Overraskelsen

Der er få ting i livet, som er bedre end at starte et nyt spil op, med forventningerne skruet helt ned, blot for at blive blæst omkuld, af en samhørighed af kvalitet, fokus og dedikation til den gode spiloplevelse. Der var adskillige spil i år, som viste sig stærkere end de havde nogen som helst ret til, både i forhold til gameplay, design og historie, men én titel markerede sig særligt, da det samlede alt hvad vi elsker fra genren, og polerede det til et stadie, hvor det formåede at sætte en ny barre, for hvad der må forventes af mediet. Det spil var:

Middle-earth: Shadow of Mordor

Det kunne snildt have været udgivet, som et simpelt salgstrick der skulle høste den succes, som Hobbit-filmene lever for i disse dage. At vi i stedet blev beriget med en fremragende historie, der kyndigt uddybede det narrative hul mellem Hobitten og Ringenes Herre, var der ingen der havde regnet med.

BilledeBillede

De tidlige præsentationer bar præg af en blanding af Assassin’s Creed og Batman: Arkham Asylum, men på det givne tidspunkt så det for godt ud til at være sandt. Tvivlen blev dog fejet af banen da spillet endelig udkom, eftersom det var præcis hvad gameplayet handlede om. Det var lettilgængeligt, intuitivt og udfordrende uden at være frustrerende, men dette var blot pynt, oven på det underliggende Nemesis-system, som uforudsigeligt dikterede dine fjenders handlemønstre.

Hvis man ønskede at dedikere sig, som såkaldte ”completionister” ynder det, var der adskillige timer at hente i selskab med Talion og hans mystiske medløber, og der er allerede snakken om en efterfølger. Man behøver bestemt ikke være fan af Tolkiens fortællinger, for at nyde Shadow of Mordors overvældende epik.

Læs vores anmeldelse af Middle-earth: Shadow of Mordor.

Øvrige kandidater:

  • Assassin’s Creed: Rogue
  • Child of Light
  • South Park: The Stick of Truth
  • The Crew
  • Wolfenstein: The New Order

17 KOMMENTARER

  1. “Beyond Earth ramte plat i forhold til at vedligeholde den velkendte formel”

    Ville, personligt, bytte rundt på #1 og #2, men glimrende artikel

  2. #1: Der var 29 kvalificerede besvarelser. Også derfor vi næppe gør det igen lige på den måde. Enten en afsteming eller en formular online i lettere kan udfylde.

  3. enig i at de 2 spil bør ligge i top 2. hvem der er 1’er er for mig også lidt ligegyldig. men med 300 timer smidt i DA:I er det nok den jeg har brugt mest tid på

  4. Er pænt tilfreds med Beyond Earth.

    Har allerede brugt 100+ timer på det allerede og det bliver nok til mere her i 2015.

    For mig er det nok en af de bedste titler vi fik i 2014.

  5. God artikel helt sikkert. Men er godt nok utrolig skuffet over at Hearthstone aldrig nåede i top10. Kan godt være det er et lille spil ifht shadow of mordor men det er spillet er så utrolig vanedannende og gennemført, og er tiltalende for både hardcore og casual spillere.

  6. #11
    Vi behøver ikke være enige. Listen er baseret på Daily Rush stabens holdning. Du er fri til at have din egen

    Personligt ville jeg selv sætte Divinity: Original Sin og Wasteland 2 på listen.

    Der er en ret stor spredning mellem folks favoritter i år. Jeg tror det skyldes at der ikke er leveret titler, der har fået folks underkæbe til at hænge slapt ned af brystet. I stedet har året budt på en stor mængde bundsolide spil, der hver især ikke udmærker sig specielt overfor konkurrenterne.

  7. I får lige min fulde argumentation for valget af Mario Kart 8:
    Mario Kart 8 er genialt. Som med alle tidligere udgaver, udvikler man et love/hate-forhold til spillet. Hadet er dog i sidste ende kun hud-dybt, imens kærligheden går helt ind i hjerte og sjæl. Jeg hader spillet, når jeg bliver bombarderet ud af top 3 lige før målstregen. Jeg hader mig selv, når jeg laver fatale kørefejl (intet spil får mig til at skælde mig selv mere ud end dette). Jeg elsker til gengæld spillet, når jeg prygler modstanderne og vinder. Det gælder uanset, om det er mine venner i sofaen, andre rushere, spillets AI eller folk fra hele verden, der får lov til at æde digitalt støv fra min kulørte og blændende kart. Styrken i spillet findes i denne brede mulighed for tilfredsstillelse. En tilfredsstillelse, der ville være væsentligt mindre, hvis hadet ikke var til stede. Bedst er det, når man deler stue med sine modstandere, men Mario Kart 8 er også et af de få eksempler på “online done right” fra Nintendos side. Man kan tilmed få det bedste fra begge verdener og kaste sig ud i en heftig omgang online splitscreen multiplayer med en kammersjuk. En genistreg!

    Dette er spillet, der til tider driver mig til randen af et nervøst sammenbrud. Og sådan skal det være! Når støvet har lagt sig, og jeg igen er faldet til ro, står der altid en uomtvistelig sandhed tilbage: Jeg elsker Mario Kart 8!

    Det kunne være sjovt, hvis I andre ville smide den fulde argumentation for jeres valg her også. Så er der mere at forholde sig til, når man læser den del af artiklen.:)

  8. Nu fik jeg ikke stemt, men mine favoritter fra dette år er helt klart Call of Duty Advanced Warfare, Infamous Second Son, Dragon age Inquisition og Wolfenstein the new order.

    Wolfenstein grundet den fede humor og det faktum, at man var underholdt gennem hele spillet. CoD AW har været en positiv overraskelse, og jeg nyder virkelig at hoppe rundt og samle på kills.. Tager mig helt tilbage til Unreal Tournament-dagene.

  9. #4 Jeg syntes ikke at du var helt fair imod den lille ged, spillet skulle jo vaeret tumpet fra starten af . . . .

    Husk nu at overdreven kritik ikke giver en bedrer artikel, men snarer pointerer en daarlig anmelder som bevist igen og igen.
    (ingen navne naevnt) bare en huskeregel.

    Det undrer lidt at GTA V ligger saa lavt, paa trods af det forkerte format . . .