Med mere visuel flair end noget andet spil de sidste mange år og med sværhedsgraden helt i top, venter der sig en særdeles unik spiloplevelse med Cuphead. Vi har kæmpet os igennem aggressive gulerødder, boksende kæmpefrøer og onde ånder for at levere vores bud på, om cuphead har andet at byde på end den underskønne visuelle side.

Fra dengang farfar … nok ikke var født endnu

Lad os bare få svesken på desken: Cuphead er et af de flotteste spil nogensinde, hvis vi kigger på den kunstneriske del af spillets design. Det er ikke nok bare at sige, at Cuphead er inspireret af 30’ernes tegnefilm. Det ER 30’ernes tegnefilm, pixel for pixel. Alt er håndtegnet og derefter animeret og omsat til det digitale medie, og det er ekstremt imponerende.

Stilen er perfekt. Intet andet spil kommer bare tæt på at levere en visuel side, der så perfekt gengiver kildematerialet. Designeren Chad Moldenhauer har bogstavelig talt animeret hver eneste frame i hånden og malet hver eneste baggrund med vandfarver. Kun karaktererne er farvelagt digitalt via photoshop. Cuphead adskiller sig nærmest kun på frameraten, hvor det byder på 60fps, hvor tegnefilmene i gamle dage var på 24. Det er dog den eneste forskel, vi kan finde frem til.

Det unikke design tilføjer umådelige mængder af charme til Cuphead

Resultatet er bragende flot, og man bliver hevet fluks tilbage til mellemkrigstidens runde og meget gummiagtige karkaterdesign, uendelig langt fra de mere rene linjer, perfekte pixel art og det moderne design, som vi er vant til.

Den jazzede lydside følger trop og bakker det banebrydende 30’er-design godt op. Musikken skulle efter sigende være optaget via samme metoder, som der blev brugt tilbage i 1930’erne, og det kan man nærmest fornemme, da alle sanser bliver bombet med tidssvarende indtryk.

Fantasien og mængden af små detaljer overgår de fleste andre spil.

At vi sidder med et spil og ikke blot kigger på en tegnefilm, bliver faktisk kun afsløret af stedvise ikoner, der nogle gange glimter en smule, hvilket er det eneste, der kan bryde med et ellers fuldstændig helstøbt tegnefilms-design.

Jeg har set massevis af video fra spillet inden lanceringen, men alligevel imponerer Cuphead mig med en så stålsat mission om at holde sig til designet og gang på gang at levere finurlige fjender og virkelig flotte og eventyrlige lokationer.

Traditionelt platforms-action

Hvor den grafiske side er fuldstændig unik er selve gameplayet langt mere velkendt. Du spiller som Cuphead, der kan hoppe, dukke sig og skyde. Styringen er meget let og ligetil, og selvom jeg måtte omkonfigurere lidt på controlleren, fik jeg lynhurtigt styr på mit kophovede. Du kan lave et sidelæns boost, når du hopper. Den er sat til en af skulderknapperne på controlleren, hvilket ikke fungerer perfekt. Det kan dog laves om, heldigvis.

Nærmest alt på dette billede forsøger at dræbe dig!

Styringen er skarp, cuphead reagerer hurtigt, og du har altid præcis kontrol over karakteren. Hvilket er essentielt, da dette spil smider umådeligt mange dødelige objekter efter dig non-stop.

Du kan enten tage på eventyr alene eller sammen med en ven i co-op. Lige nu er der desværre kun lokal co-op, hvilket er lidt underligt, da nærmest alle andre udviklere leverer co-op over nettet – men så udelader lokal co-op. Jeg har dog haft en fest med at spille sammen med min kæreste og et par venner. Faktisk er den visuelle side af spillet så tegnefilms-lækker, at man sagtens kan sidde og kigge på andre spille, imens controllerne går på omgang i en større flok.

Forbered dig på at dø

Cuphead er svært, meget svært. Du kan ikke rammes mange gange, før du dør og må starte sektionen eller banen forfra igen.  Og ramt, det bliver du. Der er nærmest intet tidspunkt, hvor der ikke er tre eller fire ting, som forsøger at dræbe dig. Og nogle af bosserne høvler hundredevis af objekter efter dig, alt imens deres hjælpere jagter dig rundt på skærmen.

Du vil dø igen og igen. Men det er langt de fleste gange din egen skyld, og det er sjældent den samme måde, du dør på, da hver eneste død lærer dig noget nyt. Cuphead kræver ekstrem opmærksomhed og overblik, og spillet er mest af alt en test af, hvor godt du genkender mønstre, og hvor god du er til at placerede dig og rykke rundt på skærmen.

