Er du nostalgisk? Har du varme minder om første gang du fik fingrene i Command & Conquer? Har du siddet endeløse aftener og kommanderet dine tropper rundt mellem de andre prikker på skærmen, mens den virkelige verden forsvandt ud i nattens mulm og mørke? Vil du helt tilbage til de spil, som endte med at definere Real Time Strategy-genren? Så er det her du skal læse!

A blast from the past

Vi er nok mange med varierende mængder salt i vores peber, som husker tilbage til de unge år, hvor Command & Conquer udkom. Den brutale kamp mellem GDI (Global Defense Initiative) og NOD (Brotherhood of Nod) udspillede sig i en futuristisk verden, men med stærk smag af sin samtid. Den kolde krig var knap så langt væk, men murens fald havde samtidig givet indblik i, at Vestens definerede fjende var lige så menneskelig som os selv.

Man kan godt se at det ikke længere er 8-bit.

En verden i krig og drama blev til underholdning, som dog stadig formåede at trække spilleren med ind i konflikten. At skulle spille begge sider af konflikten, var med til at åbne øjnene for at der er mere end ét synspunkt i en konflikt. Denne milde modning af det simple barnesind, blev smagfuldt serveret. En stor tallerken ærefuld krig, krydret med listige taktikker og følelsen af ansvar over for sine kære tropper.

Nostalgi for alle pengene

Nogle gange længes vi alle tilbage til vores mere uskyldsrene år. Vi, der er gamle gamere, finder derfor ofte de gamle spil meget bevægende. Ikke fordi vi har noget at lære af dem længere, men fordi de minder os om dem vi var, da vi lærte af spillene. Jeg er derfor næppe den eneste som har prøvet at geninstallere helt gamle spil, og fundet ud af at de, på moderne maskiner, er komplet uspillelige.

Et eksempel på ny og gammel grafik over for hinanden

Her kommer de gamle, garvede drenge fra Westwood Studios i spil. Mindst lige så gråhårs-befængte som os selv, har de gravet i de gamle filer. Som kun gamle mennesker med lysende minder kan gøre det, har de poleret hvad de fandt. Fra grafik der mest af alt minder om perleplader i bevægelse, har de formået at skabe nogle 4K-sprites med respekt for fortiden.

Mere end bare ny lak

Der er sket mere end kun grafikken. Hvad jeg nemlig også husker fra fordums gaming, er musikken! God, fed og stemningsfyldt rock. Masser af tråd, skrigende overdrive på spaderne, percussion med dertilhørende eksplosionskrydderi fra spillet. Musikken er blevet genindspillet på allerlækreste vis og lyder SÅ lækkert!

Min fine, fine base. Eller hvordan man nu synes jeg har lagt den

Også det gamle interface har fået en lille overhaling. Ikke for meget, men kun lige lidt. Faktisk er det kun menuerne i højre side, som nu er samlet til én stor menu. De små knapper i toppen skifter mellem “Repair mode”, “Army”, “Buildings” og “Super Weapons”. Under hvert faneblad, finder man nu samtlige tilgængelige muligheder. Det gør det en del hurtigere at finde rundt i tingene, frem for at skulle klikke febrilsk på hver enkelt bygning.

Cutscenes og story line

De gamle cutscenes, med deres nyskabende blanding af filmoptagelse og computergrafik, lever stadig og har også fået en lille makeover. Det er dog kun antallet af pixels per kvadrattomme som har ændret sig. Derudover fremstår cutscenes præcis som dengang. Det er både respektfuldt og tudegrimt på samme tid. Jeg kan ikke lade være med at trække på smilebåndene over hvor grimt det ser ud med moderne øjne, samtidig med at jeg husker hvor “mind-blown” jeg var dengang!

Det skønne Tiberium! Jeg har savnet at både elske og hade det

Historien har de ikke rørt ved. Overhovedet! Ikke et komma er ændret, så hele udviklingen gennem kampagnerne er præcis som da. Det er en meget respektfuld remaster, som altså bibeholder nærmest alt, og kun opgraderer de færreste, mest nødvendige steder. Det er derfor også pænt underholdende at mærke min egen reaktion på historien nu, koblet med hvordan jeg følte historien dengang.

