Denne anmeldelse har været længe undervejs, og det er der en god grund til. Ubisoft har nemlig overgået sig selv, med det største og mest ambitiøse Assassin’s Creed-eventyr nogensinde. Da jeg begyndte spillet, blev jeg advaret om at jeg skulle afsætte mange timer til at få hele oplevelsen med, og kynisk som jeg var, troede jeg der var tale om en mild overdrivelse. Jeg tog grueligt fejl.

Vide horisonter

Det er svært at sætte egentlige betegnelser på hvor stort et spil er, da en decideret målestok endnu ikke er opfundet til formålet. Lad mig derfor blot sige, at Assassin’s Creed Odyssey er ENORMT! Hvis man synes sidste års Assassin’s Creed Origins var stort, så får man sin tzatziki galt i halsen, når man ser det gigantiske kort man nu kan traversere, både til lands og til vands.

Der er en ubegribelig detaljerigdom, uanset hvor du befinder dig. Om du ridder mod solopgangen i den vilde natur, lister omkring i Athens hektiske bynet, eller mærker vinden i håret når dit skib forcerer bølgen blå, så kan du ikke undgå, at bemærke små finesser i universet, som bidrager til realiseringen af det gamle Grækenland. En pod af delfiner følger skibets kurs, dyrene i skovområderne slås indbyrdes for deres liv, menneskerne på markederne snakker realistisk med hinanden. Skal du aflægge et af de vigtigste nøglepunkter i verdenshistorien et besøg, så kommer du ikke meget tættere på end med Assassin’s Creed Odysseys fortolkning.

Velkommen til den smukkeste fortolkning af Grækenland nogensinde

Serien bryder dog med sine tidligere dogmer, om at forholde sig så historisk korrekt som muligt. Nogle mytiske væsener viser sig meget sent i spillet, i form af bosskampe som skal overkommes. Jeg kan ikke løbe fra, at disse slag er både sjove, intense og udfordrende, men det føles alligevel akavet, når serien tidligere har markeret sig som et hæderligt supplement til historieundervisningen. Personligt bryder jeg mig ikke om det, og jeg synes det fratager seriens stolte traditioner noget troværdighed.

Til trods for den gigantiske verden, så er der en nogenlunde fastlagt rute, som det ikke just kan svare sig at bryde med. Der er adskillige zoneinddelinger, med strikse indikationer for hvor høj level man bør være, før man sætter sine ben derind. Hver af disse zoner er dog proppet til randen med interessante sidemissioner, fæstninger der skal indtages, skatte der skal findes og mere til. Det kræver derfor hverken for meget eller for lidt dedikation, for at nå den level der forlanges, før man fortsætter sit eventyr. Pacingen er styret virkelig godt, og med den grafiske farvelade som underholdning når man rejser mellem zonerne, bliver det aldrig kedeligt at rydde kortet for missionsmarkører.

Nød lærer nøgen kvinde

Når du starter spillet, bliver du bedt om at vælge en spartansk kriger i form af Kassandra eller Alexios, som din avatar gennem resten af spillet. På overfladen er det blot et kosmetisk valg, da både dialog og historie vil være den samme, men der er dog en forbindelse mellem de to spartanere, som jeg ikke vil afsløre her. Jeg vil dog lige indskyde en sætning omhandlende spillets længde, da jeg efter ca. 20 timers spil fandt ud af forbindelsen mellem Kassandra og Alexios, og dette blev stadig betragtet som ”tidligt” i spillet. Det skal dog siges, at jeg er lidt af en completionist, så jeg brugte en del tid på at udforske, og samle alt hvad der samles kunne.

Lad mig derfor bringe dig den samme advarsel, som jeg modtog forud for min opstart af spillet: Assassin’s Creed Odyssey er et meget langt spil. Hvor hovedhistorien i tidligere spil, har været overkommelig på 25-30 timer, så kan du snildt forvente det dobbelte i Odyssey, og det er altså uden den samme finkæmning af terrænet, som jeg har kastet mig over.

Der er naturligvis stadig en overflod af udkigsposter der skal “synkroniseres”

Som jeg nævnte i min artikel med de første indtryk, så valgte jeg Kassandra som min repræsentant i Odyssey. Hun er både selvsikker, handledygtig og empatisk, og det appellerede til mig, at vælge en kvinde som forbillede for eventyret. Hvor tidligere spil i serien har haft en fast historie med begivenheder som ikke var til at manøvrere udenom, så byder Odyssey på sekvenser med dialogvalg. Her kan beslutninger betyde liv eller død, og ikke mindst have relevant indflydelse på spillets endelige slutning. I god tråd med den filosofiske tankegang der herskede i denne periode, er der adskillige dilemmaer, hvor ingen beslutning nødvendigvis er den moralsk overlegne. Møder med blandt andet Pythagoras og Sokrates udpensler dette yderligere, og som serien har for vane, er det netop møderne med disse store personligheder, der gør Assassin’s Creed-spillene unikke.

