Helvede er et sygt sted

Med Dante’s Infero har Visceral Game skabt et af de mest dystre og mørke spil længe set. Helvede er både et pinefuldt, hådløst og forskruet sted og det er måske det sidste sted du har lyst til at befinde sig. Røg, aske, ild, kogende blod, samt generel død og ødelæggelse sætter dagsordenen. Detaljer som klipper, hvorfra mennesker opkastes eller at alle vægge du kan klatre på fungerer som fængsler hvor folk tortureres, fuldender udtrykket. Spillets grafik er så stemningsfuld, at du på alle måder forstår hvorfor Helvede er de fordømte sjæles fængsel.

BilledeBillede

Teknisk set ser spillet godt ud, men det er ikke blandt de mest imponerende spil og visse teksturer har bl.a. et råt og upoleret udseende. Dette er dog med en konstant framerate på 60 fps for øje. Visceral har heldigvis fokuseret på gameplay over grafik og spillet hakker aldrig i sovsen, uanset hvad der foregår på skærmen, hvilket gør at de flydende og livagtige animationer altid kommer til udtryk. Dette illustrerer i høj grad hvor pivringe det er, når andre spil vælger at smide ekstra polygoner på skærmen, for så at handicappe spiloplevelsen. Spillet gør brug af tre typer mellemsekvenser, og mens de lækre CGI-film og de stof-skabte klip fungerer glimrende, er de håndtegnede flash backs grimt tegnede og primitivt animerede.

BilledeBillede

Lydmæssigt er der ikke meget at sætte en finger på. Pine og smerte vælter ud af højtalerne fra første skridt du tager i Limbo og slipper først taget i dine ører når du slukker for spillet. Musikken drives primært af et isnende kor, der beretter om fare og undergang. Spillets lydeffekter er supersprøde. Her tænkes primært på Dante’s angreb med korset og leen. Alle angreb fortæller glimrende hvilken kraft der lægger bag og de tunge slag med leen kan decideret måles på Richterskalaen.

Spillet gør brug af ganske kompetent stemmeskuespil. Dante lyder som en mand drevet af en vilje af stål og en flamme af vrede. Han virker nærmest psykotisk når han støder sin le ind i kroppen på enhver der står ham imod. Lucifer lyder så slesk og fæl som Djævlen bør gøre, mens Beatrice er præget af håbløshed og sorg. Alle replikker understøttes af overraskende gennemført lip-synch. Lip-synch er efterhånden blevet velimplementeret i mange nyere spil, men Dante’s Inferno er utvivlsomt et af de mest vellykkede eksempler.

18 KOMMENTARER

  1. Det med checkpoints lyder ret nederen, jeg har samme problem med Darksiders.

    Men jeg har preorder på spillet og skal ned og hente det idag. Så håber det bedste.

  2. #3 elskede ordet savnet, ikke til at misforstaa… “Kill, kill, kiiiiill… I like to kiiiiill….”, i stil med denne her

    Men lidt mere seriøst; du snakkede om at sætte sværhedsgraden ned når de ikke lige gad at ligge stille – er det markant ændring i sværhedsgraden på niveauerne?
    DA:O var jo ekstremt i ændringerne af sværhedsgraden fra Hard til Casual (satte den ned på et tidspunkt over for en boss, fordi den bare skulle prygles hårdere end 14 årig teenage dreng gør når han opdager pr0n)

  3. Kæft du er hurtig, Kimo! Totalt nice!

    Tror dog ikke jeg køber det – men det er fordi jeg skal gennemføre Arkham Asylum først har jeg været igang med et stykke tid efterhånden… jeg er bare for langsom til at gennemføre spil

  4. #8:
    Der er stor forskel i dæmoners holdbarhed fra Casual til Zealot (Let til Medium). De tager halvt så mange slag på Casual som de gør på Zealot. Men når fjenderne ikke slår igen og bare ligger og modtager prygl, er det næppe en skam at gøre det nemmere lige der. Sværhedsgraden kan nemlig justeres på alle tidspunkter, så du kan justere den ned til enkelte dæmoner og op igen lige bagefter.

  5. Solid og god anmeldelse, hvor du bekræftede min forventning om, at os PS3-ejere måske skal vente på GoW3 før vi forhaster vores Kratos abstinenser og køber Dante.

    Og Kim, “kanske” er svensk. På dansk siger vi “måske”

  6. Du fik ikke spillet i en trækasse som spiller “Never Gonna Give You Up?”

    God anmeldelse ellers – køber det, når det falder lidt i pris