Nævner man det Illinois-baserede udviklerhus Volition, falder tankerne unægteligt på Grand Theft Autos ADHD-lidende fætter, Saints Row. Hvor denne serie tidligere har påduttet os overgearede gangsterkrige og farverige dildoer som slagvåben, er der skruet en kende ned for det useriøse, til fordel for et langt mere lettilgængeligt eventyr i Agents of Mayhem.

Der kan ikke herske tvivl om hvem der er skurken i Agents of Mayhem.

Som hevet direkte ud af en tegneserie fra 90’erne, er den ondsindede Dr. Babylon i fuld færd med at overtage en futuristisk udgave af Seoul. Han har samlet en hær af superskurke, der adlyder det sejeste akronym nogensinde: League of Evil Gentlemen Intent on Obliterating Nations, eller blot LEGION.

Heldigvis har den ressourcestærke Persephone Brimstone dannet Multinational AgencY Hunting Evil Masterminds, eller blot MAYHEM (ja, skurkenes akronym er federe). Mayhem består af i alt 12 agenter, hvor der er tre tilgængelige fra spillets start: den narcissistiske Hollywood, den hårdnakkede Hardtack og den kække Fortune.

Janel Braddock er blot en af de 12 yderst karismatiske agenter i MAYHEM.

Spillets missioner krydres med 2D-animerede cut scenes, hvis tegnestil vil appellere særligt til børn af 80’erne. Disse bidrager desuden til spillets overordnede stilfulde præsentation, da både persongalleri, dialog, den bragende action og endda nogle af loadingskærmene, besidder lige dele selvhøjtidelighed og selvironi. Det er et realiseret univers, hvis fjollede one liners og stærke karakterer, holder på interessen fra start til slut, og det er det også nødt til, for det er ikke i gameplayets kerne man finder de største styrker.

En klassisk formular

I typisk open world-stil er der en by som skal renses for fjendtlige styrker, fæstninger der skal overtages, små sidemissioner der skal overkommes og et par time trials der skal gennemføres. Gøremålene er ikke just originale for open world-genren, da missionernes opbygning og mål alle er set før: løb hen til et sted og udrader alle fjender, eller nå forskellige checkpoints så hurtigt som muligt. Det er både himmelsk for completionister, men så afgjort også et helvede for dem der ønsker alsidighed.

Flowet i kampene er stærkt skruet sammen, men det bliver hurtigt ensformigt.

Det er en skam at et spil som fremstår så lækkert, ikke kan byde på en mere varieret missionsstruktur. Jeg havde kunnet tilgive dette, hvis der var inkluderet flere egentlige mini games, end den simple hacking-mekanik som blot kræver mild beherskelse af timing, men efter få timer med Agents of Mayhem, har man set hvad der bydes på.

Kæmper man sig igennem disse uinspirerende dosmersedler, støder man dog på spillets bosskampe, og disse er et kærkomment afbræk det repetetive forløb. Her skal alle dine evner i spil, da der skal tages højde for midlertidig usårlighed, strategisk navigering i omgivelserne og et generelt højt tempo som holder dig på tåspidserne. Disse kampe er fantastisk udfordrende, og det er en fryd at nedlægge de arrogante superskurke, for at se dem græde snot overfor Dr. Babylon i den næste cut scene.

Single player i forklædning

Efterhånden som spillet skrider frem, bliver der låst op for flere agenter, som hver især besidder forskellige våben, evner, hit points og lignende. Du har både agenter der er stærke i nærkamp, tanks der æder fjendtlig ammunition til mellemnavn (ja, det læste du rigtigt), taktiske support-classes og mere til. Hvis du nu tænker at det lyder som figurer fra f.eks. Overwatch, Team Fortress og lignende, så er du ikke helt galt på den.

Der er finurlige tekstbidder på næsten samtlige menuskærme.

Agents of Mayhem kan bedst beskrives som den single player-kampagne, der har manglet i moderne multiplayer-shootere. Har du derfor set misundeligt til, mens Overwatch har domineret internettets memegeneratorer, kan du altså her få en tilsvarende oplevelse, men uden at blive kørt over af spillere med mere erfaring i bagagen.