Hele historien er svær at opsummere, men i bund og grund leder Kassandra efter sine forældre, som hun mistede kontakten til i en meget ung alder. Imens er en ondsindet kult ved at infiltrere samtlige magtpositioner, og de har netop Kassandra på sigtekornet, af årsager som jeg heller ikke skal afsløre her. Kulten spiller også en særdeles vigtig rolle for spillets gameplay og progression.

Menneskejagt

Udover at følge den overordnede hovedhistorie, så skal Kassandra også finde de højest-rangerede medlemmer af førnævnte kult, og sætte en stopper for individernes insisterende blodomløb. Der skal findes ledetråde, som kan føre til kultmedlemmernes domiciler, og fremskridtene kan følges i en menu, hvor man kan se samtlige kultmedlemmer der skal findes, er fundet og er likvideret.

Det samme gør sig gældende med de mercenaries der også befolker landskabet. Bliver Kassandra opdaget i færd med ugerninger, vil hun få en dusør på sit hoved, og disse lejesoldater vil da opsøge hende, med henblik på at få hende ned med nakken. Der er også en menu til at følge disse, og blandt andet se deres styrker og svagheder, så man kan forberede sig på en forestående kamp. Det er helt klart værd at tage udfordringen op, da man stiger i graderne som mercenary, og derved opnår nogle goder som f.eks. bedre priser ved opgradering af udstyr og lignende. Det føles lidt som en light-udgave af Nemesis-systemet fra Middle-earth-spillene, og det er bestemt en god ting.

Kassandra er armeret til tænderne

Disse kampliderlige modstandere er ligeglade med, om man har gang i nogle andre vigtigere ting. Det kan godt være du er ved at nedlægge en stime af soldater, som fandt dig i fuld gang med at infiltrere en fæstning, men hvis en eller flere mercenaries finder dig, så viger de ikke for at blande sig i blodsudgydelserne. Jeg har haft virkelig intense kampe, hvor jeg har stået overfor otte regulære soldater, to til tre højtstående ledere af en fæstning, og op til fire mercenaries som alle forsøgte at få mig ned med nakken, og disse uforudsigelige møder har været blandt de mest intense og nervepirrende sekvenser. Det føles fuldstændig fantastisk at overkomme sådanne udfordringer, og hver gang tager det et par minutter, før min puls er tilbage på rette spor.

Fra action til RPG

Assassin’s Creed Origins forsøgte listigt at sætte en fod ind i RPG-genren, mens Odyssey mere hensynsløst sparker døren ind. Med utallige måder at opgradere våben og udrustning, dybe samtaler med dialogvalg, et skill tree med evner der grænser til det overnaturlige og det gigantiske landskab man kan boltre sig i, har Assassin’s Creed nu virkelig markeret sig, som først og fremmest et rollespil og dernæst en action-titel.

Spillets kampsystem er lettilgængeligt, og der skal både beherskes undvigemanøvrer, lette og tunge angreb, bue og pil, og mere til. Bayek fra Origins havde et skjold til rådighed, hvilket Odyssey har skrottet, til fordel for en mere angrebsorienteret tilgang til kamp. Tænk på forskellen mellem Dark Souls og Bloodborne, og du får da en ide om hvad spillet forlanger af dig.

Spillets stealth-mekanikker er en fornøjelse at lege med

Der er heldigvis ikke blevet indgået kompromis med spillets stealth-mekanikker, som jeg ofte har benyttet mig af. Det er stadig udfordrende at indtage de helt store fæstninger, men med ordentlig planlægning og et vågent overblik, kan det snildt lade sig gøre, at få dræbt 30 vagter, plyndre fem skattekister, brænde fire krigsforsyninger og slippe ud derfra igen, uden at blive opdaget på noget tidspunkt. Dette effektiviseres særligt at Kassandras hjælpende fugl, Ikaros. Fra et kyndigt fugleperspektiv kan man markere samtlige modstandere og finde alle nøglepunkter på sin destination. Det giver en fed følelse af at være en sand snigmorder, når disse opgaver gennemføres uden bøvl med ordensmagten.

Det er helt klart denne retning serien havde brug for sidste år, og Assassin’s Creed Odyssey eksekverer sine præmisser til den helt store guldmedalje.

Alle mand på dæk

Er der noget som har været savnet i serien i en del år, så var det søfarten, og ikke mindst de store søslag, som blev introduceret i Assassin’s Creed III, og yderligere implementeret i Assassin’s Creed IV: Black Flag. Sejladsen i sig selv har stadig det helt rette feel over sig, og skibets crew synger lystigt og højlydt græske viser, som dog ikke er nær så genkendelige som ”what do you do with a drunken sailor”.

Når man i ny og næ må ty til kamp på vandoverfladen, er der dog ikke meget intensitet at hente – i hvert fald ikke sammenlignet med kanonernes brag fra tidligere spil. Dine angreb er reduceret til pile og spyd, som dit crew altså blot affyrer i modstanderens retning, og det er altså en noget tynd fornøjelse, når minderne fra eskapaderne i det amerikanske endnu sidder godt cementeret i bevidstheden. Det føles lidt som at rive et hus ned, ved at smide mikado-pinde på murstensvæggen. Assassin’s Creed III bliver da også snart udgivet i en remastered version, og jeg ser personligt frem til, at lade kanonkuglerne flyve på det åbne hav.

