En fantastisk by løsrevet fra den gængse verden, våben og magiske hænder og tonsvis af lyddagbøger strøet med rund hånd. Denne skabelon passer på de fleste spil med Bioshock i titlen, men hvor vi før har skulle huske dykkermasken, er faldskærmen påkrævet denne gang, når du bevæger dig en håndfuld kilometer til himmels og besøger byen Columbia. Er det tiden værd endnu engang er besøge Irrationals Games’ tankeprojekt, og kan spillet adskille sig nok fra sine forgængere, eller burde spillet have holdt sig under havoverfladen?

En mand, et fyrtårn og en by

En mand ankommer til et fyrtårn. Der finder han en stol i en maskine, der fører ham til en by. 15.000 fod over havet ankommer Booker DeWitt til byen Columbia i det herrens år 1912. På jagt efter en pige, der skal byttes for at slette en personlig gæld, begiver Booker sig omkring i det evigt solbeskinnede, luftbårne fortidsmetropol. Columbia byder velkommen med blankpoleret idyl, der tilbeder Amerikas grundlæggere og styres egenhændigt af den selvbestaltede profet, Comstock. Senere gives der plads til religiøs fanatisme, ekstrem racisme, en systematisk undertrykkelse af en fattig arbejderklasse og et ulmende oprør mod overklassen. Dette er dog primært iscenesættelse af historien, der i langt højere grad er en personlig fortælling om Booker, Elizabeth, hvor de begge to kommer fra, og hvilken forbindelse de har til Columbia. Og for en gangs skyld er spørgsmålene ikke mere interessante end de svar, som slutningen leverer. Jøsses, den slutning…

BilledeBillede

Comstock har indespærret Elizabeth i en englestatue, der troner over resten af byen og vogtes af den mystiske Songbird. Hun er i stand til fremtvinge rifter i virkeligheden, der viser alternative udgaver af tider og steder. Indtil du møder Elizabeth, bruger spillet tiden på at introducere dig til gameplay og omgivelser på standard System/BioShock-manér. Men når først Elizabeth slutter sig til dig, og du forsøger at lede hende væk fra Columbia, begynder historien og universet for alvor at spille med musklerne. Fortællingen indtages gang på gang af interessante og velskrevne karakterer med dybde og personlighed, så som en æreshungrende militærkaptajn, profeten Comstock og hans kone eller tvillingeparret Lutece, der har det med at dukke op og levere herligt underholdende, men også kryptisk dialog, der dog sættes i interessant perspektiv, når slutningen engang løber over skærmen. Jøsses, den slutning…

BilledeBillede

Centralt i spillet er dog Booker og Elizabeth, og Irrational har virkelig skabt to funklende eksempler på personlighed. Begge har en troværdig og langtrækkende udvikling, du lærer mere om dem som personer, end du kunne drømme om, og de er begge personer, som du hele tiden har lyst til at lære mere om. Efter hver loadingskærm tog jeg mig selv i – som det første – at finde ud af, hvor Elizabeth var henne, så jeg ikke gik glip af ét sekund af hendes dialog eller handlinger. Og jeg sad konstant og gættede på, hvordan Bookers brogede fortid ville få indflydelse på spillets begivenheder. Jeg tror næsten, man kunne indsætte karakterskabelse af denne kaliber i alle spil – selv Homefront eller Daikatana – og gøre dem appellerende den vej alene. Det er virkelig godt, og i en overflod af ru rumsoldater som spilfigurer er Booker og Elizabeth som et skud adrenalin, der vækker dig efter 30 år i koma.

14 KOMMENTARER

  1. Hvor er jeg glad for du ikke, som mange andre anmeldere, er gået fuldstændig i baglås over den gode historie og bare knaldet en 10/10 karakter på svinet!

    Jeg synes heller ikke gameplayet er noget at råbe hurra for – dog er alt udenom A+.

    “Desværre” er det jo et spil, et interaktivt medie, så det trækker en del ned. Jeg ville personligt nok sige 7/10 om Infinite, men jeg kan helt sikkert godt tilslutte mig en 8/10!

  2. Interessant og vigtig anmeldelse, da vi har med et spil at gøre, der for alvor kræver, at anmelderne gør op med sig selv, hvad der er vigtigt i et spil.

    Sidste år udkom Journey, som ligeledes ikke bød på synderligt meget gameplay og det, der var, varede i yderst kort tid. Alligevel var konceptet og den totalt unikke fortælling – eller mangel på samme – så fantastisk, at jeg ikke behøvede mere for at kalde det årets vigtigste og bedste spil.

    Falder jeg ligeledes fuldstændig pladask for Bioshock Infinite, når jeg engang får prøvet det, tror jeg heller ikke, at jeg vil tøve med de helt store lovprisninger. Også selv om gameplayet måske ikke er det, der tiltaler mig mest.

    Vi befinder os i en tid, hvor grænsen mellem spil og film for alvor kan udviskes til tider. Kan man tillade sig at fjerne beskrivelsen “spil” og i stedet for blot kalde det for en “interaktiv fortælling”? For mig er svaret ja.

  3. #2, Jamen hvorfor fa’n laver de så ikke mere fokus på at opleve historien, fremfor at fylde det op med ligegyldige bølger af fjender og broken game mechanics. Infinite har en god historie, ja. Og hvis de havde lavet det som exploration titel i stil med Myth eller et adventure spil, så havde det været fænomefuckinggenialt! Nu står det bare som en ok shooter med en fed historie.

    I don’t get it! Men det er vel fordi at adventures ikke sælger… Eller gør de? Måske skulle udviklerne tage hovedet ud af røven og begynde at lytte lidt til kunderne igen.

