Double jump, wall running og jetpacks er “så 2016”. For at kigge fremad må man først kigge tilbage, og det er netop hvad udvikleren Sledgehammer Games har gjort med årets Call of Duty-udgivelse.

Strandtur

Ronald ”Red” Daniels er en ung fyr fra Texas, hvis liv skal til at vende 180 grader. Om få timer sætter han nemlig sine ben i Normandet, hvilket selvfølgelig lyder uskyldigt nok. Problemet er bare at kalenderen skriver d. 6. juni 1944, en dato vi i dag omtaler som D-dag.

Vejrforholdene er ikke optimale for et storstilet angreb.

I rollen som Daniels får vi altså mulighed for at opleve 2. Verdenskrigs rædsler fra førstepersonsperspektivet. Der er dog ikke meget udstråling i ungersvenden, og det er i stedet hans soldaterkammerater der efterlader de største indtryk. I særdeleshed den kække Robert Zussman (Jonathan Tucker) og Sgt. William Pierson (Josh Duhamel) var med til at holde på min opmærksomhed fra start til slut. Begge er perfekt castet til deres roller og leverer pragtpræstationer, hvilket helt klart hjælpes på vej af et solidt manuskript.

Call of Duty: WWII’s singleplayerdel spænder over 11 missioner, der hver især varer mellem 30 og 60 minutter. Det tog mig en små otte timer at nå fra start til slut, og det var med adskillige dødsfald undervejs, hvilket betød at jeg måtte gennemspille nogle sekvenser flere gange. Der er dog en god variation i missionerne, som både byder på storstilede masseangreb, infiltrering, en lille håndfuld håndteringer af køretøjer og mere til.

Der mangler ikke nazister at nedlægge – De er overalt.

Forløbet er naturligvis proppet med de over the top-actionsekvenser som serien er kendt for, men pudsigt nok er det ikke disse jeg husker bedst. Hverken invasionen af Normandiet, infiltreringen af Nazi-hovedkvarteret i Paris eller jagten efter det pansrede tog gjorde et egentligt indtryk. I stedet er der fokus på interaktionen mellem figurerne, og deres frustrationer og fejringer alt efter hvilken drejning dagens mission pludselig tager.

Det klæder virkelig Call of Duty, og ikke mindst rammerne om Verdenskrigen, at kammerateriet er i højsædet på denne måde.

”MEDIC!”

Dine squad mates har mere at byde på, end blot fængende dialog. De er virkelig dine nærmeste allierede, når nazisterne lader kugleregnen vælte over dig og dit hold. Løber du tør for ammunition eller health packs (mere om disse om et øjeblik), eller vil du have et overblik over fjendernes position, kan du henvende dig til kumpanerne, og bede om disse. Det medvirker til at du må holde et øje på resten af dit hold, og placere dig strategisk i forhold til deres position. Det er surt at tømme sit magasin, og så skulle løbe tværs igennem krydsilden, for at nå hen til sin ammunitionsudbyder.

Ikonet nede i højre hjørne viser, at Zussman er klar til at give dig en health pack.

Jeg nævnte også health packs, og dette er et ”nyt” tiltag for serien, i hvert fald hvis man ser på udgivelserne fra den sidste dekades tid. Tidligere skulle du blot søge dækning i et par sekunder, for at få dit liv fuldt regenereret. Nu skal du altså holde styr på hvor mange af disse health packs du har på dig, og så bruge dem når din livsbarre er ved at nå til bunds. Det kræver lidt tilvænning, når man har for vane at agere regenererende supersoldat, men det gør ildkampene mere intense, og så afgjort også mere underholdende og udfordrende.

