere efterfølgere alle leverede flottere, bedre og meget mere finpudsede spiloplevelser, fandt jeg den ene mere kedelig end den anden. Udgivelse for udgivelse mistede jeg interessen, og jeg har faktisk ikke gennemført et eneste spil i serien siden Dead Rising 1. Derfor var jeg ærlig talt ikke oppe og køre over endnu et spil i serien. Frank West fik dog kickstartet min forkærlighed for zombie-smadder på ny. Her er min historie.

Historien er et højdepunkt

Hvem skulle have troet det! Historien om Frank West er en af de absolut bedste ting ved Dead Rising 4. Spillet er ganske som Dead Rising 3 udviklet af Capcom Vancouver, men der er kommet nye kræfter til. Og det kan i den grad mærkes. Humoren har taget et skifte, og et skifte til det bedre. Især med Frank West i centrum. Historien vinder ingen priser for kreativitet eller dybde, men humoren er i højsædet, og det fungerer hamrende godt. Frank West har fået en ny stemmeskuespiller, og han gør det fortræffeligt, især fordi han har masser af sjovt materiale at arbejde med.

Hyggelig julestemning har bredt sig i Willamette.

Spillet er proppet til randen med sjove små situationer, hvor Frank West kommer med fantastiske far-jokes, platte kommentarer eller bare reagerer virkelig morsomt. Jeg var ret kritisk indstillet overfor spillets historie, indtil “Hank East” trådte ind på scenen. Der er ikke spillet mange minutter før Frank West er en eftersøgt mand af myndighederne. Derfor går han under jorden med det geniale dæknavn Hank East. Allerede her kunne jeg ikke lade være med at grine. FBI finder selvfølgelig Fra… Hank, og … ja, det er vist bare nemmere, hvis du ser fire minutter af denne video (mindre spoilers fra spillets prolog). Frank West er et røvhul, men han er og bliver en fantastisk karakter hele vejen igennem Dead Rising 4.

Dead Rising 4 svinger dog en del imellem at være enormt plat, sjovt og meget sarkastisk til at være mørkt og lidt for seriøst. Disse toneskift er meget bratte og kan virke lidt forstyrrende. Kan du lade være med at tage noget som helst seriøst, er det dog en del nemmere at sluge disse skift.

Tid til at juleshoppe

Frank West siger selvfølgelig ja til at hjælpe, og herfra går den vilde zombie-jagt så. Og det betyder, at vi vender tilbage til en anden stjerne fra fordums tid, storcentret i Willamette. Ganske som Frank West var Willamette Mall en central figur i det første Dead Rising. Storcentret var mere interessant end nogen anden spilverden i serien sidenhen viste sig at være, og Dead Rising 4 er fra første sekund i Willamette Mall et langt bedre spil end de forgående.

Storcentret er pakket ind i julestads, da zombie-udbruddet skete ved juletid. Faktisk på selveste Black Friday, hvilket lyder bekendt for spillere af Ubisofts The Division. Om det er en kritik af tidens absurde forbrugersamfund, eller blot en undskyldning for at fange tusindevis af hjernedøde forbru … zombier i Willamette Mall, skal jeg ikke kunne sige. Resultatet er dog, at Frank West endnu en gang må kæmpe sig igennem storcentret.

Julepynt sniger sig ind alle vegne!

Willamette Mall er en gennemført genial scene for et zombie-spil. Som en minudgave af en hel verden med forskellige zoner, biosphærer og områder er der nærmest uendeligt mange små detaljer at fortabe sig i. Der er for eksempel et piratområde med et gigantisk piratskib. Du kommer også igennem et middelalderligt cirkus, hvor der selvfølgelig er adgang til våben fra den alder. Willamette Mall giver kort sagt ekstreme mængder af variation, og der er utrolig mange detaljer gemt derinde.

Men storcentret er bare en af lokaliteterne. Du kommer også ud i selve byen og de omkransende områder, der er forbundet af et yderst uhyggelig og ubehagelig kloaksystem. Jeg spenderede klart mest til i Willamette Mall, da jeg fandt det sjovest. Men Dead Rising 4 spiller bestemt også godt udendørs. Her får spillets køretøjer en del mere plads at lege på.

