En enkeltbillet til helvede

Efter de første få minutter i helvede står det ganske klart at dette ikke er det bedste sted at holde sin ferie. Fordømte sjæle fanget i al evighed råber og skriger om nåde, mens de enten bliver kogt levende eller bliver anvendt som tapet på de ellers golde klippevægge. Effekterne er rimelig stemningsfyldte, og det at se floder bestående af kogende blod, samt fordømte sjæle som forgæves forsøger at flygte fra deres evige smerte i helvede, hjælper gevaldigt til at beslutte sig for at finde en anden vej frem. Hver dødssynd har sin egen cirkel og hver af disse cirkler byder på nye dæmoner at lege med. Af disse må enkelte være skabt af nogle dybt forstyrrede mennesker; her er alt lige fra små spædbørn med knive i stedet for hænder – som griner mens de angriber og græder når de selv tager skade – til næsten konstant stønnende kvindelige dæmoner med kæmpe orme som kommer frem fra steder de absolut ikke burde. Hele stilen er meget gennemført og på trods af at den ofte er meget minimalistisk, der er ikke det store fyld i helvede, fungere den ganske fortrinligt. Skulle der være noget at kritisere lidt på den grafiske side må det næsten være spillets in-game sekvenser. Det ses rimeligt tydeligt når spillet skifter fra den almindelige in-game grafik til in-game sekvenserne. Det er ikke på den gode måde når det visuelle ryger et hak ned af. Ser man bort fra det, er grafikken i den bedre ende og de animerede sekvenser ser fremragende ud.

BilledeBillede

Lydsiden af spillet er allerede blevet nævnt kort – de utallige skrig man møder gennem spillet – men lyden klarer sig også forbavsende godt i det hele taget. Musikken træder kun frem i forgrunden ved de større kampe, men holder sig ellers som et supplement til stemningen mens man render rundt og smadrer den ene dæmon efter den anden. Derudover er der noget ganske tilfredsstillende ved at høre bladet på leen skære sig igennem den ene fjende efter den anden, sammen med Dantes grynt ved større kraftanstrengelser. Og når emnet nu falder på Dante, så er hans stemmeskuespil nærmest en episk Hollywoodfilm værdig. Her er tale om en person som kunne få selv Russel Crowes stærke karakter i Gladiator til at virke som en birolle, og Dante stemme alene formår virkeligt at hive historien en tak eller to op af rang stien. Visse andre stemmer såsom Beatrice hører lidt mere til gennemsnitskvaliteten, men det kan dog også skyldes at hendes replikker mest af alt får hende til at fremstå som en lettere overdramatiseret kvinde i nød. Det er dog fair nok, eftersom hendes sjæl bliver hevet ned i helvede.

6 KOMMENTARER

  1. #2:
    Dante render udelukkende rundt med en… halebard, tror jeg hans lange to-håndsøkse hedder. Han slås aldrig med sværd. Det er det der var lidt underligt. Jeg har i øvrigt fikseten bøf. Beatrice ligger på ryggen og har dermed en tand svært ved at have et sværd stukket i ryggen

  2. #3 Argh Kim du kan da ikke være bekendt at fange mig på den måde.

    Ved ikke lige hvad det var der fik mig til at tænke sværd (damn you kors-riddere!) muligvis er det fordi man kun bruger et andet våben end dødens le i de første 2 minutter af spillet