Spillets check points tager dog ikke højde for dette. Ved et af de uundgåelige dødsfald, risikerer man at starte et sted, hvor man ikke har mange skud i bøssen, faretruende lavt liv, samt ligger i dækning bag et køretøj der er få sekunder fra at springe i luften – Jep, det skete for mig. Teknisk set kan jeg takke mig selv, for at spille så aggressivt i stedet for at holde et taktisk overblik, men jeg endte med at starte missionen forfra, fordi jeg ikke havde en chance for at redde min røv i situationen. Jeg spillede på regular-sværhedsgraden, hvor jeg altså fik rigeligt med tørre tæv og ekstra lufthuller i mavesækken.

Nazisternes kyndige brug af røggranater intensiverer nogle af de virkelig store slag.

Det er dog en virkelig fed singleplayer-campaign Sledgehammer Games har skruet sammen. Til trods for at den er gennemført på en forlænget eftermiddag, så virker det som en god længde, til at lægge stemningen for de øvrige spiltyper.

Begge ben på jorden

I 1940’erne var der ikke skyggen af moderne droneteknologi, exosuits eller viden om hvordan man løber tværs over en lodret mur. I stedet er al science fiction skåret fra, for at tilbyde en mere ”traditionel” multiplayer-oplevelse. Det er fodsoldat mod fodsoldat, blot armeret med hvad begge lejre fra 2. Verdenskrig kunne byde på af skydevåben, granater og atletik for folkeskoleelever. Til gengæld er ens health regenererende, så health packs fra singleplayerdelen skal du altså ikke ulejliges med.

De nye multiplayerbaner omfavner WWII-kulissen.

Første gang du starter op, bliver du bedt om at melde dig under en Division, hvilket bedst kan betegnes som en class. Infantry anbefales til nye rekrutter, mens rutinerede spillere med rette kan kaste sig over Airborne, Armored, Mountain eller Expeditionary. I bund og grund handler det blot om hvilken våbentype og perks du starter med. Efterhånden som du stiger i rang, får du så mulighed for at skræddersy din egen class, som passer til din spillestil.

Et nyt aspekt ved multiplayer, er at du ikke længere befinder dig i en menu. De bevæger dig rundt på en militærbase, hvorfra du så har adgang til daglige missioner, træningsområde, din indbakke og, naturligvis, loot boxes. Fænomenet er ikke nyt for genren, da særligt Destiny benytter nogenlunde samme model. Om man foretrækker dette over det sædvanlige menusystem, er naturligvis en smagssag, men jeg var ikke helt solgt på konceptet, og betragtede det mest som unødvendigt fyld.

Husk at arbejde sammen med dine holdkammerater.

Med hensyn til loot boxes, så fandt jeg i løbet af min forlængede multiplayer-weekend ikke behov for at investere i dem. Med spillets almindelige progression blev jeg naturligt beriget med nyt gear, både af kosmetisk og spilændrende karakter. Jeg er sikker på der er spillere der måler marginalerne, og derfor ynder at smide egen valuta efter loot boxes, men jeg fandt mig selv relativt konkurrencedygtig, uden at ty til denne metode.

Øjnene på målet

De fleste spiltyper er gamle kendinge. Team Deathmatch, Kill Confirmed og Hardpoint fungerer som de altid har gjort. Den mest markante tilføjelse hedder blot War, og er mere missionsbaseret end de øvrige muligheder.

To hold skiftes til at gennemføre særlige objectives, f.eks. at bygge en bro, eskortere en tank og desarmere sprængstof, mens det modsatte hold forsøger at forhindre gennemførslen. Når spillet er overstået bytter holdene plads, og det angribende hold skal nu forsøge at gennemføre samme mission, blot hurtigere.

Du skal være hurtig på aftrækkeren – men det ved CoD-veteranerne jo godt.

Denne spiltype er afsindigt svær, i hvert fald hvis man er på et hold med fremmede, og der ikke just er fokus på kommunikationen. Nøglen til succes ligger i at snakke sammen, vælge den rigtige class til hver deltager, og så bruge hinandens styrker og svagheder til at nå i mål. Det er i hvert fald noget forbandet rod, når alle blot vælger sin yndlingsriffel, og derpå stormer frem med hovedet forrest og forstanden bagerst.

