I 2009 skabte Rocksteady en øjeblikkelig klassiker med Batman: Arkham Asylum, der, med sin blanding af flydende action og brutal snigeri, gjorde Batman til den mest succesfulde superhelt på spilform. De havde gigantiske forventninger at leve op til med efterfølgeren, Batman: Arkham City, som vi nu har været igennem her på Daily Rush og derfor kan fælde vores dom over.

God, men forhastet Batmanhistorie

Efter historiekritiske omstændigheder, som jeg ikke vil afsløre her, befinder Batman sig i Arkham City – et fængselsområde på størrelse med en lille by. Hugo Strange har, af uvisse årsager, etableret sig som regenten over stedet, har en højteknologisk Tyger-sikkerhedsstyrke ved sin side og snakker om den såkaldte Protokol 10, der bliver iværksat om et bestemt antal timer. Desuden er Jokeren på rov igen, omend han ser en smule sløj ud. Batman har dermed en masse at tage sig til, mens han sværer over tagene, tæver superskurkene og deres lakajer og kommer til bunds i de mange mysterier, der befinder sig inden for de bevogtede fængselsmure. For intet giver mening: Hvorfor er Strange stedets leder? Hvorfor havnede Batman herinde? Hvorfor har man skabt en fængselsby, hvor mange af Batmans ærkefjender render frit omkring mellem hinanden?

BilledeBillede

Historiefortællingen ligger sig meget tæt op af forgængeren, hvor Batman kommunikerer med Oracle og nu også Alfred og får analyser serveret af sin Batcomputer og lagt direkte ind i sin dragt. Fans af Batman vil kunne udleve deres våde drømme her, for det vrimler mere eller mindre med kendte superskurke, mange flere end vi har set i spillets trailere. Historien flytter sig i dit tempo, da du selv skal finde hen til næste historiemarkør, men der er godt knald på handlingen og pacingen er glimrende, når først toget kører videre mod næste station.

BilledeBillede

Der er dog dele af historien, der skuffer. Visse superskurke synes inkluderet i spillet blot for at være der, uden at have noget indtryk på handlingen. Værst er det, når en enkelt skurk introduceres, konfronteres, besejres og derefter forsvinder indenfor små 10 minutter. Historien er heller ikke så lang, som man kunne håbe, og da spillet sluttede, følte jeg mig ikke helt tilfreds, hvilket også var et resultat af et skuffende valg af sidsteboss, der hives ind fra sidelinjen uden nogen forrig introduktion. Det samme kan siges om en anden vigtig karakter, hvis essentielle tilknytning til Protokol 10 stort set afsluttes, før den introduceres, hvilket virker meget fotyndet. Slutningen, der dog leverer et kæmpe WTF-øjeblik, er generelt set forhastet. Den overkomplicerer sig selv til fordel for at levere karaktermotivation, hvilket skader langt mere, end det gavner, specielt mht. Batman mod Jokeren.

13 KOMMENTARER

  1. Ja slutningen er lidt irriterende, da der på det punkt er mange uafsluttede spørgsmål, i sær hvis man også klarer sidemissionerne.

    Ligger stærkt op til et nyt spil eller DLC der udvider historien.

  2. #3:
    ::Spoiler:

    Jeg havde selv set megameget frem til en episk konfrontation mod Jokeren, samt at det endelige mål var mere end bare et finde kuren. Og så pludselig: Clayface!
    Ahvad?

  3. Har netop gennemført det på Hard, og er du fast det er fed. Jeg ville nok have givet det 10/10, men det kan jo nok ikke lade sig gøre for en efterfølger ift. Daily Rush’ karakterskala, da en 2er selvfølgelig ikke er nyskabende og grænsebrydende.

    Så 9/10 er da heller ikke noget at Kimse (hahahihohahæ) af.

    Mangler dog at gennemføre den Catwoman del der kommer efter historien er afsluttet. Og så selvfølgelig alle puzzles, side missions, side games og plus udgave… så jeg er egentlig slet ikke færdig endnu.

    PS. Nu skippede du forhåbentlig ikke hele credits sekvensen.