    Ja, jeg er lidt muggen over Infinite, for jeg er splittet i to. God historie, som jeg ville opleve. Men samtidig skulle jeg trækkes med et gameplay der var hamrende kedeligt med backtracking, konstant kig-i-skraldespanden, fjender der ALLE skyder direkte efter dig så snart bare én af dem har set dig og et skillsystem der ikke virker. Der er så mange ting galt med det spil, at det ikke fortjener at blive kaldt et godt spil. Men god historie, ja, det har det fandme!

  4. Folk har det altså også med at trashe gameplayer mere end hvad godt er. Det er bestemt ikke ødelagt, eller dårligt for den sags skyld. Det er bare ikke lige så godt, som mange andre spil.

    Problemet er også, at det er op til en selv at gøre det sjovt. Man kan jo sagtens bare fatte sin riffel og gennemføre spillet uden at bruge skyline-attacks, vigors og tears. Men hvis man tvinger sig selv til at bruge de andre ting, så bliver det faktisk en del sjovere.

    Til gengæld synes jeg, at historien og atmosfæren er helt fantastisk. Og personligt vil jeg meget hellere have dårligt gameplay og god historie end omvendt.

    Så for mig er Infinite et 9/10 spil eller 5/5. Det spil har alle ingredienserne der skal til for at blive en klassiker.

  5. #4 Jeg synes at våbenene er desideret kedelige, og jeg bliver næsten deprimeret hver eneste gang jeg affyre et skud. Så er det lidt svært at “gøre det sjovt selv”. Hele gameplayet er for mig at se mere uoriginal end historien, grafikken og den artistiske stil er original.

    Og derfor ender jeg med at sige det er godt spil, men hverken prangende eller fantastisk set som totaloplevelse.

  6. #5 De er kedelige ingen tvivl om det. Det er også derfor man bør nedlægge fjende med alle de andre muligheder man har.

    Den der blæksprutte vigor og vædderen var faktisk ret grineren at lege med, og når man først kom ind i en god rytme med skylines og brugte et par velvalgte gears kunne man udrydde fjenderne ret effektivt.

    Men det kræver at man gider bruge tid på det, og spillet gør det alt for nemt at lade være, og det er den store fejl. Der var jo ikke en eneste fjende, som ikke kunne nedlægges med carbine rifle. Iron sight var endda til mere besvær end gavn, fordi det var så nemt at ramme. Og takket være Elizabeth, som kaster amo efter dig, så snart du er ved at løbe tør, blev man ikke en gang tvunget til at finde nye strategier.

    Det var virkelig en skam.

  7. Historien er helt klart en af de bedste jeg har set i et spil i virkelig langt tid.
    For mig var gameplayet fint nok, men i længden blev det lidt for trivielt.

    Super god anmeldelse, og jeg er enig i 8/10

  8. #6 Yes. Spillet har mekanismer der indgravere en begrænset spilstil. Der er egentlig mulighed for nærmest alt, men når man konstant har begrænset adgang til våben, opgradering samt det faktum at spillet samtidig næsten aldrig gør andet end at smide det samme miljø og de samme fjender efter dig. Så ender man ret hurtigt i en situation hvor man holder fast i sine to våben, ene vigor og derigennem også sin spilstil.

    Jeg vil egentlig ikke sige at gun-playet er så dårligt igen, det dør bare pga. mangel på variation i miljø og fjender.

    Sammenligner man med HL, hvor man går fra by til skov til grotte til vand til vej til tårn til whatever. Der alt sammen blandes sammen med frit slag på våben, unikke boss-fights og en håndfuld forskellige veldefinerede typer af modstandere. Så vil man naturligt prøver noget anderledes og nyt.

  9. For mig skal gameplay og historie gå hånd i hånd. Bliver jeg ikke præsenteret for en historie jeg kan leve mig ind i, er det for mig ligegyldigt hvor godt gameplay er.

    I Infinite kan jeg godt se gennem fingre med den middelmådige shooter del, da det er historien der bærer spillet.

    Et generelt lovprist spil jeg kan bruge som eksempel for noget der slet slet ikke holder for mig er det første Gears Of War. Man bliver smidt ind i det hele og skyder sig gennem spillet, MEN jeg får ikke rigtig fortalt en historie. Jeg aner ikke hvor jeg er eller hvorfor jeg gør som jeg gør eller hvad slutningen betyder. Det er noget man åbenbart skal læse sig til uden for spillet.

  10. historien og miljøet har altid været bedre designet end shooter delen i bioshock spillene synes jeg.

    og af en eller anden grund SKAL man bare ha’ de der magiske mads powers, hvorfor ikke finde på noget originalt der passer bedre end i historien og den setting de nu laver.

  11. #10 I de første to Bioshock-spil havde den en forbindelse til historien. Plasmids startede jo ud med at være praktiske små forbedringer til din krop, så din hverdag blev nemmere. Men så blev folk jo afhængig af ADAM og begyndte at bruge dem som våben.

    I Infinite virker det dog mere som om, at de altid har været ment som våben. Det er egentlig lidt fesent, når man tænker over det.

  12. Jeg blev færdig med spillet her i weekenden (Xbox), og er helt enig med de høje karakterer. Men jeg tror folks vurdering af spillet i høj grad hænger sammen med, om de betragter det først og fremmest som et FPS eller først og fremmest som et adventure/”interaktiv historie” med shooterelementer. Som FPS betragtet er det kun lige akkurat OK, synes jeg. Men som en historie man deltager aktivt i, er spillet fuldstændig vildt godt IMO.