Andre spil i genren har forsøgt sig med denne spiltype, men det er tydeligt at mærke at det er et jomfrueligt forsøg for Call of Duty. Der er rigtig mange gode takter i spil, og jeg er ikke i tvivl om at fremtidige udgivelser i serien, også vil have en lignende spiltype inkluderet. Lige nu synes jeg helt klart man skal give det et forsøg, men bliv ikke overrasket hvis du relativt hurtigt vender tilbage til din foretrukne spiltype.

Selvfølgelig er der zombier

Spillet havde naturligvis ikke været komplet uden en zombie mode, og denne gang er de rabiesinficerede banditter naturligvis iklædt nazi-uniformer. Som én af fire spilbare figurer, handler det altså om at kæmpe sig igennem så mange bølger af zombie-angreb som muligt, mens man bestræber sig på at gennemføre en masse objectives. Det er lige så sjovt som det altid har været, men designet bærer denne gang præg af et større fokus på horror end den meget karikerede tegnefilmsstil, som det f.eks. var tilfældet ved sidste års Infinite Warfare.

Zombierne bliver stærkere jo flere bølger man gennemfører.

Man finder nu vej til nazi-laboratorier hvor skumle eksperimenter har fundet sted, kloakker hvor blodet løber ned af væggene og mørklagte gange hvor bittesmå lysdioder er eneste lyskilde. Da zombierne kommer væltende fra alle dimensioner, er det svært ikke at hoppe en lille smule i sofaen, når en af dem lander lige for næsen af dig.

Stemningen er fuldstændig sublim, og de fire spilbare figurer er både karismatiske, nærværende og komiske, og medvirker til at underbygge den noget pjattede præmisser. Særlig David Tennant med sin skotske accent, er svær ikke at trække på smilebåndet over.

Hvis du spiller klogt, kan du lokke zombierne i nogle eksplosive fælder.

Du skal dog ikke hoppe ind i en gang zombie-massakre, hvis du ikke er indstillet på at sætte tid af til det. Jeg oplevede en enkelt session der strakte sig til 23. zombie-bølge og godt 90 minutters spil. Vil du ikke miste din progression ved blot at forlade spillet, så skal du altså være klar på at sætte et par timer af, såfremt du har fundet nogle kyndige medspillere.

Det er hektisk, skræmmende og hamrende morsomt, og et glimrende bud når man skal have lidt adspredelse fra krigens trummerum.

Konklusion

Der er fundet vej tilbage til “de go’e gamle dage” i Call of Duty: WWII. Singleplayer-kampagnen spilder hverken din opmærksomhed eller din weekend, men er skarpt skåret og tilpas interessant, til at den er værd at bruge sin tid på – om ikke andet for at komme tættere på figurerne, og forstå hvad der er på spil når man endelig prøver kræfter online.

Sledgehammer har virkelig skruet WWII godt sammen.

Multiplayer-delen er helt klassisk Call of Duty, uden for meget udenomssnak. Det er refleksbaseret, lynende hurtigt og vækker minder fra dengang før kreativiteten flød over bægeret. Den nye spiltype War er ikke helt fokuseret nok til at jeg tror på en lang holdbarhed i denne omgang, men det er en interessant tilføjelse til Call of Duty-oplevelsen, som jeg håber modtager finpudsning og implementering i senere udgivelser.

Når krigens rædsler har lagt sig, er der naturligvis mulighed for at pløkke sig vej igennem en horde af zombier. Det er den morsomme afrunding på en stærk pakke af underholdning, som man finder i sin installation. Det er på ingen måde den mest revolutionerende Call of Duty-udgivelse nogensinde, men Call of Duty: WWII er helt klart en af de mest polerede og fokuserede udgivelser i serien i mange år.