Jeg kan på ingen måde prale af at være en veteran, når det kommer til Activisions Call of Duty-serie. Trailere og previews ved tidligere udgivelser, har aldrig rigtigt formået at få min puls op, og de efterfølgende artikler omhandlende seriens repetition og manglende nytænkning, har ikke just medvirket til at fremprovokere en begejstring.

Derfor er jeg på mange måder glad for at sidde med Call of Duty: Infinite Warfare (CoD:IW) mellem hænderne, for at få et helhjertet, og på en måde uspoleret, indtryk af mastodont-shooteren, som år efter år forsøger at argumentere for en retfærdiggjort udgivelse. Der var i hvert fald et par overraskelser, som jeg på ingen måde var forberedt på, men det er dog af både positiv og negativ karakter.
En rumrejse af de helt store
Jorden ressourcer er opbrugt, overbefolkning er blevet hverdag i modsætning til en fjern trussel og tung industri har lagt et pres på vores klode. I et forsøg på at imødekomme disse udfordringer, har alle planetens lande slået sig sammen som United Nations Space Alliance (UNSA), med henblik på at kolonisere de øvrige planeter i vores solsystem.
Nick Reyes (Brian Bloom) er en højtrankeret soldat, som for længst har opnået både respekt og anerkendelse for sine bedrifter i militærregi. Som forsvarer af UNSA, skal han modkæmpe den rebelske militærorganisation Settlement Defense Front (SDF), ledet af Admiral Salen Kotch (Kit Harington), og forhindre dem i at overtage disse nyetablerede kolonier.

Det overordnede plot er mildest talt en tynd omgang sci fi-pladder, efter en standard man plejer at finde i B-film. Det er i bund og grund to militærmagter, med en gensidig forståelse for at det hold med flest fængende one-liners, også må være den dominerende supermagt.
Dette opvejes dog af de karakterer som den 7-8 timer lange singleplayer campaign befolkes af. Reyes fremstår som den urokkelige helt, hvis tanker om menneskehedens overlevelse og sjælelige ar fra et utal af ildkampe, gør ham til en solid frontfigur i den eksplosive historie. Han har tætte bånd med sin wingman Nora Salter, en handledygtig medpilot med en skarp tunge, og Frederick Raines er den overodnede admiral, hvis tillid til Reyes og Salter lader ham fremstå både sympatisk og bestemt.

Det prætentiøse sci fi-sprog vil næppe appellere til alle, men de indbyrdes forhold mellem figurerne, er helt klart hvad der holdt på min opmærksomhed fra start til slut. Særligt E3N, eller blot Ethan, fangede ved flere lejligheder mit hjerte, og blev på ingen tid min absolutte favorit at slæbe med i kamp; han virker bare som en type man gerne vil drikke en bajer med … Nævnte jeg at han er en robot?!
Vidunderligt varierende
Den absolut største overraskelse ved CoD:IW er variationen i de forskellige missioner man kastes ud i. Jeg havde en klar forventning om at Call of Duty, altid leverer en skarptskåret shooter-oplevelse fra den gængse fodsoldats synspunkt, og så heller ikke andet! Infinite Warfare byder dog både på kreative snige-missioner, vægtløse ildkampe i det kolde og mørke rum, horde-inspirerede forsvarsmissioner, og som prikken over i’et, ægte dog fights i letvægtsfartøjet The Jackal.

Den pure shooter-oplevelse kan der simpelthen ikke sættes en finger på, men nu er CoD:IW også den 13. installation i hovedserien, så det skulle da også undre hvis der her var mangler.
CoD:IW skifter dog fuldstændig karakter når man bemander The Jackal, og de fjendtlige rumskibe fra SDF skal udmanøvreres, nedskydes og overmandes. Styringen af denne er eksekveret i en grad, så man skulle tro at udvikleren Infinity Ward aldrig har beskæftiget sig med andet. Det er en fryd at suse lige i hælene på sine modstandere, og plaffe dem ned med et velplaceret skud fra fartøjets maskinkanoner. Dette tiltag må meget gerne vende tilbage, i fremtidige Call of Duty-udgivelser!

Der er (desværre) ingen decideret free roaming i The Jackal, men banerne hvor disse missioner finder sted, er dog store nok til at man godt kan argumentere for lidt mild udforskning, om ikke andet så for at nyde den høje framerate som spiller brager af sted med. Jeg har ikke videnskabeligt målt hvor mange billeder i sekundet spillet afvikles med, men jeg oplevede aldrig mærkbare dyk, som ellers uden tvivl havde spoleret oplevelsen.
Er du tilbageholdende omkring en investering i Call of Duty, fordi du foretrækker en solid singleplayer-kampagne frem for hektisk multiplayer, så går du altså ikke galt i byen med Infinite Warfare.
Til gengæld så bør multiplayer-entusiasterne nok overveje, om dette års inkarnation er både tid og penge værd.
Begge ben på jorden
Multiplayer har alle dage været det største salgsargument for Call of Duty-serien, og det er naturligvis med god grund. Det solide gameplay, der stadig forlanger hurtige reflekser frem for taktisk know-how, er endnu i en liga hvor de færreste konkurrerende titler kan følge med.
Når du laver en class, starter du med et vælge et rig, der bedst kan beskrives som udrustningen der danner rammen for din spillestil. Nogle rigs er tiltænkt hastighed og nærkamp, mens andre fokuserer på stealth eller mere modstandsdygtighed overfor fjendtlige patroner. Hvert rig føles tilpas unikt, og det er nemt at finde sin personlige præference.