Selvom kampene til søs er undervældende, så er der alligevel en betagende udsigt at finde på det åbne hav

Hvad der til gengæld er et dejligt tiltag, er at man nu slipper for de korte videosekvenser, når en modstanderbåd er blevet overtaget. I stedet for at skulle træffe valg om det overmandede skib skal destrueres, lootes eller sendes til en perifær flåde i form af et minispil, så er der nogle skattekister ombord du kan hente forsyninger i, umiddelbart før båden synker af sig selv. Du hopper derfor blot tilbage på dit eget skib når du er færdig, og kan derfra fortsætte rejsen. Det fungerer dejligt gnidningsfrit og minimerer ventetiden.

Konklusion

Ubisoft har allerede meldt ud, at vi ikke skal regne med at nyt Assassin’s Creed-spil til næste år, og at de har en tanke om at Odyssey i hvert fald skal være relevant i op til seks måneder. Det er en ambition, som jeg umiddelbart vurderer de snildt kan slippe af sted med, i hvert fald til de mest dedikerede fans af serien. Med de tillokkende RPG-elementer, et mere forlangende kampsystem og en afsindigt smuk fortolkning af det gamle Grækenland, er der en massiv omgang underholdning at finde i Assassin’s Creed Odyssey.

Der er ingen undskyldning – du SKAL spille Assassin’s Creed Odyssey

Der bliver taget nogle friheder med formidlingen af livet i den filosofiske guldalder, når man står ansigt til ansigt med et aggressivt fabeldyr, men det er dog blot et lille hak, i en ellers voldsomt overbevisende præsentation. Ubisoft har, i min optik, altid formået at skabe levende universer, med den teknologi der nu engang har været tilgængelig på udgivelsestidspunktet, og varen leveres atter i årets Assassin’s Creed-udgivelse.

Søfarten er tilbage, men kommer ikke i nærheden af samme gennemslagskraft, som tidligere spil har formået. Til gengæld er det øvrige gameplay stærkere end nogensinde, Kassandras (og Alexios’) fortælling er både nærværende og storslået, og uanset om du har været fan af serien i mange år, eller aldrig har rørt et Assassin’s Creed-spil, så er spillet al din tid værd. Jeg sagde præcis det samme om Origins sidste år, og hvis ikke du er overbevist endnu, så fortjener du et spark i mavesækken fra en vred spartaner.

7 KOMMENTARER

  1. Origins er rigtig god, men en af svaghederne var, at man ikke rigtig havde noget incitament til at udforske omgivelser/landet/bygningerne. Der er ingen rewards som fx i Wticher 3, Skyrim og lignende. Så det ender med at man bare løber fra ? til ? som er indikeret på kortet. Points of interests bliver serveret på et sølvfad desværre. Heldigvis er der skattekortene, som giver lidt.

    Super ærgerligt når omgivelserne er så flotte og indbydende – kan ellers normalt rigtig godt lide ‘explorer’ delen i RPGs.

    Er explorer-delen gjort bedre i Odyssey? Er der rewards for at udforske hvert hjørne af kortet?

  2. Jeg har kun spillet lidt af det første Assassins Creed spil, det tiltalte mig ikke meget. Men da der er tilføjet rollespilselementer i Odyssey lyder det betydeligt mere interessant for en rpg-elsker som jeg. Hvordan er historien i spillet konstrueret? Er der quests og subquests, eller foregår det mon på en anden måde?

  3. Asassins Creed spilserien har aldrig sagt mig noget, prøvede også det allerførst spil – men gik hurtigt død. Er klar over at det ikke kan sammenlignes mere – men det at smide spil på gaden hvert år for at malke koen tiltaler mig heller ikke.
    Men nu har jeg hørt meget godt om Odyssey, set en del reviews (video), og vil helt sikkert også igennem den her – måske det kunne være noget. Open world er godt, men det kan også blive alt for stort og ligegyldigt, det beviste EA med Dragon Age: Inquisition, hvordan det lige skulle gøres helt forkert. Men The Witcher 3 beviste så hvordan det skal gøres. Hvor er vi med Odyssey, et sted midt i mellem disse 2 spil? Historien skal være det bærende, og man skal have lyst til at udforske open world mappet ved siden af.

    Savner at man kan begive sig i krig med en DEMO!

    Må vende tilbage når jeg har gennemlæst denne anmeldelse

  4. Man ved jo hvem Alexios er allerede fra begyndelsen af spillet? Ihvertfald om man väljer Kassandra.

    Synes spillet er godt. Enormt, flot og fed Combat. Men det er dog bare Origins 1.5 i mine öjne. De har ikke gjort mange ändringar.

    Inden så länge kan jeg bedre li bayek fra Origins.