Placering og bevægelse er essentielt i Cuphead

Spillets mange bosser leverer hovedindholdet i spillet, og det er her, hvor alt går op i en højere enhed. Den grafiske præsentation og den enorme variation hos bosserne er imponerende, og selvom du bruger dusinvis af forsøg, bliver det sjældent frustrerende. For det første loader spillet med det samme, efter du dør. Og for det andet begynder du hurtigt at genkende de forskellige mønstre, fjenderne har.

Bosserne har alle forskellige stadier, og nøglen til at besejre dem, er at mestre modangreb til alle disse. Rækkefølgen på disse stadier er sjældent den samme, så du ved aldrig helt, hvad du går indtil, næste gange du skal op imod bossen. Det er klogt spildesign, da du på denne måde kommer til at forsøge dig imod flere forskellige stadier, selvom du dør utallige gange.

Nogle gange vender spillet op på ned.

Jeg kunne dog godt bruge en energibar for bosserne, da du aldrig ved, hvor meget skade de har taget, eller hvor meget, der er tilbage. Det er først efter din død, at spillet afslører, hvor tæt – eller langt fra – bossen var på at krepere.

Bosserne stjæler opmærksomheden

Cupheads mange bosser er uden tvivl hovedatraktionen. For skal man rette en mindre kritik imod spillet, er det nok at sekvenserne imellem bosserne ikke er nær så interessante. Her har vi at gøre med en helt almindelig platformer uden de store armbevægelser eller unikke tiltag.

Her kan du dog nyde spillets grafiske side i lidt mere afslappede omgivelser, da disse mellemliggende platforms-sekvenser ikke er helt så stressende og udfordrende. De står dog i en stærk kontrast til bosserne, der alle er enormt fantasifulde og helt unikke i deres udformning og udfordring.

Udfordringerne kommer i manger former og farver.

Er spillet lidt for udfordrende kan sværhedsgraden skrues ned til ”Simple”. Her er Cuphead en del nemmere, men du vil ikke kunne gennemføre hele spillet, da de sidste baner er lukkede, indtil du besejrer alle bosserne på ”Regular”, som er den normale sværhedsgrad. Jeg tror dog ikke, at du vil have voldsomme problemer på den normale sværhedsgrad, hvis du bare accepterer, at du kommer til at dø en hel del gange i visse situationer. Jeg brugte cirka otte timer på at gennemføre hele spillet, og det inkluderer en aften fyldt med co-op, hvor vi skiftedes til at spille sammen to og to. Det kan sikkert gøres hurtigere, og du kan nok også gøre det langsommere, hvis du sidder mere fast end mig. Replay-værdien er så som så. Jeg kommer nok ikke til at tage turen på ny, men den ene gang var en rigtig fed oplevelse.

Ikke for alle

Cuphead vil ikke være alles kop ke. Spillet er i den klart svære ende, hvilket kan virke afskrækkende. Det er dog aldrig urimelig svært, og de fleste spillere vil uden tvivl klare sig fint igennem, selvom det kræver en lang række gennemspilninger af boss-kampene. Elsker du en udfordring, et præcist designet gameplay og en visuel side helt uden lige, så er cuphead måske noget for dig.

Der er SÅ meget sjæl i spillets karakterer.

Jeg er nødvendigvis ikke den største fan af svære platformere. Men jeg faldt for spillets grafik og derefter blev jeg for det udfordrende men i sidste ende umådeligt  belønnende gameplay. Få spil indgyder så stor en følelse af ”YES MAN! JEG KLAREDE DET!” end Cuphead, når du endelig besejrer en af de helt svære fjender.

Jeg savnede blot lidt grafisk feedback hos bosserne og så lidt mere inspiration i de banerne imellem bosserne. Derudover er Cuphead en fortræffelig oplevelse, også i co-op, der på fantastisk vis leverer local co-op, men desværre glemmer online co-op.

12 KOMMENTARER

  1. #3 Nej, det er slet ikke frustrerende når ens co-op makker for 8. gang fucker op på den samme boss på det samme sted. Nej, slet ikke … det skaber bare mere god stemning

  2. Jeg synes det er fedt at bosserne netop ikke har health bar, men at man kan identificere deres “phases” istedet. Jeg plejer at blive gal i skralden i spil hvor jeg dør konstant, men designet i det her spil gør at jeg bare hoppe på igen og igen og igen uden at blive gal.

  3. Synes hp bar ville ødelægge meget af den gamle stil + alt der blokere for den fantastiske grafik vil bare føles forkert.

    Kan faktisk godt li de ikke boss kamp baner bare lige for at få en form for pause mellem bosser og lave lidt andet i spillet.