Masser af dødeligt legetøj

De fantasifulde våben har altid været en stor del af, hvad der gjorde Dead Rising-spillene sjove. Her skuffer 4’eren bestemt ikke. Du vil finde våben overalt, og næsten alt kan bruges som våben. Der er endnu engang massevis af kombo-våben i spillet. Disse sammensættes af flere forskellige ting. Det kan være en dødelig julekrans af gran og printplader, der henretter zombier med elektricitet. Det kan også være et gigantisk to-håndssværd med flammer, der rister alt og alle, der kommer nær Frank West. Fantasien har fået frit spil, og der er utrolige mængder af genialiteter at kreere her.

Du vil opleve masser af tilfredsstillende eksplosioner!

Du kan selvfølgelig også sammensætte en masse forskellige køretøjer, der virkelig kan udrette stor skade på zombierne og på samme tid transportere dig hurtigt rundt i Willamette. På den motoriserede side er det dog en nye mekaniske dragt, der virkelig tager flest kegler. Forestil dig zombie apokalypsen iført en mechsuit. Dragten tager lige zombie-udryddelsen til det næste niveau, og den er ekstremt sjov at hoppe rundt i.

Hjernedødt og ensformigt

Kort sagt skuffer Dead Rising 4 ikke med en af de vigtigste ting, nemlig våbnene og det obskønt antal af forskellige måder, hvorpå zombierne kan udraderes. Desværre skal det siges, at selve kampsystemet er ekstremt ensformigt. 99,99% af spiltiden består af at hamre X-knappen igen og igen og igen. Jeg blev ofte så træt i fingrene, at jeg måtte trykke pause og lige ryste hånden.

Der er absolut ingen finesse i kampsystemet. Det er virkelig ærgerligt, at der ikke er gjort mere her for at gøre nedslagtningen af zombier mere varieret eller underholdende. Variationen kommer UDELUKKENDE med de mange forskellige våben (som der dog er ekstremt mange af). Men resultatet er altid det samme. Tryk X enormt mange gange. Med mindre du kører rundt eller skyder.

Køretøjerne rangerer fra små indkøbsvogne til gigantiske dræbermaskiner.

For der er selvfølgelig også en masse skydevåben med. Desværre er styringen med våbnene håbløst ringe. Shooters, både FPS og 3rd person shooters, er kommet meget, meget langt på konsollerne siden Dead Rising 1 udkom for ti år siden. Desværre er det stadigvæk absurd kluntet at sigte med noget som helst i Dead Rising 4. Der er auto-logon, men det er som fikse en neglerod ved at save hele hånden af … overhovedet ikke sjovt.

Det gøres værre af et andet halvstort problem. Fjenderne er total hjernedøde. Det er selvfølgelig okay, når vi snakker om zombier. Ja, det er vel faktisk et krav, at de skal være dumme. Der er dog en god mængde menneskelige fjender i form af psykopater og “maniacs”. Man skulle ikke tro det, men de menneskelige fjender får faktisk zombierne til at virke intelligente og velovervejede. Toptrænede supersoldater vil løbe i en 100% lige linje imod dig alt imens du stå på stedet og holde aftrækkeren i bund, alt imens de dør på stribe. Skuffende.

Sjælen byttet for lettilgængeligheden

Dead Rising-serien har været kendt for nogle meget specielle elementer. I det første spil skulle du overleve et par dage i storcentret. Du kunne sådan set bare stille dig ind i et skab og vente. I toeren skulle du finde medicin til din datter, og der var også et konstant tidspres. Der var også begrænsede muligheder for at gemme spillet, og der var et væld af eskortmissioner, hvis du skulle redde nogle af de overlevende. Alle disse ting er væk. Nogle vil helt sikkert føle, at noget af sjælen er forsvundet, hvilket jeg godt kan forstå.

Jeg er dog slet ikke enig. Tidsgrænsen har altid irriteret mig grænseløst. Spil som Dead Rising inviterer til at man udforsker spilverdenen. Og at der altid er en tid, der tikker ned, stresser mig HELT EKSTREMT. Dead Rising 2 blev total ødelagt for mig, da hovedpersonens tåbelige datter skulle have hendes medicin hver 8. time, eller hvad det nu var. Begrænsninger på at gemme tilbage i Dead Rising 1 var udelukkende et forsøg på at skjule et elendigt checkpoint-system. Og selvom det gav intense øjeblikke, gav det langt flere frustrationer.

