Døden kommer til undsætning
”No. Not alone!”. Sådan lød Wars sidste ord, da han valgte at gøre modstand imod både himlens og helvedes kræfter i slutningen af Darksiders I. War blev nemlig beskyldt for at have startet verdenens undergang, apokalypsen. Det var dog en grum fælde, som War uforvarende gik i. Det vil han naturligvis ikke godtage, og hans oprør skal nu begynde. Men War holdes fanget. Og nu kan kun hans brødre hjælpe ham. Darksiders II fortæller en sideløbende historie, der alt sammen tager udgangspunkt i Wars formodede forbrydelse.
![]() | ![]() |
Her kommer Døden – Death – ind i billedet. Death er endnu en af de magtfylde fire ryttere af apokalypsen. Han indtager hovedrollen i Darksiders II, og ganske som hans broder War, er Death absolut ikke en type, der finder sig i noget som helst. Intet kan stå i vejen, når Death stævner ud på hans faste ganger Despair for at befri hans fængslede bror.
Historien tager udgangspunkt i Darksiders I, og kendskab til det første spil skal anbefales, hvis du vil have alle nuancerne med. Der er en fin opsummering i Darksiders II. Men når nu originalspillet er så dejligt, så fortjener det bestemt en gennemspilning, så du er helt up to date med begivenhederne.
Følger ikke helt med originalen
Hvor Darksiders I – indtil den lidt forvirrede slutning – var meget klar i spyttet i forhold til historien, byder Darksiders II ikke på helt den samme velskrevne og interessante historie. Darksiders I handlede om det gode og det onde, himlen imod helvede, engle imod dæmoner. Det er nogle meget klare og tydelige ærketyper, som gør sig godt i denne form for fantasy. Darksiders II bevæger sig noget mere rundt, og har derfor langt flere karakterer, typer og sider i historien. Det gør den lidt mere uinteressant og ikke helt så klar at følge med i desværre. Og så er Death bare ikke lige så interessant at følge som War, selvom de minder en del om hinanden i sidste ende.
![]() | ![]() |
Historiens største problem hænger sammen med spilopbygnignen. For selvom målet for Deaths rejse er tydelig, så skal han hoppe og springe for alt og alle hele vejen igennem spillet. Der er altid lige en ting, der skal hentes, noget der skal repareres eller en der skal slås ihjel. Og for at gøre det, så skal Death først lige hente ditten og datten. Det giver en historie, hvor Death er langt mere stik-i-ren-dreng end super awesome killer of all things. Det er ærlig talt lidt kedelig i længden. Vi oplevede det samme i Darksiders I, bare ikke helt så udtalt.
Der er dog flere af øjeblikke, hvor Death ikke gider finde sig i mere, og bare slår folk ihjel, hvis de ikke giver ham, hvad han vil have. Dem burde der være flere af, da det er virkelig sejt, og han er jo Døden. Ingen skal trodse ham.
![]() | ![]() |
Stemmeskuespillet er dog fantastisk lækkert hele vejen igennem. Især på herresiden, hvor alle karakterer har nogle både distinkte og meget karakteristiske stemmer. Døden selv har en meget sprød og tør stemmeføring, der altid har en tilpas truende undertone, som om han altid er på nippet til at springe frem og flå hovedet af, hvem end han nu snakker med. Hvilket han egentlig også er.




































har kun spillet PC versionen. Textures er så grimme på PC og uden nogen opsætnings muligheder OVERHOVEDET. Eneste grafiske ændringer man kan lave er opløsning. Fedt.
http://i.imgur.com/p75lR.jpg < - Ikke meget og lege med på PC
Desuden virker styringen med Keyboard/mus meget meget underlig og til tider næsten uspillelig.
Ellers er jeg meget enig. Fin anmeldelse.
Er små 5 timer inde i det indtil videre. Og selvom det ikke har fanget mig helt så meget som etteren, så er det bestemt et underholdende spil.
Så mangler vi bare at kunne co-op smadre med alle rytterne someday…
#1 Haha… Det er da vildt, at PC versionen er så skrabet