Desværre er det undervældende at kigge på spillets udvalg af game modes, og indse at det er på denne front, krudtet er blevet sparet. Team Deathmatch, Capture The Flag, Hardpoint og lignende klassiske spiltyper er en selvfølge, men det er så afgjort også disse der er de mest underholdende. Mere kreative spiltyper som Infected, Uplink og Grind formår simpelthen ikke at løfte online-oplevelsen op, på det niveau som serien eller hædres for år efter år.
Infinity Ward har desuden ladet en gylden mulighed gå deres næse forbi, ved ikke at forsøge sig med en multiplayer-variant, af de dog fights i rummet som singleplayer-delen eksekverer så elegant. Om de rent faktisk har forsøgt at få dette til at virke, skal jeg naturligvis ikke kunne sige, men det havde givet et ufatteligt friskt pust, til den ellers trættende formular som Infinite Warfare besidder.
En velkomstgave til de nye
En tilføjelse som til gengæld fungerer virkelig godt, er de såkaldte Mission Teams. Før hver multiplayer-session kan du vælge mellem 3 forskellige objectives, som du skal forsøge at klare i løbet af spilrunden. Det kan være noget så simpelt som at få 5 kills, dræbe fjender med tre forskellige våben og lignende. Dette tiltag gør multiplayer langt mere tilgængeligt for nye spillere, hvis utrænede aftrækker-fingre på ingen måde kan følge med de hærdede reflekser hos konkurrenterne. Det giver et andet mål at sigte efter, end blot at følge med holdets overordnede mål, og dermed tilse at der er noget andet at opnå, når man får serveret sin gennemhullede røv på et sølvfad af modstanderholdet.

Efterhånden som du får kæmpet dig igennem et par sessioner, modtager du keys og salvage, som kan bruges til at købe Supply Drops. I disse finder du nye våben og perks til din avatar, men det er fuldstændig tilfældigt hvad du får, og der med ikke et helt pålideligt system at blive stærkere af. Du kan desuden risikere at modtage et våben, som du først kan bruge adskillige levels senere, hvilket er mere frustrerende end egentligt tillokkende, da det kræver at du må kæmpe dig igennem endnu flere af de noget repetitive kampe, før du endelig kan teste apparatets duelighed.

Når multiplayer har for vane at være festens midtpunkt i Call of Duty, så føles det i Infinite Warfare blot som “business as usual”. Der er ikke noget særligt opsigtsvækkende, og jeg mistænker at det kræsne Call of Duty-segment vil se sig skuffede over dette.
Selvfølgelig er der også zombier
Hvis du går død i den gængse multiplayer-oplevelse, så er der til gengæld en sandsynlighed for at Zombies-tilføjelsen kan få humøret op igen. Med en forlystelsespark som baggrund og neon-/pangfarver i rendyrket 80’er-atmosfære, er stemningen i hvert fald sat til at pløje en horde af udøde i smadder.
Du får tildelt en tilfældig af fire stereotype teenagere med hver sin 80’er-vibe, og den overordnede mission er at få strømmen tilbage i Spaceland-parken. Hver gang du har udryddet alle zombier, starter næste niveau, hvor zombierne både bliver stærkere, hurtigere og mere aggressive. I min tid med spillet, nåede jeg aldrig forbi niveau 11, hvilket forlangte en spilletid på lidt over 20 minutter. I betragtning af hvor hurtigt sværhedsgraden alligevel eskalerer, gruer jeg ved tanken om hvad der venter på de efterfølgende niveauer.

Man starter på en relativt låst bane, og efterhånden som man tager livet af flere og flere zombier, optjener man erfaringspoint og kontanter, som kan bruges til at låse op for flere områder af parken. Udover at det giver flere flugtveje til når de store forsamlinger af hjernedøde løber efter dig, så sikrer det også en variation for hver gang man spiller. Parken er i hvert fald stor nok, til at du ikke føler du løber tør for ting at se.
Zombies er en voldsomt underholdende tilføjelse, og særligt med tanke på at denne del ikke tager sig selv for højtideligt. Det er rendyrket pjat som giver superb mening at kaste sig over med vennerne, og bestemt også fremmede mennesker på den modsatte side af internetforbindelsen.
Konklusion
Med en viden om at det oftest er multiplayer-sekvenserne der lokker folk til Call of Duty, må jeg indrømme at Infinite Warfare ikke just leverer noget opsigtsvækkende. Der spilles på sikre heste, og overraskelserne udebliver fuldstændig. Om ikke andet så kan dette til gengæld være et godt sted at starte, for dem som endnu har til gode at opleve det nærmest patenterede CoD-sus.

De helt store styrker finder man dog i spillets singleplayer-del, hvor stærke karakterer, varierede missioner og betagende dog fights dominerer oplevelsen. Det er ikke en historie du død og pine skal kaste dig over hurtigst muligt, men du får dig en gevaldig overraskelse, når du en dag finder spillet på tilbud, og ønsker at få stillet nysgerrigheden.
Hvis der stadig er folk der spiller Zombies in Spaceland til den tid, så er det kun en bonus!






























[…] og Call of Duty. Den sidste britiske top 40 liste før jul er netop blevet offentliggjort og her er Call of Duty: Infinite Warfare at finde som en ikke helt overraskende nummer […]