“Vil du gerne eksorteres, siger du? Hvad med at jeg saver dig midt over i stedet. DØØØØØ ESKORTMISSION-GIVER!”.

Og eskortmissioner? Nærmere en “æske-med-lort-missioner”. Der er aldrig nogensinde lavet en eskortmission, der ikke har været noget forbandet rævepis. Især ikke i Dead Rising, hvor den kunstige intelligens findes på absolut laveste hylde. Jeg har ikke tal på, hvor mange umådeligt dumme overlevende, jeg forgæves har forsøgt at få med i sikkerhed i de gamle spil. Men de skulle liiiiige forsøge at nakke et par zombier. Det er slut nu, for i Dead Rising 4 skal du blot nakke X-antal zombier i området, så fiser den overlevede af i fred. OG TAK FOR DET!

Jeg sælger glædeligt min sjæl for denne lettilgængelighed. Og for mig er Dead Rising 4 et langt bedre spil uden disse irriterende elementer. Du har det måske helt anderledes, og så er Dead Rising 4 måske ikke så interessant for dig.

Desværre har co-op i kampagnen også fået øksen. Der er stadig co-op, men det er i mindre og dedikerede missioner. Det er virkelig en skam, at der ikke er mulighed for co-op i spillets hoveddel, noget af det, der virkeligt har været sjovt tidligere.

Zombie-selfies vender tilbage

Frank West er verdens bedste fotojournalist. Derfor har han selvfølgelig hans trofaste kamera med på eventyr. Du kan derfor kaste dig over zombie-fotografering til den store guldmedalje. Bogstavelig talt, da dine fotos bliver bedømt af spillet og belønningen udmåles derefter. Du optjener PP, som er point, der går til at låse op for nye skill-points.

Frank West starter ud i den lidt sårbare ende, men der er heldigvis masser af evner, der kan opgraderes. Du kommer ikke engang tæt på at få alt opgraderet på din første gennemspilning. Så du skal vælge med omhu. Der er heldigvis New Game+, hvor du kan fortsætte med alle dine opgraderinger, og gøre Frank West endnu vildere. Fotograferingen og opgraderingerne er vitterligt en af de ting, som har holdt mig fanget af spillet, da man altid lige kan se, om der ikke kommer en god mulighed for at godt skud. Og som altid er det bare sjovt at se sin karakter blive bedre og bedre.

Spillet mangler bare lige en selfiestang!

Desværre er selve udfordringen minimal. Jeg døde ikke mange gange i min tur igennem spillet. Hvor især de første par spil var meget udfordrende, er Dead Rising 4 ekstremt let. Især i de første 2/3-dele af spillet. Og selvom der er mere udfordring i den sidste del, er spillet ganske enkelt alt for let. Kan du bare evne at voldpresse X og spise en snack i ny og næ, kommer de meget let igennem spillet. Det er en skam, at man aldrig føler sig presset. Selv ikke når du står overfor 1000 zombier.

Overraskende stabil framerate

Dead Rising 1 var teknisk ekstremt imponerende tilbage i 2006. Antallet af zombier var uhørt for den tid, og det hele fungerede faktisk som en virkelig god titel for Xbox 360’erens evne til at smide komplicerede, detaljerede scener efter spillere. Sådan gik det ikke med efterfølgerne, og Dead Rising 3 var bestemt ikke en veloptimeret titel. Hverken på konsoller eller PC’en. Dead Rising 4 reklamerer med dobbelt så mange zombier som forgængeren. Og hvad siger frameraten så til det?

Faktisk virker spillet overraskende stabilt, og det formår at holde sig til de 30 frames i sekundet nærmet hele tiden. Digital Foundry har som altid lavet en virkelig god gennemgang, som viser, at spillet kun falder til 27 FPS i de mest pressede situationer. Det er en del bedre end forgængeren, der kunne dykke ned under de 20 FPS! Ifølge Digital Foundry kører spillet med en 900p opløsning, der er en del bedre end forgængerens 720p. Min personlige oplevelse er dog, at spillet ser ret sløret ud sammenlignet med en native 1080p signal. Nu skal det lige siges, at jeg 99% af tiden spiller på PC med 1080p 60FPS og på PlayStation 4, der oftest har en højere opløsning end Xbox One. Især med den nye PS4 Pro.

