Rytmen fanger dig

Selve dansen er mere medrivende end man skulle tro. Spillet byder på sange fra et væld af genrer, og selv om visse sange, som Cascada’s Evacuate the Dancefloor har lettere ved at sætte kroppen i sving end mange andre sange, føles ingen af mulighederne malplacerede. Din krop trækkes igennem mange forskellige tempi, og før du er igennem alle spillets sange, har du både svunget med armene, roteret overkroppen, trådt fødderne fra side til side, på kryds og tværs og andet spas. Du skal ikke regne med at kunne tage Dance Central med i byen og imponere på dansegulvet. Der er alt for meget kontrolleret koreografi over dansene til at de virker naturlige, og visse bevægelser er direkte fjollede. Men når det svinger, så svinger det sgu og så kan man sagtens slå sig uhæmmet løs, uanset hvor mange tilskuere der ser på.

BilledeBillede

På et grundlæggende teknisk niveau kunne man godt anse Dance Central for at erstatte knaptryk i Rock Band med at posere kroppen i takt til musikken. Under en sang ser du din valgte danser udføre hele dansen, med lækre motion capture-animationer. Dertil ruller de såkaldte ”flashcards” hen over skærmen, der viser en kridtstregssilhuet af det kommende dansetrin, hvilket fortæller dig hvordan du skal posere kroppen i takt med sangen. Sidst kan du se et lille billede, der viser en silhuet af dig selv, så du til enhver tid kan se, hvor godt du kan efterligne din danser.

BilledeBillede

Spillet registrerer kun din krop til belønning af point og stjerner på ca. hvert andet taktslag, så du har et modikum af frihed i din dans. Det betyder dog ikke at du blot mekanisk poserer som påkrævet, da dette simpelthen er for bizart at gøre. Dit resultat bliver både bedre og sjovere hvis du bare danser med, så i dette øjemed har Harmonix skruet klippesolidt danse-gameplay sammen. Der er til alle tider godt overblik over hvad du skal nu og hvad du skal om lidt, så med mindre du er helt grøn i sangen, bliver du ikke overrumplet af nye bevægelser. Spillet registrerer dertil, hvis arme eller ben ikke er poseret korrekt og highlighter fejltrin med rød farve, så du ved hvad der skal korrigeres. Og når først du kender sangen, kan du enddog se helt bort fra flashcards og blot danse sammen med din danser.

2 KOMMENTARER

  1. Eneste spil som jeg virkelig gerne ville have til Kinect.

    Og så ville jeg se frem til Child of Eden.

    Desværre har jeg ikke fået løst mit pladsproblem endnu og har derfor stadig ikke fået investeret i en Kinect