Man kan have tre agenter i spil af gangen, som man kan skifte mellem i kampens hede. Det handler derfor om at sammensætte en gruppe, hvis evner supplerer hinanden. Vælg f.eks. den kløgtige italiener Joule, hvis våben efterlader fjenderne i en sårbar tilstand, og suppler med roller derby-tøsen Daisy, hvis minigun kan flå de sørgelige rester fra hinanden. Man kan også benytte Fortunes evne til at stunne fjenderne, og derefter løbe tæt på og lade Hardtacks shotgun klare ærterne.

Det kræver sin kvinde at kunne håndtere en minigun, mens man er iført rulleskøjter.

Der er rig mulighed for at eksperimentere med gruppesammensætninger, og da figurerne får nye evner hver gang de stiger et niveau, er der mulighed for endnu flere kombinationer af kaos. Alsidigheden i gameplayet findes derfor i de hundredevis af kombinationer man kan sammensætte holdet på, og de evner man allokerer til dem. Dertil er der intet mindre en 16 sværhedsgrader at lege med, så man selv kan justere hvor stor en udfordring man egentlig ønsker.

Alligevel er det ikke dette aspekt der holder på interessen, men derimod de fortællinger der omkranser heltene.

Et tegneseriehold

Udover hovedhistorien, som altså ikke byder på de helt store overraskelser, så har hver agent sin egen sideløbende historie og dilemmaer at døje med. Med spillets cartoony udstråling, og ikke mindst de platte Uranus-vitser, har hver figur mere dybde og personlighed, end man overhovedet bør forvente. Den indiskfødte Rama forsøger at finde en kur mod den sygdom, som spreder sig i hendes hjemland. Braddock søger hævn for uvidende at have trænet soldater til LEGION’s hær. Disse historier gør hele persongalleriet levende, og det fremragende stemmeskuespil gør kun oplevelsen federe.

Rama er ikke blandt mine yndligsfigurer at spille med, men hendes historie går rent hjem.

Der er så mange meta-historier blandt agenterne, og deres indbyrdes samtaler er simpelthen en fornøjelse at lytte til. Lige så når de udtrykker deres bekymringer overfor Persephone og andre personer der arbejder i kulissen hos MAYHEM, mærker man at det er tredimensionelle eksistenser, med hvert deres grundlag for at tage kampen op med LEGION.

Spillet er dog stadig proppet med Volition-humor som vi kender det, og det er naturligvis en smagssag, om det er noget der appellerer. Vi er ikke helt ude i ekstremerne fra Saints Row-serien, men taget et enkelt gear ned, til et niveau hvor man ikke krummer tæer så snart nogen har noget flabet at sige.

Konklusion

Der kan snildt lægges 40-50 timer i Agents of Mayhem, både med gennemførsel af hovedhistorien og hver agents egen sidehistorie. Særligt sidstnævnte er et absolut must, da disse fortællinger både er hjerteskærende, underholdende og bidrager til helhedsoplevelsen i en grad, som det primære forløb på ingen måde kan leve op til. Skal der desuden hamstres alle samlerobjekter og ekstramissioner, nærmer gennemførselstiden sig snarere 90-100 timer.

Seoul er på ingen måde en “stor” open world, men det gør også at man ikke spilder tiden med unødig pendling.

Bosskampene er klare højdepunkter i den ellers trivielle og ensformige missionsstruktur, men med muligheden for at lave så mange kombinationer af agenter i sin gruppe, er der rig mulighed for at krydre oplevelsen med noget diversitet.

Har du en forkærlighed for action-tegnefilm fra slut-80’erne og 90’erne, så vil Agents of Mayhem ramme plet. Man skal dog også døje med en noget plat humor, der oftere end nødvendigt omhandler lyde fra kropsåbninger.

Hollywoods tommelfinger symboliserer glimrende min mening om Agents of Mayhem.

Agents of Mayhem er et friskt pust på den velkendte open world-genre, hvor et stærkt hold af figurer skal redde verden, i modsætning til den velkendte standard der oftest blot byder på en enkelt helt. Der er elementer fra Batman: Arkham-serien, InFamous, Far Cry, Saints Row, men i sin helt egen indpakning, som gør at spillet formår at skille sig ud fra mængden.

Skal du have en solid single player-oplevelse nu hvor det igen bliver tidligt mørkt, så går du bestemt ikke galt i byen med Agents of Mayhem.

2 KOMMENTARER