Jeg er måske ikke helt den rette

Nu skal hovedet på blokken og her er hvorfor: Jeg er nok ikke det rette publikum for denne remaster. Om end jeg har så mange dejlige minder fra dengang, så kan jeg ikke lade være med at gå i baglås over interface. Jeg er blevet for forvænt med de moderne muligheder, både med hensyn til styring af enheder og grafikken i sin helhed. Jeg fandt mig selv sidde og ønske at de havde opgraderet hele grafikken til moderne standarder.

Bemærk farven på bygninger i nederste venstre hjørne. Remaster er bare det finere!

Et moderne 3D-perspektiv havde været lækkert, lige som jeg også kunne ønske mig at enhedernes sprites havde flere anskuelsesvinkler. Lige så meget kunne jeg mærke at den gamle grafikstil er perspektivmæssigt forkert. En kampvogn der drejer rundt om sig selv, bør give indtryk af at forblive den samme længde og bredde. Det føler jeg ikke sker her, og at grafikken dermed mangler noget remaster-kærlighed.

Hvor skal man trække grænsen?

Det samme gælder det meget rigide system der styrer hvordan man kan placere sine bygninger. De kan ikke drejes og skal død og pine ligge inden for en vis afstand af hinanden. Skydevinkler, animationer, kortets grafik, ordre-muligheder, kortenes størrelser, fordeling af terræn. Jeg kunne blive ved.

Jeg tror jeg vinder den her kamp. Det er nemlig ikke mig der er blå…

Men så skal jeg også stoppe mig selv og spørge: Skal de være en remake eller en remaster? Som remaster, er spillet godt udført. Der er kun få ændringer til spillet i sin helhed. Alt kører, det hele fungerer i HD, man kan basalt set få den samme tur gennem opleveren som dengang. Jeg må derfor konkludere, at det jeg hellere selv ville have haft, er en remake. En komplet opgradering af det gamle spil, alt i nyeste grafik og interface.

Konklusion

Hvis du har læst så langt med som hertil, så håber jeg du forstår hvor jeg vil hen. Hvis man har spillet moderne RTS’er, vil man klart savne de moderne muligheder. Om end C&C Remastered er veludført, så kan jeg ikke undgå at påpege de mangler, som jeg selv synes der er. Mest af alt havde jeg håbet på Command & Conquer Remastered var blevet til en topmoderne udgave af sig selv.

Man er selvfølgelig velkommen til at være lodret uenig med mig. Jeg havde det dog på samme måde med Borderlands. Efter at have gennemspillet Borderlands: The Pre-Sequel, købte jeg også BL2 og BL1. BL2 tævede jeg igennem med stor fornøjelse, men interface i BL1 trak ærlig talt så meget i min mentale håndbremse at dén bus ikke kørte videre. Jeg er ærgerlig over det, fordi jeg kun har hørt godt om historien i BL1.

Men sådan er det. Man kan ikke altid få alt som man vil have det, og her sidder jeg med en remaster, som jeg kan mærke skulle have været en remake. I hvert fald hvis jeg skulle falde tilbage i de gamle svimer og lade mig forføre påny. Derfor kan jeg sige at hvis du savner det gamle interface og et simplere system, så giv den endelig gas med Command & Conquer Remastered! Men er du mere som mig, så vil jeg højst råde dig til at læse denne anmeldelse og så spille noget andet.

8 KOMMENTARER

  1. Dine minusser er plusser for mig, oven i de andre plusser Herligt at der *er* de gamle spil, med alt hvad det medføre!

    Kan faktisk godt lide det enkle og alle begrænsningerne. De er en del af udfordringen. Herlige spil. Remastered fan her

    Blot skulle videosekvenserne være vist på kvart skærm. De holder ikke til at blive blæst op.

  2. #1 Jeg er glad for at høre at det bare er lige i øjet for dig! Det er sgu super!
    Jeg måtte dog være helt ærlig over for mig selv og alle jer der læser anmeldelsen. Jeg havde nogle personlige forhåbninger som ikke blev indfriet, men jeg håber jeg fik gjort spillet tydeligt.
    Hvis man så netop gerne vil have en remaster i nærmest 1:1, så er det her bare lige til højrebenet =)

    God fornøjelse!

  3. #4 Tiberium Dawn er vidst nok bare et andet navn for det oprindelige C&C. Jeg er enig i, at et remaster af Tiberian Sun ville være fantastisk!

  4. #5 Du skriver på en rigtigt fin, indlevende og sjov måde – og man er aldrig i tvivl om hvor du står. Det gør, at det er nemt at se spillet på flere måder og er egentligt en super kvalitet i en anmeldelse.

    Bliv endeligt ved