Animationerne er rigtig gode, og der er ekstrem stor varation i måden, hvorpå zombierne smadres på med de mange, mange MANGE forskellige våbentyper. Blod-effekterne er dog tilsyneladende i en meget lav opløsning, så de kan ofte se alt for kunstige ud. Det er virkelig ærgerligt, da der i sagens natur er ekstreme mængder af blod alle steder og hele tiden.

Generelt er den visuelle del af spillet dog overraskende god, især sammenlignet med Dead Rising 3. Designet er mere end godkendt, især i Willamette Mall, der har stor variation i de forskellige områder. Og så er det bare imponerende, at Xbox One klarer de 30 FPS med de absurde mængder af zombier på skærmen!

Konklusion

Jeg var i tvivl om, hvorvidt jeg egentlig ville have et nyt Dead Rising. Det fik Hank East og en returnering til Willamette Mall lavet om på. For nu er jeg sikker på, at jeg ikke ville have været foruden denne lille julegodte af et zombiespil.

Historien og især Frank West er i topform, og på trods af store svingninger i tonen, er humoren i højsædet. På utrolig vis er det rent faktisk interessant at følge verdens mest selvfede fotojournalist.

Våbnene er mere opfindsomme og mangfoldige end nogensinde før, og især banedesignet med det nye Willamette Mall sidder lige i skabet. Jeg kommer til at bruge oceaner af tid på flere gennemspilninger, for at finde det hele op opgradere Frank West endnu mere. Og mech-dragten er fænomenal.

Kampsystemet er desværre enormt simpelt og ideforladt. Det samme kan siges om den kunstige intelligens, der er et vaskeægte lavmål.

Den tekniske side holder vand, og på trods af en mudret 900p-opløsning vrimler de 1.000-vis af zombier rundt med en stabil framerate på 30.

Er du fan af Dead Rising, får 4’eren en varm anbefaling herfra!

 

OVERBLIK OVER ANMELDELSEN
Dead Rising 4 (XO)
7
Forrige artikelGhost Recon Wildlands Mission Briefing trailer fra Ubisoft
Næste artikelSony har nu solgt over 50 mio. PlayStation 4 konsoller

6 KOMMENTARER

  1. Jeg kan huske et af de tidligere indlæg, hvor savesystemet fra det føste blev ivrigt debateret og her ragede du mere end du nogensinde har gjort i min erindring

    Det irriterede dog ikke mig, men punkt for punkt er jeg enig med dig i serien at det første var det bedste og der, jeg har lagt mest til. Det er svært for mig at sætte en finger på, men spillet havde bare en helt speciel ‘stemning’. Det var sjovt at levele og lære at lave zombiecrawl, suplexes, roundhouse kicks m.m. – den lyst fik jeg aldrig helt i 2eren på samme måde.

    2eren er også udmærket, men har aldrig fået det spillet nok og vender altid tilbage til det første, når sulten skal stilles. Dog er ideén med at kombinere ting og lave de specielle våben en ret fantastisk ting.

    Må se om jeg kan få lejlighed til at prøve 3eren og 4eren.

  2. #1 Haha. Ja jeg husker godt at jeg var lidt pissed på det system

    Men … lige nu koster PC udgaven kun 174kr i Windows Store. Det er en specifik ting for den danske. Det er endda MED Season Pass og en DLC kaldet X-fists Det er super cheap!

  3. Citat mig selv anno 2006:
    “Nå…så skete det..FUCK hvor er det dog bare et hamrende frustrerende spil!!! AAAARRRGGGG… Blev bare så pikke-frustreret over den lorte tidsfaktor og så det, at man kun har et savegame! HVad sker der for det? For satan i helvede hvor er det bare fucking lorte TRÆÆÆÆÆLS!!! Jeg har sgu lyst til at rive hovederne af dem der fik den ånsvage ide og så skide dem ned i halsen…duke nukem style!! “