  4. God anmeldelse. Du rammer lige præcis de kritikpunkter som jeg også fangede, især den bratte afslutning, som gjorde at spillet, for mig, føltes væsentligt kortere end forgængeren. Men bortset fra det så er det bare et kanon fedt spil!

    Helt sikkert alle pengene værd!

  5. #3:
    I forhold til, at det var endnu endnu et plottwist spundet af mesteren over dem alle, synes jeg nu, det fungerede rigtig godt.

  6. #11:
    ::Spoiler::

    Jeg synes selv, at der blev hevet så mange nye folk ind, at det intet impakt havde. Man har gået og samlet sammen til at besejre Strange… men PLUDSELIG kommer Al Ghul ind i stedet for.
    Og så skal man slås mod Jokeren… med PLUDSELIG kommer Clayface i stedet for.
    Der var ingen hints til,at det var andre end Strange og Jokeren, og så er det billige point at søge.

  7. #12: Tjah. (Spoilerererer)

    Jeg kunne egentlig godt lide det og havde ikke det store imod, at det var Al Ghul, der stod bag Strange. Vi fik gennem historien at vide, at han ikke var alene, at der var en lind strøm af penge at hente, og at hans overordnede var særdeles magtfuld. Det undrer mig, at vi ikke fandt ud af, hvor Strange kendte Batmans sande idenditet fra, det resten af hans personlighed og baggrund vist stemmer meget godt overens med universet. Men at vi først til sidst finder ud af, at Ghul havde rottet sig sammen med Strange, det gjorde mig ikke noget.

    Angående Jokeren passer det vel også meget godt ind i hans anarkistiske sind at bruge en dobbeltgænger for på den måde at lave endnu mere rav i gaden.

    Til gengæld følte jeg reelt set ikke, at der var for mange nye ansigter, de blev bare brugt på anderledes måder end i AA. Bane og Deadshots roller var absolut mere velvalgte end for eksempel Robin, men til gengæld kan jeg godt lide, at de forskellige karakterer bliver brugt til andet og mere end bossfights. Til gengæld savner jeg flere bossfights, var der ikke flere af de store i AA?

    Mit største kritikpunkt ved Arkham City er mest, at det ikke føles som det spil, det forsøger at være. Jo, det er et større område med nye slags fjender i nye situationer, men meget af gameplayet var et stort deja vu. Samtidig var sværhedsgraden virkelig sær. Jeg brugte langt flere forsøg på store mængder fjender i brawls end jeg gjorde på både at komme indenfor i biografen og på at vinde den sidste bossfight.

    Jeg vil ikke afvise, at jeg er grunddebil til det gameplay, Batman lægger for dagen i Arkham Asylum og City, men jeg synes slet og ret, at der var for mange kombinationer i Arkham City. Jeg kom gentagne gange til at smide eksplosiv gel til højre og venstre, mens jeg havde kvaler med at udnytte de andre gadgets. Det gjorde det ikke bedre, at jeg ikke kunne skrue ned for sværhedsgraden i spillet.

    Det kammede over mod fjender med ekstra armor, der havde en mani med at angribe mig med knive. Det kostede en hel del forsøg at overvinde dem, hvor jeg mest af alt følte mig uretfærdigt behandlet af spillet – da kameraet heller ikke er din bedste ven.

    Jeg var og er stor fan af Arkham Asylum, jeg er stor fan af Batman og hele universet omkring ham, og jeg var skam underholdt af Arkham City. Men jeg håber, at Gotham City, eller hvad de nu ender med at kalde det, bliver en anden type spil. Måske med mere fokus på detektivdelen, hvor der ikke er en altoverskyggende trussel, der pinedød skal standses nu og her.

    Jeg tror på, at en kombination af de forskellige længervarende historier i universet, de forskellige seriemordere og superskurke sat sammen med et overordnet plot omhandlende noget ala det, Strange klandrer Batman for, ville kunne skabe et solidt Batman-spil.

    Og så måske med mulighed for at gå ned på Easy, eller noget i den dur

    Karaktermæssigt ender jeg i øvrigt på 7 eller 8.